Big Techs Lobby Playbook i praksis: Lesson learned
I denne uge bragte vi en analyse af Microsofts sovereignty washing. Det nye greenwashing, hvor suverænitet er en service. Her trækker vi perspektivet op og ser på Big Techs systematiske strategi til at forme, forsinke og udvande regulering.
Her en analyse af argumenttyperne, de diskursive greb og modtrækkene
Det bygger en analyse af den Hollandske NGOen SOMO: Presenting the Big Tech Lobby Playbook"
Denne artikel handler altså ikke om hvad Big Tech lobbyerer for. Den handler om hvordan. Hvilke argument typer de bruger. Hvilke diskursive greb de anvender. Og hvad de lærte af tobaksindustrien, som de har forfinet til perfektion.
Gaia Bernstein
Hvad Big Tech lærte af tobaksindustrien
Parallellen til Big Tobacco er ikke en metafor. Det er en dokumenteret arvefølge.
Tobaksindustriens playbook går tilbage til 1950'erne. Strategien har siden haft til formål at fjerne fokus, så tvivl og frame debatten i industriens kommercielle interesse. Taktikkerne har været målrettet videnskab, politik, domstole, uddannelse og medier. I 1986 fastslog det amerikanske sundhedsministerium, at passiv rygning medfører kræft. I Danmark blev rygeloven først vedtaget i 2007. Over 20 år senere. Den forsinkelse er playbooken i aktion.
Mikkel Skov Petersen
SOMO noterer i sin 2026-analyse, at Big Tech har taget tobaksindustriens strategi til et niveau, som Big Tobacco og Big Oil kun kunne drømme om. Forskellen er, at Big Tech kontrollerer den infrastruktur, som al kommunikation afhænger af. Eller som SOMO formulerer det: "They are also richer than God."
Den fundamentale parallel er afhængighedsmodellen. Begge industriers produkter er designet til at skabe afhængighed. For tobak er konsekvensen fysisk. For tech er den mental og demokratisk. Og begge har haft deres whistleblower-øjeblik: Jeffrey Wigand i 1995 afslørede, at Big Tobacco vidste, deres produkt var dødeligt. Frances Haugen i 2021 afslørede, at Meta vidste, Instagram skadede unges mentale helbred. Industriens svar var identisk begge gange: Vi tager det alvorligt, vi kan regulere os selv. Aldrig: Vores forretningsmodel er problemet.
Fire specifikke lektioner er overtaget. Forsinkelse er profit: hvert år uden regulering er uhindret indtjening. Frontorganisationer og akademisk finansiering skaber troværdighed: 52 procent af de ansatte på de fire bedste amerikanske universiteter er finansieret af Big Tech. Mønsterlovgivning som våben: få vedtaget svag lovgivning i nøglestater, brug den som argument mod strammere regulering. Produktet som selvmedicinering: filtercigaretten signalerede ansvar uden at ændre noget. Screen Time-målere og "parental controls" er den digitale ækvivalent.
Argumenttypologien: de syv tilbagevendende figurer
Big Techs lobbyapparat opererer med et begrænset repertoire. Strukturen er stabil på tværs af jurisdiktioner.
1. Innovationsimperativet. "Regulering kvæler innovation." SOMO viser, at tech-giganterne har gjort "innovation" til et magisk ord, der i politisk kontekst kun høres som "økonomisk vækst". Det er en klassisk metonymi: delen erstatter helheden. Innovation, som er en del af det tech-virksomheder laver, gøres synonym med alt, hvad de laver. I AI-debatten er det koblet til en kapløbs-metafor: "Don't stop (us), don't delay (to think about where this is going)."
2. Selvregulering før regulering. "Vi kan løse det selv. Giv os tid." Da videnskaben dokumenterede rygningens skadevirkninger, introducerede tobaksindustrien filtercigaretter. Filteret var en facade: stærkere tobak kompenserede for den tabte smag. Tech-industrien har kopieret grebet med Apples Screen Time og Instagrams "take a break"-funktion. De er ikke designet til at løse noget. De er designet til at signalere, at industrien tager ansvar, så politikere kan undlade at regulere.
3. Ansvarsforskydning: "det er dig, ikke os." Bernstein identificerer dette som playbook'ens mest sofistikerede greb i tre trin. Først: Brugeren valgte selv. Tobaksindustrien vandt retssager i årtier med det argument. Dernæst: Vi tilbyder værktøjer, der hjælper dig med at kontrollere dig selv. Filtercigaretter. Skærmtidsmålere. "Parental controls". Endelig: Lovgivning der cementerer forskydningen. Tech-industrien lobbyerer for "Parent Gatekeeping Laws", der pålægger forældre ansvaret frem for platformene. Bernstein kalder det en evoleret version af blame-shifting: en lovmandateret mellemmand mellem tech-produktet og barnet.
