Oplysningerne på en snublesten er nok

af Henriette Harris

Den tyske kunstner Gunter Demnig satte de første sten i Køln i 1995. Alle sten laves stadig på hans værksteder. Nu er der 117.000 af dem i 31 europæiske lande. Snublesten Danmark satte de første i dansk jord i 2019.

Det er anti-monumentalt. Du ser den ikke fra lang afstand. Du må bukke dig ned. Læse. Og så står du der med et navn, en fødselsdato, en deportationsdato, et sted, et ord: myrdet. Mere får du ikke. Men kommunikationen sker i det øjeblik, du bøjer dig. I det øjeblik bliver offeret til et menneske igen. Ikke et tal. Ikke et offer blandt seks millioner. Et menneske, der boede akkurat her. Gik gennem denne dør. Levede et liv, før det blev taget fra vedkommende.

Vi har netop passeret den 27. januar, Den Internationale Holocaustdag. Årsdagen for befrielsen af Auschwitz i 1945. Der bliver holdt taler. Kranselægninger. Minutter med stilhed. Og det er nødvendigt. Men en snublesten minder os ikke bare én dag om året. Den ligger der hver eneste dag, i hverdagen, under folks fødder. Lad os se på en af dem.

Bydelens yngste offer

Den 8. februar er det 83 år, siden Zilla Schlesinger blev født i Berlin. Før hun nåede at fylde en måned, ja, ikke engang fire uger, blev hun den 4. marts 1943 med sine forældre, Ingeborg og Gert, og sin knap to-årige storebror Denny deporteret til Auschwitz, hvor de alle fire blev myrdet.

Zillas snublesten, der er sat i fortovet ud for Giesebrechtstraße 18 i den vestlige bydel Charlottenburg i Berlin, markerer bydelens yngste offer. Yderligere 24 snublesten er sat ud for dette hus. Udover Zillas og hendes nærmeste families og 16 øvrige beboeres er der også sten for hendes farbror Karl-Heinz, hans kone Ursula, hendes kusiner Tana og Reha (hhv. to år og fem måneder gamle) og hendes farmor Margarete. De boede alle ni sammen i en lejlighed. Karl-Heinz, Ursula, deres døtre og Margarete blev deporteret til Auschwitz i januar, halvanden måned før Zillas del af familien. Alle blev de myrdet.

Stum i fortovet

I næsten 19 år levede og arbejdede jeg i Berlin. Min mand og jeg havde nogle bekendte, der boede i Giesebrechtstraße 20. Når vi besøgte dem, gik jeg altid først hen til nummer 18 og stod stum og kiggede ned i jorden. Længe vidste jeg ikke andet om Zilla end det, der står på hendes snublesten: At hun var født i 1943 og blev deporteret den 4. marts 1943 til Auschwitz, hvor hun blev myrdet.

Der står ikke fødselsdato på en snublesten, da risikoen for fejl er for stor. Men jeg kunne regne ud, at Zilla højst kunne have været to måneder gammel, da hun blev sendt til sin død i udryddelseslejren i Polen.

Snublestenen har også nogle skrammer. Om de er opstået ved et tilfælde, da nogle måske flyttede et klaver ud af bygningen og trak det hen over stenen, eller om det er hærværk lavet med vilje, ved jeg ikke. Men jeg tænkte over det, hver gang jeg så stenen. Jeg kan godt forestille mig, at der findes mennesker, der ikke bryder sig om at blive mindet om, at de daværende magthavere stræbte mennesker på højst to måneder efter livet. Som vil ødelægge en sådan sten.

Ned i afgrunden

Oplysningerne på en snublesten er knappe. Men man behøver ikke flere oplysninger. Den ulykkelige familie og dens tragiske skæbne står omgående lysende klart for én. Brødrene og svigerinderne, der tager afsked med hinanden den 12. januar 1943. Gert siger også farvel til sin mor og kysser måske sine to små niecer. I januar 1943 vidste man godt, at man ikke så hinanden igen. Halvanden måned senere måtte han selv af sted med sin kone og sine børn. Ingeborg med den lillebitte Zilla i armene og Gert med Denny, der endnu ikke var fyldt to år. Ingen af de ni har en dødsdato. Efter deportationsdatoen står der blot: Auschwitz. Myrdet.

Det var først, da jeg for halvandet år siden begyndte at researche til min bog om snublesten, at jeg blev klar over, at Zilla ikke engang var en måned, da hun blev deporteret. At Ingeborg havde Denny med sin første mand. At Ingeborg fyldte 21 år, dagen efter at Karl-Heinz og Ursula var blevet deporteret med deres to små piger. At Karl-Heinz og Gert var tvangsarbejdere hos firmaet Siemens i tiden op til deres deportation. At Karl-Heinz og hans familie og moderen Margarete allerede i april 1942 havde måttet forlade familielejligheden og flytte sammen på halvandet værelse i Marburger Straße et par kilometer længere østpå. Og at de to dele af familien dermed formentlig ikke fik sagt et sidste farvel til hinanden.

Alle disse oplysninger bidrager til billedet af familien Schlesinger, af disse menneskers liv og deres død. Men vi behøver dem ikke for at vide, at vi, når vi ser på Zillas snublesten, kigger lige ned i afgrunden. Her boede / Zilla Schlesinger / Født 1943 / Deporteret 4.3. 1943 / Auschwitz / Myrdet.

Henriette Harris er cand.mag. og var journalist for danske og tyske medier i Berlin fra 2004 til 2023. Hun er medstifter af Snublesten Danmark og forfatter til bogen 'De var os. En bog om snublesten', der udkom på forlaget Alpha i maj 2025.