Fra teknoliberalisme til teknototalitarisme: Silicon Valleys mørke drejning

Undrer du dig også over, at det førhen så frihedselskende og liberale Silicon Valley har taget en mørk drejning, hvor ledende teknologibosser pludselig bekender sig til totalitære ideologier og støtter op om Donald Trumps alt andet end teknologiforelskede MAGA-bevægelse? Hvordan udviklede Silicon Valleys summer-of-love-vi-skal-redde-verden-med-teknologi-utopi sig til en mørk antidemokratisk og teknototalitær bevægelse, der hylder den stærke leder? 

Forfatter: Tech analytiker Peter Svarre

Har du besøgt X for nylig? Hvis du har, var det sandsynligvis ikke nogen rar oplevelse. Platformen har udviklet sig til et udgakket ketamintrip, som fremstår som en direkte forlængelse af Elon Musks flossede og i stigende grad paranoide synapser. Som en mørk edderkop sidder Musk i centrum af sit 300 milliarder kroner dyre spind og spreder galde, anklager og konspirationsteorier. Han forsøger at undergrave demokratier med sin ene behårede edderkoppearm og fyre højesteretsdommere i Brasilien med en anden. Samtidig fører han underhåndssamtaler med Vladimir Putin, bestikker amerikanske vælgere og pumper millioner af dollars ind i Donald Trumps kampagne.

Og chokerende nok er Musk bare den synlige del af et større ideologisk isbjerg, som er i gang med at forvandle Silicon Valley og generelt tech-industrien i USA. Musk virker på mange måder som om, at han har tabt sutten, men i virkeligheden er han bare en ekstrem manifestation af nogle dybere ideologiske strømninger, som støttes af flere og flere tech-bosser.

Silicon Valley ville sætte verden fri med teknologi

Silicon Valley forbindes ofte med en særlig frihedselskende, individualistisk liberalisme. En idé om, at hvis man sætter informationsteknologi og viden fri i et ureguleret system, så opstår der nærmest per automatik gode resultater. Det er en ideologi, som Silicon Valley havde overordentlig stor succes med at eksportere til resten af verden i begyndelsen af dette årtusinde. Vi troede alle på, at Facebook og Twitter ville vælte forbenede mellemøstlige diktatorer, og vi troede på, at Slack og Cloud-computing ville disrupte forstokkede industrigiganter og skabe et dynamisk og innovativt marked af startups og frie agenter. 

Nu, 30 år inde i den digitale revolution, ved vi, at det var mere kompliceret end som så. I stedet for væltede diktatorer fik vi digitalt bevæbnede totalitære regimer udrustet med AI-optimerede overvågningssystemer, og i stedet for Richard Floridas kreative paradis fik vi et digitalt Wolt-proletariat og en ungdomsgeneration, der er ved at knække af digital mistrivsel.

Det naive syn på informationsteknologi

Den israelske forfatter Yuval Noah Harari taler i sin seneste bog Nexus om det han kalder ”det naive syn” på informationsteknologi. Det er idéen om, at jo mere viden og jo flere informationsteknologier, vi frembringer, desto bedre bliver verden. Harari kritiserer denne opfattelse og nævner talrige eksempler på, at nye informationsteknologier også medførte horrible og katastrofale idéer, som gav os heksejagter, nazisme og stalinisme. 

Det er begyndt at gå op for verden uden for Silicon Valley, at vi er blevet stopfodret med Silicon Valleys naive teknoliberalisme og blindt har troet på informationsteknologiernes ubetingede lyksaligheder. Politikere er begyndt at gøre det, politikere er sat i verden for – nemlig at regulere teknologier, som udfordrer og undergraver vores demokratiske systemer. Og eksperter, forskere og meningsdannere er i stigende grad begyndt at tale om informationsteknologiens bagsider, og rundt omkring begynder ganske almindelige mennesker at eksperimentere med digital detoxing eller forældrekontrakter, der skal holde sociale medier ude af skolernes yngste klasser.

