Adolescence og ikke-tænkningen af kønnet

Netflix-serien "Adolescence" afslører vores kollektive ikke-tænkning af kønnet. Den viser en maskulinitet i krise, klasseulighed i England og stiller kritiske spørgsmål uden at levere nemme svar.

by Mikkel Bruun Zangenberg

Opdateret april 03, 2025

Forfatter: Mikkel Brunn Zangerberg

Meget er allerede blevet sagt og skrevet om den formidable, fire episoder lange britisk producerede Netflix-serie Adolescence, serien (fra den 13. marts i år) der skildrer 13-årige Jamie Millers knivmord på den jævnaldrende pige Katie Leonard.

Serien blev den mest sete streamede serie i England hen over en uge nogensinde – og avlede straks kommentarer fra den tidligere britiske landstræner Gareth Southgate, fra premierministeren Keir Starmer, og såmænd også fra oligark-aktivisten Elon Musk.

“Manden og mandekønnet er i disse år i seriøs krise og er hjemsøgt af forvirring, desorientering, skuffelse, vrede og uro. Patriarkatet står for fald, maskulinitet omtales rutinemæssigt som ”giftig”, og MeToo har hamret løs på en usund og sexistisk kultur. I disse brogede farvande fisker charlataner efter sjæle, drenge kommer på afveje, og nogle mænd skaber et seriøst backlash og modpres”.

Southgate mente, at vi mangler sunde mandlige forbilleder; Musk, at serien i virkeligheden var udtryk for omvendt racisme, fordi den – ifølge Musk – skulle være baseret på en virkelig historie, hvor morderen var en brun dreng, ikke en hvid. Således viste sydafrikaneren og apartheid-ætlingen Musk på sin helt egen måde, at Southgate har ret. Men både kritikere og seere har været meget begejstrede og flittige; og der er blevet hældt analyser og udlægninger ud i rigt mål, også i lille Danmark.

Først det velkendte - manden i krise

De mest indlysende tilgange er sammenfletninger af (social)psykologiske, sociologiske og kulturanalytiske tråde, hvor serien helt eksplicit tematiserer forklaringer på, at en generation af drenge og unge mænd er i krise. Dette i forhold til den såkaldte ”manosfære” anført af tvivlsomme guruer og rollemodeller som voldtægtsmanden Andrew Tate og pseudofilosoffer som Jordan B. Peterson, fremkomsten af en både dubiøs og håbløs incel-kultur (der forener selvmedlidende offerdyrkelse og misogyni), en ekstremt usund internetkultur på sociale medier, hvor både vold og porno medvirker til at fordreje mange unge mænds syn på kvinder og intimitet, og som selvfølgelig også er hjemsted for den giftigste cybermobning på Iphonen.

“Man kunne således snildt supplere de indledende udlægninger af serien ved at lave en halv Glenn Bech: serien beskriver, hvor ødelæggende det kan være, at tilhøre den forkerte klasse i England.”

Dertil kommer den velkendte sagsmappe af kedelige, sociologiske facts der fortæller, at flest mænd begår selvmord, havner i fængsel, ikke får en uddannelse, og at denne bevægelse kun bliver mere udtalt. I Adolescence cirkulerer der blandt drengene en historie om den såkaldte “80/20-regel”, dvs. at 80% af kvinderne angiveligt skulle foretrække 20% af mændene; og Andrew Tate m.fl. har hjælpsomt forklaret, at de 20% mænd er såkaldte alfahanner, der er dominerende, har mange penge og meget magt. Dette skaber selvsagt ængstelse og bekymring blandt drengene.

“Men to ting er karakteristiske for serien. Dels at den rejser svære spørgsmål uden at levere nemme svar; og dels at den skaber en næsten bundløs og foruroligende empati med alle aktører 180 grader rundt”

Manden og mandekønnet er i disse år i seriøs krise og er hjemsøgt af forvirring, desorientering, skuffelse, vrede og uro. Patriarkatet står for fald, maskulinitet omtales rutinemæssigt som ”giftig”, og MeToo har hamret løs på en usund og sexistisk kultur. I disse brogede farvande fisker charlataner efter sjæle, drenge kommer på afveje, og nogle mænd skaber et seriøst backlash og modpres. Seriens bagmænd nævner ønsket om at fokusere på den udbredte knivvold i England som en del af motivet til at lave Adolescence. Og alt det er klart nok en væsentlig del af bagtæppet bag serien. Men det lyder også lidt som en kedelig og ret forudsigelig tema-artikel i Politiken eller Information.

