No #NoKing – not again!
Når demonstration bliver megafon for modstanderen
I weekenden samlede "#NoKing" syv millioner demonstranter i 2.700 byer. Men overskriften handler ikke om mobilisering – den handler om framing-fejl af dimensioner.
Timme Bisgaard Munk
Timmes forsvar: NoKings som kongekommunikation
Syv millioner mennesker i 2.700 byer er præcis den skala, kongekommunikation skal ramme. Budskabet er simpelt, deleligt og forankret i amerikansk identitet. Det er, hævder Timme, den type kampagne der kan flytte opinion og skabe reel modstand mod autoritære tendenser.
Men præcis her ligger problemet.
"No Kings" er hverken kommunikationskunst, kirurgisk framing eller værdimæssigt forankret uden for de frelstes cirkler. Det er endnu et head-to-desk-eksempel på endnu en overskrift, der samler præcis de samme folk, som ville demonstrere mod Trump uanset overskriften. Den kommer ikke længere, og den vil fuse ud ligesom alle de andre.
Og hvorfor så det, Rune?
Lakoffs advarsel gentages forgæves
Jo, som framingens Grand Old Man George Lakoff sagde så tydeligt i framing-biblen Don't Think of an Elephant fra 2004 – og har gentaget igen og igen og igen, senest om Trump: "When you negate the frame, you evoke the frame" – instead: Reframe!
Sagen er, at alle Demokraterne – og alle os Trump-modstandere – er alt for gode til at høre, hvad han siger, blive forargede og sætte hans ord på et banner. Det føles godt. Nu må alle da kunne se, hvor dum han er og konkludere, at vi har ret, tænker vi.
Vi glemmer, at folk har stemt på ham, fordi han siger det, han siger. Og når vi fortæller det videre, så spreder vi hans budskab. Denne gang er det syv millioner mennesker fordelt på 2.700 demonstrationer i alle 50 stater. Sikke en megafon for Trumps budskaber!
Historietime som elitær projektion
Vi tror automatisk, at flertallet af amerikanere – og Trump-vælgere i særdeleshed – tænker "nej tak" til konger, fordi de husker, at USA blev dannet på baggrund af den amerikanske uafhængighedskrig mod Storbritannien i 1775–1783. Men det er elitært at gøre politisk ideologi og værdier til en historietime.
Vi glemmer, at mange amerikanere har oplevet et dysfunktionelt demokrati i mange år, og at når Trump siger "jeg er konge", så hører de ikke et ekko fra 1700-tallet, men en opskrift på et nødvendigt opgør mod bureaukrati og ulighed.
Og det styrker vi, når vi skriver det på bannere som:
- "1776 Called – They Want Their Revolution Back" ("og vi vil have en revolution igen", tænker de), og
- "We Fought a War About This" ("og vi har brug for en ny", tænker de).
Grundloven som status quo-argumentation
Vi tror automatisk, at når noget er forfatningsstridigt, så ved alle, at det er skidt. Men det er status quo-bevarende kommunikation at postulere, at (grund-)love står skrevet i sten. Vi glemmer dybden i Trump-vælgernes frustration og ønske om et opgør med det etablerede.
Hvis vi er uenige i en lov, kan den ændres – og hvis den ikke kan ændres inden for det nuværende system, så er der måske brug for et systemskifte til noget mere handlekraftigt. Måske endda en konge. Alle mellemregningerne er elitær jura-retorik, der kun graver grøfterne dybere og forsikrer Trump-vælgerne om, at de har ret.
Narren og de frelste
Nej, Timme og Jacob. #NoKings er ikke kongekommunikation – det er narren, der ved, hvad han skal sige for at få bifald fra de rigtige. Det er prædiken for de frelste – og det risikerer at hjælpe Trumps kongeprojekt på vej, fordi det styrker Trumps "stærk mand"-retorik. Når demokrater og progressive demonstrerer under banneret #NoKings, så samles Trump-tilhængerne og republikanere om det ultimative symbol på en konservativ strict father morality, som Lakoff ville sige. Når syv millioner progressive mennesker råber 'No Kings', så aktiverer de en frame, der gavner Trumps projekt.
