Showdown i Enhedslisten: Et kirurgisk indgreb mod "røde undtagelser"

Da Enhedslisten i weekenden holdt ekstraordinært årsmøde, var anledningen en stadig mere smertefuld byld i røven.

Inflammationen i partiets bagdel var forårsaget af fraktionen Rødt Venstre, der fremturede med en såkaldt “rød undtagelse”: Fraktionen var tilsyneladende ude af stand til at forstå, at drab på civile altid er forkasteligt uanset ofrenes nationalitet.

På årsmødet blev bylden tømt med tre velplacerede snit med skalpellen.

Spørgsmålet er så blot, om vejen dermed er banet for fremtidigt stemmespild på venstrefløjen.

Samlingspunkt for utilfredse ortodokse samt diverse has beens

For at forstå den betændte byld, der udløste det ekstraordinære årsmøde, så er det nødvendigt at dissekere Ø-vævet.

Den centrale komponent i inflammationen er fraktionen Rødt Venstre, der under forskellige navne har eksisteret i en årrække. Fraktionen er opstået på bagkant af den række af moderniseringer af Enhedslisten, der blev indledt omkring 2009.

Moderniseringer som har formået at bringe Enhedslisten på komfortabel afstand af den spærregrænse, som partiet siden sin undfangelse i 1989 ellers vedvarende havde danset en intim kinddans med.

Rødt Venstre kan derfor betegnes som en catch all-gruppering for dem, der af den ene eller den anden grund synes at Enhedslisten var meget bedre i de gode gamle dage før 2009. 

Moderniseringer, der bl.a. omfattede indførelsen af posten som politisk ordfører og ansigter på valgplakaterne, og som trods deres karakter af banale kommunikative justeringer, blev mødt af indædt modstand, og blev opfattet som et voldsomt højreskred blandt partiets mere ortodokse elementer.

Modstanden handlede dengang som nu grundlæggende om, at partiets opmærksomhed blev flyttet fra interne dogmer og egen navle og i stedet flyttet over mod vælgernes kritiske blik. Et fokusskift fra afsenderorienteret til modtagerorienteret kommunikation.

Mens Enhedslisten op gennem 10’erne som konsekvens heraf voksede og partiets realpolitiske gennemslagskraft tog til, opstod forløberne til Rødt Venstre. 

Under skiftende navne blev dette netværk samlingspunkt for utilfredse ortodokse samt diverse has beens, der i takt med Enhedslistens vokseværk, havde mistet den indflydelse og magt, de havde haft dengang nede ved spærregrænsen.

Rødt Venstre kan derfor betegnes som en catch all-gruppering for dem, der af den ene eller den anden grund synes at Enhedslisten var meget bedre i de gode gamle dage før 2009. 

Altså de gode gamle dage hvor det var mere intern prestige i at kunne levere et velplaceret Lenin-citat på det lokale afdelingsmøde, end at kunne godtgøre at det arbejdende folk rent faktisk kunne spejle sig i partiets politik.

7-800 dræbte civile

Der har det seneste årti været talrige interne gnidninger mellem på den ene side fraktionen, der i dag hedder Rødt Venstre, og på den anden side partiets majoritet. Det er gnidninger, der hidtil har kunnet rummes inden for Enhedslistens vide og på mange stræk radikale partidemokrati.

Denne gang skulle uoverensstemmelserne mellem fraktionen og partiflertallet dog ikke blive ved en gnidning. Den udløste et regulært skælv, der krævede det første ekstraordinære årsmøde i partiets historie.

Så skete den Hamas-ledede koalitions angreb på Israel 7. oktober sidste år, hvor omkring 1200 blev dræbt. Heraf var 7-800 dræbte som bekendt civile.

Den Hamas-ledede koalition omfattede blandt andet organisationen Demokratisk Front til Palæstinas Befrielse (DFLP), som Enhedslisten havde samarbejdet med i en årrække.

Med henvisning til DFLP’s deltagelse i angrebet opsagde Enhedslisten dette samarbejde.

For det umage sammenrend i Rødt Venstre blev beslutningen om at opsige samarbejdet med DFLP opfattet som endnu et uantageligt højreskred. Nu var ikke engang stålsat solidaritet - by all means necessary - med den palæstinensiske sag hellig længere. En sag der historisk har været hjerteblod på venstrefløjen.

Denne gang skulle uoverensstemmelserne mellem fraktionen og partiflertallet dog ikke blive ved en gnidning. Den udløste et regulært skælv, der krævede det første ekstraordinære årsmøde i partiets historie.

Røde undtagelser

Det var det hedengangne parti Venstresocialisternes (VS) grand old man, Preben Wilhjelm, der introducerede begrebet “røde undtagelser”, og omkring 1980 tog et opgør i VS med fænomenet. 

Dengang stod slaget om indskrænkninger af demokratiet under givne vilkår, og VS-fortalerne for disse røde undtagelser var såmænd de senere nationalkonservative Karen Jespersen og Ralf Pittelkow.

