Vis mig din læsehule
Her læser jeg. Hvor læser du? Hvor vi læser er vigtigt. Og underkendt.
Vi tilbeder forfatteren, men glemmer læseren
Historisk har det at skrive været finere end at læse. At være skribent bedre end at være læser. Her har hersket hvad den franske sociolog Pierre Bourdieu kalder en producentkult, hvor vi religiøst iscenesætter skribenten mens vi underkender læseren.
Timme Bisgaard Munk
Her er samlet en masse læsehuler tilføj din egen på Linkedin her
Tilføj din læsehule her. Send et billede af din læsehule med en lille tekst på Linkedin post. Alt sammen for at inspirere andre læsehulebyggere til at opsætte, ombygge og flytte ind for alvor.
Her lever forfatterkulten. Læserne tælles i oplag og pladser på en bestsellerliste. Forfatteren behandles som konge, læserne som kvæg
Vi sætter forfatterens skriveværksted på museum. Deres skrivebord bliver kultens mausoleer. Vi besøger Karen Blixens Rungstedlund som et helligt skrin for skriveri. Men det er i vores læsning, i vores læsehule, hun lever. Læsningen er det guddommelige og magiske. Det er i vores verden den genfortryller, ikke i Karen Blixens støvede stuer.
Favoriseringen af skrivning betyder vi drømmer om at blive forfattere. Vi tager på skriveværksteder for vi vil ses, vi vil fange andres opmærksomhed som Karen Blixen. Alle vil skrive, alle vil blive læst. Men ingen vil blot være læseren. Vi vil være bestsellerforfattere, men vi burde være de bedste læseklubmedlæsere.
Umberto Eco skrev man skulle skrive en bog, plante et træ og få et barn. Måske er det forkert. Måske skal vi læse en bog, se et træ og give børn noget opmærksomhed. Måske skulle vi tage tilværelsen lidt mindre personligt. Det er jo netop det man gør når man insisterer på at være læser fremfor skribent med al dens opblæste main character feeling.
At læse er at lytte
At læse er at lytte. At åbne. At se andre. At give sin opmærksomhed bort som en gave til det store menneskelige fællesskab. At ydmygt bøje nakken for at jeg har noget at læse op på, noget at konfrontere mig selv med.
Man siger den bedste medicin for mennesker er andre mennesker. Måske er det også at læse andre mennesker.
At skrive er at dominere, at tage opmærksomhed, at optræde for at være noget mere end andre. Det første er from ydmyghed, det andet er en selfie og at like sig selv i sprogets dragter.
Man skal være dum i nakken for at ville være berømt. Men man skal være selvoptaget for at ønske ens selv bliver læst. Det er at se verden som tilskuere og fans til ens optræden, som om det er vigtigt at stjæle deres opmærksomhed. Men det er blot såre forfængelighed.
Hvis opmærksomheden er den største gave du kan give et andet menneske, er din læsning af et andet menneske en endnu større gave.
En ny opmærksomhedsøkologi
Vi har længe levet i alles kamp mod alle for at blive læst. Alle råber, ingen lytter. Alle producerer, ingen fordyber sig. Det er opmærksomhedens tragedie: jo mere vi alle kæmper for at blive set, jo mindre ser vi hinanden.
Hvad med en ny opmærksomhedsøkologi? Hvor vi ikke automatisk ønsker mere opmærksomhed, men tænker over hvad der fortjener den. Hvor vi behandler opmærksomhed som en knap ressource der skal gives med omtanke, ikke bare høstes i industriel skala.
Less is more. Det gælder også opmærksomhed. At trække sig tilbage fra kampen om at blive set er ikke et nederlag. Det er en befrielse. Og det skaber plads til at se andre.
Læsehulen er et fysisk monument over denne indsigt. Den siger: her stopper jeg med at producere. Her stopper jeg med at kæmpe for opmærksomhed. Her giver jeg min opmærksomhed væk til en anden.
Læserens kamp
Alle taler om Min Kamp. Den norske forfatter Karl Ove Knausgårds seksbindsværk om sit eget liv. Men ingen taler om min kamp. Læserens kamp. Kampen med kedsomheden halvvejs inde i en bog. Kampen med at slæbe rundt på et ulæst bind i tasken i tre måneder. Kampen med at indrømme at man ikke gider mere.
