Redaktør til A4 Overenskomst (genopslag)
A4 Medier søger en journalistisk stærk redaktør til vores nichemedie A4 Overenskomst, der er vores flagskib for nyheder, analyser, tendenser og perspektiver i den danske model.
A4 Overenskomst dækker organisationerne på begge sider af arbejdsmarkedet, dynamikkerne i forhandlingssystemet og de politiske og strategiske bevægelser, der former arbejdsmarkedet i både offentlig og privat sektor. Det læses af nøglepersoner i organisationer, arbejdsgiverforeninger, fagbevægelsen og den offentlige sektor, som alle bruger journalistikken aktivt i deres daglige arbejde.
Arbejdet:
Som redaktør for A4 Overenskomst får du ansvar for nichens nyhedsbrev. Tyngden ligger på grundige historier, der giver overblik og indsigt - ikke hurtige kliknyheder - og som udvikles på en redaktion med sparring, idéudvikling og prioritering i hverdagen.
- Research og produktion af dybdegående historier
- Redigering og udsendelse af ugentligt nyhedsbrev
- Medansvar for at udvikle mediets form og retning
- Medvirke i vores ugentlige podcast 'Fagbevægelsen uden Filter', hvor du får støtte og oplæring, hvis du ikke tidligere har arbejdet med lyd
Du får:
- Mulighed for at sætte dagsorden på et område med stor politisk og strategisk betydning
- Plads til fordybelse og kvalitet i arbejdet
- Fleksibilitet i tilrettelæggelsen af din hverdag
- Adgang til et stærkt kildenetværk og en læserskare, der tager journalistik alvorligt
- En redaktion med tæt samarbejde, sparring og faglig tyngde
Du er:
Du har journalistisk erfaring og trives i et miljø, hvor fordybelse og relationer er centrale. Kendskab til arbejdsmarkedet eller organisationer er en fordel, men ikke et krav. Vigtigst er nysgerrighed, faglighed og evnen til at skabe historier, der gør komplekse strukturer forståelige.
Om A4:
A4 Medier udgiver lige nu fem nichemedier med fokus på den danske model i bredeste forstand: A4 Arbejdsmiljø, A4 Sundhed, A4 Beskæftigelse, A4 Uddannelse, A4 Overenskomst samt det politiske site A4 Aktuelt.
A4 Medier er en arbejdsplads, hvor vi ønsker at sætte mangfoldighed i højsædet. Vi opfordrer alle til at søge uanset køn, etnisk oprindelse, seksuel orientering eller andre forhold. Vi har familievenlige arbejdstider uden faste weekend- eller aftenvagter.
For yderligere oplysninger kontakt redaktionschef Andreas Lund, andreas@a4medier.dk (31256141).
Ansøgningsfrist er 12. dec. 2025.
Ansøgning sendes til job@a4medier.dk
Forventet tiltrædelse er 1. feb. 2026. Samtaler vil blive holdt snarest muligt efter nærmere aftale ift. ferie mv.