Undskyld med undskyld på: Radio IIII’s pressehåndtering var også mangelfuld
af Karina Muriel Mimoun
Artiklen er venligt lånt ud af POV - vores venskabsmedie
“Kommunikationen fra Radio IIII har i mine øjne været uklar fra starten, og derfor stopper stormen ikke” skriver Karina Muriel Mimoun om podcasten “Vi ser på det”, hvor Ditte Okman og Mikkel Lind Sorgenfrey grinede af en person med et handicap. Men spørgsmålet er, hvorfor skulle de så meget igennem, inden sandheden blev delt på X?
Lad os tale om krisekommunikation.
For er jeg den eneste, der ikke forstår noget som helst af Radio IIII’s undskyldning?
Historien om podcasten “Vi ser på det”, der blev publiceret den 2. april og som endte i en shitstorm, efter værten Mikkel Lind Sorgenfrey og Ditte Okman grinede højlydt af et lydklip med en mand med talebesvær, har vi alle nok hørt om. Og haft en mening om. Så denne kronik handler ikke om, hvorvidt det er i orden at grine af et menneske med et handicap. Det tror jeg, vi alle er klar over, at man ikke gør. Eller bør.
Og vi kan nok også blive enige om, at det kræver en ualmindelig god undskyldning at have brugt det klip fra Go’ morgen Danmark med Rasmus Lund-Sørensen, der har talebesvær, og efterfølgende sidde og grine af hans udtale. Her vil jeg foreslå mere end en tam Facebook-undskyldning, men mere en god middag på Falsled Kro.
Men den historie er vendt utallige gange, så lad os i stedet kigge lidt på Radio IIII’s håndtering, radiostationen, der får 100 millioner kroner om året til at drive en radiostation: Den 7. april kom der en ny og måske sidste forklaring frem på miseren. Og den fandt jeg på X.
Jeg var ved at køre over for rødt
Lad os gå tilbage til den 2. april 2026. Der gik podcasten “Vi ser på det” med gæsterne Ditte Okman, Camilla Boraghi, Jacob Weil og værten Mikkel Lind Sorgenfrey i luften. Den 3. april tog jeg mine høretelefonen på, satte mig op på cyklen, og Mikkel og hans gæster var nu mine stemmer i ørene på vej til arbejde. Og det er ingen hemmelighed, at jeg var ved at køre over for rødt, da jeg hørte, hvordan de grinede af klippet med Rasmus Lund-Sørensen, der grundet cerebral parese har talebesvær.
Jeg gider ikke bruge plads her til at klandre Ditte Okman eller Mikkel Sorgenfrey for at grine. Den må de tage med deres egen samvittighed. Og deres netværk
Da jeg nåede frem på kontoret og sad foran computeren, valgte jeg at skrive på X, at Ditte Okman sad og grinede af en mand med handicap i et program hos Radio IIII, og om det ikke bare burde klippes ud, eller om man regnede med flere lyttere på grund af den dårlige stil.
Jeg taggede naturligvis radiostationen.
Samtidig sendte jeg lidt ros til Camilla Boraghi, som var den eneste i studiet, der påpegede over for de andre, at det bare ikke var i orden.
Efter min opdatering på X var der stille. Intet svar. Intet blev ændret. Og lur mig, om ikke mindst en, to eller måske tre journalister fra Radio IIII havde set den opdatering, for det er jo den vildeste danske fætterkusinemediefest på den platform.
Undskyld med undskyld
Først den 6. april, fire dage senere og da shitstormen for alvor rasede mod både Ditte Okman og Radio IIII, skete der noget, for der valgte Radio IIII at klippe programmet om og klippe ud, så deres grin blev fjernet. Men det efterfølgende spørgsmål fra værten, om hvorvidt gæsterne selv kunne være værter på Go’ morgen Danmark, hvor klippet var fra, blev ikke klippet ud. Og det kan jo undre, da værtens eget svar var nej, for han ville ikke kunne lade være med at grine.
Hvor tonedøv kan en radiostation med 100 millioner kroner fra lytterne tillade sig at være?
Chefredaktør Marie Rask Glerup var også endelig kommet på banen og undskyldte for programmet. Flere mener, at hun er veninde med Ditte, og hvis det er sandt, må hun nok stå i en kedelig og særdeles prekær position, især efter at Ditte Okman smed Radio IIII under bussen, med et kig bag kulissen af den shitstorm.
Og Marie Rask Glerup var nu alle steder med sin håndtering. På X, i tråde og i medierne. Og det var dejligt at se noget handling.
Hun beskriver “Vi ser på det” som et program, hvor gæsterne bliver bedt om at være meget umiddelbare, og hvor der er “høj stemning og masser af grin”.
Gæsterne var ikke forberedt på, at klippet med Rasmus Lund-Sørensen blev afspillet, fik hun også fortalt til medierne.
“Der er derfor tale om en reaktion på et klip, de ikke kendte til. Det rammer bare helt forbi skiven i det her tilfælde. Det vil vi gerne undskylde for. Uforbeholdent”, siger Marie Rask Glerup.
Undskyldningen faldt til jorden med et brag
Den undskyldning burde nok have været forbi en kommunikationskonsulent, for den faldt til jorden hos mig med et brag.