Dalens modsvar

Så hvordan har Silicon Valley reageret på dette forventelige tech-lash fra en omverden, der ikke længere tror på den naive teknoliberalisme? På den ene side kunne man måske have forventet en modreaktion, hvor teknologibosserne forsvarede deres teknologiliberalisme og pressede på for øget liberalisering ud fra devisen om, at vi endnu ikke for alvor havde høstet frugterne af digitaliseringen. Og på den anden side kunne man måske have forventet en smule lydhørhed og en (måske lettere modvillig) indrømmelse af, at ureguleret udbredelse af informationsteknologier også kan have alvorlige skyggesider. 

Silicon Valley valgte dog en overraskende tredje vej, som ved første øjekast fremstår fuldstændig ulogisk og i kontrast til alt hvad teknologibranchen hidtil har stået for. Med Elon Musk som den flamboyante bannerfører valgte adskillige af branchens mest magtfulde personligheder nemlig at slå ind på en ideologisk kurs, som bedst kan beskrives som teknoroyalisme, teknototalitarisme eller i sin mest hysteriske form som egentlig teknofascisme. 

Aut Zuck Aut Nihil

Tag for eksempel Mark Zuckerberg. Efter en endeløs række af skandaler (Cambridge Analytica, Frances Haugen og så videre) har han mildest talt lignet en udbanket bokser, der famlede sig rundt i ringen uden rigtig at kunne gøre noget rigtigt. Indtil for cirka en måned siden, hvor han med fornyet selvtillid og maskuline skægstubbe trådte på scenen til en udviklerkonference iført en fashion-designet sweatshirt, hvorpå der med store bogstaver var printet ”Aut Zuck Aut Nihil”. Altså ”Mark Zuckerberg eller intet!”

Budskabet var klart. Det er founderen, der bestemmer. Zuckerberg er den guddommelige kejser, som ingen kan og bør betvivle.

Og selvfølgelig var det bare en sweatshirt. Men idéen om den royale – ja måske nærmest guddommelige – founder ligger langt dybere i den nye ideologi, som kendetegner Silicon 

Founder mode

Valley. I september skrev co-founderen af Y Combinator Paul Graham et blogindlæg, som sendte gravitationsbølger igennem teknologibranchen i USA. Titlen på indlægget var ”Founder mode”, og det handlede kort fortalt om, hvordan nogle af de bedste teknologivirksomheder bliver ledet af stærke og idiosynkratiske founders, som blander sig i de mindste detaljer i virksomhedens dagligdag. De er ikke typiske topchefer, der hyrer et lag af kompetente mellemledere, de er konger, som arbitrært og med ubegrænset magt kan blande sig i alle rigets (virksomhedens) beslutninger. Det bedste eksempel er naturligvis Steve Jobs, som var notorisk kendt for micro management og en ledelsesstil, der nok opnåede fantastiske resultater, men også var kendt for at være grænsende til det psykopatisk diktatoriske.

Fra teknooptimisme til filosofkonger

Et tredje eksempel er Marc Andreessens teknoutopiske kampskrift fra 2023, som på mange måder fremstår som den ideologiske bro fra teknoliberalisme til teknototalitarisme.

I ”The Techno-optimist Manifesto” beskriver Andreessen den klassiske teknoliberalistiske idé om, at teknologi vil frisætte verden. Teknologi er godt, og mere teknologi er bedre. Punktum. Men så begynder han at beskrive en nærmest manikæisk kamp mellem de gode teknooptimister og de onde teknologiskeptikere, som taler om etik, politisk regulering og andre ubehageligheder, som kan forsinke den uundgåelige teknologiske udvikling. På trods af, at det er et teknologiliberalistisk kampskrift, kammer det over i en Platonisk idé om, at der en bestemt kaste af teknologikyndige, som har mere ret end andre. Det er idéen om, at fri udvikling af teknologi ikke bare sker af sig selv. Det kræver stærke mænd (!), som har det rette mindset, den rette forståelse af teknologi og evnen til at ignorere alle grædekonerne, der hyler op om etik og politisk regulering. 

Fra Smith til Rand

Det ideologiske spring fra Adam Smiths usynlige hånd til Ayn Rands stærke iværksættermand finder vi måske mest tydeligt hos Silicon Valleys ideologiske grå eminence, Peter Thiel, som er åbenlyst antidemokratisk, antiliberalistisk og antikapitalistisk. Peter Thiel har i snart mange år bekendt sig til en ideologi, som handler om, at monopolistiske virksomheder og stærke virksomhedsledere har ret til ubetinget magt, som ikke skal kvæles af initiativløse mellemledere og gumpetunge offentlige bureaukrater. Den stærke leder skal have lov til at udfolde sig uden begrænsninger, for kun de stærke ledere forstår teknologiens frisættende potentialer. 

