5 gode grunde til at smække med døren, når du skifter job og 2 gode grunde til at lade være

Almindeligvis får man det råd, at man ikke skal “smække med døren” eller “brænde sine broer”, når man skifter job. Man skal heller ikke fortælle det, hvis man er blevet fyret. Den uskrevne regel er, at man skal bide stort set hvad som helst i sig udadtil og så kun fortælle sine nærmeste, hvor dårlig en arbejdsplads det var, eller hvor elendig ledelse, man synes man var udsat for. 

Undersøgelser viser samtidig, at omkring halvdelen af alle, der stopper på en arbejdsplads, gør det på grund af dårligt arbejdsmiljø eller dårlig ledelse. Så hvorfor skal vi ikke tale om de dysfunktionelle organisationer og relationer på arbejdspladserne? Hvorfor er det bedre, at vi lader som om, alt er godt, også når det ikke er godt? Et af argumenterne er, at man fremstår som bitter, hvis man brokker sig. Hvilket er det sidste, man ønsker, da bitter åbenbart ikke er en smagsvariant, der er brug for i arbejdskøkkenet, hvor alt skal smage sådan lidt ensformigt og coates med sukker for at glide ned. Men hvorfor er bitter egentlig så farligt? Og er der ikke noget med, at de problemer, vi ikke tør tale om, aldrig bliver løst?

Hun slap godt fra det

Heldigvis er der af og til nogen, der er ligeglade med de uskrevne regler. I 2019 blev ledelsesrådgiver, Elisabeth Geday fyret som direktør i DJ efter kun tre måneder på posten og hun udgav efterfølgende en 11 sider lang rapport, om alle de udfordringer forbundet stod med. Hun vinklede sin kritik, som en mulighed for, at forbundet kunne lære noget og komme videre - og ikke som en vred ex-direktørs bitre hævn. Hun slap godt fra det - men det var sikkert fordi de fleste på det tidspunkt var enige om, at DJ ikke var en sund organisation og fordi Geday i forvejen var en person med stor troværdighed. Læs Gedays oprindelige begrundelse for at gå åbent ud her.

Jeg har kontaktet Elisabeth Geday for at høre, om hun efterfølgende har fortrudt:

”Når jeg ser tilbage på forløbet, så kunne jeg ikke have handlet anderledes. Rapporten var det, der mentalhygiejnisk skulle til for at forvandle en negativ oplevelse (tiden hos DJ) til noget konstruktivt. Jeg havde desuden et (måske forfængeligt) håb om, at der var folk i og omkring DJ, som rent faktisk kunne få glæde af min analyse.” 

Man kan også smække med døren, når man selv har skiftet arbejde. Og denne artikel er stærkt inspireret af nedenstående opslag fra Marketingchef, Michelle Andersen på LinkedIn. Hun beskriver selv i kommentarfeltet, at hun ikke ville skrive den sædvanlige “tak for et godt samarbejde” smøre, men at hun i stedet oprigtigt gerne ville takke for det, hun lærte, også selv om hun lærte det på en hård måde og også selv om kulturen på hendes forrige arbejdsplads, ikke var noget for hende.

 Jeg synes, det er modigt at tale lige ud af posen - også når et job, en arbejdsplads eller en ledelsesform ikke har fungeret, så her får du fem gode grunde til smække lidt mere med døren:

1. Du fremstår autentisk og det øger din troværdighed

 LinkedIn er fyldt med uautentisk smiskeri. Det er nok derfor der er en del mennesker, som synes LinkedIn er det dårligste sociale medie, der findes.

 Nogle gange kender man historien indefra eller var selv tilstede, da det hele eksploderede og alligevel skal man læse opslag på LinkedIn, hvor den, det gik ud over, er “taknemmelig over at have været med på rejsen” og sådan “kommer til at savne verdens bedste job”. Det kan være ret underligt at sidde og læse den slags, når man ved, at der er to tons (bitter) malurt i bægeret, fordi man har hørt “den sande historie” med mange flere nuancer. Det er helt klassisk Goffman med en frontstage, hvor vi ikke viser følelser og hvor vi idealiserer os selv i en optræden for alle de fremmede, vi håber, så kan lide os og en backstage, hvor vi er os selv og føler det, vi nu engang føler - også hvis det er let bittert. 

Det sjove er at på andre sociale medier, er det en feature, at vi får blandet backstage og frontstage sammen. Du deler noget fra din families efterårsferie og at du er på konference og hvis du ligner Svend Brinkmann bare det mindste, så bruger du dine hunde som statister i falige opslag om uddannelsesreformer. Det, at backstage trækkes med ud foran, øger typisk både likeability, identifikation og troværdighed. Vi er jo alle bare mennesker.

