Sendefladen bombarderer os med parforholds-reality der terapeutiserer kærligheden og psykologiserer samtalen. Velkommen til den logocentriske bekendelseskultur

Når man ser på den danske tv-virkelighed, tegner der sig et markant billede. Læg mærke til følgende programmer:

• Gift ved første blik (DR)
• Hotel Romantik (DR)
• Døm vores forhold (DR)
• Dig, mig og jalousi (DR) 
• Fede forhold (DR)
• Landmand søger kærlighed (TV 2)
• Bachelor og Bachelorette Danmark (TV 2 Play)
• Love Island Danmark (TV3/Viaplay)
• Paradise Hotel (TV3) 
• Stranded on Honeymoon Island (TV3) 
• For lækker til love (TV3) 

I hvert fald 10 programmer fylder skærmen med kærlighed, parforhold og intimitet. De har hver deres særlige dramaturgi, men set under ét udgør de en kulturel tendens: parforholdet er ikke længere blot noget vi lever, men noget vi iscenesætter og forbruger. 

Der er ikke blot tale om et enkelt eller to programmer men om en massiv sendeflade og dertil kommer, at det er de programmer, der også er mest set. Hvis vi kigger på dem under en samlet lup, så kan vi lave en samtidsanalyse der siger noget ret interessant om kommunikation og kærlighed.

Sociologen Eva Illouz taler om kærlighedens markedsgørelse: følelser bliver til varer som vi køber adgang til, som vi vurderer og deler med hinanden. Men hvor TV og film var fiktion giver reality-tv os ”autenticitet”. Det bliver set som “ægte følelser, ægte par”. Det private gøres offentligt og det intime gøres kollektivt. 

Jeg har blot skimmet programmerne hist og pist her over årene. Jeg forholder mig derfor alene her til programmerne som et samlet kulturelt fænomen og ikke som en tilbundsgående analyse af de enkelte programmer.

Jeg vil fremhæve to kendetegn der går på tværs: terapeutiseringen af kærligheden og den ophøjede psykologiserede samtale. 

Der er selvfølgelig også en økonomisk logik hvor programmerne udtrykker en “psykologisk kapitalisme”, hvor intimitet gøres til et produkt, der kan sælges. Men her er jeg mest interesseret i hvad programmerne som en samlet diskurs søger at fortælle om hvad parforhold, kommunikation og kærlighed ”er”.

Et særligt kendetegn er eksperterne og værterne der træder ind i rollen som lægmands eller professionelle terapeuter. I Gift ved første blik er psykologer og sexologer helt centrale. I Døm vores forhold evalueres par i terapeutiske øvelser. I Hotel Romantik agerer værterne facilitatorer, der leder samtalerne. I Dig, mig og jalousi ser vi deltagerne sidde i terapi. Læg dertil rendyrkede parterapi-programmer som fx Vi kæmper for at overleve (DR), så får vi et billede af, at vi lever i en terapeutisk kultur, hvor intimitet forstås gennem psykologiske begreber. Terapiens logik er at sandheden findes i samtalen og følelsesudtryk. 

Terapiens løfte om fortrolighed skurrer selvfølgelig mod reality-TV der kræver offentlighed. Det er i sig selv en slags modsætning. Som samlet diskurs udtrykker det en ny bekendelseskultur, hvor intimitet først bliver “ægte,” når den er blevet sagt højt og overhørt.

Reality-programmerne fremstiller parforhold som noget, der først er virkeligt, når det kan italesættes. Den gyldne standard bliver den gode samtale.

Deltagerne sættes i situationer, hvor de forventes at bekende: “Jeg er jaloux, fordi…,” “Jeg føler mig ikke set,” “Jeg vil gerne arbejde med min sårbarhed.” Kameraet, værten, eksperten og seeren fungerer som den nye skriftefader.

Reality-tv viser altså logocentrismen i rendyrket form: kærlighed er her ikke en tavs, kropslig erfaring, men et sprogligt projekt, og det, der ikke siges, eksisterer nærmest ikke i fortællingen.

Med en så massiv sendeflade skaber det en diskursiv normativitet: vi lærer, at det sunde par er dem, der konstant kan “tjekke ind,” “kommunikere åbent,” “arbejde med jalousien.” 

