Når du fucker op, er tavshed stærkt undervurderet

Hele to plagiatskandaler ramte den danske medieverden tidligere i år.

Den ene skandale står formentlig klart i erindringen hos ikke bare dem, der følger med i den slags, men efterhånden også i brede dele af befolkningen.

Det gør den ikke mindst, fordi den i den forgangne uge er blevet opsummeret i forbindelse med en voldsomt omtalt bogudgivelse.

Denne skandale er naturligvis Katherine Diez’ plagiatsag.

Men hvad handlede den anden anden plagiatskandale om? Her skal der formentlig graves lidt dybere i erindringen, selv hos folk, der beskæftiger sig med medier og journalistik, mens de færreste uden for disse professionelle cirkler formentlig overhovedet har hørt om den.

Og det på trods af at sidstnævnte skandale både i omfang og konsekvenser var af en helt anden og grovere størrelsesorden end Diez-sagen.

Vi taler selvfølgelig om freelancejournalisten Lasse Skytts plagiatsag.

Omvendt proportionalitet mellem grovhed og omtale

Diez’ og Skytts plagiatsager blevet afsløret inden for omtrent den samme måneds tid i januar/februar i år. Men så hører lighederne mellem sagerne også op.

Der er dels en markant forskel på sagernes grovhed, og dels på hvor meget omtale de har fået. Faktisk er disse to forhold omvendt proportionale.

I Diez’ tilfælde viste en intern undersøgelse hos Berlingske, at der var fundet 13 tilfælde af plagiat af varierende omfang i hendes artikler hos mediet.

I Skytts tilfælde drejede det sig derimod alene hos Jyllands-Posten om 39 tilfælde af ikke bare plagiat, men også regulært citatfusk. Skytt havde simpelthen fabrikeret citater fra kilder, han slet ikke havde talt med.

Dertil kom en række tilfælde af plagiat og fusk i artikler fra Skytts hånd i bla. Information og Kristeligt Dagblad.

Og måske mest bemærkelsesværdigt, så valgte Syddansk Universitetsforlag at trække Lasse Skytts bog “Orbanland” tilbage og makulere restoplaget.

“Vi fandt så mange eksempler på videnskabelig uredelighed og citatfusk. Opdigtede citater. Afskrift. Sammenblanding af citater. Konstruerede interviews. Manglende kildehenvisninger. Manglende citationstegn,” udtalte forlagsdirektøren dengang. 

Lasse Skytt-sagen var altså både i omfang og grovhed en større og på papiret mere spektakulær sag, men ikke desto mindre var det Diez, der løb med medieopmærksomheden.

Det var Diez-sagen, der blev rigtigt spektakulær.

Genmæle og tavshed

Forklaringen på dette misforhold mellem grovhed og opmærksomhed skyldes en række faktorer.

En faktor er de respektive kommunikationsstrategier Diez og Skytt benyttede.

Lasse Skytt valgte tavsheden. Siden afsløringen af hans omfattende og mangeårige fusk, har han været stille. Der er til dato ingen udtalelser til medier, og ingen ytringer på egne SoMe-platforme. Lasse Skytt er som sunket i jorden.

Dermed ophørte medieinteressen for sagen, da optællingerne af berørte artikler var gennemført og konsekvenserne i form af tilbagetrækning af samme var gennemført. Uden hovedpersonens medvirken var der ikke flere vinkler at komme efter.

Det ser ud til at have virket. Det begrænsede publikum til Skytt-sagen, har stort set glemt den igen.

Med Diez forholder det sig anderledes. Da skandalen rullede, benyttede hun ad to omgange sin Instragram-profil til at ytre sig. Første gang den 18. januar i forbindelse med selve afsløringen af plagiat, og siden knap en måned senere den 16. februar i forbindelse med resultatet af Berlingskes undersøgelse.

Teksterne i begge opslag havde en længde, der indeholdt rigeligt materiale til både at analysere kommunikative greb og botanisere i graden af anger, selviscenesættelse og meget andet.

Siger hun egentlig undskyld? Forsøger hun ikke at minimere brødens alvor? Er der ikke tale om en fokusforskydning, når hun skriver om, hvor hårdt det er at blive afsløret? Og så videre.

