Du bliver hvad du tænker – men hvad når AI tænker for dig?

Lige siden udgivelsen af min første bog om AI, har jeg spekuleret over, hvordan AI kommer til at påvirke vores kompetencer, vores hjerner og vores fysiske legemer. Marshall McLuhan skrev i sin bog Understanding Media: The Extensions of Man, at nye teknologier på den ene side giver os nye styrker og udvider vores evner, men at de på den anden side også får vores legemer til at atrofiere – at miste styrke eller evner. 

Every extension of mankind, especially technological extensions, has the effect of amputating or modifying some other extension […] The extension of a technology like the automobile ‘amputates’ the need for a highly developed walking culture, which in turn causes cities and countries to develop in different ways.”

Teknologi gør os stærkere og svagere

200 års industrialisering har illustreret McLuhans pointe med al tydelighed. På den ene side, har vi fået biler, flyvemaskiner, gaffeltrucks og Wolt-bude, men på den anden side har alle disse teknologier betydet, at vi ikke længere fysisk behøver at anstrenge vores kroppe, hvilket fører til en lang række fysiske skavanker og livsstilsygdomme. Vi udviklede teknologierne for at gøre os stærkere (med teknologi), men resultatet var, at vi rent fysisk blev svagere.

Den fysiske svaghed var ikke et problem på vores arbejdspladser. Så længe man kunne gå op ad trapperne til receptionen og sidde på en kontorstol en hel dag, så var arbejdsgiverne glade. Og derfor blev ansvaret for at holde kroppen ved lige et privat anliggende. Og til dels et samfundsanliggende, fordi det i den danske velfærdsstat viste sig, at den stigende mængde af livsstilssygdomme var dårlige for samfundsøkonomien. 

Kampen mod atrofiering

Resultatet var naturligvis fitnessindustrien, hvor folk kan få lov til at lave førindustrielle fysiske anstrengelser mod betaling. Ligegyldigt om du foretrækker at løfte tunge metalkugler, løbe efter en oppustet læderbold eller flexe dine muskler på en bouldervæg, så handler det i bund og grund om at kæmpe imod industrialiseringens atrofiering af vores kroppe. 

Hvis man skal lære noget af industrialiseringen, så er det altså, at nye automatiseringsteknologier forlænger og forstærker menneskets kompetencer, men samtidig forandres vores kroppe og vores hjerner – og nogle gange med stærkt negative konsekvenser, som kræver bevidste modsvar. 

Så hvad betyder det så for den bølge af AI-automatisering, som skyller ind over vores arbejdspladser og undervisningsinstitutioner i dag?

Provocatyping – forestil dig det værst tænkelige

Når jeg arbejder med AI-etik i produktudvikling, anvender jeg ofte en teknik kaldet provocatyping, hvor man forestiller sig det absolut værste, der kan ske, efter man har lanceret et nyt produkt. Det er usandsynligt, at det faktisk går så galt, men bare øvelsen åbner bevidstheden for, at en teknologi kan have uetiske eller negative konsekvenser for brugere og ikke-brugere. 

Så lad os prøve at lave en provocatype, der illustrerer, hvor galt det kan gå med AI-automatisering, og lad os fokusere på, hvad det betyder for vores hjerner og kroppe. 

AI automatiserer repetitivt vidensarbejde

Til at starte med er vi nødt til at forstå, hvad moderne AI overhovedet automatiserer. Hvor industrialiseringens maskiner automatiserede repetitivt fysisk arbejde, så kan man groft sagt sige, at moderne AI automatiserer repetitivt vidensarbejde. Med andre ord al den slags vidensarbejde, hvor der foreligger tilstrækkeligt med viden/data til at sprogmodeller (og andre typer AI) kan lære, replicere og genskabe denne viden. 

Den positive side af AI-automatisering er altså, at vi kan oversætte, opsummere, skrive, tegne, designe, programmere osv. osv. utroligt meget hurtigere end vi tidligere kunne. 

