Esben Bjerres kriserespons: Et skoleeksempel i, hvad man ikke skal gøre
af Anna Thygesen er kommunikationsrådgiver og kommentator
Hot take: I sidste uge brød Esben Bjerre tavsheden om konens stalkingdom. Han valgte sin egen podcast som platform, undlod at nævne offeret og forsøgte at lukke sagen på egne præmisser. Her er min analyse af, hvorfor det ikke lykkes.
Sagen kort: Esben Bjerres kone, Sisse Sejr-Nørgaard, blev i oktober idømt 30 dages ubetinget fængsel for stalking af den kvinde, Bjerre havde en affære med. Stalkningen omfattede 81 handlinger over 39 dage, herunder falske bordbestillinger og tilmeldinger til nyhedsbreve i offerets navn. I sidste uge udtalte Bjerre sig om sagen i sin egen podcast "Her går det godt".
Lyt med her:
https://podimo.com/dk/shows/her-gar-det-godt
Det kontrollerede format
Bjerre vælger sin egen podcast som platform. Det er et kontrolleret og loyalt format, hvor han kan styre både rammen og fortællingen uden kritiske spørgsmål. Det er ikke en journalistisk samtale. Det er et iscenesat indslag.
Ankefristen som lukkeargument
Han bruger den udløbne ankefrist til at signalere, at sagen nu bør lukkes. Også kommunikativt. Men offentlighedens interesse følger ikke juridiske frister. Den følger de involverede, der tager ansvar, er konsekvente og udviser troværdighed.
"Hun reagerede"
Bjerre siger, at konen "reagerede" på affæren og opførte sig "idiotisk". Det reducerer systematisk kriminel adfærd til en følelsesmæssig impuls. Men 81 handlinger over 39 dage er ikke affekt. Det er planlagt adfærd.
Det fraværende offer
Han undskylder til sin familie, sine børn, sin kone. Men den person, der blev stalket, og som retten har anerkendt som offer, nævner han ikke. Når der er et domfældt offer, er det ikke længere en privat sag. Ved ikke at anerkende offeret fremstår kommunikationen egocentreret og uansvarlig.
Privatlivsargumentet
Bjerre taler om, at mediedækningen har været grænseoverskridende. At private nedsmeltninger ikke bør have gigantiske personlige konsekvenser. Og ja, han kan beskytte sit privatliv. Men privatlivsargumentet holder kun, hvis man så ikke selv vælger at gå offentligt ud med sin egen version. Når man selv kommunikerer, kan man ikke samtidig kræve stilhed.
Lykkes det?
Nej. Han fortæller sin version, indtager offerrollen og glemmer offeret. Når man gør det og udelader fakta, ansvar og konsekvens, provokerer man andre til at fortælle den anden historie.
Det nytter ikke kun at prædike til menigheden.
Det her handler ikke om at dømme Esben Bjerre som person. Det handler om, hvordan offentlige personer bærer ansvar, når virkeligheden ikke matcher den historie, de helst vil fortælle.