Ordet skandale betyder “begivenhed, forhold eller andet der vækker forargelse eller strider mod den almindelige moral”, og begge opslag var egnede til at give ny næring til forargelsen, hos dem der i forvejen dyrkede denne.

Og ikke mindst: Opslagene kastede nye medievinkler af sig. Dermed fik Diez-skandalens levetid i medierne et boost.

Når man inviterer pressen til sit bryllup, kommer de også til skilsmissen

Graden af kendskab til skandalernes hovedpersoner er naturligvis også en faktor i deres trækkraft i medierne og i kommentarspor på sociale medier.

Lasse Skytt var det nok de færreste, der kendte som andet end en lejlighedsvis byline i diverse medier.

Da skandalen rullede, var Diez allerede en kvart- eller halv-kendt karakter som influencer på Instagram, der blev hendes springbræt til en platform hos Berlingske.

Det var netop et cross-platform sammenspil mellem Instagram og Berlingske, der første gang for alvor gav hende meta-medieomtale i form af en mindre shitstorm. Det skete i forbindels med en anmeldelse af Morten Sabroes bog “32 cm” til Berlingske, som Diez i delvist afklædt tilstand annoncerede på Instagram med teksten:

“Jeg går i seng med mit arbejde. Morten Sabroe og hans 32 cm har ligget oven på mig hele natten og holdt mig vågen til klokken jeg-ved-ikke-hvad.”

Endelig var der selvfølgelig Katherine Diez’ parforhold med kendte mænd, der ligeledes aktivt blev brugt som content på Instagram.

Og når man inviterer pressen (eller sine følgere på Instagram) til sit bryllup, kommer de som bekendt også til skilsmissen.

Om køn spiller en større rolle, end den Diez selv har bragt i spil, er muligt. Men det kræver nok en særskilt analyse.

Udlevering af ekskæresternes sexliv skaber dobbelt skandale

Lasse Skytt og hans omfattende snyderi er for længst ude af øje og dermed ude af sind. Og det var Katherine Diez sådan set også.Lige indtil første oktober, hvor et yderst veludført stykke PR-arbejde fra People’s Press katapulterede hende tilbage på den offentlige dagsorden med udgivelse bogen “I egen barm”.

Efter mange måneders tavshed blev Diez’ plagiat-skandale genaktiveret, og bogens udlevering af de kendte ekspartneres sexliv tilføjede yderligere et saftigt skvæt benzin til forargelsens bål: Bogen synes at være lige dele bekendelses- og hævnlitteratur.

Resultatet af de to ekskæresters strategier er, at Adam Price nu er godt og grundigt sovset ind i den dobbelte skandale, mens Dan Jørgensen kun optræder som en indskudt bemærkning i periferien....Sammenfattende tyder forløbet på, at tavshed er en undervurderet strategi, hvis formålet alene er at lægge låg på medieomtale.

På den måde har Diez skabt en slags dobbelt skandale.

Her er det værd at bemærke, at mønsteret fra håndteringen af de to plagiatsager på forunderlig vis gentager sig. Adam Price, der er den ene kendte ekskæreste, har offentligt taget til genmæle på både Instagram og i medierne.

Omvendt har Dan Jørgensen, der er den anden kendte ekskæreste, gjort det samme som Lasse Skytt, og har forholdt sig fuldstændigt tavs.

Resultatet af de to ekskæresters strategier er, at Adam Price nu er godt og grundigt sovset ind i den dobbelte skandale, mens Dan Jørgensen kun optræder som en indskudt bemærkning i periferien.

Et billede vi i øvrigt tidligere har set i forbindelse med metoo-sagerne, der omhandlede Jes Dorph (der gik til modangreb) og Jens Gaardbo (der valgte tavsheden). Sagen klæber stadig til førstnævnte, mens sidstnævnte i store træk er glemt.

Som en afsluttende krølle skal det nævnes, at People’s Press efter nogle dages intenst medietryk meddelte, at Diez ikke længere var tilgængelig for medierne. Nu har hun også valgt tavsheden. I hvert fald for en stund.

Sammenfattende tyder forløbet på, at tavshed er en undervurderet strategi, hvis formålet alene er at lægge låg på medieomtale.

Om strategierne får betydning for henholdsvis Katherine Diez og Lasse Skytts fremtidige arbejdsliv, er en helt anden historie.