Dyhrs dumme og dyre metoo gamble
Pia Olsen Dyhr har skudt sig selv i foden med ansættelse af metoo anklaget spindoktor. Her er den kommunikative analyse af en krise, hvor valget og håndteringen er beviset på at rådgiveren ikke mestre jobbet.
Hvad der er sket: SFs formand og økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr har ansat Thomas Nystrøm som særlig rådgiver. Samme Nystrøm forlod SF i 2020, efter fire kvinder klagede over seksuelt krænkende adfærd og upassende opførsel. En af de fire, SF-rådmand Lotte Kofoed, står nu frem og protesterer. Hun har lavet et skilt. Der står "Aldrig mere i SF". Hun holder det op foran hovedscenen på Folkemødet, mens hendes formand taler.
Du kan ikke skrive en værre drejebog for en politisk krise. Og det er præcis pointen. Det er ikke uheld. Det er en serie af kommunikative fejlvurderinger, som hver især er forudsigelige og tilsammen er fatale. Her er opskriften til skræk og advarsel.
DR Nyheder
Det store billede: Dyhr har valgt at bruge sin første store sag efter regeringsdannelsen på at forsvare en metoo-anklaget spindoktors comeback. Som formand for et erklæret feministisk parti, hvor nultolerance over for krænkelser er en central præmis for medlemmernes og vælgernes opbakning. Det er ikke et sidespor. Det er et frontalangreb på partiets egen identitet, udført af partiets egen formand.
Spørgsmålet er ikke, om hun taber sagen. Det gør hun. Spørgsmålet er, hvorfor hun overhovedet spiller den.
Strategien: den pseudojuridiske platform
Dyhrs forsvar hviler på én ramme: rehabilitering. "Der er nu gået seks år", "grundige overvejelser", "mennesker skal både stå til ansvar for deres handlinger og have mulighed for en ny chance". Det er retsstatens logik overført til partipolitik. Han har udstået sin straf. Sagen ligger i fortiden. Ergo er den irrelevant.
Problemet er, at framingen er pseudojuridisk. Nystrøm er aldrig dømt for noget. Der findes ingen straf, der kan udstås, og ingen dom, der kan afsones. Der findes kun en fratrædelsesaftale og fire kvinder, hvis oplevelser aldrig fik en formel afslutning. Rehabiliteringslogikken forudsætter en lukket sag. Men sagen er ikke lukket. Den er åben, fordi ofrene er aktive, til stede og kræver en undskyldning. Du kan ikke erklære fortiden for afsluttet, når fortiden står på Folkemødet med et skilt.
Sagen er et godt eksempel på krisekommunikationens standard retorik: William Benoits Image Restoration Theory fra 1995. Den amerikanske retorikprofessors pointe er, at ethvert offentligt omdømmeforsvar kan dekonstrueres som en kombination af fem strategier: benægtelse (det skete ikke), ansvarsfraskrivelse (det var ikke min skyld), reduktion af anstødelighed (det er ikke så slemt, som det ser ud), korrigerende handling (jeg retter op på det) og mortifikation (jeg påtager mig skylden og undskylder).
I Benoits termer forsøger Dyhr en kombination af transcendens (det handler om det større princip om nye chancer) og afgrænsning i tid (det er seks år siden). Begge er undervarianter af reduktion af anstødelighed, og begge kræver, at publikum accepterer præmissen. Det gør et feministisk bagland ikke. For dem er præmissen omvendt: nultolerance betyder netop, at tiden ikke renser.
Spindoktorens spin om sig selv: den gamle og den nye Nystrøm
Nystrøms Facebook-opslag er en klassiker i genren. Han konstruerer to versioner af sig selv. Den gamle Nystrøm, som opførte sig "helt uacceptabelt". Og den nye Nystrøm, som ser tilbage på den gamle med flovhed, skam og "en lang periode af introspektion og selverkendelse". Jeg er et bedre menneske nu. Jeg står et andet sted.
I Benoits univers er det mortifikation kombineret med korrigerende handling på personplanet: Jeg påtager mig skylden, og jeg har forbedret mig. Som tekst betragtet er opslaget faktisk håndværksmæssigt solidt. Han indrømmer konkret. Han bagatelliserer ikke. Han siger ikke "hvis nogen har følt sig krænket".
Men der er to brist. Den første: "Jeg husker det ikke selv." Sætningen underminerer hele mortifikationen. Man kan ikke angre fuldt, hvad man ikke vedkender sig at huske. Den anden brist er større: Undskyldningen er adresseret til offentligheden, ikke til ofrene. Lotte Kofoed har ikke fået den undskyldning, hun kræver. Hun har fået et opslag, hun kan læse sammen med alle andre. Det er forskellen på en undskyldning og en pressemeddelelse om en undskyldning.
