F**k around and find out (FAFO) den nye opdragelsestrend for udkørte forældre
Af Trine-Maria Kristensen
En ny opdragelsestrend spreder sig på TikTok og YouTube. Navnet er lige så barskt som metoden: "Fuck around and find out" – eller bare FAFO. Budskabet er enkelt: Børn skal lære, at handlinger har konsekvenser. Også når konsekvenserne gør ondt.
Hvad er FAFO?
FAFO er en opdragelsesfilosofi, hvor forældre bevidst lader børn opleve de naturlige eller logiske konsekvenser af deres valg – uden at gribe ind. Vil barnet ikke have jakke på? Lad det fryse. Rydder teenageren ikke op? Smid tøjet ud. Vil dit barn flytte hjemmefra? Åbn døren og sig farvel. Pointen er at erstatte forhandling og forklaring med direkte, kropslig erfaring.
Tendensen er interessant, fordi den opstår som direkte modsvar til det seneste årtis dominerende opdragelsesfilosofi: den bløde eller "gentle" opdragelse. Her skulle forældre følge barnets ledelse, forklare hver beslutning tålmodigt og navngive barnets følelser med rolig stemme. Mange forældre rapporterer, at metoden sled dem ned. Den krævede konstant følelsesmæssig tilstedeværelse og uendelige forhandlinger med børn, der ikke nødvendigvis var interesserede i at forhandle.
Emine Saner
Når legetøjet bliver trådt i stykker – og det er meningen
Nu skal vi med FAFO i stedet lære børn, at deres handlinger har konsekvenser. Eksemplerne i videoer tagget med #fafo er talrige: Børn hvis legetøj bliver ødelagt, fordi det ligger på gulvet og bliver trådt på eller spist af hunden. De børn lærer, at de skal passe bedre på ting, de er glade for. Det er tøj på gulvet på teenageværelser, som forældrene smider ud, når børnene ikke selv har ryddet op som aftalt. Det er børn som ikke vil have overtøj på, og som så får lov at tage i skole uden. Og ja, så fryser de eller bliver gennemblødte. På den måde lærer børn, at jakker er praktiske.
@jbarrera404 Max learns the meaning of FAFO
♬ original sound - Jacqueline Barrera Dowling
Hvis et barn ikke kan lide aftensmaden og ikke spiser noget, så er konsekvensen, at han først får mad igen til morgenmad næste dag.
I den lidt hårdere ende findes der en video med en ret lille dreng, som vil flytte hjemmefra, fordi han ikke må sove i hans mors seng. Hans mor åbner døren, siger "vi ses" og lukker hoveddøren bag ham. Derefter slukker hun lyset udenfor. Kort efter hamrer han skrigende og grædende på døren. Moderen siger, da hun lukker ham ind igen, at det nok har lært ham "betydningen af FAFO". Der er også forældre, der kører væk fra ret små børn på parkeringspladser, fordi de har sagt til børnene mange gange, at de skal sætte sig ind i bilen.
@jacquelineschumer And for the lady, perhaps a plate of salt?
♬ original sound - Jacqueline Schumer
Hvis man som forælder praktiserer FAFO, stoler man på, at børn har godt af at lære ting ved at mærke dem på egen krop, og at børnene vil internalisere de erfaringer, de får. Der er en forestilling bag metoden om, at oplevede erfaringer lagres direkte og derfor kan bruges aktivt af børnene, næste gang de kommer i en tilsvarende situation – selv når de ikke er ret gamle. Tilhængerne mener metoden gør børn mere selvstændige, og det får børn brug for ude i den store virkelige verden, for eksempel på arbejdspladser, hvor de skal begå sig, og hvor handlinger også får konsekvenser.
Naturlige konsekvenser eller iscenesatte straffe?
Psykolog Maryhan Munt skelner mellem naturlige konsekvenser og forældreskabt straf. Hvis et barn nægter at rydde op og nogen træder på et legetøj, der går i stykker, er det en naturlig konsekvens. Barnet lærer noget reelt.
"Når vi tipper over kanten til nærmest 'jeg gider ikke, hvis det er hvad du vil gøre, så gør det,' sender det et forkert signal." – Psykolog Maryhan Munt
Men hvis en forælder bevidst iscenesætter ubehagelige oplevelser for at bevise en pointe, tipper det over i noget andet.