Bourdieu og hinsides Bourdieu

Hvorfor blev jeg ikke desto mindre lettere rystet og voldsomt berørt af at se den? Jeg er – fuld Bourdieu-disclosure - en midaldrende hvid dansk mand fra den øvre middelklasse (tilmed med en følsom ph.d. fra KUA), der er far til tre voksne børn i alderen 18 til 32, heraf to sønner. Og serien er virtuost lavet med den såkaldte one-shot teknik, hvor der altså ikke er klippet, men hvert afsnit er én lang ubrudt, glidende sekvens. Der meget slagkraftigt foregår kronologisk fra morgenen efter mordet, der blev begået aftenen forinden; og finder sted henholdsvis i hjemmet og på politistationen (episode 1), på skolen (episode 2), på et behandlingscenter (episode 3) og igen i hjemmet 13 måneder efter selve mordet (episode 4).

“Og hvem ved, måske oprinder den dag, hvor de unge drenge kan vandre ud i verden med stolthed og glæde over at tilhøre mandekønnet; og gøre det på måder, der ikke falder i alle de uendeligt uinteressante, giftige eller håbløse faldgruber der lige nu karakteriserer vores ikke-tænkning af begge køn.”

Det er en selvstændig og raffineret pointe, at vi aldrig når frem til retssalen og domfældelsen. Det er et effektivt greb, at vi straks får at vide, at Jamie rent faktisk er morderen; det indebærer, at vi øjeblikkeligt kastes ud i spørgsmålet om hvorfor han gjorde det. Det fungerer meget stærkt og næsten tegneserie-agtigt tydeligt, at vi i hvert afsnit konfronteres med en af civilsamfundets og retsstatens grundfigurer: politibetjenten, advokaten, psykologen. Dertil kommer, at serien er båret af formidable skuespilpræstationer. Så vidt det tørre og lidt tekniske.

Jeg skrev allerførst, at meget allerede er sagt og skrevet om Adolescence. Men er meget det samme som alt? Det er spørgsmålet. Jeg vil gå lidt videre med min Bourdieu-disclosure. Jeg har nemlig både boet og arbejdet i England, og genkendte meget undervejs. Først og fremmest billedet af en nation i opløsning; af en skole i opløsning; af et ekstremt svækket og dysfunktionelt civilsamfund der knager i fugerne. Og såmænd også fremstillingen af et abnormt klasseopdelt samfund. Der er ingen grund til at lave et genopkog om Thatcher og neoliberalismens bemærkelsesværdigt fejlslagne, naive og håbløse fremfærd. Men klasse-aspektet dukker også stærkt op i serien.

Fx i form af skolen – så indlysende en skole for den forfordelte arbejderklasse og meget lave middelklasse i England. Jamies far er vvs’er, børnene kommer alle fra en hård og socialt noget udsat baggrund; og da Jamie i episode 3 skal samtale med den kvindelige psykolog, bemærker han straks at hun er ”posh”, det kan han høre på hendes sprog. Man kunne således snildt supplere de indledende udlægninger af serien ved at lave en halv Glenn Bech: serien beskriver, hvor ødelæggende det kan være, at tilhøre den forkerte klasse i England. Mine egne børn frekventerede en såkaldt ”grammar school” i det konservative Sydengland, og skolen sendte mange direkte videre til Oxford og Cambridge, der stadig fungerer som portal og maskine for reproduktionen og opretholdelsen af klasseforskelle i England.

Forbi Dostojevskij

Men det er ikke nok med en smule Glenn Bech, Marx og lidt Bourdieu. Som en der oprindeligt er faguddannet litterat, tænkte jeg også undervejs på Dostojevskij, specifikt den store roman Forbrydelse og straf (1866), der meget kort fortalt handler om, hvordan en ung student vælger at slå en gammel pantelånerske ihjel – også her er maskulinitet og misogyni altså på færde. Og selvfølgelig også spørgsmålet om skyld og ansvar. I den lange og fremragende, pinagtige og ubærlige scene hvor den kvindelige psykolog forsøger at samtale med Jamie; og hvor det helt parodisk hedder, at hun blot søger at forstå hvad han forstår – bliver det tydeligt, at Jamie tilsyneladende ingen skyld føler overhovedet?

