Sovereignty washing er det nye greenwashing

Målet er, at vi skal føle os digitalt suveræne, selvom vi ikke er det. Det er opfundet af Big Tech, så de slipper ud af deres big trouble i den aktuelle politiske splittelse mellem USA og Europa. Mange virksomheder og offentlige myndigheder fristes til at købe ind på sovereignty washing, fordi det er så meget billigere og mindre bøvlet end ægte digital suverænitet. Derfor denne advarsel og præcisering: sovereignty-as-a-service er ikke ægte digital suverænitet.

Sovereignty washing lyder som navnet på en TikTok-trend. Det er langt vigtigere end det.

Begrebet er opfundet af internetforskerne Rafael Grohmann og Alexandre Costa Barbosa, som i en ny forskningsartikel i tidsskriftet Media, Culture & Society (2025) introducerer konceptet "sovereignty-as-a-service". Deres analyse bygger på en kritisk diskursanalyse af de digitale suverænitetsprogrammer, som Amazon, Microsoft og Google lancerede mellem 2022 og 2023. Programmer, som blot er blevet større, stærkere og mere larmende, efter den geopolitiske konflikt er spidset til.

Konklusionen er ubehagelig klar: Big Tech har begået en diskursiv hijacking af suverænitetsbegrebet. Og de ser ud til at slippe afsted med det, hvis vi ikke passer på. De har taget et politisk princip, der tilhører stater og demokratiske fællesskaber, og omdannet det til en vare, man naturligvis kan og skal købe af dem. Et abonnement. En konfigurerbar teknisk ydelse, man køber via deres proprietære platforme, præcis som man køber software.

Det er et strategisk diskursskifte, designet til at skabe forvirring om, hvad digital suverænitet egentlig er. Fra suverænitet som noget stater har, til suverænitet som noget man køber hos Big Tech. Hvilket jo er meget belejligt.

Hvorfor er det "washing"?

Sovereignty washing er greenwashing i digital forklædning. Og det er washing af præcis samme grund, som vi er kritiske over for greenwashing: fordi indpakningen lover noget, som indholdet ikke kan holde.

Greenwashing er, når et olieselskab planter ti træer og kalder sig klimaneutralt. Sovereignty washing er, når Microsoft sælger dig en "Sovereign Cloud" og kalder dig digitalt suveræn. I begge tilfælde er det retorikken, der skifter. Ikke magtforholdet.

Vi kender skaden fra greenwashing. Den har ikke bare snydt forbrugere. Den har gjort det sværere for de virksomheder, der reelt er grønne. Når alle kalder sig bæredygtige, drukner de ægte grønne signaler i en tsunami af falske. Resultatet er, at forbrugere og investorer ikke længere kan skelne. Og når de ikke kan skelne, stopper de med at prøve. Hvorfor betale dyrt for at være ægte grøn, når konkurrenten kan opnå samme image med en billig marketingkampagne? Greenwashing har gjort grøn omstilling til et nyttesløst signaleringsspil, hvor dem der snyder belønnes, og dem der investerer reelt straffes.

Præcis det samme sker nu med digital suverænitet. Sovereignty washing forurener signalerne. Når Microsoft, Amazon og Google alle kalder deres produkter "suveræne", hvad betyder suverænitet så overhovedet? Begrebet mister sin politiske kraft. De europæiske open source-projekter, de nationale cloud-initiativer, de reelle investeringer i infrastrukturel uafhængighed drukner i et hav af Big Tech-produkter med "sovereign" på etiketten. Politikere, der køber ind på sovereignty washing, fjerner det politiske pres for ægte investering. Og de organisationer, der faktisk gør det svære, dyre, langsomme arbejde med at opbygge reel digital suverænitet, kan ikke konkurrere med en Microsoft-brochure og et handshake-foto med Satya Nadella. Washing gør det nyttesløst at gøre det rigtige. Det er den egentlige skade.

De tre mekanismer bag sovereignty washing

Grohmann og Barbosa påviser tre mekanismer, som gør sovereignty washing til washing:

Suverænitet som abonnement

Suverænitet er historisk set retten til at udøve magt gennem lovgivning over eget territorium. Big Tech har omdannet dette statskundskabelige princip til en konfigurerbar, teknisk ydelse. Hvor digital suverænitet i sin kerne handler om geopolitisk autonomi og demokratisk kontrol, omdefinerer tech-leverandørerne det til tekniske parametre: datalokalisering, kryptering, cybersikkerhed. Ved kynisk at overtage kritikernes eget ordforråd og tale om "kontrol" og "autonomi" iscenesætter virksomhederne sig selv som løsningen på problemet. I stedet for at blive anskuet som kilden til det.

