Er Andel blevet blød?
Andel har byttet knytnæven ud med et smil. Morten Saxnæs anmelder klimakampagnen med Anders Morgenthalers tegninger og spørger, om det er en strategi eller en pause.
af Morten Saxnæs
Du har sikkert set den. Familien, der skriger ad tv'et, mens klimakrisen kører derudad lige uden for vinduet. Morgenthalers streg, Andels logo, payoff: "Det er svært at løse klimakrisen, hvis ikke vi taler om den."
Den laveste barre i klimakommunikationen
Kommunikationsfagligt er kampagnen klog på især ét punkt. Kravet til modtageren er minimalt. Den beder dig ikke droppe flyrejsen. Heller ikke oksekødet. Du skal bare tale om emnet igen.
Læs om strategien bag her:
Copenhagen ROC
Så lav en barre udløser hverken irritation eller dårlig samvittighed. Og måske er det præcis vejen til at kickstarte en klimasamtale, der forsvandt med sommervarmen.
Fraværet af modstand er ikke kun en fordel
Men kampagnen sætter en mere principiel tanke i gang hos mig. Et budskab, ingen kan være uenige i, er ofte et budskab, der ikke flytter en dyt.
Forandring sker typisk dér, hvor kommunikationen koster noget. Hvor den udfordrer vores vaner. Og især hvor den udfordrer vores selvbillede. Det har Andel mestret mange gange før.
Manglen på friktion er netop grunden til, at kampagnen kan hænge uimodsagt på enhver perron. Og måske også grunden til, at den kan glide lige så friktionsfrit forbi.
Sidste år gik de den anden vej
Atomkraftkampagnen "Nej tak" gik hårdt til debatten. Og fik hård kritik retur. Samtalen endte med at handle om Andel i stedet for om energi.
Måske taler Andel blødt, fordi de stadig er lidt atomgroggy. Måske er det bare en pause, før handskerne kommer på igen.
Bundlinjen
En kampagne, der kun beder om en samtale, får sjældent nej. Den får til gengæld heller ikke ret meget mere end det. Men respekt til Morgenthalers streg og humor. At få os til at grine et halvt sekund, før ubehaget lander, er så skarpt.