4. Kludetæppe-argumentet og preemption. "Vi har brug for ensartet lovgivning." Tobaksindustrien producerede debatindlæg med overskriften "A patchwork of local laws is no way to fight smoking." Big Tech har lanceret websitet "United for Privacy: Ending the Privacy Patchwork." Hvad argumentet skjuler: "Ensartet lovgivning" betyder svag føderal lovgivning, der trumfer strammere lokal regulering. Det juridiske begreb er "preemption" – forrang. Preemption har ifølge Snow altid været tech-industriens hellige gral. Virginia er det gennemgående eksempel: først tobaksindustriens tandløse "Indoor Clean Air Act", nu Amazons tandløse "Virginia Consumer Data Protection Act" fra 2021, udarbejdet af en Amazon-lobbyist.
5. Ytringsfrihedskortet. Når regulering truer, kalder Big Tech det censur. SOMO dokumenterer systematisk brug på tværs af alle seks jurisdiktioner. Under Trump-administrationen er det sammenflættet med MAGA-retorik: "Foreign censorship" og "discrimination against US companies." Det er diskursiv kapring af borgerrettighedssprog til kommercielle formål.
6. Den venlige frontorganisation. Big Tech taler sjældent alene. SOMO kalder det "rent-a-voice". Tre fjerdedele af Googles og Metas EU-lobbyister er tidligere offentligt ansatte. I Danmark dokumenterer Oehlenschläger og Tranberg Googles støtte til tænketanken Justitia under lobbyarbejdet op til EU's Digital Services Act. Abdalla og Abdallas forskning viser, at Big Tech kopierer tobaksindustriens metode til at identificere akademikere, der er modtagelige for industriens positioner.
7. Platformens tvangsmagt. Den argumenttype, ingen anden industri har haft adgang til. I Australien lukkede Meta i 2021 for alt nyhedsindhold for at presse regeringen. Sundhedsmyndigheders sider og krisecentre blev utilgængelige. Regeringen bøjede sig inden for en uge. I Brasilien oversvømmede Google sine kanaler med vildledende beskeder mod Fake News-lovforslaget. Det er ikke et argument. Det er tvang. Tobaksindustrien kunne ikke lukke for folks telefon.
Timme Bisgaard Munk
Diskursiv destabilisering: sovereignty washing som case
Argumenttyperne er de eksplicitte greb. Men Big Tech opererer også med et dybere niveau: diskursiv destabilisering. Systematisk at kapre modstanderens begreber og fylde dem med nyt indhold.
Sovereignty washing er det mest fuldendte eksempel. Grohmann og Barbosa viser i Media, Culture & Society (2025), at Big Tech har taget suverænitetsbegrebet – et politisk princip der tilhører stater og demokratiske fællesskaber – og omdannet det til et abonnement.
Mekanismen har tre trin. Omdefinering: digital suverænitet reduceres fra geopolitisk autonomi til tekniske parametre som datalokalisering og kryptering. Illusion som afledningsmanøvre: produkter med navne som "Sovereign Cloud" giver politikere en nem udvej uden at ændre afhængighedsforhold. Suverænitet som gave, ikke ret: stater får tildelt suveræniteten af platformene i stedet for at udøve den over dem.
Beviset kom i maj 2025. Trumps administration sanktionerede ICC i Haag, og Microsoft lukkede omgående chefanklager Karim Khans e-mailkonto. ICC opererede under illusionen om sikkerhed i en europæisk cloud. De opdagede for sent, at de var underlagt den amerikanske kill switch.
Sovereignty washing er greenwashing i digital forklædning. Og det virker af samme grund: det gør det nyttesløst at gøre det rigtige. Europæiske open source-projekter og nationale cloud-initiativer drukner i Big Tech-produkter med "sovereign" på etiketten. Washing forurener signalerne og fjerner det politiske pres for ægte investering.
Målet er at tømme reguleringsdebatten for sprog. Hvis "suverænitet" kan betyde et Microsoft-abonnement, hvad betyder det så? Uden præcise begreber kan vi ikke føre en præcis reguleringssamtale.
