Farvel til Toga logen og goddag til den danske PA-model
Mens Rusland bruger korruption som politisk valuta, har Danmark udviklet en anden opskrift. Bøggild og Christensens nye bog er den bedste beskrivelse, vi har, af hvordan den danske PA-model er opstået, og hvorfor den opskrift virker i den danske velfærdsstat.
Den engelsk sociolog Alena Ledeneva lavede engang et et stort sociologisk studie af korruption i Rusland. Studiet viste, at den russiske politiske logik er omvendt af den danske. Det at være bestikkelig er ikke i den russiske sistema et tegn på moralsk fald. Det er et tegn på politisk værdi. Hvis nogen finder dig værd at bestikke, er du godkendt som en en vigtig aktør. Du er til at stole på.
To opskrifter på politisk indflydelse
Konkurrencen om at være mest korrupt sikrer, at de økonomisk tungeste stakeholdere kan veksle deres vægt om til indflydelse. Korruptionen er limen mellem stat og virksomheder. Det er den russiske opskrift på politisk interessevaretagelse, hvor pengene taler.
Den danske opskrift er en anden. Og det er præcis den, Johannes P. Bøggild og Jan Juul Christensens Farvel til Togalogen prøver at sætte på formel. Idéhistorisk såvel som håndværksmæssigt. Bogen er ikke kun en branchebog. Den er det første alvorlige forsøg på at beskrive, hvad professionel politisk interessevaretagelse i Danmark faktisk er, hvor den kommer fra, og hvorfor den danske model adskiller sig fra både den amerikanske helteversion og den russiske bestikkelsesvariant. Det er en samfundsdiagnose iscenesat som faghistorie. Og den fortjener at blive læst som sådan.
En sjælden indsigt i maskinrummet
Bogen er på flere måder usædvanlig. Det er sjældent, vi får så indlæst og ærlig en beskrivelse af, hvordan public affairs faktisk ser ud fra indersiden. Både som idé og som konsekvens af et systemisk skifte med flygtige vælgere, tomme baglande og et embedsværk og politiske partier, der i stigende grad må importere viden udefra for overhovedet at kunne lovgive.
Lsæ også Kresten Schultz Jørgensens anmeldelse af bogen her:
Kresten Schultz Jørgensen
Forfatterne har siddet i lokalet. De har været både helte og skurke i nogle af fagets største sager eksempelvis DSB/Waterfront. Det giver bogen en feel for the game, som lyser ud af hvert eneste eksempel. Det giver også et implicit moralsk kompas. De ved, hvad god public affairs er, fordi de også har lavet dårlig.
Et opgør med fordommene
Bogens grundpåstand er, at politisk interessevaretagelse i form, indhold og konsekvens er langt mere kompleks, end den folkelige forståelse af fænomenet tillader. Hvad der er rigtigt, forkert, fornuftigt eller farligt, varierer fra sag til sag. Ofte med en overraskende præmis og en endnu mere overraskende konklusion. Det er det opgør med fordomme og letkøbte domme, der er bogens egentlige projekt. I forfatternes optik er god, professionel politisk interessevaretagelse et positivt bidrag til dansk politik. Det er en vigtig del af den korporative danske stat, der sikrer dynamisk og bredt forankret samfundsudvikling.
Bogens skjulte korporative moral: Den velbetalte hjælper
Hvis man læser bogen omhyggeligt, ligger der en korporativ moral indlejret i argumentet, som forfatterne aldrig helt artikulerer, men som er styrende for, hvad de skriver. Det er moralen om virksomheden eller organisationen som velbetalt hjælper snarere end som egocentrisk helt.
Helten og hjælperen
Den egocentriske helt ser sig selv som primær aktør i sin egen sag, hvor politikere er instrumenter, NGO'er forhindringer, embedsværket en barriere og borgerne en målgruppe. Det er den klassiske amerikanske lobbymodel, og det er den, der har givet lobbyisme sit dårlige ry. Det er den, man ser for sig, når man ser røgfyldte baglokaler og sene timer på Toga.
Den velbetalte hjælper ser sig anderledes. Hun eller organisationen er en faglig ressource, samfundet kan trække på, fordi embedsværket og politikerne ikke selv kan producere hendes ekspertise i markedet, teknologien eller værdikæden. Hendes opgave er at gøre beslutningstagerne klogere, ikke at manipulere dem. Det er en hjælper for embedsmanden, politikerne og samfundet.