Under sine vinger har Thiel desuden kultiveret én af Silicon Valleys måske mest ekstreme ideologiske stemmer, Curtis Yarvin, som beskriver sig selv som neo-monarkist og den ideologiske bagmand til det, han selv kalder autoritær libertarianisme. Yarvin har udtalt, at han ser sig selv som ”en mørk elver, der er på en heroisk rejse for at redde de uvidende hobitter”.

Yarvin tager idéen om den stærke leder fra teknologiverdenen og overfører det til hele det amerikanske demokrati, som han opfatter som komplet dysfunktionelt. Han forestiller sig i stedet det ideelle USA som et monarki med en stærk mand på toppen, der hersker over et libertariansk samfund af stærke virksomheder med nærmest feudale magtbeføjelser. Altså en kombination af ekstrem centralisering og ekstrem decentralisering – men vel at mærke en decentralisering, der primært tjener feudalherrerne og ikke de uvidende hobbitter. 

Yarvin kan måske fremstå som en ideologisk freak, som befinder sig i udkanten af nogen form for indflydelse. Men den sorte elver er efter sigende en væsentlig ideologisk inspirationskilde for den amerikanske vicepræsidentkandidat JD Vance. Og det er heller ikke helt usandsynligt, at Trump selv lytter efter, når folk som Yarvin, Thiel og Musk taler om behovet for en ultimativt stærk leder – også i stolen på det ovale værelse. 

Klimabenægteren der elskede elbilsfabrikanten

Når en innovativ teknologientreprenør som Elon Musk, der har skabt verdens bedste elbiler, pludselig forelsker sig i en fossilelskende, narcissistisk, megaloman præsidentkandidat, kan det umiddelbart fremstå dybt besynderligt, men i virkeligheden er Musks sykofantiske forelskelse i Trump et udtryk for det dybe ideologiske skift, der er gået igennem Silicon Valley de sidste 5-10 år. Et skift der starter med, at man forsvarer teknologisk fremskridt, som ubetinget godt, men undervejs i dette forsvar er man nødt til at affeje kritikerne af teknologi som dumme hobbitter, der udelukkende kan bekæmpes hvis founderen, lederen eller præsidenten tildeles ubetinget og ubegrænset magt. Og således er frihedselskende teknoliberalisme svunget over i en teknototalitarisme, der i den mest ekstreme form tenderer en fascistoid hyldest af stærke mænd.

Hvad rager det os?

Men hvad rager det egentlig os, hvad de går og taler og skriver om i Silicon Valley? Kan de ikke bare få lov til at klovne rundt i deres skøre milliardæruniverser? 

Den var måske gået for 20 år siden, hvor digital teknologi ikke havde den samme betydning for vores samfund og dagligdag, som det har i dag. Problemet er, at hvis iværksætterne og de stærke mænd i Silicon Valley bliver skøre, så bliver deres produkter også skøre. Udviklingen af Twitter/X efter Musks overtagelse er et sigende eksempel. Twitter var aldrig en perfekt platform, men før Musk overtog tøjlerne, forsøgte man i det mindste at skabe en informationsplatform, der bidrog til bedre demokratiske samtaler. Efter Musk er det blevet et anarkokapitalistisk råbekammer, hvor de mest ekstreme synspunkter har frit spil til at manipulere algoritmen, alt imens kongen af det hele – Musk – sidder i centrum og udnytter den ubegrænsede magt, det giver at have fri adgang til maskinrummet på det sociale netværk, der måske har mest betydning for politikere, journalister og meningsdannere i store dele af verden. 

Men det er naturligvis ikke bare Twitter, der er problemet. Digitale systemer udviklet på den amerikanske vestkyst er alle vegne i vores dagligdag. Jeg sidder lige nu og taster på en pc udviklet af Microsoft, mens jeg bruger software fra virksomheder som Google, OpenAI og Apple. Når du går på arbejde, bliver din arbejdsindsats og din trivsel på arbejdspladsen overvåget af software, som i mange tilfælde har sin oprindelse i Silicon Valley. Og naturligvis er hele din køretur på vejen til arbejde i stigende grad overvåget og kontrolleret af algoritmer og kunstige intelligenser, som skabes af medarbejdere hos store tech-giganter, der i stigende grad sværger til teknototalitarisme. 

