Er jeg i gang med at snigmyrde min indre journalist?

Det er blevet lidt mere indviklet at forklare, hvem jeg er. På samme måde som Mette-Kirstine Gottesen, der her på sitet forleden i et absolut fabelagtigt essay beskrev, hvordan hun efter et arbejdsliv med kommunikation nu læser til SOSU. Hvilket hun kan føle som et prestigefald.

Hvor bred kan din identitet være, inden du ikke er nogen overhovedet?

Jeg er også et menneske med en faglig identitet, der er i bevægelse. Og der bliver flere og flere af os.

For mig er det måske ikke en forfaldshistorie. Det er blevet sværere, men det er også blevet sjovere. Jeg er som altid i et opgør. Denne gang med fagets forfærdelige forfald.

Som Mette er jeg også oprindeligt cand.comm., men kommunikation blev aldrig min te eller tjald. Jeg har brugt det meste af mit arbejdsliv på at lave journalistik – artikler og dokumentar-tv – og være leder af fagblade og en regionalavis.

Jeg har jagtet det, jeg kaldte sandheden, og kæmpet for at præsentere den for læsere og seere.

Det er gået op og ned gennem næsten 40 år! Mest op, faktisk.

Det har ved Gud næsten aldrig været kedeligt. Undervejs har jeg sågar fået en fratrædelsesaftale og en masse penge af den fagforening, der var min arbejdsgiver, på grund af min journalistisk kompromisløse linje.

Og ja, jeg var sgu hård en gang imellem. Og ja, jeg har slået mig selv undervejs.

And so what!

Jeg mener, knubs hører til faget. Og min identitet er kort sagt rigtigt meget "noget med medier."

Jeg elsker fagets kerne: At finde og formidle den gode historie. Og jeg er stadigvæk journalist, der superprivilegeret i perioder sidder på en pind på Nørrebro i København og researcher dokumentar-tv sammen med en nær kollega og ven. Og håber, at nogen en dag vil købe det.

Det giver mening. Det er en nøglesætning i denne klumme og i mit arbejdsliv: Mening. Det er en evig jagt på det meningsfulde arbejde, der har skabt mit arbejdsliv. Og forandringerne.

Jeg er på Skovskolen!

Nu er jeg også studerende på Skovskolen i Nødebo og føler mig mere og mere også som naturvejleder. Mit firma, der før hed Hesselager Journalistik og Kommunikation, hedder nu Kvantespring.

Jeg tror, springet fra cand.comm. til SOSU er større end til naturvejledning.

Skovskolen er et helt vidunderligt sted. Jeg kan gå derover fra mit hjem på den anden side af Gribskov. Cirka 11 km. På skolen møder jeg mennesker fra alle hjørner af Danmark. Pædagoger, lærere, outdoor-freaks, kokke, gartnere. Vi er samlet i en fælles kærlighed til det at være i naturen og respektere den og forsøge at forstå, hvad den gør ved os.

Men også i frustration over, at menneskeheden i løbet af få generationer har formået at formøble den fine balance, der tidligere herskede mellem menneske og natur.

Hvis vi har en fællesnævner, er det, at vi i en voksen alder har erkendt, at arbejdslivet stadig skal være sjovt. Og at det kræver en indsats af os hver især. Og så vil vi i øvrigt gerne redde verden.

Jeg går to-tre gange ugentligt de samme 12 km. For hvis du altid går samme tur, ser du altid noget nyt. For tiden er jeg dybt optaget af fundet af tre fåreskind ved et vandhul i Valby Hegn i Gribskov.

Jeg ved det. Det er lidt skørt ...

Jeg ønsker mig vandreture sammen med mine sønner – af mine sønner. Og får det. I år gik vi Tisvilde-Hundested, som er 21 km. Jeg kan stadig huske sætninger fra den tur. Og ansigter.

Jeg har netop hoppet glad rundt i stuen, fordi en dygtig og anerkendt forsker inden for begrebet udeskole i en e-mail har skrevet, at det projekt, jeg har gang i nede på Møn, vil hun gerne besøge.

