14 problemer med Morten Münsters leverpostejsfilosofi

Morten Münster har begået endnu en godt skrevet og underholdende airport business bestseller med en fængende leverpostejs-forside og et tjubang-sprog, der vælter ud af siderne. Tillykke. 

Lovprisning af middelmådighed er et tilpas provokerende statement til at få god omtale, og bogen præsenterer så bagefter snusfornuftige, adfærdsteoretisk underbyggede, gode råd. What’s not to like? 

Tja, jeg tager gerne imod provokationen. Så her kommer 14 grunde imod MMs leverpostejsfilosofi. Leverpostejen er måske rar at smøre ud, nem at fordøje, og en god energikilde, men jo trods alt heller ikke er vores foretrukne pålæg – eller hvad? (med mindre det er min svigermors (og svogers) hjemmelavede leverpostej – men så er vi også langt forbi det middelmådige).  

Helt overordnet er problemet ifølge Morten magisk tænkning og løsningen er middelmådighed. To problematiske begreber. Hvorfor er problemet ikke bare ønsketænkning og svaret flere gode vaner og reel handling? Selvfølgelig fordi det giver mindre omtale med sådanne middelmådige begreber. Fair nok. 

Bogens budskab 

Bogen gør op med forestillingen om, at forandring i arbejdsliv og privatliv skabes gennem ekstraordinære præstationer. Det fører til “magisk tænkning” hvor man forveksler planer, slogans og symbolhandlinger med reel adfærdsændring. Magisk tænkning er drømmen om den hurtige smutvej. ”Hvorfor skulle vi dog spise kål, når vi kan nøjes med at købe kogebøger om kål?”, som han skriver (s. 6). Sjovt skrevet. Men hvem ville nogensinde sige eller mene det? Morten Münster skriver så besnærende godt, at man let accepterer alle disse retoriske kneb uden logisk sammenhæng.  

Alverdens dårligdomme følger af magisk tænkning, hvor man tror at det halve arbejde kan føre til den dobbelte lykke. Problemerne kan vi sådan generelt set allesammen genkende.  

Løsningen er ifølge MM middelmådighed. Han skriver: “Jeg betragter middelmådighed som det modsatte af ’ekstraordinær’. Ifølge ordbogen forbinder vi ’middelmådighed’ med: ordinær, banal, anonym, den bløde mellemvare og leverpostej. Og de ord passer perfekt til bogens projekt. Middelmådighed er det, som ingen vil bemærke. Ingen taler om det. Ingen skriver om det. Det er leverpostej. Det er seks ud af ti. Det er mindre, end vi forventer af os selv. Det er midterpositionen” (s. 7).

Den reelle forandring sker i det små og i det konsistente, er hans budskab. Det er de “brilliant basics” (søvn, vaner, aftaler, mv.) der gør en forskel. “Godt nok” er ofte mere effektivt end at stræbe efter det perfekte. 

Her er adfærdsdesign og behavioural economics pakket ind i smuk dansk leverpostejsprosa.

Der er meget positivt at sige om bogens sprog, struktur, fine leveregler og sjove eksempler. Men findes der en større ære end at blive kritiseret?

Så her kommer de 14 problemer leverpostejsfilosofien består af, sådan helt skåret ud i mundrette firkantede, grå bidder.    

Problem 1: Forfatteren er sin egen teoris modsætning 

Skal vi starte med at påtale det åbenlyse for at få det af vejen: at Morten Münster ikke har præsenteret endnu en middelmådig bog eller synes at føre et middelmådigt professionelt liv efter almindelige målestokke, og at hans levren derfor er ét langt argument imod hans eget budskab. Forfatterens egen high achievingperformance dementerer præmissen i bogen. Men lad det nu ligge.  

Problem 2: Sparker Morten en åben dør ind? 