Men kærlighed lever måske også af noget andet: tavshed, rutiner, kropslig nærhed, det usagte. Disse dimensioner forsvinder, fordi kameraet og terapeuterne kræver ord. Vi mister dermed en del af kærlighedens mangfoldighed. 

Jo, deltagerne i programmer laver også ”hverdagsting”. I Gift ved første blik spiser de aftensmad, vasker tøj, kysser, går ture. I Hotel Romantik danser de, går på udflugter, kigger hinanden i øjnene. I Landmand søger kærlighed hjælper bejlerne til på gården. Og jo, nogle af terapeuterne prøver også at trække kropssproget med samt anerkende at nogle har brug for andet end samtale, før de føler sig trygge. Men pointen er, at alt dette bliver vurderet og værdisat gennem samtalen. Kyssene, middagen, arbejdet på marken eller dansen på hotelgulvet bliver først gjort "virkelig”, når de efterfølgende bliver talt igennem foran kameraet. Det handler om “den gode samtale” og at “få det sagt”. 

Der etableres altså et hierarki, hvor samtalen er den højeste instans. Det er ikke kysset i sig selv, der får betydning, men måden, deltageren bagefter siger “det føltes rigtigt” eller “jeg var usikker.” Det er ikke den fælles middag, der i sig selv tæller som noget vigtigt, men hvordan de bagefter fortæller værten, at de “fik en god snak” og “kom tættere på hinanden.”

Den logocentriske bekendelseskulturelle logik er umiskendelig. Kroppe, handlinger, tavshed er ikke nok. Alt skal valideres af sproget. Dermed opstår en subtil, men vigtig pointe: reality-tv producerer en diskurs om vores samtid hvor sandheden om kærlighed er samtale. Det er en kultur, hvor vi kan leve nok så meget, men vi tror først, vi har levet rigtigt, når vi har talt om det bagefter.

Samtidsanalytisk udtrykker denne massive fremvækst af nye reality parforholds-programmer altså en tendens, hvor kærligheden gøres til et projekt, der kan optimeres og forbedres hvis man bare lige forstår at indgå i de rigtige samtaler.

Filosoffer som Merleau-Ponty har mindet os om, at mennesket er krop før det er sprog. Ting, også kærlighed, findes selvom det ikke bliver sagt. Kærligheden er ikke kun et spørgsmål om samtale, men om kroppe i verden, der gensidigt indstiller sig på hinanden. En hånd der trækker dynen op over en sovende partner og et varmt blik hen over kakkelbordet er noget i sig selv. Handlingerne er ikke biprodukter af sproget, men bærende strukturer i sig selv.

Man fornemmer oggså en bestemt ontologi om kærlighed: at samtalen åbner et vindue til en "skjult sandhed", der ligger inde i individet, og som blot skal hentes frem.

Det er et klassisk essentialistisk syn: at der findes en “kerne” af følelser og intentioner, som sproget kan blotlægge blot der bores godt nok.

Når eksperten eller værten spørger “hvordan har du det egentlig?”, er det underforståede svar, at der findes en indre sandhed, der bare venter på at blive sagt højt. Dermed bliver sproget ikke blot et redskab, men selve porten til kærlighedens essens.

Problemet er, at dette overser, hvordan følelser og relationer ikke nødvendigvis er noget bag sproget, men ofte bliver til i sproget og i praksis. Filosoffer som Wittgenstein, Austin og senere Butler har mindet os om, at ord ikke bare beskriver en indre virkelighed, men skaber virkelighed.  

Når reality-tv arbejder ud fra den essentialistiske forståelse af samtalen som "vindue til sandhed", cementerer det et særligt regime: det tavse og det kropslige bliver sekundært, mens det udtalte gøres til sandhedens garant. Det er en magtfuld diskurs, fordi den gør den sproglige formulering til standarden alle relationer måles imod.

Selvom sendefladen bombarderer os med parforholds-reality der terapeutiserer kærligheden og psykologiserer samtalen, og trækker os ind i en logocentrisk bekendelseskultur, så er der ingen grund til at tro, at det er den fulde fortælling om kommunikation og kærlighed.