Modtrækkene: hvad der faktisk virker
Destabilisér narrativet med konkrete mennesker. Big Techs argumenter er abstrakte. Modfortællingen skal være konkret. I Brasilien accelererede Digital Child Protection Law, da debatten skiftede til konkrete sager om platforme, der tjente penge på seksualisering af børn. ICC-sagen er den europæiske ækvivalent.
Her bruges Big Tech begavet mod Big Tech:
Rok Erjavec
Afslør finansieringsstrømmene specifikt. Sig hvem der betaler hvem for hvad. I EU har parlamentsmedlemmer indgivet klager mod Amazon, Google og Meta for astroturfing. Lobbying fungerer bedst, når den er usynlig. Synlighed er modgiften.
Brug retssystemet offensivt. I Brasilien omdefinerede civilsamfundet platformvåbenisering fra politisk lobbyisme til misbrug af markedsposition. Illinois' biometrilov kostede Facebook 650 millioner dollars. Mønstret er: lokal sejr, global præcedens. Koordinér retssager på tværs af jurisdiktioner.
Planlæg for efter lovens vedtagelse. Big Tech lobbyerer systematisk videre efter vedtagelse. De angriber implementering, trækker regeringer i retssager og praktiserer "malicious compliance". Vedtagelse er halvlegen, ikke sejren.
Udnyt vinduerne med forberedt materiale. Brasiliens Digital Child Protection Law gik fra langsom behandling til vedtagelse på én måned efter en viral video. Det kræver, at lovforslag, koalitioner og kommunikationsmaterialer er klar på forhånd.
Gør platformvåbenisering ulovligt. Brasilien satte en bøde på 1 million BRL per time, og Google fjernede vildledende lobbybeskeder. Det afgørende greb var den juridiske omdefinering: platformvåbenisering er ikke ytringsfrihed. Det er misbrug af infrastrukturel magt.
Koordinér på tværs af grænser og temaer. Big Tech koordinerer globalt. Civilsamfund opererer lokalt. Det asymmetriske slagfelt kan kun udlignes gennem transnational koordinering. Big Techs lobbyarbejde skader sager så forskellige som klima, børnerettigheder, arbejdstagerrettigheder og kreative erhverv. De aktivistiske grupper har en fælles modstander. De har endnu ikke forenet sig.
Tjekliste: Genkend argumenttyperne
- "Regulering kvæler innovation." – Hvilken innovation, specifikt?
- "Giv os tid til at løse det selv." – Tobaksindustrien fik 40 år. Hvor lang tid vil I have?
- "Brugeren valgte selv." – Er produktet designet til at skabe afhængighed?
- "Vi har brug for ensartet lovgivning." – Hvem finansierede de love, I kalder kludetæppet?
- "Regulering er censur." – Ingen borgerret beskytter algoritmisk forstærkning af skadeligt indhold.
- "Forskning viser, at..." – Hvem betalte for forskningen?
- "Vi lukker for services." – Det er misbrug af infrastrukturel magt, ikke politik.
Kilder
SOMO: "Presenting the Big Tech Lobby Playbook" og "Recoding the System" (februar 2026). Casestudier fra seks jurisdiktioner: Brasilien, Indien, EU, Kenya, Australien og USA. Identificerer seks globale kernestrategier.
Rindala Alajaji
Jake Snow "Big Tech is Trying to Burn Privacy to the Ground" (Tech Policy Press, oktober 2024). Dokumenterer arvefølgen fra tobaksindustriens "Accommodation Program" til tech-industriens preemption-strategi.
Gaia Bernstein: "Unwired: Gaining Control over Addictive Technologies" og After Babel-artikel (december 2024). Kortlægger ansvarsforskydningsstrategien i tre trin. Introduceret af Zach Rausch og Jon Haidt.
Mikkel Skov Petersen: "Big Tech efteraber Big Tobaccos berygtede playbook" (Copenhagen Review of Communication, januar 2025). Afdækker tre-trins strategien i dansk/europæisk kontekst. Introducerer "Big Tobacco Moment" som analytisk begreb.
https://share.google/rlBEdInjUf0raAQ08
Oehlenschläger og Tranberg: "Big Tech Soft Power in Denmark" (DataEthics, 2023). Dokumenterer Big Techs finansiering af danske tænketanke og universiteter. Bygger på Abdalla og Abdallas forskning i akademisk integritet.
Grohmann og Barbosa: "Sovereignty-as-a-service" (Media, Culture & Society, 2025). Introducerer begrebet "sovereignty washing" og analyserer Big Techs diskursive kapring af suverænitetsbegrebet.