Forældre der praktiserer FAFO i de mange TikTok-videoer, virker ofte som om de bruger metoden for at afslutte opslidende magtkampe med meget insisterende børn. Der er mange videoer med børn som plager om at spise eller drikke noget, som deres mor forsøger at forklare dem ikke er juice eller chokolade. Mødrene bruger FAFO som argument, når de i sidste ende lader deres børn drikke en tår æbleeddike eller spise en teske knust hvidløg.
Selv om argumentet for FAFO er, at man med denne metode undgår de opslidende magtkampe, så viser videoerne, at langt de fleste forældre først forsøger sig med 10-20 gentagelser af, at chilisauce IKKE er rød saftevand, før de overgiver sig til FAFO.
Oprør mod den bløde opdragelse
FAFO præsenterer sig selv som et modtræk til de mange år, hvor der har været større fokus på at forstå børn, og på at forældre skal rumme børns adfærd, uanset hvor urimelig den kan virke. Børn manipulerer ikke, de reagerer på deres omgivelser og kommunikerer som de nu kan. Børn der får en nedsmeltning er trætte eller overstimulerede, og børn gør altid deres bedste. Alt hvad børn føler er naturligt, normalt og helt i orden. Børn er kompetente, og forældrenes rolle er at hjælpe børnene med at sætte ord på det, de føler, og være med de frustrationer, børnene mærker. Så skal det hele nok gå.
Mange forældre erklærer sig enige og ved godt, at det hele sikkert er rigtigt. Det gør bare ikke altid vejen lettere at gå kl. 17:30 i et supermarked. Mange af de forældre, som laver videoer om FAFO, beskriver at de virkelig er udmattede af at prøve at forhandle med deres børn om alting.
Og er FAFO så en god ny opdragelsesmetode? I en artikel i Guardian citeres flere børnepsykologer og eksperter for både at kunne se fordele og ulemper – og for at forstå, hvorfor tendensen kan være tiltrækkende.
Når strukturerne svigter
Den dybere historie bag FAFO-tendensen handler måske mindre om forældre og mere om de strukturer, der omgiver dem.
"Populariteten af FAFO fortæller os mindre om, at forældre bliver hårdere eller mere afslappede, og mere om hvor usupporterede familier er." – Psykolog Emma Svanberg
Moderne forældre står over for historisk høje forventninger med historisk lav støtte. Bedsteforældre bor langt væk, børnepasning er dyr, arbejdstider er lange, og sociale medier bombarderer dem med modstridende råd. Når opdragelsesdiskursen svinger mellem ekstremer, afspejler det ofte et strukturelt svigt: for lidt fællesskab, for lidt hvile, for meget pres på den enkelte forælder.
Hvad ved vi egentlig om god opdragelse?
Vi har vidst i mange år, at god opdragelse kombinerer kærlighed, støtte og forståelse med fasthed og krav. Debatten om, hvor kærlig eller hvor hård den korrekte, perfekte opdragelse er, har kørt siden Ruder Konges tid – eller i hvert fald siden 60'erne, hvor vi dels fik et opgør med autoriteter for autoritetens skyld og dels fik en øget opmærksomhed på børns følelser og barndommens store betydning for vores liv som voksne.
Allerede i 60'erne beskrev psykologen Diana Baumrind tre opdragelsesstile og deres konsekvenser for børn. I 80'erne blev hendes model udvidet til fire opdragelsesformer af Stanford-psykologerne Eleanor Maccoby og John Martin.
Fire opdragelsesstile – og deres konsekvenser
Figur: Fire opdragelsesstile baseret på Maccoby og Martins model fra 1983
Modellen viser, hvordan opdragelse kan placeres på to akser: kærlighed (varm-kold) og krav (høje-lave). Den ideelle opdragelse er autoritativ – både kærlig og kravstillende.
Modellen er sidenhen blevet kritiseret for at være for unuanceret, men den kan stadig bruges til at illustrere vigtigheden af balance. Hvis opdragelsen bliver for fast/autoritær med for mange krav uden kærlighed og støtte til at komme i mål, så kommer børnene (og siden den voksne) ofte til at være frygtsomme og mangle tro på sig selv. Hvis opdragelsen omvendt bliver for eftergivende og uden krav, så risikerer man også, at børnene bliver hjælpeløse og usikre, fordi de ikke får erfaringer med at kunne klare noget selv. God opdragelse er både kærlig og stiller krav.
