Tillykke med sejren, Sisse: De færreste formår det, du har gjort
“Jeg er overbevist om, at den podcast nok skal få succes, og at vi alle snart har glemt det hele igen. For sådan er branchen også. Og lytterne”, skriver Karina Muriel Mimoun om Sisse Sejrs comeback. Efter sin dom for stalking og identitetstyveri er hun nu hovednavn i en Podimo-podcast, Nedsmeltningen. Men hvad med offeret?
af Karina Muriel Mimoun
Venligst udlånt af POV og Karina Muriel Mimoun, som er vores gamle ven og storsøster medie
Karina Muriel Mimoun arbejder som kommunikationskonsulent og journalist med et godt udviklet gravergen. Hun bruger en del af sin tid på at grave sig ned i det digitale univers og trække det frem, andre ikke ønsker, vi skal s
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 17. februar kom nyheden: Podimo havde indgået en aftale med Sisse Sejr om et nyt program om skandaler og den efterfølgende nedsmeltning. Allerede dagen efter rullede PR-maskinen, og næsten alle medier bragte historien om Sisses “nedsmeltning”: dengang hun opdagede, at hendes mand, Esben Bjerre, var hende utro, og hun valgte at angribe kvinden, han var hende utro med.
I første program sidder hun selv i den varme stol. Interviewet af en anden skandaleramt journalist, Henrik Qvortrup.
Jeg får flashbacks til Qvortrups interview med Sass Larsen. Vi sætter en mikrofon op og får en historie. Forskellen er bare, at Sisse inden interviewet havde fået en dom for identitetstyveri og den chikane, hun bedrev. I modsætning til Sass, der ikke var nået så langt.
Uanset hvad må vi huske, at bag den nyslåede podcastvært findes en forurettet. Et offer for digital chikane og stalking
I marts 2025 fik Sisse Sejr 30 dages betinget fængsel for stalking og identitetsmisbrug. Sagen blev anket. Af anklagemyndigheden. Og for 3,5 måneder siden skærpede landsretten dommen: 30 dages ubetinget fængsel. Fodlænken var på vej.
Som Sisse selv har udtalt: “Det var enormt forløsende at få lov at afsone, for så kunne jeg få lov at betale den gæld, der var udestående til samfundet.” Afsonet til samfundet eller til den forurettede?
Podcast med en PR-plan
Jeg undrer mig over timingen i forhold til hendes nye podcast, som Podimo har kaldt Nedsmeltningen. Når der kun er gået 3,5 måneder siden landsrettens endelige afgørelse, og der allerede ligger en PR-plan og en PR-tour, et færdigudviklet program og to nye episoder klar, har projektet været undervejs et stykke tid.
Er programmet udviklet af Esben og Sisse, mens hun gik rundt derhjemme med fodlænke? Eller er det Podimo, der har set et nyt program i fortællingen om en kvinde, der forsøgte at ødelægge en anden, og derfor selv stået for udviklingen? Men uanset hvad må vi huske, at bag den nyslåede podcastvært findes en forurettet. Et offer for digital chikane og stalking. Og den slags sætter sig.
Det er svært ikke at have lidt ondt af Sisse, der har en mand, der valgte at være hende utro. Han burde skamme sig. Men der stopper min medfølelse
Som en, der selv har været udsat for digital chikane, ved jeg, hvad det gør ved et menneske. Efter at have skrevet en artikel om en ungdomsgruppe på nettet valgte de at gå digitalt til angreb på mig. Det stoppede først efter to år. Det var voldsomt. Jeg vidste ikke, hvilke psykologiske spor det ville sætte på min sjæl, mens det stod på. Jeg var i overlevelsesmode og gjorde alt for at parere og anmelde til politiet.
Men et par år senere fik jeg selv en nedsmeltning, for at bruge Sisses nye titel. Det kostede en sygemelding på flere måneder, før jeg igen kunne sætte mig foran tastaturet.
Det har taget Sisse kortere tid fra hun smed fodlænken, til hun rejste rundt på Podimos PR-turné, der skal kickstarte hendes nye podcast – kickstartet på ryggen af den hændelse, der endte med at skade et andet menneske.
Det er svært ikke at have lidt ondt af Sisse, der har en mand, der valgte at være hende utro. Han burde skamme sig. Men der stopper min medfølelse. For i stedet for at rette sin vrede mod ham og agere rasende hundrage i hjemmet gik hun efter kvinden.