Min gryende nye faglighed er i live. Jeg er i live. Jeg udvikler. Mine tanker er ikke begrænset af en udviklingsstrategi, der skal implementeres uden ressourcer, og af medarbejdere, der ikke forstår hvorfor ... Og en hovedbestyrelse, der måske heller ikke forstår, men ved, at udvikling er vigtigt, og vi skal da også ...

Så meget er godt.

Dør den indre journalist?

Men dør den indre journalist og leder, hvis jeg bliver for meget naturvejleder? Revner de grønne outdoor-bukser, og klapper taburetten sammen under mig?

Hvor bred kan din identitet være, inden du ikke er nogen overhovedet?

Jeg er ikke det eneste mediemenneske, der har fået studiekort og møder en ny slags mennesker. Nogle af nød, fordi antallet af stillinger i mediebranchen styrter mod jorden med samme fart, som forretningsmodellerne opfindes og afvikles af chefer, hvis hyre er så stor, at det kræver stigende skattefinansieret mediestøtte at favne den ...

Hvor er det vildt, at nogle få mennesker får millionhyrer, betalt af de danskere, der ikke læser aviserne ...

Andre flygter, fordi de har erkendt, at digitaliseringen af den skrevne presse ikke altid er den udvikling, den bliver kaldt, men også kan virke som en afvikling af alt det, der var meningsfuldt:

At være sammen om at lave et fysisk medie, der indrammede virkeligheden og holdt støj og uro væk for en stund, så læserne kunne orientere sig i ro og mag og blive klogere på verden og livet, sådan som vi havde præsenteret det i fælles faglighed: Journalist, fotograf, illustrator, korrektur, layouter.

Det lille lækre habitat, vi kaldte en redaktion. Jeg elsker det hold. Et intellektuelt og fagligt øko-værksted ...

Fri mig for slikkende katte!

I dag er meget sgu i rituelt forfald.

Jeg er holdt op med at læse visse artikler online, fordi de er ledsaget af en uafviselig videoannonce med en kattemor, der slikker sin killing i det uendelige. Hvad er det, vi gør ved faget?

Mit læsemiljø er blevet forurenet af digitale overfaldsmanøvrer, der kræver mentale rullefald af mig som læser, hvis jeg skal koncentrere mig.

Det gider jeg ikke være med til.

Og nedturen sætter sig i faget.

Mange journalister, fotografer, layoutere er ikke rigtigt glade længere.

Det er blevet så let at udkomme, at det naturlige journalistiske pusterum ligner provokerende dovenskab midt i det åbne kontorlandskab

Arbejdsbegrebet i den skrevne presse er forandret for mange. Det digitale samlebånd kører hele tiden. Der skal opdateres. Klik op mod betalingsmuren skal konverteres til betalende gæster, der skal fastholdes af falsk suspense krydret med ægte viden.

Vi taler om KPI'er og gør en dyd ud af at lave rubrikker, der ikke fortæller det vigtigste først.

Faget er udfordret i sin grundsubstans.

Derfor efteruddanner jeg mig

Det er nok det, der især har udløst min bevægelse. Branchen har skiftet identitet. Der er kommet for meget hurtig slagvare og effektjagt, føler jeg.

Jeg læser til naturvejleder, tror jeg, fordi stemningen i mediebranchen generelt bare ikke er så fed og sjov, som den har været. Jo, det er fedt at researche dokumentar-tv og trykke sin faglighed af i det eksklusive hjørne af branchen – og håbe, der også bliver udgivet og sendt en dag ...

Men den rolle, jeg har haft som leder af digitale omstillingsprocesser, tror jeg ikke er sund i dag. Den var heller ikke sund for mig de sidste år, jeg praktiserede den. Fordi den ikke føles sund for dem, den rammer. Journalisterne primært. Fotograferne og layouterne er jo fyret ...

