Du skal gabe mere

Kroppen har et selvberoligende repertoire af kropslige handlinger: gab, suk, fnys, rysten, tårer, latter mm. Men vores vestlige kultur har skridt for skridt afkoblet os fra vores kroppe og påtvunget os et sprogligt, kognitivt verdensbillede. Det er synd og skam. For at gabe, fnyse og ryste noget af sig som en hund er ventiler der kan afstresse betydeligt og skabe social omsorg.

Fornuft over følelser

Hvorfor undertrykker vi kroppen på den måde? Historisk kan det spores tilbage til en lang tradition i Vesten for at ophøje fornuft over følelser. Fra stoicismen i antikken til oplysningstidens “jeg tænker, derfor er jeg”. Krop og sind blev set som adskilte, hvor sindet burde herske over den “irrationelle” krop. 

Det moderne, vestlige liv er præget af kognitiv dominans. En vægtning af tænkning, viljekontrol og rationel planlægning over instinkt og kropslig intuition. 

Dette verdenssyn ligger stadig og spøger i dagligdagen. Vi belønner det kontrollerede og fatter mistanke, hvis nogen lader kroppen reagere “for meget”. 

Medarbejderen uden krop  

Et moderne arbejdsmiljø idealiserer den medarbejder, der kan sidde koncentreret i timevis uden at virke træt eller rastløs. Som om det var tegn på større produktivitet eller fokus. 

Skolesystemet forventer, at børn kan undertrykke deres naturlige behov for at bevæge sig eller udtrykke uro. 

Over tid internaliserer vi alle disse budskaber: vi skammer os måske over, at vi ryster af nervøsitet (“Tag dig sammen!” tænker man), eller vi ignorerer fuldstændig kroppens små råb om hjælp, som at vi faktisk trænger til en pause, vand eller hvile, fordi vi er, så at sige, oppe i hovedet konstant.

Sammenligningen med hunden i overskriften er ikke bare for sjov. Dyr, der ikke er kulturelt indoktrineret til en sprog-centrisk verden, har intet problem med at gabe løs, pive højlydt eller ryste oplevelser af sig. Ikke nok med at det virker stressreducerende så er det også tydelig kommunikation. Her er måske noget at lære.  

Forestil dig en situation… 

Forestil dig en nervepirrende situation. Måske før en vigtig præsentation eller efter en forskrækkelse i trafikken. Måske gaber du pludselig dybt, eller puster hårdt ud gennem næsen med et lille fnys. Måske mærker du kroppen ryste eller sitre, næsten som en våd hund der ryster pelsen. Du hopper lidt på stedet og ryster armene. 

Disse reaktioner er ikke tilfældige eller “mærkelige” ticks; det er eksempler på kroppens egne copingmekanismer. Det en måde at håndtere og regulere situationen på. Moderne psykologisk og neurofysiologisk forskning peger på, at sådanne spontane kropslige udtryk spiller en vigtig rolle for vores selvregulering. Alligevel er de ofte oversete eller ligefrem undertrykte i en kultur, hvor kognitiv kontrol vægtes højere end kropslige signaler.

Lad os kigge lidt nærmere på gabet her. 

Dit gab som coping 

Gab forbindes typisk med træthed eller kedsomhed, men det spiller også en vigtig rolle i regulering af arousal-niveauet i hjernen. Gab er en kropslig ventil, der kan lukke lidt damp ud af kedlen, så at sige, og signalere til nervesystemet, at det er tid til at finde ro. Når vi gaber dybt, strækkes kæbemusklerne, og der sker ændringer i blodgennemstrømning og måske endda køling af hjernen, der kan virke afstressende. For eksempel kan man finde sig selv gabende gentagne gange midt i stressede perioder eller angstfyldte øjeblikke. Forklaringen kan være, at stresshormonet cortisol hænger sammen med gab. Gabet udløser beroligende stoffer. 

