Overmodig kommunikation øger risikoen for skandalesager

Af Mikkel Toxvig, forfatter og kommunikationsrådgiver & Johanne Grant, ph.d. og organisationspsykolog

I græsk mytologi var Pygmalion billedhugger og konge af Cypern. Som ung mand oplevede han kvinders laster, og i sin forargelse isolerede han sig og levede i cølibat. Han forgudede dog stadig kvinden som ideal, og han formede derfor en smuk kvindeskulptur i elfenben.

Med tiden forelskede han sig i skulpturen og klædte hende både i dyre smykker og elegant tøj. Under en fest for kærlighedsguden Afrodite bringer Pygmalion sit offer og beder guderne om hjælp til at gøre skulpturen levende, så han kan gifte sig med hende. Afrodite hører hans bøn, og da Pygmalion kysser skulpturen godnat, kommer hun langsomt til live. I stedet for koldt elfenben mærker han varme fra hendes hud.

Kort efter gifter de sig, og inden for et år føder hun deres datter.

På overfladen er Pygmalion-myten en lykkelig fortælling, men slutningen er lagt ud til læserens forestillingsevne. For vi må tænke os til, at når den idealiserede skulptur kommer til live, vil idealet gå til som en forfængelig illusion. 

Myten om Pygmalion er interessant at inddrage på arbejdsmarkedet i dag. Især i virksomheders præsentationer af sig selv. Visioner, missioner, værdier og kernefortællinger afspejler ofte en ultraidealiseret udgave af virksomhedernes egen udlægning af virkeligheden, som nærmest er umulig at indfri.

Denne uoverensstemmelse mellem ideal og virkelighed kan over tid føre til både skuffelser og skandalesager. 

Skandalernes tid

Det er særligt relevant at huske denne pointe netop nu, fordi vi lever i skandalernes tid. Her kan man hver måned med væmmelsesfryd læse de slibrige eller chokerende detaljer fra endnu en skandalesag, der kan handle om etik, økonomi, ledelse, krænkelser, produkter, udnyttelse eller svindel.

Fælles for skandalerne er, at de kommer inde fra virksomheden selv. De stammer altså ikke fra kriser i samfundet, men fra en person, en gruppe eller kulturen i virksomheden. Derfor risikerer de at ramme virksomheden langt hårdere, end bredere samfundskriser gør, og det mærke, de efterlader, er svært at komme af med igen.

De mange skandalesager, der ophober sig i medierne, fører naturligt til spørgsmålet, om vi som ledere, medarbejdere og virksomheder opfører os dårligere og mere umoralsk nu end tidligere. I forskningen er det dog vanskeligt at finde belæg for, at det forholder sig sådan.

I stedet argumenterer vi for, at der findes tre særlige omstændigheder, som gør, at dårlig, uetisk eller kriminel adfærd nemmere kommer i medierne.

For det første er mange virksomheder nærmest besatte af evalueringer, og der sker, hvad vi kalder for en ”Trustpilot-effekt”, når alt fra hotelbookinger og billeje til tøjkøb og afhentning af pakker følges op med endeløse opfordringer til at evaluere vores oplevelse. Med de mange evalueringer følger naturligt flere ”nettet raser”-historier i de store medier.

Evalueringsiveren er et symbol på, at væggene mellem virksomheden og omverdenen er blevet tyndere. Man kan også sige det sådan, at virksomheden befinder sig bag en glasfacade, hvor alle kan se ind og ud. Forfatter og forsker Barbara Kellerman forklarer, at adgangen til information om virksomheder og ledere aldrig har været lettere tilgængelig, og at det udligner afstanden mellem idealer og virkelighed. Tilbage står virksomheden demaskeret og blottet.

For det andet bevæger nyhedsstrømmen sig hurtigere, og behovet for nye, gule breaking-historier og opdateringer på alverdens live-blogs vokser. I et stærkt konkurrencebetonet marked er medierne nemlig afhængige af nyhedsstof, der fanger og fastholder læsernes opmærksomhed. Målet er at skaffe abonnenter eller tjene reklamekroner på kliks. 

Til det formål er konfliktfyldte historier mellem idealer og realiteter, mellem helte og skurke fremragende. Konflikten driver historien frem og skaber forargelse, især på sociale medier, hvor algoritmerne former ekkokamre og fremmer engagement.

For det tredje er skandaler moralske i deres natur og derfor flydende eller plastiske. Det vil sige, at den adfærd, som kan føre til skandaler, ændrer sig over tid. Tænk bare på de mange #MeToo-sager, der blev forklaret med, at virkeligheden var en anden dengang, eller på den pendulering mellem hyldest og had, som begrebet Diversity, Equity and Inclusion (DEI) har oplevet, alt efter hvem der sidder i Det Hvide Hus. 

Adfærden, der fører til skandalen, kan sagtens befinde sig inden for lovens ramme, men alligevel være uacceptabel eller forkastelig. Skandaler drejer sig i stedet om normer for rigtigt og forkert, godt og ondt. Og om hvem menneskene i organisationen er, hvordan de opfører sig, og om den opførsel stemmer overens med samfundets normer og moral.

Normer og moral indeholder nemlig intet facit, og derfor er det hele tiden til diskussion, hvordan god og dårlig adfærd ser ud, ligesom vi diskuterer, hvem eller hvad vi bør fordømme. Så når væggene mellem virksomhed og omverden bliver tyndere, kommer samfundets normer også tættere på livet i virksomheden, og det bliver så godt som umuligt at holde sig ude af de etiske spørgsmål, som optager resten af samfundet. Adfærd, normer og etik bør derfor stå centralt for ledere og virksomheder i dag.

Et etisk krav

Når vi får et større vindue ind til livet i virksomhederne, og diskussionen om samfundets normer bliver umulige at holde sig ude af, så er det ikke længere nok at være den virksomhed, der påstår, at de laver den skønneste telefon, det førende kursus, den hurtigste bil eller de ideelle forhold for medarbejderne. Virksomheder bliver i langt højere grad end tidligere bedømt på, hvordan deres ledere og medarbejdere opfører sig, og det skifter fokus fra, hvad virksomheden gør og opnår, til hvordan de gør det.

Centralt i den bevægelse er, hvilke normer, værdier og etiske refleksioner der ligger bag. Og når de normer, værdier og etiske refleksioner nemmere finder vej til offentligheden, så kan en pragmatisk måde at gå til virksomhedsetik på være at kigge på dem ud fra to vinkler.

Den ene ser virksomhedsetik som det fornuftige at gøre. Her drejer det sig først og fremmest om at undgå skandalesager og beskytte sin indtjening. Det kan man fx gøre ved at trykteste beslutninger og spørge: ”Ville vi gøre det samme, når vi ved, at kunder og journalister med større sandsynlighed ser med?”

Den anden ser virksomhedsetik som det rigtige at gøre. Her handler det om at styrke sit omdømme som en attraktiv og ansvarlig virksomhed med rodfæstede værdier, der agerer ud fra det fælles bedste. Det kan man fx undersøge ved at spørge: ”Ville vi gøre det samme, hvis en, vi ser op til, kiggede med?”. Og ved kritisk at reflektere over: ”Hvorfor gør vi, som vi gør? Hvilke årsager, ræsonnementer, menneske- og magtsyn ligger bag? Hvordan stemmer det overens med, hvad vi ellers gør? Og lever vi op til det, vi siger?”

Jo mere opskruet eller overmodigt vi kommunikerer, jo større er risikoen for, at forbindelsen mellem, hvad siger vi og gør, bliver kappet. Det kan både skade omdømmet og ende i skandalesager.