Jeg kender ikke Morten Münster, men jeg kan godt lide ham. Når han indkapsler sin position med at “Richard Møller Nielsen engang sagde: ’Så vidt jeg ved, er lommeuld det eneste, der kommer ud af ingenting. Resten kræver hårdt arbejde.’” (s. 6), så er vi alle sammen på samme hold med både Richard og Morten. Jeg tror trods alt man skal lede længe efter nogen, der vil sige det modsatte. Så er Morten her ved at sparke en åben dør ind? Banaliteter forklædt som provokationer? Hans “fjende” bliver en stråmand: forestillingen om, at folk virkelig tror, at succes kommer uden indsats. Vi ved mere og prøver som regel at gøre mere.  

Problem 3: Magisk tænkning er begrebs-glidning 

I klinisk psykologi betyder magisk tænkning noget ret specifikt: troen på, at egne tanker/ritualer kan påvirke ydre begivenheder, som man bl.a. ser i schizotypi og i former for OCD. Det indgår i diagnostiske beskrivelser af personlighedsforstyrrelser. Når man så bruger termen som løs metafor for powerpoint-symbolik og urealistiske mål, blandes et klinisk begreb sammen med en ”hverdagssvaghed”, og den faglige præcision ryger. At bruge begrebet som spidsformulering for “håbløse slides” kan bagatellisere et lidelsesfuldt fænomen og samtidig stigmatisere mennesker med reelle symptomer. 

Problem 4: Associationerne til middelmådighed er vel ikke acceptable? 

Når Münster vælger at gøre middelmådighed til bogens positive nøglebegreb, støder han ind i et grundlæggende semantisk og filosofisk problem: ordet “middelmådighed” er sprogligt og kulturelt forbundet med negative associationer. Ifølge Ordnet.dk er følgende ord i nærheden af middelmådig: inkompetence, ringe, simpel, sølle, ynkelig, tynd, sløj, tarvelig, ussel, dum, andenrangs, tredjerangs, elendig, underlødig, spinkel, tåkrummende, håbløs, inferiør, af dårlig/ringe kvalitet, talentløshed, uduelighed, uformåen, uformåenhed, utilstrækkelighed, ubehjælpsomhed, uegnethed, umulighed, ubegavethed, dumhed, klodsethed, kluntethed, akavethed, kantethed, uforstand, inhabilitet, amatørisme. 

At ophøje middelmådighed til et ideal betyder dermed, at man beder læseren acceptere et begreb, der i sin almindelige brug signalerer forringelse, utilstrækkelighed og svigt. Ordet middelmådighed indgår i et kulturelt sprogspil, hvor det er knyttet til noget inkompetent. At ophøje det er derfor ikke en neutral redefinering, men en kamp mod en hel kulturel semantik. Risikoen er, at læseren enten ikke tager ideen alvorligt, eller fejllæser den som en accept af inkompetence.  

Problem 5: Slutningsfejl fra værktøj til værdi

Bogens styrke er dens klare formidling af, hvordan små, realistiske tiltag kan skabe stabil forandring. Men herfra springer Münster til et værdimæssigt ideal: at middelmådighed i sig selv er bedre end ambition. Denne slutning holder ikke i sig selv. Adfærdsdesign er et værktøj, ikke en egentlig værdi. At nudges virker på små vaner, beviser ikke, at middelmådighed bør ophøjes til livsfilosofi. Det er en kategorifejl.

Problem 6: Slutningsfejl fra eksempler til teori 

Fordi der findes mange eksempler på, at middel performance kan føre til solide resultater, følger heraf ikke, at middel performance som et ontologisk princip fører til bedre resultater end høj performance. Der er en plausibel kerne i Münsters pointe: alt for ambitiøse projekter kan kuldsejle, mens stabile, “godt nok”-indsatser ofte giver mere robuste effekter. Problemet er, at logikken her er induktiv overgeneralisering: fra en række illustrative cases konkluderes, at middelmådighed som strategi i sig selv er bedre end høj performance. Det er sandt, at ambition kan føre til fiasko, men det er lige så sandt, at ambition også kan føre til banebrydende resultater, som middel indsats aldrig ville kunne skabe. Det eneste man kan konkludere sikkert, er, at middelmådighed kan være en effektiv strategi i visse situationer, ikke at det altid er den bedste vej til succes.