Illusionen som afledningsmanøvre

Når Big Tech udbyder produkter med navne som "Sovereign Cloud", giver de politikere og ledere en nem udvej: De kan købe produktet og hævde, at de har opnået digital suverænitet, uden reelt at have ændret et komma ved de grundlæggende afhængighedsforhold. Signalet om, at Europa har brug for ægte suverænitet, forsvinder i støjen fra hundredvis af "sovereign"-brandede produkter. Beslutningstagere, der har købt en Sovereign Cloud, tror oprigtigt, at problemet er løst. Dermed forsvinder det politiske pres for at finansiere de dyre, langsomme, reelle alternativer. Den løsning, tech-giganterne tilbyder på vores suverænitetstab, er paradoksalt nok altid mere af det samme: afhængighed forklædt som frihed. Og det er den ultimative fare. Sovereignty washing kan slå kampen for europæisk digital suverænitet ihjel, før den overhovedet bliver til virkelighed. Ikke ved at bekæmpe den. Men ved at fremstå som den løsning, det ikke længere er nødvendigt at kæmpe for.

Suverænitet som gave, ikke som ret

Hvis vi lader denne markedsgørelse af et politisk princip ske, accepterer vi en virkelighed, hvor stater ikke længere udøver suverænitet over de digitale platforme, men får tildelt suveræniteten af platformene. Vi må aldrig forveksle en leverandørs marketingbrochure med reel infrastrukturel magt. Har man ikke kontrol over koden og den underliggende infrastruktur, har man ikke suverænitet. Man har købt en illusion.

Ægte suverænitet vs. sovereignty washing: fem forskelle der afgør alt

Forskellen mellem ægte digital suverænitet og sovereignty washing kan koges ned til fem spørgsmål. Svarer du forkert på blot ét af dem, har du ikke suverænitet. Du har en brochure.

ICC-sagen: sovereignty washing sort på hvidt

Beviset på at sovereignty washing er en fælde, kom i maj 2025. Trumps administration sanktionerede Den Internationale Straffedomstol i Haag, fordi ICC havde udstedt arrestordrer mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Microsoft lukkede omgående chefanklager Karim Khans e-mailkonto. Hans bankkonti blev frosset. Alle 900 ICC-ansatte blev nægtet indrejse til USA.

ICC opererede under illusionen om sikkerhed i en europæisk cloud. De var blevet sovereignty washed. De opdagede det først, da Microsoft trykkede på knappen og afslørede, at amerikansk lov altid slår hensynet til digital suverænitet. Det er essensen af sovereignty washing: Vi er ikke frie, når den digitale infrastruktur følger amerikansk lov og ikke europæisk.

Microsoft benægtede efterfølgende, at de havde suspenderet services til ICC som institution. De havde bare lukket for en "sanktioneret person". Det beviser det politiske problem: Når en amerikansk executive order rammer, adlyder Microsoft. Det gør de, fordi de skal. Uanset hvad kontrakten siger, og uanset hvor i Europa serveren står.

Den hollandske softwareekspert Bert Hubert sagde det skarpt til de Volkskrant: "For et par uger siden kom de med alle de store erklæringer og løfter om, at det aldrig ville ske. Og nu sker det alligevel."

Microsoft Sovereign Private Cloud: det forkerte svar

I juni 2025 lancerede Satya Nadella Microsoft Sovereign Cloud. I november og februar 2026 fulgte udvidelser: Azure Local, Microsoft 365 Local og Foundry Local. Alt kan nu køre på kundens egen hardware, uden internetforbindelse.

Men det løser det forkerte problem. Der er en fundamental forskel på afkobling og uafhængighed. Afkobling betyder, at du fjerner internetforbindelsen, og data forbliver i bygningen. Det løser data-residency. Uafhængighed betyder, at du ejer eller kontrollerer softwaren, og ingen ekstern part kan trække stikket. Det løser digital suverænitet.

Microsoft tilbyder det første. Ikke det sidste. Pointen er, at vores data er under amerikansk kontrol, selvom de nu er fysisk og geografisk i Europa.

Selv når Microsoft kører på din hardware, bag din firewall, uden internetforbindelse, ejer Microsoft koden. Du kører proprietær software under en licens, de kan ændre. Opdateringer kommer fra USA. Og CLOUD Act gælder fortsat. Det bekræftede Microsoft selv under ed i det franske Senat i juni 2025: Kan Microsoft garantere, at europæiske kunders data aldrig udleveres til amerikanske myndigheder? Svaret var nej.

Det tyske analyseinstitut Avispadors analytiker Axel Oppermann formulerer det præcist: suverænitet simuleres, den garanteres ikke. "Europas debat om digital suverænitet ignoreres ikke. Den absorberes, transformeres og oversættes til en arkitektur, der delegitimerer alternativer, før de overhovedet opstår."

Amazon og Google gør det samme. AWS lancerede i 2025 sin European Sovereign Cloud med ny tysk selskabsstruktur og 7,8 milliarder euro i investering. Google introducerede sin Digital Sovereignty Explorer og beskrev suverænitet som en rejse, der bekvemt nok fører direkte til Googles egne services. Nyt design. Samme grundproblem.

Hvad sker der, hvis vi ikke er opmærksomme?

Konsekvensen af sovereignty washing er ikke teknisk. Den er demokratisk. Vi narrer befolkningen til at tro, at vi har digital suverænitet, fordi vi har købt et produkt med "sovereign" i navnet. Vi snyder os selv moralsk og politisk. Og vi svækker det politiske pres for at udvikle reelle europæiske alternativer.

