Folkemødet er folkeligt, fordi der er ulighed

På overfladen ligner Folkemødet en festival. Der er telte, navneskilte, fadøl og mennesker, der bevæger sig gennem Allinge med den særlige blanding af travlhed og formålsløshed, som opstår, når propfyldte kalendere krydses med tilfældige møder i bagende solskin eller silende regn. Hotdogs møder hotshots. Men når man går rundt på Folkemødet i Allinge, kan man godt få den tanke, at Hal Koch ville have nydt det. Måske ikke nødvendigvis jagten på et ledigt toilet mellem to paneldebatter. Men selve idéen. For Kochs pointe var jo, at demokrati ikke først og fremmest handler om at "tælle til 90", men om den demokratiske samtale. Når mennesker mødes, udveksler argumenter, lytter til hinanden, bliver klogere undervejs, og måske endda ændrer mening. Så bliver samtalen til demokratiets arbejdsform.

Når sfærerne krydses i Allinges stræder

Det er sagt så tit, men det bliver det ikke mere forkert af: Folkemødet er et af de få steder i Danmark, hvor mennesker, der normalt lever i forskellige sfærer, pludselig befinder sig på de samme stræder og bænke. Nogen har fået andre til at booke dem ind på et hotel med morgenmadsbuffet. Andre er ankommet med sovepose, Trangia og et håb om at få plads i nogens haveskur. Nogen har planlagt hvert kvarter flere måneder i forvejen. Andre er kommet, fordi efterskolen arrangerede en tur, eller fordi demokratiet kun bliver mere interessant, når himlen er blå og rammerne er smukke. De har helt ulige vilkår, og det er selve pointen.

Elitært netværk i skrabede NGO-lokaler

For så ligner Folkemødet faktisk resten af Danmark. "Folket" har heller aldrig været en homogen størrelse. Folket består jo netop af mennesker med forskellige baggrunde, ressourcer, interesser, erfaringer og dagsordener. Nu bliver forskellene bare mere synlige. Derfor bliver det hvert år diskuteret, om Folkemødet er blevet for elitært, for professionelt, for præget af organisationer, virksomheder og lobbyister. Jævnfør de stensikre artikler om fætter-kusine-festen. Det interessante er ikke, at forskellene findes, og at der er en elite. Det er vel meget mere interessant, at vi lever i et land, hvor den elite er én, man kan uddanne sig ind i helt fra samfundets bund, og at den er så stor: Når først vi regner kommunikationsmedarbejdere i en NGO med, så er det virkelig en demokratisk elite, for sådan opfatter de sig ikke på en tirsdag formiddag i skrabede lokaler, når de er på job uden fryns. Det er også interessant, at den elite går synligt rundt næsten uden sikkerhedsvagter og faktisk er til at komme i nærheden af. Det er jo pointen med Folkemødet.

De professionelles udfordring: Evnen til at lytte

Det allermest interessante spørgsmål er vel, om mennesker på tværs af alle de forskelle så faktisk taler sammen. Og her står de professionelle deltagere og de såkaldt almindelige borgere med hver deres udfordring. For de professionelle er udfordringen sjældent at komme til orde. Deres udfordring er at have tid til at lytte. Organisationer, virksomheder, myndigheder og interesseorganisationer kommer til Bornholm med budskaber, strategier og mærkesager. Mange er dygtige til at kommunikere klart, overbevisende og målrettet. De er vant til at stå på en scene, deltage i en paneldebat eller repræsentere en sag. Men Folkemødet hylder også en anden disciplin, nemlig evnen til at være oprigtigt nysgerrig, evnen til at møde mennesker, som ikke allerede befinder sig i ens sædvanlige netværk, og evnen til ikke straks at omdanne enhver samtale til en miniatureudgave af en oldschool pitch. Og det er svært at få tid til.

