Stig Ørskov stopper efter årtier som koncernchef i JPPOL ved udgangen af året. Han skal nu være direktør for den meget lidt mudrede Wan-Ifra, verdensorganisationen for nyhedsudgivere. Når han selv kan vælge, vælger han den globale kamp for nyhedsmedierne som sin kamp og karriere. Det er nemlig Medieverdens sjoveste og vigtigste job ifølge ham selv.

Karrierens sensommer afsluttes nu med fromt publicistisk signal og potlach, hvor alverdens guld, status og privilegier ofres for fromt klosterliv i journalismens domkirke for alverdens publicister.

Det er et powerfuldt publicistisk potlach exit.En potlach er en fest, hvor man giver alt væk og brænder alt i primitive samfund. Et udtryk for symbolsk magt og status, hvor Stig her brænder alt af på journalismens og publicismens hellige alter. Modigt, men også anderledes og et fromt farvel til forretning, som ellers har været det, som alting har drejet sig om for stig dag og nat år efter år.

I årtier har Stig gået rundt som forretnings stemme i journalistikken og nu vil han være journalismens stemme i forretningen.

Som ung journalist klædte han sig som en Group CEO for en stor mediekoncern. Senere fandt form og indhold hinanden i en potent executive presence. For man kan sige meget om Stig Ørskov, men han magtede jobbet som koncerndirektør og fik styr på forretningen. Han ligner og er som andre en god, stærk on-spot mediekoncernchef – mere charmerende og mere offensiv end Krabbe, som er mere sur og skrap i sin vrede liberalisme.

Kæmpe kredit for at tage lederskab på AI-dagsordenen og ikke mindst været banerfører for den nye medieskandinavisme, som er et både vigtigt og rigtigt projekt i disse tider.

Stig er begavet og evner den sværere opgave. Som chef er man spændt ud mellem bestyrelse og medarbejdere, og i Stigs tilfælde en relativt kompleks fondsorganisering og nogle meget sure medarbejdere. Stig har begavet formået at navigere i en meget svær fondskonstruktur og med nogle meget umulige medarbejdere. Hatten af for det. Det er fandme op ad bakke.

Og man må sige, Stig har været en snu operatør med den meget besværlige bestyrelse, og han vandt egentlig magtkampen mod Ejbøl, hvad der var godt for Stig, godt for JPPOL og godt for den danske medieverden.

Stigs ide med at skabe synergi og sammenkører den operationelle del af forretning blev forkastet af bestyrelsen. Det var ellers en super ide, som kunne spare mange dumme penge. Altså tydelidt at Stig var bedre og klogere end ejerne igen igen.

Tilbage står dog koncernens pinlige Ejbøl corporate governance-krise, som stadig er under al kritik som pinagtig udstillede hele fondsDanmark og hvordan andre regler gælder for samfundets spidser, hvor man udbetaler bonusser til sig selv, hvad man ikke kan som statsstøttet reguleret virksomhed.

Tallene taler deres sprog. Stig er lykkes som koncernchef og fået styr på forretning og efterlader koncern stærkere og bedre rent økonomisk. Hatten af for det.

Publicistiske spor tilbage i tiden

Stigs valg peger ikke blot frem, men også tilbage i Stig Ørskov karriere. Nu ses en lysende hellig publicistisk linje som karrierens røde tråd. Her er en tråd helt tilbage til tiden til hans første job som økonomi-person i det hypercool long form-magasin PRESS. Et ur-publicistisk projekt, som i datiden var endnu mere cool, end Zetland er i dag. Ja, her er også spor tilbage til tiden på Information. En avis som i sin skabelsesberetning og virke er en publicistisk helligdom og domkirke. Stigs nye fromme valg peger altså tilbage til tidlige tiders fromhed.

Også Stigs indædte kamp mod tech-giganterne ses nu mere klart som publicistisk idealisme mere end banal brødnid. Onde tunger og kritikere vil se hans Christine Antorini-karrieremove som en bodshandling, fordi han har været mere optaget af pengene end publicismen indtil nu. Hvor specielt Politiken er blevet økonomisk udsultet og endnu værre mentalt været usynlig som en kæmpe cashcow for hans erhvervsjournalistiske eventyr.

Misforståelsen i Stigs projekt

Hvad der dog er lidt en misforståelse af Stig Ørskov og hans projekt. Stig er erhvervsjournalist. Hans projekt har været en dramatisk økonomisk og strategisk drejning af koncernen mod mere erhvervsjournalistik. Hvad der naturligvis er en god follow the money-strategi. Uden tvivl inspireret af både hans tid i erhvervsmediet Infopaq som var mediewatch og watchmediers urfar og hans medforfatterskab til bogen om Mærsk.

Med Stig er alle pengene gået til erhvervsjournalistik: fra opkøbet af Børsen ( Hvad der dog ender som for 400 millioner turist aktier), Altingificering af JPPOL med skalering af Watch-medier og Monitorering-universet. En kæmpe velnæret og veldrevet trade press-service journalistisk mastodon er skabt. Stærkt inspireret af Altingets succes med slicing af erhvervsabonnenter. En profitabel low risk-strategi, for naturligvis kan man sælge abonnementer til fødevarevirksomheder med service journalistiske trade press-nyheder om folk, penge, produkter og politik som rykker rundt i lukkede universer af danske mejerikoncerner. Det er bare ikke særligt modigt og risikovilligt. Hvad der egentlig er synd og skam med alle de penge, som koncernen og Stig nu engang har kunnet lege med.