Røde undtagelser er en målet-helliger-midlet tankegang, hvor venstreorienterede ganske vist støtter fx menneskerettighederne, lige indtil nogle af deres venstreorienterede venner krænker selvsamme rettigheder. 

Angreb på civile i en militær konflikt er altid juridisk, politisk og moralsk forkasteligt. Uanset om de civile ofre er palæstinensere, israelere eller svenskere.

I et sådan tilfælde kan der ifølge tankegangen gøres en rød undtagelse, fordi målet med krænkelsen opfattes som ideologisk nødvendigt og/eller ønskværdigt.

I det interne skælv i Enhedslisten i efterdønningerne af 7. oktober handlede friktionen lige præcis om angrebet som en rød undtagelse.

Angreb på civile i en militær konflikt er altid juridisk, politisk og moralsk forkasteligt. Uanset om de civile ofre er palæstinensere, israelere eller svenskere. Eller som Preben Wilhjelm udtrykker det i et interview fra 2024: “Grænsen kan aldrig være afhængig af sympatier, antipatier, hykleri og vilkårlighed.”

Ikke desto mindre trak Rødt Venstre på skuldrene af de 7-800 dræbte civile ofre, og insisterede på en genoptagelse af samarbejdet med de medskyldige i DFLP.

Partiflertallet i Enhedslisten havde allerede trukket en streg i sandet, men Rødt Venstres floromvundne insisteren på en rød undtagelse, tvang partiet til at male en fuldt optrukken rød linje.

Det var det der skete på Enhedslistens ekstraordinære årsmøde i weekenden.

En byld i røven

Den obsternasige fraktion, Rødt Venstre, havde udviklet sig til et parti i partiet, og ved at fremture med sin røde undtagelse, havde den sået tvivl om Enhedslistens politik.

Situationen havde henover efteråret udviklet sig til partiets mest alvorlige krise i mere end ti år. En krise der aftvang det ekstraordinære årsmøde.

Rødt Venstre var kort sagt blevet en byld i røven. På det ekstraordinære årsmøde svingede et markant partiflertal derfor skalpellen i et mindre kirurgisk indgreb.

Tre præcise snit med skalpellen skulle der til, og så var bylden tømt. Årsmødet besluttede:

En genbekræftelse af den entydige afstandtagen til det Hamas-ledede angreb på Israel 7. oktober sidste år. 

En stempling af partifraktionen Rødt Venstre som partiskadelig. 

Og endelig: lempeligere muligheder for at ekskludere medlemmer fra partiet i fremtiden.

Et nyt parti under opsejlning?

Der er næppe tvivl om, at det store flertal i Enhedslisten gerne havde været balladen om Rødt Venstre foruden. Alle partier taber på intern fnidder og konflikt.

Rødt Venstres klare nederlag på det ekstraordinære årsmøde er dog ikke uden dyrt købte gevinster for partiflertallet.

Der er nu i hvert fald  for en stund skabt ro om partiets politik, og hvis den oprindelige streg i sandet var tvetydig, så levner den nu fuldt optrukne røde linje ingen tvivl om Enhedslistens stillingtagen.

Det leder frem til det store spørgsmål: Leder weekenden indgreb over for Rødt Venstre og røde undtagelser til en signifikant afskalning fra Enhedslisten? Får de fire-fem små kommunistpartier til venstre for Enhedslisten selskab af endnu et?

Partiets hovedbestyrelse har desuden gennem de mere lempelige regler for eksklusioner fået bedre redskaber til at skride ind over for partiskadelig virksomhed langt tidligere.

På et mere overordnet plan har Enhedslisten taget endnu et opgør med fænomenet “røde undtagelser”, der særligt for et par årtier siden hjemsøgte venstrefløjen. Det er således ikke noget tilfælde, at Preben Wilhjelm så sig nødsaget til at gå i rette med tankegangen i begyndelsen 1980'erne.

Nu har Rødt Venstre måtte lide samme tort, som Karen Jespersen og Ralf Pittelkow måtte lide, dengang de forsøgte at gøre VS' forhold til demokratiet elastisk.

Til gengæld kan man så have sin tvivl om, hvorvidt medlemmerne af Rødt Venstre overhovedet har forstået, hvori problemet med deres fleksible holdning til beskyttelsen af civile liv egentlig består.

Og det leder frem til det store spørgsmål: Leder weekenden indgreb over for Rødt Venstre og dere røde undtagelse til en signifikant afskalning fra Enhedslisten? Får de fire-fem småpartier til venstre for Enhedslisten selskab af endnu et?

Måske.

Dog er det værd at være opmærksom på, at Rødt Venstre og deres sympatisører fylder mere som minoritet blandt Enhedslistens ~8000 medlemmer end blandt Enhedslistens ~180.000 vælgere som sådan.

Et brud med Enhedslisten og et efterfølgende forsøg med et nyt parti kan selvfølgelig ikke afvises. Chancerne for succes for en partidannelse med udgangspunkt i Rødt Venstres lettere eksotiske politik, herunder forsvaret af angrebet 7. oktober, er dog formentlig beherskede.

Af samme grund må risikoen for fremtidigt stemmespild på venstrefløjen antages at være tilsvarende minimal.