FRA TOGA-LOGEN TIL DIREKTIONSGANGEN: SYV FÆRDIGHEDER, DER HAR LAVET LOBBYISMEN OM

Engang foregik magten over en fadøl på Toga Vinstue. Cigaretrøg, sene aftener, lukkede netværk. I dag foregår den i excelmodeller, høringssvar og politiske analyser udarbejdet på direktionsgangen i Nordhavn. Public affairs er gået fra at være en mørk kunst i baglokalet til at være en strategisk ledelsesdisciplin på linje med finans, jura og kommunikation.

Johannes P. Bøggild har bygget arbejdet i PFA, DSB, Ørsted, dansk erhverv og TotalEnergies. Sammen med Jan Juul Christensen har han netop udgivet bogen "Farvel til Toga Logen", der identificerer syv færdigheder, som har flyttet faget ind på direktionsgangen. Bogen er en hyldest til professionaliseringen, men også en kortlægning af et felt, der har ændret sig grundlæggende: Det handler ikke længere om at kende den rigtige. Det handler om at levere den rigtige analyse.

Vi har talt med Bøggild om, hvad det her egentlig er for en ny faglighed. Om hvorvidt AI sletter de personlige relationer eller forstærker dem. Om risikoen for et Christiansborg drukner i "public affairs slop" af automatiserede høringssvar. Og om hvorvidt den klassiske lobbyist overhovedet har en chance i en verden, hvor magten i stigende grad ligger i de sprogmodeller, som embedsværket bruger til at forstå virkeligheden.

De syv færdigheder og den nye faglighed

Du indleder bogen med et dramatisk farvel til Toga Logen og de brune værtshuse, hvor lobbyisme før i tiden handlede om lukkede netværk og sene aftener. Hvis det ikke længere er de personlige relationer over en fadøl, der flytter magten, hvad er så den vigtigste valuta for en moderne lobbyist?

Det er præcis det, vi udfolder over syv kapitler. Vi beskriver en palet af syv forskellige færdigheder, der tilsammen udgør moderne politisk interessevaretagelse. Politisk processuel færdighed, regulatorisk færdighed, retorisk færdighed, alliancefærdighed, netværks- og eventfærdighed, data- og analysefærdighed, og ikke mindst evnen til at kende sin organisations eller virksomheds værdiskabelse indgående. Det er en færdighed vi kalder value at stake eller kommerciel færdighed, fordi det er sådan, en række konsulentvirksomheder oprindeligt introducerede den.

Hvilken af de syv færdigheder har erhvervslivet sværest ved at lære?

Erhvervslivet kan have svært ved at tale politisk. Mange ledere vil gerne ses som en helt. En, der kommer ridende ind med en løsning på et problem for sig selv og får anerkendelse for det. Sådan fungerer det bare ikke i politik. Man skal starte et helt andet sted, hvor man identificerer centrale samfundsproblemstillinger, som man kan bidrage til at løse. Det skal selvfølgelig være samfundsproblemer, som også giver kommerciel mening for virksomheden. Men ved at samfundsproblemerne er omdrejningspunktet, bliver man automatisk en hjælper frem for en helt. Det er svært for nogle i erhvervslivet at vænne sig til, men når man gør det, så åbner det for nogle helt andre samtaler og udfaldsrum. Og det er her, der ligger noget særligt fascinerende i den måde, god politisk interessevaretagelse udfolder sig på i Danmark.

Du har selv opbygget public affairs-afdelinger i tunge selskaber som PFA, DSB, Ørsted og TotalEnergies. Hvordan adskiller de syv færdigheder sig fra den klassiske corporate kommunikationsværktøjskasse? Er det her reelt en helt ny faglighed?

Der er mange overlap med kommunikation, og funktionerne skal arbejde tæt sammen. Men politisk interessevaretagelse er en ny metier, der er vokset frem. Den virksomhed eller organisation, der i dag får politisk lydhørhed, er ikke nødvendigvis den, der råber højest og smider om sig med mest omtale, men snarere den, der kan dokumentere, hvordan et konkret forslag bidrager til at løse et samfundsproblem, politikerne allerede er optaget af. Det kræver data, politisk forståelse, analyser, kundeforståelse og evnen til at indgå alliancer på tværs af sektorer.

