Derfor virker den døde ulv som kommunikation
Enhedslisten kaldte det polariserende. Dyrenes Beskyttelse kaldte det upassende. Men målt på det publikum, ministeren faktisk taler til, er pressemødet i Oksbøl et stykke præcist håndværk.
af Jan Wildau, kommunikationsrådgiver
De seneste måneder har ulven igen fyldt i den politiske debat i Danmark. I dag stillede minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, op til pressemøde i Oksbøl med den skudte problemulv liggende foran sig - et billede, der på få timer udløste over 6.000 kommentarer på Facebook og skarp kritik fra blandt andre Enhedslisten og Dyrenes Beskyttelse, som kaldte optrinnet upassende og polariserende.
Der er ikke noget nyt i, at spørgsmålet om danske ulve deler vandene. Men for at vurdere, om Rabjerg Madsens pressemøde var god eller dårlig kommunikation, er man nødt til at se på, hvilken opgave ministeren reelt forsøgte at løse - og for hvem.
Ministeren taler til sine vælgere
Kommunikation handler om at samle et publikum om en idé, en følelse eller en handling. Derfor er det afgørende, hvilket publikum ministeren kommunikerer til. Hans politiske bagland ligger i Sydjyllands Storkreds, hvor Dansk Folkeparti ved valget i 2026 fik 11,36 procent af stemmerne og tre mandater. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti fik 15.993 personlige stemmer, mens Rabjerg Madsen fik 7.844 - og aktuelt peger meget på, at DF vinder yderligere terræn. En central del af forklaringen er, at der er skabt en opfattelse af, at Socialdemokratiet snakker mere, end de handler. Det er netop det politiske bagtæppe, ministerens kommunikation skal forstås i. Samtidig er ønsket om politisk handlekraft blevet et gennemgående tema i dansk politik, og i den sammenhæng bliver billedet af problemulven et velegnet symbol på, at regeringen kan mere end snakke.
Den døde ulv gør en ellers kompliceret myndighedsproces meget konkret. Budskabet kan aflæses næsten uden forklaring: Der var et problem, ministeren handlede, problemet er løst. Det giver pressefotografiet en funktion, som et traditionelt pressemøde bag en talerstol ikke ville have haft.
Et publikum, der har flyttet sig
Man må formode, at ministeren er bekendt med, at danskernes holdning til ulven har flyttet sig – og at det er en af grundene til, at pressemødet så ud, som det gjorde. I 2017 mente 65,5 procent, at ulvens tilbagekomst var acceptabel. I 2025 ønskede 66 procent enten en fuldstændig eller delvis ophævelse af ulvens beskyttelse. En Voxmeter-måling viser desuden, at andelen, der føler sig utrygge ved ulvens tilstedeværelse, steg fra 30 procent i 2018 til 35,1 procent i 2025. Det er værd at have in mente, når de kritiske røster fra de større byer melder sig på banen.
På pressemødet blev den rationelle forklaring kombineret med et stærkt visuelt symbol: ordene signalerer kontrol og ansvar, billedet signalerer handling og respekt for de vælgere, ministeren ønsker at beholde og vinde i storkredsen.
Et andet centralt greb var, at ministeren erstattede risikobegrebet med trygheden. Risiko kan diskuteres med sandsynligheder ganget op på mulige negative konsekvenser. Tryghed fungerer anderledes som politisk argument: føler mennesker sig utrygge, er følelsen reel, uanset hvor lille den statistiske risiko måtte være. Ved at fokusere på tryghed kan ministeren derfor anerkende bekymringen og samtidig legitimere en konkret politisk handling.
Hvor kommunikationen kunne være skarpere
Der er dog en vælgergruppe, som ministerens kommunikation formentlig kunne ramme mere effektivt: mennesker i de større byer med et mere følelsesmæssigt end praktisk forhold til dyr. For det utrænede øje ligner en død ulv på tv en hund - måske ligefrem ens egen. Det er irrationelt, men det er en faktor, der ikke kan ignoreres.
Ministeren rammer rigtigt på sit primære publikum og leverer en solid indsats, med ros fra både borgmesteren og statsministeren. Men et strejf mere empati for ulven - for eksempel i en formulering som "det er sørgeligt at skulle skyde et smukt og majestætisk dyr som ulven, men det var desværre nødvendigt denne gang" – ville have bevaret effekten over for kernepublikummet og samtidig gjort det sværere for kritikerne at tegne ministeren som kold eller triumferende.
Her spiller Rabjerg Madsens personlige kommunikationsstil også en rolle. Han har gennem flere år etableret en profil som en "Mr. Perfect", der kan håndtere vanskelige sager under pres og forklare dem i lange, sammenhængende logikker. Det er en stil, der egner sig godt til at forklare en myndighedsproces – men mindre godt til at rumme den følelsesmæssige del af sagen.
Bagsiden af billedet
Grebet har en klar bagside. For mennesker, der føler stærkt for ulven, kan den døde ulv foran ministeren fremstå som en triumferende magtdemonstration - hvilket da også var den kritik, blandt andre Enhedslisten og Dyrenes Beskyttelse rejste i dag. Det giver kritikerne stærkt visuelt materiale og kan forstærke konflikten mellem to grupper med meget forskellige syn på ulvens plads i Danmark.
Det centrale spørgsmål bliver derfor, om denne risiko opvejer den kommunikative gevinst. Det afhænger i høj grad af, hvilket publikum man tager udgangspunkt i. Over for et publikum, der efterspørger større kontrol med ulvebestanden og mere synlig politisk handling, er billedet let at aflæse. Over for et publikum, der primært ser ulven som et symbol på natur og biodiversitet, er effekten den modsatte.
Konklusionen
Som politisk kommunikation er pressemødet interessant, fordi ministeren har truffet et meget klart valg, hvor Socialdemokratiets interesser forenes med mange borgere i den sydlige del af Jylland. Han har gjort regeringens handling fysisk synlig, og koblet den til tryghed og placeret sig selv som den ansvarlige politiske aktør, der kom borgerne til undsætning. I den sammenhæng fremstår pressemødet som en bevidst positionering af Socialdemokratiet som et parti, der kan reagere på konkrete problemer og omsætte bekymring til handling. En positionering, der placerer partiet tættere på den del af vælgerne, som ønsker en mere restriktiv ulvepolitik. Og en positionering, der også appellerer til Dansk Folkepartis vælgere i regionen