Her virker det, som Stigs forsøg på at kopiere 2015'ernes ungdomsmedie Vice med den danske Format var så stor en skuffelse og skræk oplevelse, at han for alvor aldrig har turdet satse på noget senere. Resultat er, at JPPOL egentlig har misset den generationelle udvikling af to af sine vigtigste aktiver: Politiken og Ekstra Bladet, som ikke er generationsskiftet, men begge er lidt skævt på tidsånden og den aktuelle kulturelle samtale, fordi der er blevet udsultet af erhvervsjournalistik. En udsultning som udspringer af hans erhvervsjournalistiske overbevisning og har været et ekstremt bevist valg.

Mens Politiken har set sig selv i spejlet og set Information, har Stig altid set sig selv i spejlet og set Børsen. Hvad der var grunden til konflikten i koncernen mellem stig og medarbejderne. Iøvrigt en konflikt som kan spores tilbage til Lars Stig-mentor-Munchs markante rolle og baggrund som Børsen-mand. Det er og var et ulykkeligt ægteskab med Munch som forlover at to som var grund forskellige og så sig forskelligt i spejlet og verden.

Her er altså lidt en spænding mellem den slipseklædte erhvervsjournalist og den nye Gandalf the White Stig Ørskov, som nu ofrer alt på publicismens alter, hvor han før som Gandalf the Grey ofrede mange journalister for sit ensidige fokus på erhvervsjournalistik som det eneste, som var værd for alvor at investere i og bruge mental opmærksomhed på de sidste årtier.

Stigs største missed opportunity: JP og Ekstra Bladets uudnyttede potentiale

Her er paradokset ved Stigs ellers så imponerende koncernledelse. En mand med hans strategiske brillans, politiske flair og offensive timing burde have været den perfekte arkitekt til at genopfinde både JP og Ekstra Bladet. Stig mestrede jo netop det svære: at kombinere forretningsmæssig disciplin med publicistisk vision. Hans succes med Watch-universet beviser, at han forstår både nichepositionering og skalerbar journalistik.

Men her er hvad der gik galt: Alle Stigs mentale kræfter og strategiske kapacitet blev opslugt af det erhvervsjournalistiske empire-building. En forståelig, men ærgerlig prioritering, for netop Stig havde den sjældne kombination af politisk næse, markedsforståelse og eksekutiv autoritet, som kunne have gjort forskellen.

Angående JP: Avisen er simpelthen forsvundet fra den kulturelle debat i Danmark. Berlingske har erobret borgerligheden, mens JP's rurale nationalkonservative stemme er forstummet efter Søren Krarups bortgang. Det er en brandingkatastrofe for en avis, der engang var borgerskabets flagskib. Stig havde værktøjerne til at repositionere JP som den skarpe, intellektuelle konservative stemme, Danmark mangler. I stedet blev den en museumsgenstand. Ja den eksistere muligvis ikke om få år.

Ekstra Bladet er endnu mere tragisk. En avis, der engang var nationens frække vagthund har ikke gøet længe. Jeg kan ikke huske, hvornår EB sidst leverede et ægte sort svane-øjeblik. Det kan godt være, Frihedsbrevet er et økonomisk sort hul, men mentalt og offensivt formår det at gøre det, som Ekstra Bladet burde gøre: at være ubehageligt, nødvendigt og relevant.

Stigs fatale fejl var at undervurdere, hvad en revitaliseret JP og EB kunne have betydet for koncernens kulturelle kapital og langsigtede positionering. Hans businesscase var korrekt – Watch-medierne gav solide afkast. Men hans kulturelle blind punkt kostede dyrt. En CEO med Stigs begavelse burde have set, at brands som JP og EB ikke bare er forretningsenheder, men kulturelle institutioner med uudnyttet transformationspotentiale.

Strategiske fejltagelser

Pointen er, Stig burde tidligt have investeret i både Frihedsbrevet og Zetland, da de var latterligt billige, og hans fokus på den erhvervsjournalistiske Altingificering af koncernen har medført, at energien er røget af Politiken. Det har dog været en god forretning, og det er vel også det, som står tilbage. En solid forretning på solid erhvervsjournalistik, men...

Zetland er Politikens pondus-klub. I stedet for at tage kampen op og køre en uskøn krig med chefredaktørens mands job burde koncernen for mange år siden have omfavnet det projekt i stedet for nu at ende med, at en ny international koncern køber det og potentielt kan angribe og smadre Politikens stilling generelt og værre endnu blandt unge mulige abonnenter.

Stigs fremtid som mediemartyr

For Stig er fremtiden tydeligvis alt andet end follow the money. Hvad der er ganske naturligt efter årtier med 6,4 millioner kroner i løn – er penge hverken problemet eller drømmen. Her er man naturligvis på jagt efter mere symbolske kulturelle kapitalformer som peer group-anerkendelse. Her kommer det publicistiske martyrium og potlach ind. Naturligvis giver man sit liv og karriere for den globale kamp for nyhedsmedier. Journalisme som eksistentialisme og idealisme – finere og flottere kan det ikke være for en journalist. Men for en forretningsmand?

Spørgsmålet om JPPOLs fremtid

Gad vide, om samme publicistiske idealer og guldalder tilkommer JPPOL efter Stigs exit? Svaret afhænger meget af, om Stigs afløser er en konge af trade press-service journalistik eller noget andet og mere historisk forankret i det politiske projekt og journalism? JPPOLs fremtid som Børsen wanna-be, Informations wanna-be eller noget helt tredje og mere begavet originalt – inspireret af Stigs nye mediemartyrium, potlach og nyfundne medienykristne journalisme som eksistentialisme.