Serendipity i køen til en fiskefrikadelle

Det handler ikke nødvendigvis om, at de professionelle er for kendte til det her sted. Men det der fætter-kusine-fest er ikke helt off. Folkemødet er for mange vitterlig den årlige genforeningsfest for mennesker, der arbejder med politik, kommunikation, interessevaretagelse, forskning eller offentlig ledelse. Netop når man mødes digitalt resten af året, sidder i Teams-møder, sender mails eller bare jævnligt kommenterer på hinandens LinkedIn-opslag, så er der noget særligt ved pludselig at stå ansigt til ansigt med sine kollegaer. Især hvis man ikke har set dem i flere år. "Søren! For filan. Hvor længe siden er det lige, vi sad og svedte over det høringssvar?" Folkemødet har nemlig indbygget serendipity. De mennesker, man har arbejdet sammen med, været uenig med, skrevet projekter med som studerende eller delt kaffemaskine med for ti år siden, dukker pludselig op mellem to debattelte eller i køen til en fiskefrikadelle. Og så opstår noget vidunderligt, som er svært at planlægge sig til: Man opdaterer hinanden, joker med det hele, genoptager relationer, udveksler erfaringer.

Tidsnød i den officielle tidsregning

Problemet er bare, at der er flere mennesker til stede, end det er realistisk at nå at tale med. De gemmer sig i debatteltene, på havnen, i baggårdene, på caféerne og på vej mellem arrangementer. Mange professionelle deltagere går derfor rundt med en konstant fornemmelse af, at der er fem mennesker mere, de gerne ville nå at se, før færgen sejler. Hvilket i øvrigt er en fejl i Folkemødets officielle tidsregning, når nu alle ved, at Folkemødet begynder ved færgeterminalen i Ystad eller i gaten i Kastrup og slutter igen de samme steder. Nå, men den travlhed kan gøre den såkaldte elite mindre tilgængelig, end den egentlig ønsker at være. Ikke fordi de ikke er interesserede i nye mennesker, men fordi de samtidig prøver at indhente et helt års forsømte samtaler med gamle kolleger, samarbejdspartnere og bekendtskaber. Og ja, det er at være på arbejde, for alle de relationer kommer en til gavn, når man sidder med den næste opgave og ved, hvem man kan række ud til, hvem der sidder med hvad, og hvem der ved noget om personkredsen omkring XYZ og som kan forklare det i korte hovedsætninger.

Hovedsætninger i en fortravlet virkelighed

Netop derfor er det måske også værd at huske, at den professionelle deltager, der virker lidt fortravlet, ikke nødvendigvis forsøger at slippe væk fra en samtale med en nede fra folket. Vedkommende forsøger muligvis også at nå hen til en person, som han eller hun ikke har set siden de indledende trepartsforhandlinger, coronakrisen eller det famøse høringssvar, som begge troede skulle blive deres sidste. De professionelle oplever tidsnød og skal beherske sig for ikke at kigge den, de taler med, over skulderen for at se, hvem der ellers er at tale med.

Borgerens udfordring: At blive ægte hørt

For de almindelige deltagere er udfordringen ofte den modsatte. De skal finde nogen at tale med, de skal turde tage ordet, og de skal blive hørt, ikke bare pro forma høfligt lyttet, men ægte hørt og set. En førstegangsdeltager kan godt ankomme med en forestilling om, at alle andre ved mere end dem selv. Men når vi svinger os lidt op på de ædle klinger, ved alle jo godt, at der er forskellige former for viden, at faglig ekspertise blot er én form, at levede erfaringer er en anden, at begge dele er nødvendige, hvis man vil forstå et samfund. Og så videre. Men det kan være svært at huske, når man står over for en minister, en direktør med sit entourage eller en man vistnok har set på tv engang.