Men ikke på LinkedIn, hvor det stadig er en dødssynd at løfte bagtæppet, så man kan se mere end anklerne - også selv om den del af ens publikum, som er rigtige venner formodentlig allerede har været med en tur helt ude på badeværelset, mens man sad os tissede og talte i telefon samtidig.

Hvis du vælger at tale lige ud af posen og for eksempel skrive, at det “har været en rejse, som jeg vil tildele en enkelt stjerne og som jeg er lykkelig for, at jeg kom hjem fra uden væggelus og med sjælen i behold”, så er det muligt, der er nogen, der får et chok over din ligefremhed (og synes, du fremstår bitter), men der er omvendt ingen, der mistænker dig for at smiske.

2. Du får bearbejdet nogle af dine mørke følelser

Det er også forbudt at føle noget, når emnet er arbejde. Alt det føleri hører til derhjemme. Men vi mennesker føler hele tiden alt muligt og hvis din chef bliver irriteret over, at du føler for meget, når han højrystet påpeger fejl og mangler i din opgaveløsning på fællesmødet, så tager han selv sin irritation (og dermed sine følelser) med på job. Vi mennesker er altid fulde af følelser og ja, så er vi mere eller mindre gode til at regulere dem. Men vi føler det, vi føler. Også når det er upraktisk. 

Efter en fyring eller et hårdt forløb i et job, du ikke trivedes i, hvad enten det var fordi værdierne ikke passede til dig eller fordi din chef ikke var tydelig eller fordi kollegerne ikke var venlige, kan der sagtens sidde irritation, skuffelse, sorg eller andre følelser fra den mørke pallette og gnave. Og det kan lette at tillade dig selv, at føle det du nu engang føler og at komme ud med noget af det, også selv om det er på bagkant. Og nej fordi man er bitter i dag ender man ikke som bitter. De fleste meget bitre mennesker vil aldrig indrømme overfor dem selv, at de er bitre - og det er den stensikre vej til forbitrelse, som er i en helt anden boldgade.

Faktisk vil jeg anbefale alle at skrive på de mørke følelser. Det kan sagtens være at du aldrig nogensinde, skal slå det, du skriver, op på LinkedIn (og for en sikkerheds skyld kan det være du skal skrive det i hånden på et stykke papir, du kan brænde), men som en øvelse i at formulere, hvor dine grænser blev overtrådt og hvilke værdier du lærte, var vigtige for dig eller som en øvelse i at skrive med indignation som raketbrændstof, kan det noget.

Og i dag er det heldigvis mere moderne at anerkende, at man føler sorg, usikkerhed, sårbarhed, irritation eller vrede - og nej er ikke det samme, som at man for evigt skal føle det eller at man for den sags skyld skal handle på alle de følelser, man har. 

Elisabeth Geday understregede, da jeg talte med hende, at man IKKE skal dele noget, mens man er i sine følelsers vold. Man skal i stedet sikre sig, at nogen man stoler på, læser med og hjælper én med at sørge for, at det man udkommer med, ikke bare er motiveret af hævn og vrede. På samme måde har Michelle Andersen i flere kommentarer understreget, at hun skam har tænkt sig om i længere tid, før hun skrev opslaget. 

3. Du bidrager til at gøre LinkedIn til et mere ægte sted

LinkedIn trænger til lidt mere hudløs ærlighed, når det gælder livet på arbejdsmarkedet. Mange opslag handler om ydmyghed og stolthed og ikke ret mange handler om, at være blevet ydmyget eller om at være ærgerlig eller flov over ikke at have nået alt det på listen. Når der endelig er et opslag på LinkedIn som starter med en dårlig historie ender den næsten altid godt - og sådan ER arbejdslivet jo ikke. 

De bedste samtaler på LinkedIn opstår, når nogen reelt står med et dilemma eller en ærlig udfordring i arbejdslivet og lukker op for, at netværket kan dele deres erfaringer eller hjælpe med gode råd. Og nej det behøver vi ikke bashe hverken arbejdspladser eller ledere for at praktisere. Men tænk hvis vi kunne videndele mere åbent om, hvad arbejdslivet også gør ved os, når jobbet er hårdt at være i, når arbejdsmiljøet drukner i omorganiseringer eller når det relationelle på arbejdspladsen bare ikke fungerer? 

4. Du giver virksomheden mulighed for at lære noget

Ja ja måske synes de bare, du er en bitter krampe. Men så kan der være andre i samme branche eller med ansvar for arbejdsmiljø eller kultur i andre organisationer som læser med og overvejer, hvad de selv gør. Og dine tidligere kolleger forstår måske bedre, hvorfor du skiftede job - og selv om nogle af dem overhovedet ikke kan genkende din version af arbejdspladsen, kunne der jo også sidde nogen og blive glade for at få et spejl at kigge i?