Men samtidig bliver vi naturligvis også dårligere – fysisk og mentalt – til at udføre disse opgaver. Der er allerede tidlige studier, der viser, AI gør os dårligere til at skrive og tænke. Mange af disse studier er stadig omdiskuterede, men skal man lære noget af industrialiseringen, tror jeg ikke, at der er nogen tvivl om, at AI vil atrofiere vores evne til at udføre repetitive vidensjob.

Kan vi ikke bare være ligeglade?

Spørgsmålet er så om det er et problem, at folk mister disse kompetencer?

Umiddelbart tror jeg ikke, at det vil være et problem for arbejdsgiverne. Vi ser allerede eksempler på, at teknologivirksomheder skiller sig af med de programmører som primært laver simpelt kodedarbejde, mens de til gengæld betaler hundreder af milloner dollars for højt specialiserede AI-eksperter, der kan udvikle nye algoritmer og bryde teknologiske paradigmer. Prisen for repetitivt vidensarbejde går mod nul, mens prisen for non-repetitivt vidensarbejde er på himmelflugt. 

Men er det et problem for individet eller arbejderen (for nu at bruge et gammeldags industrielt begreb)? Hvad sker der, når vi ikke længere tvinges til at lave repetitivt vidensarbejde på vores arbejdspladser? Når vi ikke længere skal skrive et memo, lave et referat, tegne en skitse, opsummere en rapport eller gud ved, hvad folk ellers har gået og lavet i danske kontorlandskaber?

Social og mental inkompetence

Måske sker der ingenting… men nu er vi i gang med at provocatype, så lad os forestille os det værst tænkelige! Og det er, at vi i fremtiden ikke alene kommer til at opleve en atrofiering af vores kroppe, men også en atrofiering af vores hjerner. Med andre ord, at den manglende brug af vores hjerner til repetitivt vidensarbejde medfører, at vores hjerner forfalder, og at vi simpelthen bliver godt gammeldags dumme. Vi kan stadig passe vores arbejde, hvor AI’erne laver det meste, men når vi kommer hjem og skal føre en samtale med vores ægtefælle, skrive en besked til vores venner eller tegne en tegning med vores børn, så er vi socialt og mentalt komplet inkompetente. 

Mental fitness

Med undtagelse af – naturligvis – at vi begynder at gå til mental fitness. Med andre ord: beskæftigelser hvor man betaler penge for at tvinge sig selv til at lave repetitivt vidensarbejde. Det kunne være tegnehold på aftenskolen, skriveundervisning, hvor man skriver breve til sin bedstemor eller en time på Duolingo om dagen. Det er naturligvis ting, som folk altid har gjort, men forskellen vil i fremtiden være, at det bliver en nødvendighed at gå til vidensfitness, hvis man ikke vil blive dum og ligegyldig i ens sociale relationer. 

Ligesom man ikke fik en flot og sund krop af at arbejde i det senindustrielle samfund, således vil man heller ikke få en sund og attraktiv hjerne af at arbejde i AI-samfundet. At holde hjernen i form vil blive privatiseret og sandsynligvis klassedelt, så det er de ressourcestærke og velhavende, der har tid og råd til at videnstræne. 

Det er som sagt bare en provocatype – et worst case scenario. Det er langt fra sikkert, at AI overhovedet får den slags betydning på vores arbejdsmarked, og hvis det sker, kan det være, at vores hjerner sagtens kan klare sig uden at lave repetitivt vidensarbejde. Men måske kan du bruge øvelsen til at stille dig selv tre spørgsmål: 

1. Næste gang, jeg lader en AI overtage nogle af mine arbejdsopgaver, betyder det så, at jeg mister en kompetence?
2. Hvis ja, har min hjerne så brug for denne kompetence for at holde sig i form? 
3. Hvis ja, hvad kan jeg så – på anden vis – gøre for at holde denne del af min hjerne i form?”