Og så skal vi naturligvis ikke glemme, at tech-milliardærerne ikke nøjes med at snakke og skrive blog-posts, de sender også milliarder af dollars i retning af politikere og politiske kampagner, der støtter op om deres teknototalitære utopi. 

Silicon Valleys ideologi er løbet af sporet

I begyndelsen af dette årtusinde tilbød den teknoliberale ideologi verden en hyggelig sutteklud, hvor tech-giganter kunne gøre, hvad de havde lyst til, så længe alle troede på, at verden blev et bedre sted med internet, sociale medier og kunstig intelligens. Den teknoliberale ideologi overbeviste verden om, at teknologi var uundgåelig, uafvendelig og apolitisk. Men det burde nu være overordentlig tydeligt, at teknologi altid har været politisk. Og med den teknototalitære drejning, som Silicon Valley er slået ind på, er det i stigende grad tydeligt, at vi bliver nødt til at finde på ideologiske og praktiske modsvar til en teknologiideologi, som – set fra et dansk perspektiv – er ved at løbe fuldstændig af sporet.

Så hvad kan man gøre?

Faktisk bliver der allerede gjort en del fra politisk hold. Fra EU har vi de seneste år fået reguleringer som GDPR, DSA, DMA og AI Act, som alle kan fremstå som bureaukratiske hæmsko for digital innovation, men som alle er nødvendige skridt i retning af, at demokratisk valgte politikere genvinder magten over teknologier med enorm betydning for europæiske borgere og deres arbejds- og dagligliv. 

Du kan faktisk gøre noget selv

Men som ganske almindelige borgere er der også ting vi kan gøre for at forsvare os mod teknototalitarisme. Vi kan starte med at stille spørgsmål til digitale overvågningsteknologier på vores arbejdspladser. Hvem har udviklet disse teknologier? Hvorfor bruger vi dem på arbejdspladsen? Hvilke interesser tjener det? Og er ledere lige så overvåget som medarbejderne?

Vi kan også – som det i stigende grad sker – begynde at tale om, hvordan teknototalitarisme har sneget sig ind i vores skoler og vores børns ungdomsliv. Hvorfor er det egentlig blevet naturligt, at børn fra 8-9-årsalderen render rundt med snuden begravet i TikTok og Snapchat? Og hvorfor har vi i Danmark ikke været bedre til at udvikle digitale undervisningssystemer, så vi i stedet har måtte lægge alle vores æg i kurven hos halvdårlige systemer fra amerikanske tech-giganter, som egentlig bare ser børnene som en fremtidig indtjeningsmulighed. 

Og endelig kan alle os, der arbejder med digital og teknologisk udvikling blive bedre til at forestille os alternative teknologiske fremtider. Jeg har arbejdet med digital kommunikation og produktudvikling i snart 25 år, og min erfaring er, at folk i denne branche stort set altid kigger i retning af Silicon Valley, når man skal forstå fremtiden.

Hvad nu hvis vi begyndte at forestille os radikalt anderledes fremtider? Personligt har jeg de seneste fem år forsøgt at bruge min fritid på, at læse alternativ science fiction, hvilket ofte vil sige bøger skrevet før årtusindeskiftet, bøger skrevet af kvinder og feminister, og bøger der ikke eksplicit handler om teknologi, men snarere om det komplekse samspil mellem teknologi og mennesker.

Det har givet mig en ny type forestillingsevne og evne til forstå teknologi på nye måder. Eksempelvis ser mange mennesker per automatik de mange nye AI-teknologier som en vej til øget effektivitet, tidsoptimering og besparelser. Men hvad nu, hvis man i stedet betragtede AI som en mulighed for at bekæmpe fordomme, øge kvalitet og skabe dybere relationer mellem mennesker?

Det er den slags spørgsmål vi i stigende grad bliver nødt til at stille os selv i en fremtid, hvor det teknototalitære spøgelse hastigt er på vej til at kaste sin skygge over Silicon Valley og dermed resten af verden.