PISA tallene er en seismograf for post-litterære samfund
29 point! Så meget faldt de danske skoleelevers læsefærdigheder i den seneste PISA-måling. OECD måtte lige tjekke tallene en ekstra gang, for man troede, det var løgn. Det var det ikke og en desperat undervisningsminister ved ikke sine levende råd.
Af: Judy Hermansen, Syddansk Universitet
Læsning er noget, der skal trænes, så børn, der læser mindre, læser også dårligere. Men de manglende læsefærdigheder kan ikke kun tilskrives timetallet. De handler måske mest af alt om et civilisationsskifte, og der er både kulturfilosofiske og socialpsykologiske forklaringer på læsningens deroute.
Danske børn er ikke analfabeter
Vores børn kan stadig afkode ord, men vores samfund er blevet post-litterært, og de går kolde, hvis forståelsen kræver, at de skal fastholde tankerne hen over en længere tekst, siger Rose Horowich fra The Atlantic. Hun refererer et forsøg fra to universiteter, hvor de studerende læste Bleak House af Charles Dickens. De havde adgang til internettet undervejs og kunne i princippet slå enhver ukendt reference op. Kun fem procent af dem forstod teksten. De fleste opdagede aldrig, at en scene foregår i en retssal. En fjerdedel læste billedsproget bogstaveligt og konkluderede, at der tilsyneladende gik dinosaurer rundt i London på 1800-tallet.
Det er ikke manglen på viden, der er vigtig her, men at de unge mennesker ikke opdagede, at de manglede den. At registrere sin egen uformåen er en disciplin, som man kun lærer ved at læse noget, der er ”større” end én selv.
Hjernen bliver god til det, den øver sig i
Vi har ikke en medfødt evne til at binde bogstaver sammen til ord og relatere ord til verden, men én af neurovidenskabens mere robuste iagttagelser er, at hjerner bliver gode til det, de bliver trænet i, og læsning er styrketræning af opmærksomhed, som er en forudsætning for læring. Så jo mere man læser, jo bedre bliver man, og viden er den gevinst, der gør besværet værd. Det gælder imidlertid også den anden vej rundt: Jo mindre man læser, jo tungere bliver det, og vejen til ny viden bliver en kamp op ad bakke.
Science Blog
John Hutton, der er læge med speciale i børn og skærmtid, har observeret, at børn med meget skærmtid og lidt læsning har en svagere udvikling af de områder i hjernen, der er knyttet til sprog og opmærksomhed. Fordi de simpelthen ikke bliver brugt.
Læsning kræver stilhed, tid, kedsomhed og udskudt belønning præcis de fire ting, der er blevet mindre af i de fleste børns liv. Video tilbyder tilsyneladende mere information end tekst: tale, lyd, billeder, men det aktiverer mindre tænkning.
Hutton har scannet hjerner på tre- til femårige børn, mens de fik den samme historie fortalt i forskellige formater. Når historien blev formidlet som animeret video, brugte børnene kun de områder, der knytter sig til forestillingsevnen, halvt så meget, som når de så et stillbillede eller hørte en stemme læse historien. Der er jo ikke særlig meget at forestille sig, når alting allerede bliver serveret på skærmen. Lillehjernen, der netop er knyttet til indlæring, arbejdede også mindre.
Psykologen Gloria Mark har målt, at opmærksomhedsspændet foran skærmen fra 2004 til 2012 er blevet reduceret fra to et halvt minut til 75 sekunder og i dag er det helt nede på 47 sekunder.
Læsning har mistet sin status
Margaret Rennix fra Harvard fortæller, at hendes studerende i stigende grad ser læsning som en unødvendigt besværlig måde at få viden på, og arbejdet med at læse opfattes ikke på nogen måde som udbytterigt. Læsning som færdighed har mistet sin sociale betydning, og man er overhovedet ikke flov over, at være en person, der ikke læser bøger.
Det kan Robert Townsend fra American Academy of Arts and Sciences tale med om. Han har gennemført fokusgrupper med gymnasieelever, hvor flertallet ikke kendte til fritidslæsning. Andelen af 13-årige, der sjældent eller aldrig læser for fornøjelsens skyld, er siden 1984 steget fra 8 til 29 procent. Altså hver tredje læser sjældent eller aldrig frivilligt.
At læse og skrive er at tænke
Læsning og skrivning er to sider af samme sag. Skrivningen er dér, hvor man finder ud af, hvad man egentlig mener, hvor tankerne skærpes og de slappe ræsonnementer bliver synlige for én selv. Det er ikke bare en notering af færdigbagte tanker.
