Digital kommunikationskonsulent til Kræftens Bekæmpelse
Vil du bruge dine kommunikationskompetencer på en sag, der gør en forskel? Hos Kræftens Bekæmpelse søger vi en udførende og strategisk tænkende digital kommunikationskonsulent til afdelingen Patientstøtte & Frivillig Indsats.
Hvad kan du forvente?
Som digital kommunikationskonsulent får du en central rolle i at styrke den digitale kommunikation om Kræftens Bekæmpelses rådgivningstilbud til patienter og pårørende i hele landet. Du bliver en vigtig sparringspartner for medarbejdere, frivillige og sygdomsspecifikke patientforeninger og hjælper dem med at nå relevante målgrupper gennem digitale kanaler.
Dine primære opgaver vil være at:
- Styrke kræftrådgivninger og lokalforeningers indsats på egne lokale Facebook-sider ved at omsætte viden om målgrupper, algoritmer og tendenser til konkrete kommunikationsindsatser. Du vil primært skulle arbejde i ’kulisserne’ og rådgive andre om brug af deres Facebooksider.
- Udarbejde guidelines og enkle værktøjer, der gør det let for medarbejdere og frivillige at skabe relevant indhold på Facebook.
- Kortlægge behov og udvikle plan for digital synlighed på hospitaler, hos praktiserende læger, sundhedshuse og kommende nærhedshospitaler, sådan at Kræftens Bekæmpelses rådgivningstilbud er synlige overfor patienter og pårørende.
- Have ansvar for drift og vedligeholdelse af hjemmesider for en række sygdomsspecifikke patientforeninger på kræftområdet – i tæt dialog med dem.
- Hjælpe medarbejdere i kræftrådgivningerne med egne sider på cancer.dk, billedportal og andre supportopgaver.
Om afdelingen
I afdelingen Patientstøtte & Frivillig Indsats arbejder vi for at sikre, at kræftpatienter og pårørende oplever støtte, sammenhæng og tryghed i deres forløb. Vi tilbyder rådgivning, fællesskaber og konkret hjælp og vi understøtter tusindvis af frivillige, der hver dag gør en forskel – både lokalt og nationalt.
Om teamet
Du bliver en del af sekretariatet og vil arbejde tæt sammen med kolleger i hele afdelingen, særligt inden for frivilligområdet – og i hele landet med Kræftens Bekæmpelses 12 kræftrådgivninger, fem områdekontorer og lokalforeninger. Desuden vil du have et tæt samarbejde med de selvstændige sygdomsspecifikke patientforeninger på kræftområdet, der har hjemmesider i regi af Kræftens Bekæmpelse.
Sekretariatets opgave er at tilbyde faglig og troværdig understøttelse samt sikre forståelige rammer og retningslinjer for kolleger, frivillige og sygdomsspecifikke patientforeninger. I sekretariatet er vi et team på ni engagerede og ambitiøse medarbejdere, der har en bred palet af fagligheder. Vores opgaver omfatter bl.a. kommunikation, økonomihåndtering og -styring, sekretariatsbetjening, implementering af GDPR samt sundheds- og socialjuridisk rådgivning.
Hvem er du?
Vi leder efter dig, der:
- Har et par års erfaring inden for digital kommunikation og/eller sociale medier.
- Trives med at veksle mellem udviklingsopgaver, rådgivning og helt konkrete daglige supportopgaver.
- Motiveres af at udvikle struktur og enkle løsninger, der kan bruges af andre medarbejdere og frivillige, der ikke har kommunikation som kerneopgave.
- Følger med i den digitale udvikling og kan omsætte den viden til konkrete løsninger.
- Har forståelse for web og gerne erfaring med CMS og webredaktionelt arbejde.
- Kan navigere i en stor organisation og er god til at samarbejde med mange forskellige mennesker, herunder både kolleger, frivillige, patientforeninger, eksterne fagfolk, m.v.
Hvad tilbyder vi?
Som digital kommunikationskonsulent i Patientstøtte & Frivillig Indsats får du:
- Et spændende job med stort ansvar og gode udviklingsmuligheder i landets største patientorganisation.
- En arbejdstid på 30 timer om ugen.
- Fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden og gode muligheder for hjemmearbejde.
- Kantine- og frugtordning, idrætsforening, kunstforening m.v.
- Selvfølgelig en røgfri arbejdsdag.
Løn og pension er efter gældende overenskomst.
Arbejdsstedet er Strandboulevarden 49, 2100 København Ø.
Praktisk info
Ansøgningsfrist: Mandag den 10. august 2026.
Samtaler: Første samtale afholdes den 17. august 2026 og anden samtale den 25. august 2026.
Start: 1. oktober 2026.
Ansøgning: Vi modtager ansøgninger og CV via vores rekrutteringssystem – klik på ”Søg stillingen”. Kræftens Bekæmpelse indhenter referencer i forbindelse med ansættelse fra tidligere arbejdsgivere. Læs mere i vores privatlivspolitik, som du finder her.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål, så kontakt sekretariatschef Lene Østergaard Lunde på telefon 28 79 20 20. Du kan også læse mere på www.cancer.dk