Knausgård blev berømt for at skrive om sin kamp. Men læserens kamp er usynlig. Den foregår i stilhed, uden applaus, uden anmeldelser. Og den er ofte hårdere end forfatterens. For forfatteren har i det mindste sit navn på forsiden når det er overstået. Læseren har ingenting. Bare den stille tilfredsstillelse ved at have givet sin opmærksomhed væk.
Det er derfor læsehulen er vigtig. Den er stedet hvor kampen udkæmpes. Hvor du holder ud. Hvor du vender tilbage til bogen selvom du hellere ville tjekke din telefon. Læsehulen er læserens skriveværksted.
Robotterne kan skrive, men de kan ikke læse
Måske kan robotterne være vores redning. Når de kan skrive verden sort og drukne al betydning, står læsning tilbage som det menneskelige. For robotterne læser ikke. De indlæser bogstavernes rækkefølger for at spytte dem ud i de mest sandsynlige rækkefølger.
Vi har måske mere end nogensinde brug for at skrive mindre og læse mere.
Doing reading: læsning som fysisk praksis
Vi taler om læsning som om det bare handler om øjne og bogstaver. Men læsning er en kropslig praksis. Den kræver en stol der holder din ryg. Lys der ikke trætter dine øjne. Varme så du ikke fryser. Stilhed så du kan koncentrere dig. En kop te så du har noget at holde om.
Det er doing reading. Læsning som noget man gør med hele kroppen, ikke bare hovedet. Og det kræver materialitet. Ting. Møbler. Rum.
Vi har glemt dette. Vi tror læsning er immateriel, at den kan foregå hvor som helst. Men prøv at læse i en hård plaststol under lysstofrør med larm fra gangen. Det går ikke. Kroppen protesterer, og koncentrationen forsvinder.
Læsehulen er anerkendelsen af at læsning er fysisk. At den har brug for infrastruktur. At doing reading kræver et sted at gøre det.
Læsekrisen er en infrastrukturkrise
Vi er i en dyb læsekrise. Et kulturelt skift fra skriftkultur til YouTube-kultur af små videoklip. En fordybelseskrise. Vi lever i en dopaminkultur af klik, zaps og scanneri. Alting længere end ét minut virker smertefuldt. Vores evne til koncentration er i frit fald, og det første offer er læsningen.
Men læsekrisen er også en krise for et sted at læse. Vi har en læsekrise fordi vi ikke kæmper for læsestedet. Vi skal bygge læsningens infrastruktur i vores hjem, stuer og institutioner.
På samme måde som kors og russiske ikoner i et russisk hjem viser her lever gud og næstekærligheden, på samme måde skal vores læsested vise: her lever læselysten, her sætter vi pris på hvad en god læsning kan gøre for os mennesker.
Vi kæmper for de fredede huse. Hvad med at kæmpe for et sted til at få fred til at læse? Hvorfor er det ikke et krav til institutioner at der skal bygges læsehuler, som der skal være handicapadgang og toiletter? Det er jo ikke engang dyrt. Man kræver blot en god stol, godt lys og en lille skammel til at smække fødderne op.
Byg din læsehule
Musikeren John Waters skrev: "If you go home with somebody and they don't have books, don't fuck them." Her er blot at tilføje: tjek også om de har en ordentlig læsehule før du hopper i kanen med dem. Det siger noget om hvad de tror på.
Der er meget at lære af hjemmets teenagere. De er sygt gode til at bygge deres gamerhule med store skærme og regnbuefarvet lys. På samme måde som folk bygger modeltogbaner i kældre. Byg din læsehule med samme kærlighed og omhu.
En god stol eller læsesofa.
Godt lys.
Et varmt tæppe gerne tæt på en radiator eller pejs.
Et par varme sutsko. Et lille bord til kaffe og te, husk tehætte.
I min alder læsebriller.
Og en plante for god ilt til hjernen.
Her er min hule. Send et billede af din.
Den som læser meget lever mange liv. Placer læsehulen centralt i stuen. Signaler til dig selv og din familie: her er en familie med en læsehule. Som man i gamle dage sagde et hjem med klaver.
Do you read me?
