De vigtigste takeaways fra Social Media Sprint 2025
Vi knokler derudad på LinkedIn, Meta og TikTok (X bevidst ikke nævnt – let's be real about it; the king is dead) og prøver at følge med platforme, der udvikler sig hele tiden. Samtidig skal vi dagligt være eksperter med klare anbefalinger, selvom vi måske i virkeligheden mest prøver os frem, så kvalificeret vi nu kan, med de data, vi har adgang til. Kender du den følelse? Det gør jeg i hvert fald.
Derfor var det en fornøjelse at læne mig tilbage og lytte med til DJ Kommunikations årlige Social Media Sprint, der løb af stablen torsdag den 6. februar 2025 fra 13:00 - 16:30 i PRESSEN.

Totalt deltog omkring 300 mennesker. Nogle online, de fleste var til stede fysisk, og fælles for os alle var, at vi alle til daglig knokler med algoritmerne. Til stede var da også medlemmer af K1 Kommunikationsforening, som gennem samarbejde med DJ Kom var blevet inviteret med til rabatpris.
Og eftersom vi i K1 ikke kan modstå fristelsen til at videndele fra et godt k-event om de nyeste tendenser inden for vores fag, så får du de 4 vigtigste indsigter fra Social Media Sprint, der er værd at skrive dig bag øret og tage med tilbage til k-kontoret; særligt hvis en af de k-hatte, du har på til daglig, er at arbejde med SoMe.
Indsigt 1: Autentisk indholdsproduktion kræver tid og tanke – og nogle gange et lille trick til at få folk til tasterne
Med kortklippede koncepter som "Vis mig din studiebolig" og "Vil du gerne have råd til at lave den gode carbonara med den lækre guanciale og den ægte parmesan?Så tag med til studiejobmesse" og "10 måder at fortælle den udvekslingsstuderende om 'Danish apple slices'" er det lykkedes Astrid Thysen og Sana Doost at omdanne AAUs Instagram-profil til en autentisk profil i øjenhøjde med Gen Z'erne, der er i gang med eller på vej ind på universiteterne.
Koncepterne kan lyde som fis og ballade, men Astrid og Sana viste i høj grad strategisk målgruppeforståelse og solidt, velovervejet kreativitet. Gen Z er flygtige forbrugere, der liker mindre, følger færre og deler i DMs. De interagerer mere med indholdet end med profilen. Visninger er et mere retvisende KPI end følgere eller likes. Hvis et opslag bliver gemt, så er det et rigtig godt tegn.
Og tricket? Lav et hook eller en "fejl", der får brugerne ind i kommentarsporet som eksperter. Eksemplet fra profilen får du her:

https://www.instagram.com/reel/DDL8V1ottpC/?utm_source=ig_web_copy_link
Kan du ikke gætte, hvad det er, så kig i kommentarsporet. 😊
Indsigt 2: Employee Advocacy kræver rigtig timing og opbakning fra ledelsen
Employee advocacy ekspert Anne Frost leverede et strålende indspark om fordelene ved Employee Advocacy, der var lige dele opmuntrende og formaning. "Møv dig ind i strategien" var et af budskaberne. For employee advocacy kan være et hard sell, så vi bliver nødt til at have ledelsens fulde opbakning for at komme i gang.
Til gengæld KAN det være en fuldstændig oplagt indsats – hvis timingen er rigtig, og trivslen faktisk ER høj. Sagen er nemlig, at medarbejdere (herunder også kommende medarbejdere) har meget mere tillid til medarbejderes kommunikation end til ledelsens officielle kanaler, viser Edelmans Trust Barometer 2024 om Trust at Work.
Anne formanede også, at vi skal starte blidt ud. Øget LinkedIn-tilstedeværelse – bare lidt – er et godt sted at starte. Her skal vi være opbakkende og realistiske og "træne" vores kollegaer med de vægte, der passer med deres muskler, og desuden holde editor-nallerne fra deres opslag.
Det eneste rigtige svar, de første 10 gange, du bliver bedt om at give feedback på en kollegas udkast til LinkedIn-opslag som kommunikationsrådgiver, er 100% opbakning og et "pissegodt, Carsten – afsted med det!".
Indsigt 3: Community Building og Influencer Marketing: Relaterbare fællesskaber sælger
"Folk vil gerne være en del af noget," understregede Sofie Hedensted, Influencer Marketing Manager i EYDA. I EYDA, der laver træningstøj til kvinder, arbejder de målrettet med at bygge og iscenesætte et både æstetisk og relaterbart fællesskab omkring sine produkter og sit brand – og strategien virker.
Deres influencere bliver ofte til faste ambassadører, der repræsenterer EYDA og bidrager med alt fra simple aktiveringer på egne kanaler til modelopgaver i forbindelse med photoshoots, sortimentsfeedback og hosting af kundeevents.
Hvis du vil i gang med influencer marketing, er rådet at vælge dine ambassadører med omhu – og derefter give dem relativt stor kreativ frihed. Sådan får du størst autenticitet = størst effekt, for influencerne kender bedst selv deres publikum.
Rådet blev bakket op med en overbevisende case om EYDAs seneste swimwear-kollektion, der nåede 3 x forventet omsætning gennem denne strategi, og i dag dedikeres 25% af deres marketingbudget til influencer marketing.
Indsigt 4: Events holder
En sidenote til EYDA-fællesskabet her til slut. Det glædede i den grad mit professionelle event-hjerte at se, hvordan marketingsindsatserne hos EYDA på sociale medier typisk var i tandem med events i real life.
Sofie understregede nemlig, at selvom om deres events i sig selv ofte er en nul-forretning, så er mund-til-mund anbefalingerne og deltagernes positive oplevelse af at mødes med andre (samt muligheden for at skyde noget godt videocontent af hele baduljen til fremtidig promovering vil jeg tro), det hele værd.
Jeg gentager Sofies pointe: "Folk vil gerne være en del af noget."
Om K1 Kommunikationsforening: K1 er en kommunikationsforening for dig, der ønsker at udvikle kommunikationsfaget sammen med andre kommunikatører – til gavn for den enkelte, for virksomheder og organisationer og for samfundet. Det koster kun 375 kr. om året at være medlem. Bliv medlem her: https://k1kommunikationsforening.dk/
Om Signe Sten Holst: Cand. mag i retorik, bestyrelsesmedlem i K1 og arbejder daglig som Communications Manager i konsulenthuset CAP Partner, hvor hun rådgiver danske og internationale health science foreninger om kommunikation og marketing.