Så ja, der er opstået en ny faglighed, som står på skuldrene af og trækker på en del andre fagligheder: sociologi, data science, politologi, økonomi, retorik, jura, adfærdsøkonomi, psykologi og flere. Samtidig anlægger vi det perspektiv, at det handler om omdømme, hvilket knytter public affairs sammen med kommunikation.

Betyder det, at den moderne CEO i dag reelt skal være virksomhedens "Cheflobbyist"? Eller skal disciplinen uddelegeres til specialister?

Det kan faktisk være begge dele. Nogle topchefer er utrolig gode til det her, og de har en større troværdighed end den klassiske public affairs-rådgiver. Men det er få personer, som formår at mestre alle syv færdigheder på samme tid, så topcheferne skal typisk have nogen til at støtte og hjælpe sig. For eksempel i at forstå de politiske processer.

AI-paradokset: Bliver relationer mere eller mindre værd?

En af jeres hovedpointer er, at embedsværket efterspørger hård viden, data og gennemarbejdede analyser. Men i dag kan enhver AI-model spytte en samfundsøkonomisk analyse ud på fem sekunder. Bliver de personlige relationer, tilliden og den menneskelige intuition paradoksalt nok endnu vigtigere, fordi data nu er en gratis og uendelig råvare?

Vi har i mange år talt om frygten for, at maskinerne spiser os til morgenmad. Det centrale her er, hvordan man får dem til at servere morgenmaden. Der er visse opgaver, som AI løser virkelig godt, men mon ikke vi alle også har oplevet hallucinationer og faktuelle kortslutninger. Brugt på den rigtige måde kan AI bidrage med stærke redskaber inden for monitorering, idéudvikling, mønstergenkendelse og analyser. Men AI er kun så god, som du selv beder den om at være, når du prompter den og fodrer den. Evnen til at leve sig ind i en modtagers sind er fortsat ikke AI's stærkeste kompetence.

Når maskinerne overtager produktionen af argumenter, flytter magten så ikke tilbage til det dybe, personlige netværk? Hvordan får man overhovedet politikernes opmærksomhed, hvis man ikke har en relation, der kan skære igennem den digitale støj?

Man skal ikke underkende det taktile og personlige. Det betyder noget. Men pointen i bogen er, at politisk interessevaretagelse er en dialog, som foregår i en arena, man kan påvirke på forskellig vis. Politikere og embedsapparat er superprofessionelle og ønsker en samtale og input med henblik på at lave fornuftig lovgivning, der lever op til formålet. Ikke for at tilgodese en enkelt relation eller virksomhed. Det ville være at underkende professionalismen blandt embedsfolk og politikere, hvis man tror, at de kun lytter til folk, de kender og har en relation til. En professionalisme, vi skal være stolte af i Danmark.

I Peter Golls bog "Fra ord til magt" hyldes den klassiske "Dungeon Master"-rolle, hvor den, der kontrollerer narrativet, kontrollerer magten. I jeres bog lyder det snarere, som om den, der leverer den bedste excelmodel, vinder. Hvem vinder spillet, når AI kan automatisere narrativerne? Mennesket med relationerne eller den bedste algoritme?

Det vil være en grov forsimpling at reducere det hele til en retorisk færdighed, og det tror jeg heller ikke er Golls pointe. Jeg anerkender fuldt ud værdien af retorik, og som vi viser i bogen med eksempler, kan retoriske greb have en enorm stærk effekt. Men målet kan aldrig være alene at vinde narrativet. Det er et middel, og kun relevant, hvis det er koblet med en samfundsanalyse og politiske anbefalinger, der fører et sted hen. Hvis narrativet blot er en talen på politikerne, kommer man ikke langt. En af pointerne er, at vi har at gøre med en dialog. En politisk samskabelse. Du skal bruge dine ører og din indlevelsesevne.

Demokratisering eller "public affairs slop"?

I beskriver politisk interessevaretagelse som noget, der i dag er "åbent for alle, hvis man forbereder sig rigtigt". Men når adgangen demokratiseres, og teknologien gør det nemt for alle at agere lobbyister, risikerer vi så ikke at drukne systemet i det, man kunne kalde "public affairs slop"? En tsunami af maskingenererede analyser, standardiserede mails og ligegyldig støj, som ingen politikere har tid til at læse?