Fire skift i selvforståelsen
Skiftet i selvforståelse ændrer fire ting på én gang:
Det ændrer forholdet til sandheden, fordi hjælperens værdi ligger i, at hun kan stoles på, mens helten har incitament til at overdrive og skjule.
Det ændrer forholdet til modstanderne, fordi hjælperen henter dem ind i koalitioner frem for at bekæmpe dem. Novos motorvej og arbejdsmarkedspensionerne blev begge skabt ved at finde framings, hvor modparten kunne se sig selv i resultatet. Hvor man definerede og løste et fælles samfundsproblem.
Det ændrer forholdet til tid, fordi hjælperen tænker i relationer og politiske processer over årtier, hvor helten tænker i kampagner og hjørnespark. Hjælperen snakker om gentaget spil, kroge for det videre arbejde og relations- og kapacitetsopbygning.
Og det ændrer forholdet til legitimitet, fordi hjælperen legitimeres af sin proces, ikke kun af sine resultater. Det er en proceslegitimitet, der spejler embedsværkets egen, og det er ingen tilfældighed. Det er den måde, en privat aktør kan opbygge en troværdighed, der ligner den offentlige.
Fra branchebog til samfundsdiagnose
Det er denne stille moral, der gør bogen til mere end en branchebog. Den er en samfundsdiagnose forklædt som faghistorie. Den fortæller, at den danske velfærdsstat fungerer, fordi virksomhederne og organisationer har lært at se sig selv som en del af et større kollektivt projekt. De er en del af løsningen.
Bogen er fyldt med eksempler på, hvad der sker, når aktører glemmer det. DSB/Waterfront og Falck-skandalen viser, at egocentriske helte måske nok vinder kortvarigt, men de brænder også broer og ødelægger ikke kun deres egen sag, men tilliden til hele branchen.
Hvor den amerikanske model belønner den, der argumenterer hårdest, og den russiske den, der betaler mest, belønner den danske den, der leverer mest substans, bevarer mest troværdighed og kan hjælpe med at udvikle konkrete løsninger.
En idéhistorisk læsning
Det interessante er, at bogen leverer noget så usædvanligt som en faghistorisk, næsten genealogisk læsning af PA-fagets udvikling. Vi følger, hvordan disciplinen vokser ud af partiapparater og ungdomsorganisationer, helt tilbage til Teitgens direkte telefonlinje til kongen og statsministeren. Meget er sket siden. Men kernen, fastholder forfatterne, er den samme.
Fra Togabar til CBS-tilgang
For at navigere væk fra Togabarens øllede håndslagsaftaler sværger de troskab til et nyt paradigme, de kalder CBS-tilgangen. Den er rationel, djøfokratisk og tager udgangspunkt i, hvordan den korporative velfærdsstat faktisk træffer beslutninger. Togalogens uformelle aftaler er ikke kun moralsk anløbne i den nye virkelighed. De er også ineffektive i en politisk teknokratisk verden af EU-regulering, kompleks regulering og evidenskrav.
Velfærdsmotor og demokratisk samtale
Det er her, bogen rammer noget vigtigt. Den danske version af public affairs er ikke kun mere effektiv end den russiske. Den er også den hemmelige opskrift på, hvordan det korporative danske samfund er blevet ekstremt velhavende og ekstremt lykkeligt. Casen om Torben Möger Pedersen og opfindelsen af arbejdsmarkedspensionen viser det fint. En velkørt PA-indsats samlede modstridende interesser og sikrede, at den danske arbejder ikke endte på fattiggården som ældre. God public affairs som velfærdsmotor.
På metaplan er bogen dermed også en begavet lobbyindsats for lobbyismen selv. Som legitim, hæderlig og nødvendig praksis. Trods fordommene foregår moderne politisk interessevaretagelse, public affairs eller PA, som en integreret del af den demokratiske samtale. Ikke i modsætning til de demokratiske processer, men i de bedste tilfælde som en proces, hvor virksomheder og samfund løser fælles problemer sammen.
