Et bedrøvet farvel til havremælkseliten

Jeg er én af dem, der takkede ja til politikernes tilbud om at tage sosu-uddannelsen med merit og elevløn. Bagefter tager jeg sandsynligvis sygeplejerskeuddannelsen på merit.

Alt i alt et godt tilbud til os, de jobcenterpryglede. Jeg kan sagtens se det meningsfulde i jobbet. Jeg kunne godt blive glad for det. Uanset hvad, så kunne jeg ikke længere holde til at være medie- og kommunikationsbranchens lille pige med svovlstikkerne.

Efter adskillige afslag var æsken tom for tændstikker, der kunne tænde en håbefuld flamme i mig. Fffishhht. Sagde det, da jeg resolut slukkede den sidste glød i tændstikenden med spyt på fingeren.

Jeg måtte videre. Og da jeg startede på sosu-skolen for fem måneder siden var det med åbent og nysgerrigt sind.

Front- og backstage

Men jeg er ikke rigtig landet i mit nye liv. Jeg er blevet en slags halvmenneske, der kører to parallelle liv: Dét på sosu-uddannelsen og dét i mit gamle liv.

Med gode, gamle Erving Goffmans teori om front- og backstage, så stresser jeg over, at jeg har to frontstages kørende. Jeg tilpasser tingene på scenen efter publikum. Inde bag scenen sidder jeg og føler mig underligt rodløs og forvirret. Jeg er et stedbarn i begge verdener, selvom min oprindelige drøm var at sammenfatte dem og blive en brobygger.

Når jeg laver bestyrelsesarbejde eller i faglige fora sidder til bords med andre akademikere eller vigtige folk, så orker jeg ikke at fortælle, at jeg er på sosu-uddannelsen. Kan ikke holde til at se deres ansigter stivne, mens de pligtskyldigt siger noget om, at det godt nok er interessant og modigt – og vigtigt for samfundet! - mens de febrilsk flygter fra en øjenkontakt med mig, der kunne afsløre, at de har fordomme om mit intellekt. I de situationer føler jeg, nej, jeg ved sgu, at jeg skal kæmpe ekstra hårdt for at blive taget alvorligt.

Derfor siger jeg bare, at jeg er cand. comm., nu er freelancer og tidligere har været presseansvarlig i to større kulturhuse. For selvom det ville være det mest noble at gøre, ville det være brancheselvmord at banke sig selv stolt på brystet og brøle: I'm sosu and I'm proud!

De sidste døre ind til mit gamle liv ville smække i. Og jeg er ikke klar til at tage min gode, gamle fagidentitet med ud bag laden og give den nådeskuddet endnu.

Når jeg er på sosu-uddannelsen og i særdeleshed på oplæringsstedet, plejehjemmet, så undgår jeg helst at fortælle, hvor jeg har været før, og hvorfor jeg nu står som 48-årig elev i en grå uniform, der kan tåle industrivask. Ethvert forsøg på at forklare min praktikvejleder, at jeg godt ved, hvad en refleksion er, efter hun har forklaret det fem gange med, "at det er ligesom, når man spørger sig selv, hvorfor man mon banker på borgerens dør, inden man går ind", har jeg opgivet.

Jeg nikker bare underdanigt og svarer mekanisk "jeg reflekterer over, at det jo er borgerens eget hjem" og minder mig selv om, at den der herredømmefri samtale a la Jürgen Habermas er et fatamorgana i den her kontekst. Jeg er nederst i hierarkiet og helt magtesløs. Og det er pissedumt at stille sig ud på vejen og blive kørt til et fladt akademikerløg af jantelovsbussen; så kan hun sateme lære det, den fisefornemme papirnusser.

Med Bourdieus begreber skal jeg putte min kulturelle kapital ind i et hemmeligt pengeskab. At starte en højpandet samtale om den seneste kønsidentitetsdebat i Politiken eller seneste udvikling i forhold til "Den sorte svane" og Cavlingkomiteen ville blot få mig til at fremstå som typen, der vulgært bærer sine tusindkronesedler i en synlig pengeclips. Penge, der ikke er noget værd i den verden. De er bare fjollede Matador-penge, fordi de ikke tillægger dem nogen værdi.

Og hvad blev der af den smukke brobyggerdrøm? Hm. Jeg sidder stadig og arbejder på tegningerne. Det er mere kompliceret end som så. De to landskaber, der skal forbindes, er langt mere forskellige end først antaget. Både inden i mig selv og ude i den virkelige verden.

Før jeg blev sosu-elev, så var jeg ret sikker på, at jeg havde en god fornemmelse for begge verdener. Herregud, jeg blev netop hyret af de forskellige kulturhuse, fordi jeg er god til at lave kommunikation i øjenhøjde til alle målgrupper. Jeg har pralet af at være en nørd til menneske-translatør.

Én, der kan gøre kompliceret, elitært stof enkelt og konkret. Én der både kan begå sig på de bonede gulve og på bodegaen. Jeg fnøs af diverse chefers nedladende forslag om at lokke arbejderklassen ind til elitær kultur med billige bajere og pølser. Jeg følte, jeg kendte arbejderklassen bedst, for jeg er selv født i den. Og vi spiser altså også kanapéer og drikker hvidvin – men vi vil ikke tales ned til!

Little did I know. For også jeg levede i den kreative klasses boble. I havremælkseliten. Jeg havde ændret mig uden selv at bemærke det. Og hvis du læser med her, I Copenhagen Review of Communication, så er du sandsynligvis også lullet ind i den boble.

Hvilket får mig til at drømme om at færdiggøre den bro mellem de to verdener. Vi skal vide, hvad der i virkeligheden foregår ovre på den anden side, hvis vi skal undgå mere polarisering.