Fem spørgsmål, der åbner samtalen

Derfor er et godt råd til nye deltagere også overraskende enkelt: stil spørgsmål. Ikke de der spørgsmål, der i virkeligheden er små foredrag med et spørgsmålstegn monteret til sidst. Heller ikke dem, hvor man sidder med korslagte arme og lyder som et surt opstød. Men de spørgsmål, der åbner samtalen: "Det er spændende med den vurdering, I kommer med der. Hvad bygger I den på?" "Hvad overraskede jer mest, da I ..."? "Nu var du jo inde på det med ... Hvordan ser det ud fra ...'s perspektiv?" "Kan I sige lidt mere om baggrunden for den beslutning?" "Hvor ser du det her pege hen?" Gode spørgsmål har den mærkelige egenskab, at de ikke bare får panelet til at lytte, men også publikum. Meget ofte er det faktisk spørgsmålene fra salen, man husker bagefter. Og dem, der stiller dem, man har lyst til at tale videre med lige bagefter, eller måske endda efter at man forlængst har forladt Allinge. Det er sjældent de professionelt forberedte talepunkter, der huskes, men de gode spørgsmål, der er ægte ment og lægger op til fælles eftertanke.

Visitkortet som analog huskeseddel

Hen over dagene møder man ofte de samme mennesker igen og igen, fordi man opsøger de samme emner og sociale sfærer. Hvis man interesserer sig for unges trivsel, kunstig intelligens eller havmiljø, begynder man hurtigt at opdage de samme ansigter på tværs af arrangementerne. Derfor kan en samtale faktisk godt fortsætte og danne en slags relation, når man er nysgerrige på det samme. Derfor bør der også slås et slag for et næsten antikveret redskab: visitkortet. Nej, ikke som salgsværktøj eller som statussymbol med fine titler og lækkert tryk, men simpelthen som en huskeseddel, man kan stikke andre i hånden. Det kan sådan set bare være en lille hvid seddel med ens navn og mailadresse, hvis ikke man er typen, der har sådan nogle liggende i æsker allerede. Pointen er, at når man falder i snak med et interessant menneske, kan man skrive et par stikord på bagsiden af kortet, inden man giver det til personen: "Talte om AI i kommune XYZ." "Arbejder på projekt XYZ om biodiversitet." "Forsker i unges trivsel på XYZ."

Når de solskoldede vender hjem til det virkelige liv

Tre dage senere er alle trætte, overstimulerede og lettere solskoldede. Og når de tømmer taske og lommer derhjemme, kan de ikke længere huske, hvorfor de fik udleveret et visitkort med et eller andet navn på. Med mindre der er tegnet eller skrevet noget på det. Med et par stikord kan en flygtig samtale blive til en relation, der fortsætter efter mødet, og man kan måske blive ressourceperson eller samarbejdspartner for nogen hjemme i det rigtige liv.

Design din egen tilfældighedsgenerator

For de professionelle er deltagelse i mødet jo at være på arbejde. Man må gerne have aftalt møder hjemmefra, og man skal selvfølgelig have styr på sine noter til det oplæg i eftermiddag. Man skal bare huske, at noget af det mest værdifulde på Folkemødet ikke er selve programmet. Det er vigtigt, for det er anledningen, ellers var folk der ikke. Men man kan lægge buffertid ind, og man kan designe sin egen tilfældighedsgenerator. For eksempel blive stående fem minutter længere efter en debat eller sætte sig ved siden af nogen, man ikke kender. Og når nu man "møder folket", så kan man tage den del alvorligt og tænke lidt mere som en antropolog: Hvad er vigtigt for det her menneske? Hvor kommer den optagethed fra? Hvad kan jeg lære om samfundet ved bare at lytte og kigge? Hvis jeg skulle overbevise de her mennesker om noget, der er vigtigt for mig, hvad ville så overhovedet tælle som et argument? På den måde bliver enhver toiletkø til en lille målgruppeundersøgelse: Hvad optager folk?

Nysgerrighed over en fadøl i solen

Det her handler ikke om høflighed, men om oversættelse mellem uligheder. Man behøver ikke hedde Ted Lasso for at mene, at nysgerrighed er en vigtig disciplin. Og det er den nysgerrighed på forskellighed og dens produktive brug, jeg gerne ville tale med Hal Koch om over en fadøl i solen, på en måde så dem, der tilfældigt sad i nærheden, fik lyst til at være med i snakken.