Det kunne politiet dokumentere 81 gange. Sammen med veninder, der, som hun selv har forklaret, holdt øje med kvinden på nettet.
Selv i dag sidder der fortsat nogen og peger fingre mod ofret på Reddit. For hun var åbenbart selv skyld i det, nu hun var sammen med en gift mand. 70’erne har ringet, de vil have kvindebevægelsen tilbage, for hvornår pokker er det kvindens skyld, at en mand ikke kan styre sin diller? Det er hverken ofrets eller Sisses skyld.
Som journalist skal jeg være objektiv. Det kan jeg ikke her. For jeg ved, hvad stalking og chikane gør ved et menneske. Så det her er ikke en artikel, men min subjektive mening efter det lille sug i maven, jeg fik, da jeg så Podimo hive det store PR-apparat i gang for i sidste ende at få lidt flere lyttere og penge i kassen.
Der er en dom, men også et offer
I dag har den forurettede genopslået det opslag, hun lavede i forbindelse med dommen. Om hvordan det føles.
Det vil jeg tillade mig at dele:
Hej derude.
Der har været stille her på profilen, og det skyldes en meget voldsom sag om massiv digital stalking og identitetstyveri, hvor der i går er faldet dom over den tiltalte. Københavns Byret har sat et punktum, og jeg vil gerne videre.
Stalking er en seriøs lovovertrædelse, og det kommer med nogle voldsomme konsekvenser, som jeg har mærket på egen krop.
At blive chikaneret dagligt, systematisk og konstant, uden at vide, hvor det kommer fra, hvornår det stopper, eller om det begynder igen, skaber stress, angst, paranoia og en overvældende følelse af magtesløshed og kontroltab over de mange grænseoverskridende henvendelser, der bare bliver ved og ved og ved.
Som følge af mediedækningen og sneboldeffekten af et enkelt Instagram-opslag kom der endnu en voldsom bølge af delinger af private oplysninger og billeder, trusler, hadefulde kommentarer og kontakt til mig og mine kære.
Jeg håber, at der fremover vil blive reflekteret over konsekvenserne af den slags handlinger. Som offer er man i en ekstremt sårbar position allerede, og denne behandling har været decideret ødelæggende for mit mentale helbred.
Vi startede bevidst To Sultne Piger anonymt. Blandt andet fordi jeg værnede om mit privatliv. Det var en stor sorg at se alt, vi havde bygget op, blive ødelagt. Først i sommers i forbindelse med stalkingen og identitetstyveriet, derefter i de sidste ugers tid.
Dagene som anonym madanmelder er definitivt slut, og jeg skal tænke over, hvad fremtiden for denne profil skal være, efter at jeg ufrivilligt har fået min identitet afsløret og dernæst miskrediteret.
Jeg vil gerne give en stor tak til politiet og min sagsbehandler, min psykolog, mine venner, familie, kollegaer og især min advokat Miriam. Uden jer ville jeg være et langt mørkere og mere ensomt sted.
Til alle jer derude, der har været udsat for identitetstyveri og stalking: Lad aldrig nogen minimere din oplevelse og de konsekvenser, det har for dig. Selvom du måske føler dig helt alene i verden, er der mange af os herude.
Digitale overgreb bliver tit bagatelliseret. Jeg håber, at denne sag og den offentlige interesse kan bidrage til yderligere oplysning om, hvordan stalking kan se ud, og hvor ødelæggende den form for kriminalitet er for ofrene.
Herudover har jeg ingen kommentarer til sagen.
Emma.
Og så vil jeg slutte med et højlydt: Tillykke med sejren, Sisse.
De færreste formår det, du har gjort her. Ikke engang Janni Ree kom så hurtigt tilbage til en stor radiostation. Eller Qvortrup, der padlede rundt på DK4, før han endelig kunne vende tilbage til det, han jo er bedst til: journalistik.
Og jo, man skal have lov til at komme tilbage, men timingen, Sisse. Timingen…
Tiden læger alle sår. Det må gælde for dig, siden du fortsat er sammen med din mand, men jeg håber også, at det samme er sket for den forurettede, der i disse dage ser dit billede på alle medier, med historien om at Sisse er tilbage.
Jeg er overbevist om, at den podcasten nok skal få succes, og at vi alle snart har glemt det hele igen. For sådan er branchen også. Og lytterne.
Til Emma: En kærlig tanke herfra.