Hvis det blev mere udbredt at turde dele de ansættelser, som ikke fungerede af den ene eller den anden grund, så fik vi måske flere åbne debatter om, hvad det egentlig er, der gør arbejdspladser gode og måske flere virksomheder som tog livtag med at arbejde aktivt med kulturen? Måske blev det også ok at konstatere, at ”matchet bare ikke var der”, som de siger i Gift ved Første Blik.

5. Du deler en erfaring som mange mennesker kan spejle sig i

Nogle mennesker har selvfølgelig aldrig nogensinde været på en arbejdsplads, hvor de ikke trivedes, men det er nok de færreste. Alt for mange oplever flere gange i deres arbejdsliv, at de får stress, fordi der er alt for travlt. Eller at de keder sig, fordi arbejdet er monotont eller bare ikke passer til deres kompetencer, eller at der er dårlig eller uklar ledelse, eller de mangler sammenhold eller godt kollegaskab - eller at de får alle de dårlige vagter. Kort sagt oplever de fleste af os i perioder, at arbejdslivet - ligesom resten af livet - ikke er et opslag på LinkedIn og derfor bugner kommentarsporet på Michelle Andersens opslag også af klapsalver fra mennesker, der synes, hun er supermodig og flere der skriver, at de ville ønske de turde eller at flere turde.

Så hvorfor kommer de fleste af os så alligevel aldrig nogensinde til at skrive et hudløst ærligt (og let bittert) følelsesladet opslag på LinkedIn? Her kommer to gode grunde til at lade være:

1. Du får jo aldrig et job igen

Det vi alle frygter er, at kommende arbejdsgivere læser med og tænker, at vi virker skingre, uligevægtige eller som nogen, der bare ikke er særligt loyale. Hvis vi rister den forrige arbejdsgiver i dag, ligger der så en slet skjult trussel om, at den næste chef får samme behandling - og ved vi som læsere egentlig, om din beskrivelse er fair og balanceret? Hvis vi kender dig godt i forvejen, ved vi, at du taler sandt og at den arbejdsplads virkelig var totalt håbløs, men hvis vi er i periferien af dit netværk og måske endda sidder med din seneste ansøgning, rækker din troværdighed så?

Du kan selvfølgelig være sikker på, at chefen for den virksomhed du fortæller, var et dårligt match for dig, ikke vil tage chancen med dig igen, hvis de skifter til en konkurrent. Det er du sikkert ligeglad med. Men hvad nu, hvis det firma du sidder sikkert i sadlen hos i dag fusionerer med din tidligere arbejdsgiver, hvordan står du så? Kort sagt, du brænder helt sikkert nogle broer og skaffer dig nogle der ikke har noget pænt at sige om dig ude i verden, ved at praktisere udvidet ærlighed - og spørgsmålet er om det i virkeligheden er en god ídé?

Michelle Andersen skriver i en mail til mig: ”Hvor end jeg gerne ville kunne kigge i krystalkuglen, så er det svært. Og generelt i livet vil jeg ikke frygte hverken udfordringer eller mennesker, jeg endnu ikke har mødt. Verden er ikke sort/hvid – det ved vi - og internettet har hjulpet os med at se verden i farver. Mit opslag skaber nuancer, og baseret på, hvor langt opslaget er kommet ud, må jeg konstatere, at jeg med retorisk snilde har ramt en nerve.” 

Elisabeth Geday siger i dag, 5 år efter: ”Jeg tror ikke, at min udmelding dengang har gjort forskel i forhold til min efterfølgende karriere, men selvfølgelig gav hele forløbet noget ”støj” omkring min person på den korte bane.”

2. Verden er aldrig helt så sort og hvid som i et opslag på LinkedIn

Jeg tvivler ikke på at Michelle Andersen har haft den oplevelse hun har. Og jeg er helt sikker på at Elisabeth Gedays analyse af DJ i 2019 var knivskarp. 

Men der er altid en anden side af sagen. De andres. Den version, hvor mellemlederen som du refererede til var under et ekstremt pres, fordi indtjeningen tog et dyk og corona-lånene skulle tilbagebetales. Den, hvor du var den tredje nøglemedarbejder på fire dage, som søgte plejeorlov. Den, hvor din direktør selv var midt i en skilsmisse eller stod med et barn, der ikke ville i skole. Der er altid et hav af årsager og gode og dårlige undskyldninger i relationelle forhold. 

Det hele ville blive meget bedre, hvis vi blev bedre med at tale med hinanden i situationerne. Så var der ikke så meget brug for de modige LinkedIn opslag.