Et brasiliansk studie har vist, at studerende, der anvendte AI til oplæsning, klarede sig markant dårligere til prøver end dem, der selv læste, ikke mindst i de spørgsmål, der krævede noget eftertanke og ikke kun paratviden. En britisk undersøgelse af hyppig AI-brug til kognitive opgaver har også fundet en negativ sammenhæng med evnen til kritisk tænkning. Det bør give stof til eftertanke, hvis man bruger AI i undervisningen. Skrivning er ligesom læsning besværlig, fordi den skrivende også lærer noget undervejs i processen. Fjerner man besværet, så fordufter læringen også.
Læsning, skrivning og tænkning hænger sammen, og Walter Ong argumenterer i bogen Orality and Literacy for, at kompleks, logisk tænkning slet ikke kan udføres uden skrift. Og klassicisten Eric Havelock yndede at sige, at filosofien er født ud af alfabetet, for først da tanker kunne fastholdes i skrift, kunne de også undersøges, modsiges og udbygges. Filosofi kan ikke eksistere uden kritik, og det er skriften, der gør det muligt at underkaste en tanke vedvarende granskning. Skriften fryser talen, og derfor var det også skriften, der fødte logikeren og videnskabsmanden, mente han.
Den nye mundtligheds helvede af evig nutid
Ong beskrev allerede i 1982 hvordan vores skriftsamfund var i færd med at regredere til en ”sekundær mundtlighed”, hvor man opfinder sjove tilnavne, fordi de er nemme at huske og gentage, dyrker konflikter, fordi konflikt sidder bedre fast end fine nuancer, ikke indrømmer fejl undervejs, for talen kan ikke redigeres. Og om et øjeblik er der alligevel ikke nogen, der kan huske, hvad man sagde. Betydning er ikke længere et begreb om objektiv sandhed, men snarere lig med talerens identitet. For det er skriften, der kan objektivere budskabet fra afsenderen og gøre det muligt at bedømme en påstand uden at kende personen bag.
Et samfund, der ikke kan læse sine egne forgængere, er dømt til at leve i en evig nutid, så det er formentlig ikke nogen tilfældighed, at læsningens tilbagegang falder sammen med en kultur, der genbruger sig selv. Popsange bliver kortere og mere repetitive, bøger bliver også enklere og bestsellere måles på noget så nøgternt som gennemsnitligt antal ord pr. sætning. Uden adgang til de døde er der ingen at overgå. Kun sig selv at gentage.
Elizabeth Eisenstein pegede i sin tid på nogle af de vigtige institutionelle konsekvenser, som billigere bøger fik for undervisningssektoren. De betød nemlig, at dygtige studerende fik mulighed for at vriste sig fri af professorervældet. De behøvede ikke længere sidde ved mesterens fødder og blev i det hele taget mindre tilbøjelige til at bøje sig for autoriteter. De studerende i dag, der ikke kan læse en svær tekst, er henvist til at tro blindt på formidleren: hvis læserevolutionen i sin tid var den største overførsel i historien af viden til almindelige mennesker, så er skærmrevolutionen i dag det største tyveri af viden fra dem. Eliten fortsætter med at læse. Og det er en asymmetri, der bør bekymre i et land, der hylder lige adgang til viden.
Er det post-litterære samfund et vilkår?
Der findes en variant af argumentet, som er nem at falde for. Skriften var et historisk mellemspil, og vi er nu på vej tilbage til det mundtlige, som mennesker har praktiseret i langt større dele af deres historie. McLuhan forudsagde det i 1962, Ong beskrev det i 1982, og hvis de har ret, er der ikke noget at kæmpe imod. Der er kun noget at indrette sig efter.
Men den slutning holder ikke. At noget er et vilkår, gør ikke fordelingen af det til et vilkår. Smartphonen bliver ikke afskaffet, og der er ingen grund til at drømme om det. Spørgsmålet er, hvem der sætter reglerne for den opmærksomhedsøkonomi, den indgår i. Dér har vi overladt reguleringen til de virksomheder, der tjener på resultatet, mens vi har moraliseret over forældre og børn, som om det handlede om karakterstyrke. Det er den samme fejl, vi begik med tobak, spil og ultraforarbejdet mad, indtil det gik op for os, at udbuddet er lettere at regulere end viljen.
Hvad en kamp faktisk ville bestå i
Udbudssiden først. Et design, der er bygget til at fastholde, er ikke en naturkraft, men en produktbeslutning, og produktbeslutninger kan man lovgive om. Aldersgrænser, feeds uden uendelig rulning for mindreårige og krav til, hvad der må gøres for at holde på et barns opmærksomhed, er ikke kulturpessimisme. Det er forbrugerbeskyttelse.