Trump vs. Harris

For polarisering knuser samfundet, som vi kender det.

Her efter det amerikanske valg har én af eftertankerne hos nogle medier været, at det ikke var en sober analyse at gøre valget udelukkende til en sag om woke og antiwoke. Trump-vælgerne ville bare have en stærk person, der kunne love dem de mest basale ting i livet, woke eller ej.

Men os, Harris-fans, der nusser rundt med designerbriller på oppe i toppen af Maslow's behovspyramide, var blinde for, at mange amerikanere pisker frygtsomme rundt i bunden, hvor job, mad og husly ikke er en selvfølge.

Og hvor vil jeg hen med det? Jo, indsigt i hinandens verdener er vigtig. Vi er gledet fra hinanden. Vi får ikke informationer de samme steder. Vi ved ikke, hvad der betyder noget for de andre. Vi kender ikke hinandens kampe.

I min gamle verden slog vi knuder på tungen for at kalde mennesker de rigtige pronomener. Det var ikke usædvanligt, at der i en signatur stod: "Ellen Agnethe, pronomen hun/she". Bare lige for at være på den sikre side og udstråle den rigtige indstilling.

I min nye verden taler mine kolleger gerne om mig i tredje person ental, mens jeg er i rummet: "Skal hun ikke gøre rent på depotet i dag?!" Eller min favorit: "Hvorfor er det altid de samme der skal have eleven med rundt?!"

Da jeg kom med en kommentar om den manglende mandel- og havremælk i skolens kantine, så spurgte en medstuderende mig, hvad jeg dog mente. Mælk kommer altså fra en ko! Silly me. I min gamle verden skammede jeg mig over, at jeg foretrækker almindelig mælk. Det er heldigvis ikke et problem mere.

I min gamle verden lå der diverse engelsksprogede nichemagasiner om kultur fremme, som man kunne lade som om, man fordybede sig i under frokostpausen – og så tjekke sociale medier ude på altid sterile toiletter. Der var flekstid, hjemmearbejdsdage og fri adgang til en snak eller tænkepause ved lattemaskinen dagen lang.

I min nye verden, på sosu-skolen, er det en slags latrinær russisk roulette at åbne ind til en toiletbås. Mange steder er der brune streger eller brugte bind kummen og tis på gulvet. Folk hviner og løber på gangene og praler af, at de pjækker og ikke har læst lektier, selvom de ikke rigtig kan følge med. Det er vel en ungdomsuddannelse uden nævneværdige adgangskrav.

På oplæringsstedet er der ingen formelle pauser i løbet af de otte timer plus selvbetalt omklædningstid, hvor du arbejder praktisk hårdt. Der falder en offentlig og ydmygende skideballe, hvis du lusker dig ned til omklædning bare to minutter før, du har fri. Her stjæler du – med vejrtrækningen helt oppe i halsen – et ekstra minut på personaletoilettet for lige at pleje den ømme lænd.

I min nye verden er der et imponerende sygefraværsgennemsnit på 20 dage om året. Det er næsten dobbelt så mange dage som i den generelle sygefraværsgennemsnit – og jeg begynder så småt at forstå hvorfor.

I min gamle verden kunne vi holde tre lange møder og køre fire-fem korrekturrunder på en halv sides tekst, der ville blive læst af højst fem forkølede kunststuderende i rullekravesweatere. I min nye lærer jeg anatomi, farmakologi og naturfag på få dage og slippes snart ud i virkeligheden, hvor jeg med fejl kan slå rigtige mennesker ihjel.

I min gamle verden var det tilladt at ryge cigaretter på jobbet, men ingen gjorde det, fordi det er en klassemarkør. I min nye verden er det forbudt, og der hænger pædagogiske, nudgende bannere med teksten "Velkommen til en røgfri skole". Alt imens er der en kødrand af piercede, tatoverede elever, der ryger foran indgangen til sundhedsskolen.

Jeg har prøvet at lave sådan et venn-diagram, hvor jeg prøver at finde en fællesmængde. Indtil videre har jeg noteret "to arme, to ben", "Matador" og "måske kongehuset". Jeg ved ikke, om jeg kommer videre, eller jeg på den ene eller anden måde kaster håndklædet i ringen. Jeg kan ikke leve som halvmenneske for evigt. Jeg kan ikke sidde på bodegaen og nippe til naturvin for evigt. Den slags får man tæv af.

Klar til adoption

Men i hvilken af mine verdener kan jeg blive integreret fuldt og helt?

Medie- og kommunikationsbranchen har ændret sig drastisk, siden jeg i min karrieres vår arbejdede som journalist og skrev kreative reportager. Det var dengang, hvor journalister så ned på de kommunikationsuddannede, der sneg sig ind på deres enemærker uden at have gået på "Skolen". Nu har mange journalister smidt lædervesten og forladt kælderlokalet, hvor de sad i døgndrift og gravede efter sandheden. I stedet har de taget en habitjakke på, lært sig selv at tale corporate og står i kø til kommunikationsjob. Det er jeg ked af på samfundets vegne. Vi har langt mere brug for de læderveste end for flere teflonbeklædte og teflonbeklædende kommunikationsfolk.

Og hvor der var plads til eksperimenter og originalitet inden for kommunikationsfaget før, så handler det nu om at skrive ting på sociale medier, som ingen rigtig slår sig på. Og husk nu endelig en masse friske emojis.

Andre PR-folk bruger dagen på at obstruere, at de traditionelle medier får sandheden frem. Og på det afgørende punkt scorer min nye verden 1-0 i forhold til mit gamle. Der er udelukkende meningsfulde opgaver, rigtige mennesker og jobsikkerhed.

Alligevel savner jeg dig, K-person, der læser med. Jeg savner dig og resten af havremælkseliten.