Problem 7: Analogislutninger og biologisme

Når Münster bruger kroppen og sportens verden som metafor for organisatoriske indsatser, og det gør han ret meget, falder han i både falsk analogi og biologisme. Det er en falsk analogi, fordi det, der gælder for biologiske processer som løb og træning – at middel og vedvarende indsats kan være sundere end ekstreme satsninger over tid – ikke uden videre kan overføres til organisationers dynamikker, der styres af helt andre mekanismer som magt, incitamenter, koordinering, mv.. Og det er biologisme, fordi sociale og organisatoriske fænomener reduceres til en slags naturlov hentet fra fysiologien. Organisationer fungerer ikke som kroppe. Man kan ikke lade biologiske modeller afgøre, hvad der er “naturligt rigtigt” for sociale systemer. Organisationer er menneskeskabte og kan omdesignes politisk og strukturelt. 

Problem 8. Når individets lidenskab forsvinder

For Nietzsche er middelmådighed udtryk for slavemoral, en æstetik af gråhed, hvor flertallet søger at kvæle lidenskab, skaberkraft og vilje til magt i et udjævnet fællesniveau. Nietzsche ville advare mod, at Münsters leverpostejsfilosofi legitimerer en kultur, der frygter det store og derfor dyrker det gennemsnitlige. Han ville nok se Münsters projekt som en farlig forveksling: det, der i bedste fald er en praktisk strategi mod stress og overambition, bliver til et normativt ideal, der underminerer både visdom og skaberkraft. Som ideal risikerer middelmådighed at blive selvtilfredshed: ambition og overskridelse gøres suspekte. ”Skomager, bliv ved din læst” er et udtryk man næsten kunne have fundet i bogen. 

Problem 9: Det instrumentalistiske menneskesyn

Bogen hviler på et menneskesyn hentet fra adfærdsøkonomi: at det gode liv kan reduceres til output optimeret gennem valgarkitektur. Mennesket forstås i den teoriretning som en mekanisme, der reagerer på små skub og modstande, ikke som et væsen med værdier, mening, metafysisk kontakt og formål i dybere forstand. Livets kvalitet bliver et spørgsmål om gennemførte rutiner, ikke om evnen til at vælge og skabe, hvad der er værd at gøre. Det ligner et instrumentalistisk menneskesyn, hvor værdi reduceres til lykke som velvære.

Problem 10: Middelmådighed som selvledelses-teknologi

Set i et foucauldiansk perspektiv bliver middelmådighed en selvledelses-teknologi: individet internaliserer, at “godt nok er bedst”, og tilpasser sig organisationens behov i stedet for at udfordre dem. Fokus flyttes fra strukturer til individ, fra ressourcer og incitamenter til vaner og rutiner. Resultatet er afpolitisering og reproduktion af status quo. Den gode nok medarbejder er konform og bliver hurtigt også systemets foretrukne, fordi han ikke udfordrer det. 

Problem 11: Forveksler det passende med det gennemsbitlige

Middelmådighed præsenteres som et universelt ideal. Men handlingers værdi er altid situationsspecifikke. I omsorgsarbejde kan “det middelmådige” være problemet, i innovation kan standardprocedurer kvæle kreativitet. Det kan ikke på forhånd vides, om det middelmådige eller det ekstraordinære er rigtigt i situationen; det viser sig først i interaktion og proces. Middelmådighed kan være hjælpsom i nogle situationer, men bliver en hæmsko i andre. 

Münster skriver: “ Livet handler først og fremmest om høje bundniveauer og gennemsnitlig adfærd i over-gennemsnitlig tid.” (s. 60). 

Aristoteles ville indvende, at dyd ikke er at vælge midten i abstrakt forstand, men at finde den passende balance i hver situation gennem dømmekraft og med sigte mod det gode liv. Når Münster ophøjer middelmådighed til ideal og generel norm forveksler han derfor det passende i situationen med det gennemsnitlige som generel leveregel.