Så institutionerne. Skolen og universitetet er de sidste steder, hvor langsom læsning kan gøres obligatorisk. Hele bøger frem for uddrag. Prøveformer, der ikke kan bestås på et referat. Og en beslutning, truffet med åbne øjne, om hvor i uddannelsen AI må fjerne besværet, når nu besværet var hele pointen.
Og endelig status. Læsning mistede sin sociale betydning, før den mistede sin udbredelse. At to procent af voksne læste højt for et barn på en given dag, er ikke et skolepolitisk tal. Det er et kulturelt. Ingen lovgivning kan gøre det pinligt igen at være en person, der ikke læser bøger. Det kan kun voksne, medier og arbejdspladser, der opfører sig, som om det betød noget.
Til sidst en præcisering, så det ikke bliver en klage over ungdommen. Det handler ikke om bogen som genstand eller om litteraturens forrang. Det handler om vedvarende opmærksomhed på en kompleks tekst, uanset hvor teksten står. Et samfund får den erkendelsesform, dets medier tillader. Vi kan ikke vælge medierne væk. Vi kan vælge, om vi vil overlade regimet til dem, der har købt opmærksomheden.
Derfor er flere dansktimer et ufuldstændigt svar
Skolen konkurrerer om én procent af barnets opmærksomhed mod de multinationale virksomheder, der har snuppet resten. Kulturfilosofisk er evnen til at læse og skrive som sagt ikke kun praktiske færdigheder, men en tænkeform og et sandhedsbegreb, der er truet.
Skolen har paradoksalt nok selv skubbet på. Horowitch har dokumenteret, at flertallet af amerikanske engelsklærere i en undersøgelse fra 2025 uddelte mellem nul og fire hele bøger om året til eleverne, fordi korte uddrag træner dem bedre til at besvare multiple choice opgaver. Forskellige danske pædagogiske moderetninger har gjort noget lignende ved at indføre skærme fra børnehaveklassen. Vi har målt læsning på måder, der belønner det stik modsatte af, hvad læsning er.
Men PISA-tallene er ikke et karakterblad til folkeskolen. De er en seismograf. Diskussionen om ekstra dansktimer kan man godt tage. Men den afgørende diskussion handler om, hvem der ejer børns opmærksomhed, og hvad vi vil gøre for at vriste den fra dem, der har købt den.
Læs også:
César García, Is public relations a Tragedy of the Commons (TOTC) for the public sphere? The need of an ecology of content
Her udfolder han på begavet vis, hvordan vi har brug for et økologisk blik på indhold som samfundsmæssigt fælles gode.
Byung-Chul Han, Non-things: Upheaval in the Lifeworld
Et begavet kritisk blik på den uregulerede kapitalistiske opmærksomhedsøkonomi.
https://copenhagen-review-of-communication.ghost.io/ghost/#/editor/post/6aa5039db64ab700011852a6
Rose Horowitch, "The End of Reading Is Here", The Atlantic (august 2026)
https://www.theatlantic.com/magazine/2026/08/reading-crisis-postliterate-age/687618/
Selve rygraden. Leverer både Bleak House-forsøget, Hutton-scanningerne, Rennix-citatet og Ong-rammen i én tekst.
James Marriott, "The dawn of the post-literate society"
https://jmarriott.substack.com/p/the-dawn-of-the-post-literate-society-aa1
Den kulturfilosofiske og historiske overbygning. Læserevolutionen som kontrarevolution, Eisenstein, Havelock, Figes, og den politiske konsekvens. Mere polemisk end Horowitch og derfor bedre at citere imod.
John Burn-Murdoch, "Social media, brain rot and the slow death of reading", Financial Times
https://www.ft.com/content/fe9963aa-f4fd-4839-8732-5df7bc4317bb
Datagrundlaget. Det er her, kurverne over PISA, PIAAC og de voksnes ræsonnement ligger, og det er den, der viser, at faldet rammer alle aldersgrupper. Uundværlig, hvis nogen påstår, at det er et skoleproblem.
"The Orality Theory of Everything", The Atlantic
https://www.theatlantic.com/ideas/2026/02/social-media-literacy-crisis/686076/
Den teoretiske nøgle om sekundær mundtlighed. Forbinder Ong med den aktuelle politiske diskurs uden at gå i dommedag.
"Is the decline of reading poisoning our politics?", Vox
https://www.vox.com/politics/414049/reading-books-decline-tiktok-oral-culture
Den demokratiske konsekvens udfoldet selvstændigt. Nyttig, fordi den holder argumentet adskilt fra kulturkonservativ nostalgi.
Som positiv modvægt: "The Future of Reading Is a Party" i NYT (https://www.nytimes.com/2026/08/16/opinion/reading-literacy-books-education.html) argumenterer for, at læsningen ikke dør, men skifter social form.
