Så er der rocker skæld ud til kommunikationsfolk af r*vhul i olympisk verdensklasse

Hvad skete der

Fredag den 20. februar holdt Coventry sit afsluttende pressemøde ved vinter-OL i Milano-Cortina. Journalisterne stillede spørgsmål om tre ting: FIFA-præsident Gianni Infantinos optagelse i Trumps "Board of Peace", Tysklands præsidents udmelding om at et OL i 2036 ville være historisk problematisk (hundredåret for Hitlers nazi-lege), og russiske dopingskandaler fra Sotji.

Coventry havde ikke svar på noget af det. Tre gange sagde hun "I was not aware." Tredje gang tilføjede hun, mens hun kiggede direkte på sit kommunikationsteam: "Maybe someone needs to be dismissed because I'm not aware of that either."

Kommunikationschef Mark Adams, der tjener over 420.000 pund om året, sad i lokalet. Han skyndte sig at tilføje, at han heller ikke havde set historien.

Hvorfor det er et problem

Det er fristende at fokusere på kommunikationsteamets svigt. Tre emner, som burde have været i briefingen, manglede. Det er en fejl.

Men problemet er et andet sted.

Coventry har siddet i IOC siden 2013. Hun har været på eksekutivkomiteen. Hun er nu præsident. Emnerne handlede om IOC's kerneområder: politisk neutralitet, Ruslands dopinghistorik, og spørgsmålet om fremtidige OL-værtsbyer. Det er ikke obskure emner. Det er hendes job at kende dem.

At hun ikke selv havde fanget historierne er i sig selv bekymrende. At hun offentligt truede med at fyre folk for det er en kommunikationskatastrofe oven i den kommunikationskatastrofe, hun forsøgte at undgå.

Som Volker Schmidt fra tyske Akima Media formulerede det: Der eksisterer en uskreven kontrakt mellem ledelse og kommunikation. Uenigheder håndteres internt. Ansvar deles. Offentlig skyld er ikke en del af aftalen.

Sharon Toomer fra Toomer Strategies i Washington pegede på et bredere mønster: Kommunikationsafdelinger bruges ofte som syndebuk for ledelsens egne svigt. Coventrys offentlige ydmygelse af sit team er en ekstrem udgave af den dynamik.

Hvad hun burde have gjort

Enhver erfaren talsperson ved, at der kommer spørgsmål, man ikke er forberedt på. Det sker. Det er ikke en krise. Det bliver først en krise, når man reagerer, som Coventry gjorde.

Alastair McCapra, direktør i det britiske CIPR, opsummerede det præcist: Anerkend hullet. Sig at du vil finde svaret. Flyt videre. Det er alt.

Brian Shrowder, medietræner med over 2.000 talspersoner bag sig, pegede på fire skridt: Anerkend spørgsmålet roligt. Sig at dit fokus har ligget på at afvikle legene. Forpligt dig til at undersøge sagen. Gentag IOC's position, hvor det er relevant.

Ingen af de skridt kræver, at man ved alt. De kræver, at man kan håndtere det, man ikke ved.

Moralen

En leder, der offentligt skælder sit kommunikationsteam ud, opnår præcis det modsatte af hvad hun ønsker. Hun ville signalere, at hun holder folk ansvarlige. I stedet signalerede hun, at hun ikke har styr på sin egen organisation, at hun ikke kan håndtere pres, og at hun er villig til at ofre andre for at beskytte sig selv.

Coventry er nu fast inventar i enhver medietræners samling af eksempler på, hvad man IKKE gør.

læs mere

IOC-præsidentens kritik af sit eget kommunikationsteam:

IOC president condemned for public attack on comms teamD

enne artikel fra InComms beskriver den massive kritik, som IOC-præsident Thomas Bach har modtaget fra kommunikationsbranchen. Artiklen fokuserer på de etiske og ledelsesmæssige problemer ved, at en topleder offentligt placerer skylden for en PR-krise (i dette tilfælde kønstesten ved OL) hos sine egne medarbejdere i stedet for at tage ansvaret selv.

Brian Shrowder: Medietræning og konsekvenserne af ledelsessvigt

Et LinkedIn-opslag fra medietræner Brian Shrowder, der analyserer sagen fra et professionelt rådgivningsperspektiv. Han diskuterer, hvordan god medietræning handler om at tage ejerskab, og hvorfor det er en fatal strategisk fejl for en organisations omdømme, når lederen "kaster sit team under bussen" i offentligheden.

Debat om krisekommunikation og ansvar i IOC

Dette link fører til en central diskussion på LinkedIn omkring Thomas Bachs udtalelser. Opslaget fungerer som et samlingspunkt for kommunikationsprofessionelle, der debatterer de langsigtede skader på IOC's interne arbejdskultur og eksterne troværdighed, når kommunikationsafdelingen gøres til syndebuk for politiske beslutninger.