Det er ikke rart at være tvungen til at udvikle, fordi det gamle paradigme er styrtet sammen, og derfor skal vi satme opfinde et nyt i en fart. Det er jo ikke udvikling. Det er jo en eufemisme.

Det er ofte overlevelse og tilpasning. Hvis medieverdenen havde penge nok, ville digitaliseringen se helt anderledes ud.

Er det ikke, som om store dele af den skrevne medieverden er blevet et discount-sted, hvor meget få har mulighed for at folde sig ud? Og hvor mange mister jobbet?

Der skal laves mange linjer meget hurtigt af færre mennesker. Det kan godt blive lidt meningsløst. Føles uvæsentligt i fragmenter.

Stillevandring på Skovskolen

Det er det næsten aldrig på Skovskolen. For tiden læser jeg om regenerativ ledelse. Lærer, at verden står over for et nødvendigt paradigmeskifte. I den korte tid, mennesket har regeret på jorden, er vi gået fra at være i balance med vores omverden til at udpine den – og os selv. Det skal stoppe, hvis klimakampen skal vindes.

Tanke: Medierne trænger til noget regenerativ ledelse. Vi skal kun lave det, der er brug for, og på en måde, så vi ikke slider os selv op. Vi skal tro på, at høj kvalitet også er en form for vækst, fordi vi ikke spilder tiden på det overflødige. Hvis vi er færre, skal vi ikke lave mere, men det vigtige ...

Vi skal huske:

At vi er engagerede medarbejdere, der ikke skal drives rovdrift på.

At vi ikke bedriver effektjagt i lancering og publicering.

At vi ikke narrer med dumsmarte rubrikker, der underminerer vores kollektive troværdighed og fjerner respekten for vores faglighed.

At vi skal genforbinde os med den verden, der er omkring os, på en måde, så vi selv trives i den, uden at overbelaste den.

Mit projekt på Møn

Apropos: Jeg har et projekt på Møn. Det, som eksperten var lidt vild med.

Det minder lidt om en journalistisk idé. Når man får den, ved man, at den er god. Og den er så enkel, at den kan siges i en sætning:

Vi flytter en skole ud i skoven i en uge.

Alle elever. Alle voksne. Skolen bliver malet imens, så der er ingen kære mor.

Eleverne skal lære at genforbinde sig med naturen. For ægte forbundethed, og deraf ydmyghed, respekt, superfølelser og måske kærlighed, er det eneste, der kan skabe en kollektiv bevægelse, som er nødvendig, hvis vi skal vinde klimakampen og lære at leve livet på en måde, der ikke slider sjæle og naturen op.

Vi skal være forbundne, som vi var engang. Før vi begyndte at hive værdierne ud af naturen og sætte dem i banken. Før livet i Vejle Fjord blev vekslet til kapital og afkast.

Amen!

Klimakrisen er det eneste vigtige for menneskeheden

Digteren Lars Skinnebach skrev i 2010 på bagsiden af sin bog "Øvelser og rituelle tekster", at al litteratur, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, ikke er værd at beskæftige sig med.

Man måtte kun købe digtsamlingen, hvis man forpligtede sig til i fem dage ikke at købe og forbruge andet end basale madvarer.

Det ved jeg, fordi en af mine sønner læser ham.

Vi er vel der, hvor den journalistik, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, ikke er værd at beskæftige sig med? Alt andet er uvæsentligt, hvis vi ikke fastholder kloden som et habitat, hvor mennesket kan leve.

Bemærk: Kloden skal nok overleve. Det er kun mennesket, der er truet.

Jeg tror, det er derfor, jeg læser på Skovskolen; går stillevandring, øver konstruktiv evaluering, sover i sheltere, lærer om biodiversitet, genelsker den vestjyske hede, hvor jeg er vokset op.

Jeg er stor fan af Skovskolen, for den har genskabt min tro på, at selv journalistik kan noget, hvis bare vi dækker noget vigtigt i stedet for at iscenesætte os selv som det vigtigste.