Dit gab som kommunikation 

Gab er legendarisk smitsomt. Hvis én person i rummet gaber, følger flere ofte trop. Dette fænomen, kaldet social contagious yawning, er blevet koblet til empati og gruppesynkronisering: at vi ubevidst spejler hinandens tilstand for at opnå social samhørighed. 

En teori er, at når én i flokken gaber og dermed går i en mere afslappet tilstand, “smitter” det de andre, så hele gruppen kan falde til ro i fællesskab. En slags nonverbal koordinering af hvile. Det tolkes som et udtryk for social spejling og affektiv resonans, knyttet til empati og gruppekoordinering. Uddin et al. (2003) fandt fx, at smitsomt gab hænger sammen med aktivering i hjernens spejlneuronsystem, især i insula og anterior cingulate cortex som er områder relateret til følelsesforståelse.

Et gab kan naturligvis også opfattes som kedsomhedssignal (“nu er jeg uoplagt”), hvilket i sig selv kommunikerer noget til omgivelserne (fx til foredragsholderen der måske skal peppe sin tale op). 

Gab kan på den måde ses som en potentiel “social markør”, der kan:

• signalere ændringer i opmærksomhed eller bevidsthedstilstand
• indikere træthed, uopmærksomhed, stress eller kedsomhed
• fungere som et forsigtigt socialt signal om behov for pause, skift i aktivitet eller emotionel afkobling

Det er selvsagt et situationsafhængigt signal der typisk forekommer i overgangsfaser: fra vågen til træt, fra spænding til afkobling, fra koncentration til kedsomhed. Disse overgange har social betydning, især i grupper, hvor synkronisering er vigtig (f.eks. arbejde, undervisning, fælles opgaver). 

Her kan et gab være en måde at vise uden at sige, at man er ved at miste fokus, har behov for ro eller føler sig uengageret. Selvsagt kan det derfor påvirke, hvordan andre agerer, fx ved at ændre samtaleemne, sænke tempoet eller give plads. Ligesom andre nonverbale signaler (suk, øjenkontakt, kropsholdning), kan gab fungere som en affektiv reguleringsmekanisme i samtaler og grupper.

Ifølge Guggisberg et al. (2010) aktiveres områder i hjernen relateret til emotionel og opmærksomhedsmæssig regulering, når vi gaber. Det tyder på, at gab ikke kun udløses af fysiologisk behov, men også moduleres af sociale og kontekstuelle faktorer.

Som Peter Levine bemærkede, har vilde dyr sjældent kronisk traume, netop fordi de intuitivt gør disse ting. Mennesker har måske de samme evner; vi har bare været for gode til at tale os selv fra dem.

Undertrykte signaler i en kognitiv kultur

Høflighed og pli afholder os fra mange ting. Vi prutter og bøvser ikke. Og vi gaber ikke foran folk. Vi er trods alt ikke dyr eller… vi er ikke kroppe… Vi er kun hjerne… 

Nej, en sådan kulturel vildfarelse skal måske stoppe her. Måske er det på tide at inkludere det naturlige i non-verbal kommunikation der udtrykker emotionelle og kropslige tilstande som noget der tæller og noget vi kan bruge i sociale sammenhænge.  

Fra tidlig alder lærer vi at sidde stille, undertrykke “upassende” impulser og tænke os frem til løsninger frem for at mærke os frem. Kropslige udtryk som gab og rysten får nemt et negativt skær. 

At gabe under en forelæsning tolkes som uhøfligt eller uengageret; at hænderne ryster til en eksamen ses som et tegn på svaghed eller manglende kontrol; at sukke højlydt på arbejdet kan opfattes som ugidelighed eller klage. 

Vi kvæler gab i skjul ved at knibe læberne sammen, vi anstrenger os for at holde hænderne i ro og skjule nervøsiteten, og vi kvæler trangen til at sukke for ikke at virke opgivende.

