Fejlens frihed – og historien om det modsatte
Fejlens frihed handler om den befrielse, der ligger i at turde erkende og omfavne vores fejltagelser. Det er ikke en hyldest til sjusk, men en erkendelse af modet til at sige: "Det var min fejl."
I denne urolige tid i verdenshistorien handler næsten alle nyheder om Donald Trumps mange skøre idéer og måder at gribe magtpolitik an på. Det er der skrevet mangt og meget om andre steder. Der er meget galt, men ét særligt bemærkelsesværdigt aspekt ved Trump er hans totale afvisning af fejl – noget, mange vil kalde narcissistisk: evnen til aldrig at indrømme fejl.
Manglen på mod (eller lyst) til at sige: ”Der læste jeg situationen forkert. Det var min fejl.” En evne – eller fravær af samme, han ifølge mange kilder lærte af sin læremester, Roy Cohen tilbage i 70’erne (se filmen Apprentice for yderligere uddybning), men som han siden har taget til uhørt nye højder.
Og hvorfor er dette interessant set med kommunikationsbrillerne på? Jo, det er interessant at være modig, tage chancer og turde erkende, at man nogle gange tager fejl. For det er netop her, vi lærer noget vigtigt.
De sidste 20-30 år har vi lært af vores politikere, at man aldrig skal åbne en flanke for kritik ved at indrømme en fejl. Lars Løkke er mesteren i at forsøge at vrøvle sig ud af en kattepine i stedet for at tage skraldet for at have læst en given situation forkert. Eller for at have sagt noget, han efterfølgende finder det opportunt at ændre. Ofte er det endt i deciderede komiske situationer, som er blevet gjort memes utallige gange (”mindre-mindre”) Og Trump har taget denne ufejlbarlighed til helt nye højder.
For os almindelige dødelige er der en stor befrielse i at fejle – og indrømme det." At fejle (og turde være fejlbarlig) renser luften og giver mulighed for at identificere, hvad der så er rigtigt. Det betyder ikke, at man skal sjuske med sit arbejde. Men det handler om hastighed og tillid. Og om ikke at være bange for at det at fejle gør dig til en dårligere medarbejder eller leder.
Fra frygt til læring
Amy Edmondson, professor ved Harvard Business School, har i sin forskning vist, hvordan psykologisk sikkerhed er afgørende for et sundt arbejdsmiljø, hvor fejl ikke skjules, men bruges som læring (Edmondson, 1999). Organisationer, hvor ledere tør sige "det var min fejl", skaber en kultur, hvor medarbejdere også tør eksperimentere og udvikle sig – uden frygt for at blive straffet.
Hvorfor er det vigtigt i kommunikationsbranchen?
I kommunikationsbranchen arbejder vi med strategi, planer, brandfortællinger og budskaber, der skal ramme den rette målgruppe på det rette tidspunkt. Men vi er en branche, hvor alt ikke altid kan planlægges ned til mindste detalje – vi må eksperimentere, teste og justere undervejs. Hvis vi frygter fejl eller repressalier, bliver vi stive i vores tilgang og mister evnen til at være nytænkende og modige.
De bedste kampagner og kommunikationsstrategier opstår normalt på bagtæppet af en proces, hvor man har turdet teste noget af, fejle hurtigt, lære af det og justere til. Fejl giver os uvurderlige indsigter i, hvad der virker – og hvad der ikke gør. Hvis vi nægter at anerkende vores fejl, risikerer vi at fastholde dårlige idéer af ren stædighed eller af frygt for at tabe ansigt.
Fejlens frihed – og valget om at bruge den
Fejl kan enten være en skamfuld hemmelighed eller en kilde til udvikling. Valget er grundlæggende dit. Når vi insisterer på fejlfrihed (/ufejlbarlighed), begrænser vi ikke kun os selv, men også dem, vi arbejder sammen med. Vi låser os fast i frygten for at træde forkert i stedet for at bevæge os fremad.
Historien om det modsatte er fyldt med ledere, der nægter at indrømme fejl, opbygger hvide løgne og dermed fastholder dårlige beslutninger længere, end de burde. Historien om fejlens frihed derimod er fortællingen om dem, der tør sige: ”Det gjorde vi forkert – og det lærte vi af.”
Det er dem, der driver reel forandring – i organisationer, i samfundet og i verden.