Han har stukket en kniv syv gange i en pige fra klassen og derved myrdet hende. Ganske vist mobbede hun ham og afviste og ydmygede ham; men berettiger det til mord? Og kan det passe, han ingen skyld føler? I en berømt scene i Shakespeares Hamlet, hvor den misogyne kronprins hudfletter sin mor, dronning Gertrud, udbryder Gertrud: ”These words like daggers enter my ears”, altså ”disse ord går som knive ind i mine ører”. Pigen Katie Leonards ord og emojier på Instagram gik som psykisk voldelige knive ind i Jamie; er det da ikke forståeligt, måske endda også berettiget, at han som gensvar stak en kniv af stål ind i hende?

Det er foruroligende og svære, og sikkert også uafgørlige spørgsmål. Dvs. både moralsk og juridisk er det naturligvis uacceptabelt og forkasteligt at slå et medmenneske ihjel, lige som det er frastødende og forkert at mobbe nogen i en skolegård – og de to størrelser er ikke helt ækvivalente. Jamies liv er måske nok i væsentlige henseender ødelagt, men han kan fortsætte det. Det gælder ikke for Katie Leonard. Hvor vi i øvrigt skal bemærke, at Katie og hendes familie glimrer ved deres fravær. Er det en bevidst pointe, at offeret og offerets familie gøres tavse og usynlige?

Men to ting er karakteristiske for serien. Dels at den rejser svære spørgsmål uden at levere nemme svar; og dels at den skaber en næsten bundløs og foruroligende empati med alle aktører 180 grader rundt; drengen Jamie, lærerne på skolen, de stakkels forældre, Jamies to drengevenner, der også er mobbet, politibetjentene der selv har deres at kæmpe med. Og det er nok derved den får sin særlige slagkraft og effekt?

Aktualitet og funktion? Banksy på afveje

For – med risiko for at lyde som en brægende sognepræst – i en tid, hvor vi alle generelt er blevet forfaldne til at udkaste simple svar eller heftige, spontane reaktioner på sociale medier; og hvor polarisering og vrede skabt af afskyelige tech-mogulers nihilistiske og retsløse platforme uhæmmet breder sig; og hvor den demokratiske, liberale retsstat er alvorligt svækket, og hvor Vestens rige, humanistiske og videnskabelige retsorden er delegitimeret og under angreb fra både Øst og Syd (og nu også fra den anden side af Atlanterhavet) – er det ikke i et sådant lidt for interessant historisk vadested uforholdsmæssigt vigtigt at dyrke de vanskelige dyder, Adolescence tilsyneladende inkarnerer?

Inden jeg får udnævnt Adolescence til den store frelser og forløser anno 2025, skal vi dog have med, at jeg som nævnt lidt før blev stærkt berørt af serien. Det gjorde jeg dels fordi jeg selv er far til to drenge, og dermed så smerteligt kan leve mig ind i særligt forældrenes dybe sorg over at have svigtet Jamie (måske), og den knusende sorg over at hans liv nu er kæntret.

Men dels også, fordi seriens bagmænd bedriver en særdeles ferm manipulation med os seere. I slutningen af episode 2, zoomer vi i helikopter-perspektiv ind på den parkeringsplads hvor Katie blev myrdet; det sker til tonerne af et børnekor der synger en cover-version af Stings Fragile. Den samme (lidt kyniske?) mekanisme gentager sig til slut i episode 4, hvor vi blot hører Auroras Through the Eyes of a Child. Begge scener er voldsomt rørende. Men også rørende lidt på samme måde som Banksys afskyelige kitschværker, specifikt værket Girl With Balloon, hvor vi ser en lille kjoleklædt pige, der rækker ud efter en rød ballon på vej væk op i himmelhvælvet – ak ja.

Værket blev på et tidspunkt udnævnt til at være alle englænderes favoritkunstværk. Det vidner om en dyb svaghed for kitsch og sentimentalitet i England, og måske verden over. Og det kan vi her koble til den allersidste scene i episode 4, den hvor vi lytter til Auroras nummer. Jamies far sidder bøjet ind over sengen i Jamies værelse. Han hulker, mens han kysser Jamies lille bamse. Det er uendeligt rørende og bevægende; det er en stor, afgrundsdyb sorg. Men det bevæger sig lige op ad kitsch, manipulation og sentimentalitet også.

Det rokker måske ikke ved, at Adolescence i bedste fald kan stimulere til mange vigtige samtaler; både i de små hjem og ude i de større samfundsrum. Og hvem ved, måske oprinder den dag, hvor de unge drenge kan vandre ud i verden med stolthed og glæde over at tilhøre mandekønnet; og gøre det på måder, der ikke falder i alle de uendeligt uinteressante, giftige eller håbløse faldgruber der lige nu karakteriserer vores ikke-tænkning af begge køn.