Jeg forstår den teoretiske risiko, men jeg ser den ikke i praksis. Modtageren er et menneske. En reflekterende person med passion, faglighed og kritisk sans. Hvis man som organisation eller menneske gør det her forkert, så får man i bedste fald ét møde. Og kun ét. Så nej, jeg tror folk ved, at de skal gøre sig umage.

Risikerer demokratiseringen ikke i virkeligheden at føre til, at politikerne lukker dørene og trækker sig tilbage til en ny form for lukket loge?

Så længe embedsapparat, politikere og rådgivere oplever, at der er en værdi ved at tale med nogle, der kan bygge bro til virkeligheden og fortælle dem om vilde problemer, hjælpe med løsninger eller konsekvenser af lovgivning, så tror jeg, at dialogen bliver ved.

Politik er blevet et afgørende konkurrenceparameter, og mere end 5.000 mennesker arbejder med politisk interessevaretagelse i Danmark. Hvis de alle begynder at bruge de samme syv færdigheder, de samme AI-værktøjer og de samme datamodeller, ender vi så ikke med en total ensretning af faget?

Det er jeg ikke bekymret for.

Viden som valuta og det fortsatte spørgsmål om transparens

I beskriver, hvordan lobbyister arbejder mere åbent og anerkendt i dag. Men hvis alt rykker ind på direktionsgangen i strukturerede public affairs-processer, bliver processen så reelt mere transparent for offentligheden? Eller flytter vi bare mørkekammeret fra Toga Vinstue ind i lukkede mødelokaler i Nordhavn?

Nej.

I har interviewet en imponerende række tunge profiler til bogen, fra klimaminister Lars Aagaard til erhvervsledere som Torben Möger Pedersen og Jakob Bøss. Hvad overraskede dig mest? Gav de udtryk for, at de overhovedet gider høre på de 5.000 lobbyister, hvis henvendelserne i stigende grad bærer præg af strømlinet metodik?

Dit spørgsmål bliver lidt fortegnet, for alle 5.000 går ikke til den samme politiker. Vi har en forventning om, at markedet ikke er mættet endnu. Men hvis du ikke bringer værdi ind i samtalen, så bliver dialogen meget kort.

Fra velfærdsstat til kampstat: de vilde samfundsproblemer

Danmark er midt i et paradigmeskift, hvor samfundet bevæger sig fra welfare state til warfare state, parallelt med en akut klimakrise. Hvordan taler jeres syv færdigheder ind i en verden præget af systemkrise og geopolitisk uro?

Danmark står midt i en række samtidige kriser, der hver for sig er vanskelige at håndtere alene af politikere og embedsapparat. Klimaforandringerne accelererer hurtigere end ventet, biodiversiteten er under pres, den geopolitiske situation blotlægger afhængigheder og risici, sundhedssystemet kæmper med kapacitet og arbejdskraft, og en stigende mistrivsel blandt børn og unge bekymrer på tværs af partiskel.

Det er problemer, som ikke lader sig løse med et enkelt lovforslag, en hurtig finanslovsaftale eller en teknisk justering i et ministerium. De er vilde samfundsproblemer. Komplekse, foranderlige og gensidigt forbundne udfordringer.

Netop fordi problemerne er vilde, kan de ikke løses af politikere og embedsapparat alene. Politikerne kan sætte retning, vedtage rammer og fordele ressourcer, men de kan ikke alene skabe innovation, ændre adfærd eller mobilisere den kapital og viden, som reelt skal til for at flytte samfundet. Derfor er der i dag et stort behov for, at flere aktører tager del i løsningen. Virksomheder, organisationer, fagbevægelse, civilsamfund og forskningsmiljøer.

Virksomheder måles benhårdt på deres samfundsansvar. Hvis en virksomhed bruger jeres værktøjer til at modarbejde eller udvande regulering, er det så udtryk for "god og professionel interessevaretagelse"?

Det er helt legitimt at forsøge at ændre regulering, som er dårlig, forkert og som måske underminerer dit forretningsgrundlag.