Konsekvensen af denne undertrykkelse er ikke harmløs. Gabor Maté forfatter til “Når kroppen siger nej” (originaltitel When the Body Says No), argumenterer for, at når vi overhører kroppens signaler, betaler vi en pris på sundheden. Han påpeger, at især i højtudviklede, travle samfund er mennesker blevet “bedøvede” over for deres egne kropslige stresssignaler, hvilket kan føre til udbrændthed.  

Flere gab på arbejdspladsen 

En større accept af kropslige signaler kan måske føre til bedre kommunikation og empati grupper imellem. Hvis vi kollektivt bliver mere opmærksomme på, at et suk ikke nødvendigvis er dovenskab men måske tegn på stress, kan vi reagere mere hensynsfuldt over for hinanden. 

En arbejdsplads, hvor det er legitimt at sige “jeg har brug for lige at strække ud og trække vejret” (frem for at folk føler, de skal knokle uafbrudt), vil sandsynligvis have sundere og mere modstandsdygtige medarbejdere, som det vist hedder. 

Desuden, når én person giver sig selv lov til fx at tage en dyb vejrtrækning med lyd på, kan det give andre modet til det samme. Vi smitter hinanden – ikke kun med gab, men også med ro. 

I sociale fællesskaber generelt kan det skabe en mere autentisk atmosfære, hvor kropssprog ikke konstant maskeres. Det betyder færre misforståelser (“Er du sur? – Nej, jeg er bare koncentreret, jeg ser bare anspændt ud fordi jeg forsøger at lade være med at sukke!”) og større mulighed for at imødekomme hinandens reelle behov. 

Vi kan simpelthen blive bedre til at læse hinanden og os selv, når vi ikke fortrænger de signaler, der naturligt opstår.

Det er også værd at huske på, at disse mekanismer er evolutionsmæssigt gamle og universelle. De krydser sproglige og kulturelle skel. Et menneske fra en anden kultur forstår instinktivt et smil eller en tåre. Det er et fællesmenneskelig kommunikationsform.  

Oversigt over et par retninger og nogle referencer

Somatisk psykologi og kropspsykoterapi. Retning: Integrerer psykologi og kropslige processer. Centrale navne: Peter Levine.  Somatic Experiencing: Fokus på hvordan kroppen spontant søger regulering efter traume gennem “completion of defensive responses”. Pat Ogden – Sensorimotor Psychotherapy: Krop og bevægelse som en del af affektregulering. Centrale pointer: Kropslige mikrohandlinger som f.eks. vejrtrækning, muskelspænding og kropsholdning har selvregulerende funktioner.

Neurovidenskab og affektregulering. Retning: Fysiologisk og neurologisk regulering af emotioner. Centrale navne: Stephen Porges. Polyvagal Theory: Vagusnerven som en nøglemekanisme i selvberoligelse. Allan Schore. Affektreguleringsteori: Højre hjernehalvdel og autonome systemer regulerer emotioner kropsligt. Centrale pointer: Selvberoligende adfærd (f.eks. vuggen, dækning af ansigt, blød berøring) er evolutionært baserede og neurologisk forankrede.

Udviklingspsykologi og tilknytningsteori. Retning: Barnets udvikling og selvregulering i relation til omsorgspersoner. Centrale navne: Daniel Stern, Mary Ainsworth, Tronick & Cohn. Centrale pointer: Selvet udvikler kropsligt og relationelt gennem “mutual regulation”. Barnet internaliserer selvberoligende strategier via gentagen samregulering.

Kropsfænomenologi. Retning: Kroppen som subjekt og meningsbærer. Centrale navne: Maurice Merleau-Ponty, Thomas Fuchs (psykiatrisk fænomenologi). Centrale pointer: Kroppen har en “tavs viden” og spontane orienteringer i verden, inkl. evne til at regulere sig selv i affektive situationer.

Embodied cognition / 4E cognition. Retning: Kognition og emotion er kropsligt og situeret forankret. Centrale navne: Francisco Varela, Shaun Gallagher, Evan Thompson. Centrale pointer: Kropslige rutiner og handlinger fungerer som emotionelle reguleringsstrategier; kroppen handler før kognitiv refleksion.