For udover at man kunne høre, at Ditte Okman grinede, før man hørte lydklippet, som var hun forberedt på, at det kom, så fnes værten jo også højlydt. Det er vist det bedste ord, jeg kan bruge her. Fnes. Og havde han ikke selv været med til at udvælge det klip?
Den 6. april producerede de også et nyt program med titlen: “Radio IIII undskylder for at grine af person med handicap”. Jeg havde nok valgt at skære titlen ind til benet og blot døbt den: “Radio IIII undskylder til Rasmus Lund-Sørensen”, men sådan er vi så forskellige.
I interviewet spørger de Rasmus, om det ville være okay at grine af det, han siger. “Ville det være okay?”, spørger værten
På 15 minutter og 54 sekunder lagde Radio IIII sig ned og sagde undskyld til Rasmus Lund-Sørensen, der var igennem på telefon. Men han fik også et spørgsmål.
I interviewet spørger de Rasmus Lund-Sørensen, om det ville være okay at grine af det, han siger. “Ville det være okay?”, spørger værten.
Fordi han har et fysisk handicap, er han jo ikke anderledes end alle andre uden. Hans ord vægter som dine og mine. Hvad formålet var med det spørgsmål, fremstod uklart. Hvis ikke det var at prøve at fremstille ham som krænkelsesparat.
Det må have været et par travle dage for chefredaktøren Marie Rask Glerup, der som en rigtig chef stiller sig foran sine medarbejdere og lægger sig fladt ned for os andre. Og det stopper ikke der.
For dagen efter, den 7. april, kom Ditte Okman så endelig på banen med sin egen undskyldning. Det foregik på Facebook.
Og her kastede hun samtidig Radio IIII under bussen. For Ditte Okman fortæller i sin undskyldning på Facebook, at hun efter optagelsen problematiserede det over for redaktionen. Her skal forståes grinene.
Hun fortæller også, at radioen på daværende tidspunkt vælger ikke at reagere, men i stedet at publicere det.
Det lille kig bag kulissen af en shistorm, åbner så op for en ny kommentar fra Marie Rask Glerup: På X skriver hun nu, at det ikke kun var Ditte Okman, der problematiserede det efter optagelsen. Men værten og gæsterne.
https://x.com/MarieGlerup/status/2041604871846076891?s=20
Så hvordan det afsnit kunne være publiceret i sin fulde form i fire stive dage, hvis både vært og gæster havde problematiseret den del af optagelserne, er jo bare virkelig svært at forstå.
Udover den sene undskyldning fra Ditte Okman, som jo i teorien blot var en virkelig dårlig gæst hos Mikkel Lind Sorgenfrey, havde vi indtil da kun hørt om en undskyldning fra Sorgenfreys side, ikke set eller hørt den. Han var helt forsvundet. Indtil den 9. april, hvor der udkom et nyt afsnit af “Vi ser på det”, hvor værten læser en undskyldning op. Dog uden at påpege, at alle havde sagt fra efter optagelsen.
Ifølge Marie Glerup er det da heller ikke værten eller gæsternes skyld det her. Det er hendes ansvar. Og det har hun jo på mange måder ret i.
En god leder stiller sig altid foran sine medarbejdere.
Der er kun én, der er ansvarlig
For det ér chefredaktøren for Radio IIII’s ansvar, at podcasten blev udgivet. Det er hendes ansvar, at de arbejder med de mere løse formater, hvor man sidder i en lidt for afslappet stemning og sladrer. Og det er hendes ansvar, at det her kunne ske.
Og når både vært og gæster den 2. april havde problematiseret det. Så er det ganske rigtigt hendes skyld.
Jeg gider ikke bruge plads her til at klandre Ditte Okman eller Mikkel Lind Sorgenfrey for at grine. Den må de tage med Radio IIII, deres arbejdsgiver. Og deres egen samvittighed – og netværk.
Men jeg kan klandre Radio IIII for ikke at sikre bedre redaktionel kontrol. Det bør være værtens fornemmeste opgave at evne at navigere i realtid, når den slags går galt, og redaktionens opgave at fjerne det bagefter.
Derfor er jeg enig med chefredaktør Marie Rask Glerup i, at der kun er én ansvarlig, og det er hende som chefredaktør.
Kommunikationen fra Radio IIII har i mine øjne været uklar fra starten. Og er en kommunikation uklar, er det fordi den er dårligt udviklet, dårligt eksekveret, eller fordi de skjuler noget. For skulle de ikke bare fra starten havde sagt, at de ikke havde fået det klippet ud den 2. april, selvom både vært og gæster havde påpeget det, og at det var en stor fejl i teknikken. Så havde stormen måske ikke været så personligt rettet.
Og derfor har stormen heller ikke lagt sig endnu.
Trump og Iran har nok dæmpet den for en stund, men den er ikke væk. Mens ingen taler mere om værten, har Ditte Okman endnu ikke fået fred.
For når man kigger rundt på de sociale medier, sidder der fortsat forargede og vrede mennesker blandt både mennesker med handicap, pårørende til mennesker med handicap, organisationer og lyttere.
Og jeg forstår dem godt. Det forstod jeg allerede den 3. april, da jeg skrev til Radio IIII på X, og de burde nok have lyttet efter. Både til deres eget program. Til værten og gæsterne. Og til de første små reaktioner.