Er de syv færdigheder ideologisk neutrale? Eller fungerer de fundamentalt bedst for de kapitalstærke aktører, der har råd til at ansætte de bedste folk til at eksekvere dem?

Der er en vigtig ressourcediskussion, men med bogen åbner vi feltet og inviterer ind. Desuden handler det også om kreativitet. Jeg oplever, at nogle NGO'er er ekstremt gode til politisk interessevaretagelse. Ofte langt bedre end meget mere ressourcestærke virksomheder, hvis du alene måler på økonomi. NGO'erne formår at lave kampagner, mobilisere og spille på følelser med en intensitet, som de færreste virksomheder magter eller tør.

Kritiske spørgsmål til faget

Der findes en udbredt folkelig skepsis mod lobbyisme. Hvis jeres bog er en hyldest til professionaliseringen, risikerer I så ikke at overse, at den jævne borger føler sig fuldstændig koblet af det politiske kredsløb? De har hverken adgang til direktionsgangen eller råd til PA-rådgivning.

Det kan bogen forhåbentlig være med til at ændre på.

Vi ser politiske figurer, der fuldstændig kortslutter de traditionelle institutioner, embedsværket og de logiske argumenter. Hvad stiller en topprofessionel public affairs-afdeling op med sine syv rationelle færdigheder, når den møder en politisk virkelighed drevet af populisme, følelser og anti-elite-retorik?

Det er sådan set ikke nyt. Min erfaring er, at du bliver på egen banehalvdel og har en stille og rolig dialog med alle, der gider at tale med dig.

GEO, infrastrukturel magt og fagets fremtid

Politiske beslutningstagere og deres rådgivere læser ikke længere kun rapporter. De bruger i stigende grad AI-motorer til at researche, sammenfatte høringssvar og analysere komplekse problemstillinger. Betyder det ikke, at moderne public affairs handler om GEO (Generative Engine Optimization)? At optimere budskaberne, så de overhovedet dukker op, når politikeren prompter sin AI?

Nej.

Hvis magten i dag i høj grad er infrastrukturel og ejet af de tech-giganter, der kontrollerer de sprogmodeller, samfundet bygger sin virkelighedsforståelse på, har den klassiske lobbyist så overhovedet en chance? Hvis en virksomheds "Share of Model" er lig nul, er jeres syv færdigheder så ikke værdiløse?

Nej.

I en verden med AI-drevet informationssøgning er narrativerne flydende og kontrolleres af algoritmer. Gør jeres bog op med ideen om den synlige, dagsordensættende lobbyist til fordel for en mere usynlig, infrastrukturel påvirkning? Eller overser I, hvor hurtigt AI ændrer adgangen til information på Christiansborg?

Det må vi se, hvis vi snakker sammen igen om et år eller to. Jeg tror det ikke. AI er en mulighed for at udvikle faget på en måde, som ingen af os endnu helt har set det fulde potentiale af.

Corporate Patriotism og den geopolitiske dobbeltbinding

Vi har set en markant analyse af, at virksomheder er på vej ud af corporate sustainability og ind i et nyt paradigme: Corporate Patriotism. Vi befinder os i en geopolitisk engineering-stat, hvor staterne ikke bare vil løse universelle problemer, men sikre national magt og teknologisk uafhængighed. Hvordan ændrer det public affairs-rollens DNA?

Det er en vigtig politisk dagsorden, hvor virksomhederne også forventes at bidrage. Det er fundamentalt set ikke så meget anderledes. Emnet er blot et andet.

Hvis public affairs på direktionsgangen i dag i bund og grund handler om at håndtere geopolitiske dobbeltbindinger, er jeres syv færdigheder så overhovedet gearet til en verden, hvor et banalt IT-indkøb pludselig bliver tolket som en national suverænitetshandling?

Min konklusion er det modsatte. Genstandsfeltet er blot blevet udvidet med flere politiske forventninger og muligheder, der skal håndteres. Det øger efterspørgslen. Ikke det modsatte.

Johannes P. Bøggild og Jan Juul Christensen har skrevet bogen "Farvel til Toga Logen" om de syv færdigheder, der har flyttet politisk interessevaretagelse ind på direktionsgangen.