Problem 12: Ophøjer et gyldigt advarselsscenarie til en normativ regel

Münster skriver at “man mister grebet om det væsentlige i sin jagt på det ekstraordinære”. (s. 18). Påstanden virker umiddelbart intuitiv: store ambitioner kan føre til, at man overser de små, men afgørende ting. Men som generel regel er det en fejlslutning. Den hviler på en falsk modsætning, hvor det ekstraordinære og det væsentlige stilles op som om, de udelukker hinanden. Det gør de jo ikke nødvendigvis. Tværtimod kan det ekstraordinære ofte netop opstå gennem et skarpt greb om det væsentlige – i kunsten, videnskaben, sporten. At hævde, at stræben efter alt andet end leverpostejsmaden automatisk får os til at miste det væsentlige, er derfor en overgeneralisering: nogle gange er det sandt, andre gange er det direkte forkert. 

Problem 13: Fravær af etik og værditeori 

Bogen glider fra empirisk observation (“det virker”) til normativ anbefaling (“det bør du gøre”) uden at give en solid værditeori. Risikoen er en tavs konformitetens etik, hvor kreativitet og fremskridt kvæles af bekvem jævnhed. Ved at gøre middelmådighed til en værdi, risikerer man at banalisere faktisk svigt. Der er situationer, hvor inkompetence, sjusk og elendighed er skadeligt (kirurgi, ingeniørarbejde, pædagogik, politik). Hvis middelmådighed gøres til universelt ideal, bliver det uklart, hvordan vi skal skelne mellem acceptabel “godt nok”-praksis og farlig pauverhed.

Problem 14: Perspektiv til det AI-inficerede middelmådige samfund 

Lad os lige prøver her afslutningsvis at perspektivere til en tid, hvor algoritmer og kunstig intelligens præger sproget, billederne og de forestillinger, vi omgiver os med, mere og mere. Moderne sprogmodeller og indholdsgenererende systemer er bygget til at producere det mest sandsynlige næste ord eller billede ud fra enorme mængder data. Det betyder, at outputtet strukturelt set er orienteret mod det typiske, det gennemsnitlige og det forudsigelige. Det vil sige: det middelmådige. 

Med AI risikerer vi en tilstand af konform reproduktion, hvor ingen skiller sig ud, ingen tør fejle, og sproget mister evnen til at overraske. Det er middelmådigt. En tendens til homogenitet: jo mere systemerne producerer indhold baseret på sandsynligheder, desto mere ensartet, gennemsnitligt, bliver outputtet. 

Hvis man så gør middelmådighed til et normativt ideal, leverer man en filosofisk legitimering af netop denne udvikling. I stedet for at kritisere, hvordan menneskelig kreativitet og forskel risikerer at blive udjævnet af teknologiernes sandsynlighedslogik, indskriver man sig i samme æstetik: at det typiske, det gennemsnitlige og det leverpostejsgrå er, hvad vi bør stræbe efter.

Fortsætter kurverne med AIs implementering og eksplosive tekstproduktion og MMs popularitet og spredning af ideer, får vi snart et skæringspunkt, hvor vores verden helt males i leverpostejens grå farver. Er det leverpostejsfilosofiens endemål? 

Konklusion

Næste gang du sidder over frokosten i kantinen, og I vender ”Afdelingen for magisk tænkning”, og alle sidder og hylder den og siger, at den er lige så god som ”Jytte fra Marketing”, så er du nu klar til at levere lidt modtryk og modstand mod konformitetens leverpostejsfilosofi. En filosofi, der lover tryghed i det genkendelige og stabilitet i dagligdagen, men som samtidig risikerer at kvæle forskel, kant og overskridelse. Leverpostejens filosofi appellerer til fællesskabet hvor vi alle kan være med, men kan også skabe et samfund og en kultur, hvor ambition, lidenskab og kreativitet reduceres til en grå masse af “godt nok”. 

Et paradoks, Münster ufrivilligt indskriver sig i: en bog skrevet med energi, humor og originalitet, som i sin kerne forsvarer et ideal om gennemsnit, konformitet og jævnhed.