Forfatternes konklusion er en alvorlig advarsel: Hvis vi lader denne diskursive manipulation og markedsgørelse af et politisk princip ske, accepterer vi en ny virkelighed, hvor stater ikke længere udøver suverænitet over de digitale platforme, men tværtimod får tildelt suveræniteten af platformene. Det skaber en absurd situation, som forfatterne illustrerer med Brasilien, hvor statsmagter hylder deres egen suverænitet i skåltaler, alt imens de i praksis cementerer deres totale afhængighed ved at købe deres ufrihed som frihed.

Men der er dem, der har forstået det. ICC skiftede til openDesk. Bundeswehr har indgået en 7-årig aftale med det tyske ZenDiS. Schleswig-Holstein migrerer 30.000 ansatte til Linux. Danmark er i gang med SIA Open-projektet.

Det handler ikke om at hade Microsoft. Det handler om at forstå forskellen på at afkoble kablet og at afkoble afhængigheden.

Hvordan spotter du sovereignty washing?

Spørgsmålet er ikke, om din infrastruktur kan køre offline. Spørgsmålet er, om den kan køre uden tilladelse.

1. Hvem ejer kildekoden til den software, vi kører? Hvis svaret er leverandøren, har du ikke suverænitet. Du har en licens.
2. Kan vi skifte leverandør inden for 90 dage uden millionstraffe? Hvis svaret er nej, er du låst inde.
3. Kontrollerer vi selv krypteringsnøglerne i en fysisk boks, vi ejer? Hvis leverandøren kan se nøglen under brug, har de teknisk adgang.
4. Kan systemet overleve uden leverandørens tilladelse? Kan du stadig få opdateringer og support, hvis leverandøren får ordre om at trække stikket?
5. Er leverandøren underlagt ekstraterritorial lovgivning? CLOUD Act og FISA §702 gælder for alle amerikanske virksomheder, uanset hvor serverne står.

Hvis svaret på mere end to af disse spørgsmål er bekymrende, udøver din organisation ikke digital suverænitet. I lejer og køber jeres ufrihed som frihed.

Timme Bisgaard Munk er redaktør af Copenhagen Review of Communication og rådgiver i digital suverænitet og strategisk kommunikation.

Læs mere om sovereignty washing og digital suverænitet

Den videnskabelige kilde

Grohmann, R. & Barbosa, A.C. (2025). Sovereignty-as-a-service: How big tech companies co-opt and redefine digital sovereignty. Media, Culture & Society. Forskningsartiklen, som introducerer begreberne sovereignty-as-a-service og sovereignty washing gennem en kritisk diskursanalyse af Amazon, Microsoft og Googles suverænitetsprogrammer.

Den danske debat

Digital suverænitet er suverænt den vigtigste opgave for K-afdelingen lige nu (DM Kommunikation, februar 2026). Timme Bisgaard Munks analyse af, hvorfor digital suverænitet ikke er et IT-projekt, men et kommunikationsstrategisk anliggende. Argumenterer for, at K-afdelingen skal gå forrest, fordi den forstår teknologiens politiske kontekst bedre end IT-afdelingen.

Ny rapport kortlægger digital suverænitet i den offentlige sektor (KL, februar 2026). PA Consultings analyse af erfaringer med digital suverænitet i den danske offentlige sektor, udarbejdet for KL, Digitaliseringsministeriet, Digitaliseringsstyrelsen og Danske Regioner. Inkluderer 15 case-beskrivelser fra Danmark og udlandet.

Digital suverænitet er absolut nødvendigt: Tre skridt på vejen (Information, juli 2025). Debatindlæg om de konkrete skridt, Europa og Danmark bør tage for at opnå reel digital suverænitet.

Professor: Det offentlige skal ikke være værdipolitisk spydspids i kampen mod big tech (Altinget, februar 2026). Jan Damsgaard fra CBS argumenterer for, at digital suverænitet i det offentlige bør forstås som kapabilitet, ikke som værdipolitik. En vigtig modposition til dem, der vil have hurtig afkobling fra Big Tech.

Med et dekret har Trump afsløret en ny og ubehagelig virkelighed for Europa: Vi kan ikke beskytte os mod sluk-knappen i Washington (Ræson, maj 2025). Jesper Sommers analyse af ICC-sagen og dens konsekvenser for europæisk digital infrastruktur. Skrevet dagen efter afsløringen af Microsofts lukning af chefanklageren e-mail.

Microsofts suverænitetsinitiativer Microsoft Sovereign Cloud (Microsoft, 2025). Microsofts egen præsentation af deres Sovereign Cloud-program. Læs den som et casestudie i sovereignty washing: bemærk ordvalgene "kontrol", "autonomi" og "on your own terms".

How sovereign is Microsoft Sovereign Cloud really? (CIO, juni 2025). Kritisk gennemgang af Microsofts suverænitetstilbud med Axel Oppermanns analyse af, hvordan suverænitet simuleres frem for garanteres.

Microsoft's ICC email block reignites European data sovereignty concerns (Computer Weekly, maj 2025). Detaljeret analyse af ICC-sagen og dens implikationer for europæiske organisationers tillid til amerikanske cloud-leverandører.