De krav man stiller, skal være alderssvarende – så børnene får mulighed for at lykkes. Det kærlige består i, at man støtter dem, når de prøver og hepper på dem, når de prøver igen efter et nederlag. Hvis kravene var for store, så skruer de gode forældre lidt ned og lader barnet prøve igen.
Så FAFO er fint, hvis det krav man stiller er alderssvarende, og hvis man kærligt forklarer børnene, at der vil være enten en naturlig konsekvens (du bliver sulten, hvis du ikke spiser din mad) eller en logisk konsekvens, som forældrene har bestemt (hvis du ikke stopper med at spille computer, får du ikke fredagsslik) – og derefter støtter børnene i, at konsekvensen kan føles ubehagelig: "Ja, det er øv at være så sulten" eller "Ja, det føles tarveligt, at din søster må spise slik, mens du ikke må".
Når konsekvenserne bliver for store
En anden udfordring er, at det er omsorgssvigt ikke at beskytte sine børn mod konsekvenser, som man ved er for voldsomme eller farlige for dem. Den lille dreng, der bliver lukket ud af huset, da han vil gå hjemmefra, græder hjerteskærende, så snart han opdager, han er helt alene i mørket. Det er svært, når man ser videoen, ikke at tænke at det er en alt for voldsom konsekvens for en lille dreng.
Hvis barnet bliver kapret af følelser eller lukker ned af frygt, så er det trøst og omsorg, der er brug for – for at reparere relationen og genskabe tilliden. Ikke et hånligt "hvad sagde jeg!"
Opdragelse som performativ identitet
Og så er vi fremme ved et andet aspekt af opdragelse, som FAFO også udstiller: At opdragelse er blevet en performativ offentlig disciplin, som nogle mennesker praktiserer offentligt, brander sig på og viser frem på sociale kanaler, så vi andre kan kigge med og vurdere deres metode – og måske købe deres nye bog eller nogle af de produkter, de reklamerer for.
Både børnenes opførsel og de voksnes opdragelsesmetode er blevet en mulig identitetsmarkør. Når forældre bruger hashtagget #fafo, sender de et signal til andre forældre om, hvilken subkultur i forældrekulturen de ser sig selv som del af. Samtidig tilhører de et subsæt af forældre, som synes det er okay at filme børnene, når de oplever en konsekvens.
På sociale medier gør FAFO sig virkelig godt. For børn kan præcis ligesom voksne ikke særlig godt lide at mærke konsekvensen af deres handlinger, og det giver sjove ansigtsudtryk og spænding, mens vi venter på reaktionen. Der er mange forældre der griner af deres børn og siger "told you so" i de små film.
FAFO for forældrene
Det er nemt at forudsige, at vi om lidt vil have flere unge mennesker, som føler sig svigtet, fordi deres forældre ikke så nok på dem uden at have en telefon i hånden, så de lige kunne fange øjeblikket inden det var væk. Mange unge føler, at den offentlige eksponering har taget noget fra dem – billeder, video, en del af deres identitet og deres egen fortælling. Børn kan blive til rekvisitter i forældrenes historie.
Og er det så oprørende og forkert og problematisk at lægge billeder og videoer af sine børn online? Både ja og nej. Ja, fordi børnene godt kan have ret. Deres forældre kan være for optagede af deres egen identitet online og have alt for lidt energi til at interessere sig genuint og kærligt for børnene. Og nej, fordi børn også er identitet for voksne – og fordi børn alle dage har haft brug for noget, de kunne hænge deres løsrivelse fra forældregenerationen op på.
Jeg plejer at sige til forældre, at børn helt forståeligt både kan være sårede over det, hvis forældrene har delt alt for meget om dem online, men også helt forståeligt kan undre sig, hvis deres forældre har opdateret Instagram dagligt uden nogensinde at nævne, at børnene fandtes og var vigtige i deres liv.
Så til forældrene må man jo også bare sige FAFO. Handlinger har konsekvenser, og al forskning viser, at børn har haft en god barndom, hvis deres forældre elskede dem og gjorde deres bedste for at stille rimelige krav. Det har bare ikke nogen forkortelse, og det er ret svært at lægge ud på TikTok.