Det egentlige selvmål: processen har fagligt diskvalificeret ham
Her er sagens mest oversete pointe. En særlig rådgivers eneste eksistensberettigelse er at beskytte ministeren og projektet. Det er hele jobbet. En kompetent spindoktor, der fik tilbudt denne ansættelse, ville have lavet risikoanalysen på fem minutter: Jeg er en tikkende bombe under min ministers omdømme, under regeringsgrundlaget og under partiets feministiske brand. Konklusion: Jeg skal sige nej tak. Eller med spindoktorlogik: Jeg skal fyre mig selv, før nogen ansætter mig.
Det gjorde han ikke. Han valgte sin egen rehabilitering over sin ministers interesse. Dermed har selve processen leveret beviset for, at han ikke mestrer sit fag. Sagen er hans første rådgivningsopgave, og han har dumpet den. Det er en diskvalificering, ingen modstander behøvede at fremføre. Han har gjort det selv, i realtid, på forsiderne.
Offeret som aktør: Kofoeds mediestunt er strategisk perfekt
Lotte Kofoed spiller sin rolle med en præcision, som Dyhrs eget hold burde misunde. Hun annoncerer skiltet på forhånd og giver medierne en konkret begivenhed at vente på. Hun leverer citater, der rammer den moralske nerve: "en ydmygelse og en negligering", "hun prøver at bruge den magt, hun har, til at få mig til at holde mund". Og hun stiller Dyhr over for et umuligt valg: Bliver Kofoed i SF, blåstempler hun beslutningen. Går hun, betaler offeret prisen endnu en gang.
Magtasymmetrien er hendes stærkeste våben. Minister mod rådmand. Højt betalt spindoktor mod en kvinde med et hjemmelavet skilt.
Folkemødet som arena: værst tænkelige timing
Folkemødet er designet til fysisk nærhed mellem politikere, presse og borgere. Normalt er det det danske demokrati feel good hygge stund . I en krise er det en fælde, som skaber rum og energi til medie kriser pga. Dyhr kan ikke gemme sig bag skriftlige svar, når hun skal gå gennem Allinge med et presseopbud i hælene og tale fra en hovedscene, hvor hendes eget partimedlem og metoo offer står med et skilt. Den fysiske konfrontation mellem offer og formand giver krisen billeder, drama og fremdrift, som accelererer den time for time. Skriftlige kommentarer til Politiken fungerer i København. De fungerer ikke, når konflikten har en krop og et skilt tre meter fra scenen. Nu er historien pt live blog på dr.dk
Hvorfor holder hun så fast?
Det er sagens egentlige mysterium. Hvad ville Dyhr have tabt ved at droppe ansættelsen? Intet. En særlig rådgiver er udskiftelig. Der findes ingen rådgiver i kongeriget, hvis faglighed er så enestående, at den retfærdiggør dette omdømmetab. Er Nystrøm så meget bedre end alle andre spindoktorer? Næppe.
Tilbage står to forklaringer. Enten er det blevet en principsag, hvor det føles som et nederlag at give efter. Eller også er det en fejlkalkulering, hvor personlig loyalitet fra ti års samarbejde har trumfet politisk dømmekraft. Begge dele er dårlig krisestyring. Stædighed er ikke en strategi, og loyalitet er ikke en risikoanalyse.
Det tredobbelte selvmål
Slutspillet er allerede skrevet. Presset vokser, baglandet koger, og Jim Lyngvild-typerne melder offentligt ud, at de skammer sig over deres kryds. På et tidspunkt fyrer Dyhr ham. Og så har hun tabt tre gange.
Det første selvmål: Hun tabte autoritet ved at træffe en beslutning, hendes parti ikke kunne bære. Det andet selvmål: Hun taber autoritet igen, når hun omgør den under pres. Hun ville vise principfasthed og metooforståelse på samme tid. Hun ender med at demonstrere, at hun mestrer ingen af delene.
Og det tredje selvmål er det mest afslørende: Selve processen har blotlagt, at både rådgiver og formand begik samme fundamentale fejl. De satte personlige relationer og egne interesser over partiets værdier. Han valgte sit comeback over sin ministers sikkerhed. Hun valgte sin gamle fortrolige over sit partis feministiske fundament. En spindoktor, der ikke mestrer sit fag, ansat af en formand, der ikke læste sit eget bagland. To professionelle, der begge glemte den første regel i politisk kommunikation: Projektet kommer før personen. Altid.
Ergo for 117. gang: Når håndteringen bliver historien, har du tabt historien.
Bundlinjen: Dyhr gamblede med partiets dyrebareste kapital, den feministiske troværdighed, for at vinde ingenting. Spindoktoren beviste sin faglige inkompetence ved at acceptere jobbet. Formanden beviste sin fejlvurdering ved at tilbyde det. Og offeret vandt arenaen, fordi hun forstod det, de to professionelle havde glemt: Den bedste kommunikationsstrategi på et folkemøde er et stykke pap og en sag, alle kan forstå.