Doing Public Affairs og de syv færdigheder
I den nyere strategilitteratur taler man ikke længere om strategi som dokument eller artefakt, men som levet social praksis. Strategy is something you do, not something you have, lyder devisen, der er udfoldet af blandt andre Richard Whittington og hele Strategy as Practice-skolen siden begyndelsen af 2000'erne. Bogen har implicit overført denne tilgang til public affairs og kan læses som det første alvorlige forsøg på at beskrive, hvad Doing Public Affairs er i Danmark, og ikke mindst hvorfor det er blevet, som det er.
Strategien lever i udøvelsen
Det teoretiske skifte skal ikke undervurderes. Den klassiske PA-litteratur har mest behandlet faget som en sekvens af analytiske trin. Først kortlægger man stakeholderne. Så formulerer man strategien. Så implementerer man. Modellerne er rene, instrumentelle og let undervisbare. De fungerer godt på et whiteboard, men er en ufuldstændig beskrivelse af virkeligheden.
Praksisteorien vender forholdet om. Strategi er ikke noget, der ligger i et dokument og derefter eksekveres. Strategi er noget, der bliver til, mens den udøves. Den lever i de små valg, de uformelle samtaler, de uventede alliancer og de improvisationer, der opstår, når en plan møder en kompleks virkelighed faciliteret af en kompetent hjælper. Det er en tilgang, som har udviklet sig inden for PA-branchen over en årrække, og som står stadig tydeligere i PA-litteraturen, men altså står helt klart i denne bog.
En lille disclaimer er, at den ene forfatter til denne artikel selv har skrevet en "Lobbyistens værktøjskasse", som på en og samme tid søger at give værktøjer og modeller, og som også trækker i retning af en dynamisk PA-praksis. Men her er, helt ærligt, hverken den idéhistoriske baggrund eller de gode eksempler, som den anmeldte bog leverer.
Hvorfor praksisperspektivet betyder noget
For public affairs er praksisperspektivet afgørende. Faget har haft et forklaringsproblem. Hvorfor lykkedes Novos motorvej, mens andre lignende projekter strandede? Hvorfor virkede framingen om jernmarker, mens andre forsøg faldt fladt?
Praksisperspektivet svarer, at forskellen ligger i selve udøvelsen. I rådgiverens evne til at læse rummet, forberede sig analytisk, time interventionen, opfange det uventede signal og handle på det. Det er en kropsliggjort, situeret kompetence, som ikke kan reduceres til modeller, men som heller ikke er irrationel mystik. Det er den slags kompetence, Bøggild og Christensen prøver at indfange, når de fortæller, hvilken telefon der blev taget hvornår, hvilken alliance der blev opdaget på en gangtur, hvilken framing der blev født i en frustreret stund.
Praksis, svingdøre og AI
Gevinsten ved dette perspektiv er tredelt. Det forklarer, hvorfor PA-kompetencer er så svære at overføre mellem organisationer. En model kan oversættes, en praksis kan ikke. Den må læres gennem deltagelse over år, og det er også derfor, svingdørseffekten i Danmark er så stærk. Det er ikke kun netværket, der følger med, men den indlejrede praksisviden om, hvordan tingene faktisk foregår. Det forklarer også, hvor den relationelle værdi befinder sig i en AI-tidsalder. Hvis PA blot var analytiske trin, kunne AI overtage hele faget. Men hvis PA er levet praksis, flyttes værdien til den menneskelige evne til at orkestrere relationer og handle med dømmekraft i situationer, hvor modellerne ikke rækker. Bogen er på den måde ikke kun en faghistorie. Den er et metodologisk manifest for en moderne måde at arbejde med public affairs.
De syv færdigheder
CBS-skolens analytiske rygrad er de syv færdigheder, som forfatterne destillerer ud af årtiers maskinrumserfaring:
Politisk procesfærdighed er evnen til at forstå, hvordan en lov faktisk bliver til. Hvor flytter et forslag sig mellem ministeriernes embedsmænd, partiernes ordførere, udvalg, høringer og forhandlingsrunder? Hvor er vinduerne, flaskehalsene og de uformelle vetopunkter? Det er den koreografiske grundforståelse, der gør resten af håndværket muligt.
Value at stake er færdigheden i at oversætte en sag fra abstrakt politik til konkret konsekvens. Hvad koster det, hvis denne afgift indføres? Hvad mister vi, hvis denne investering ikke kommer? Det er PA-disciplinens svar på business case-tænkning, og det er ofte her, de bedste lobbyister skiller sig ud. De kan vise tallet og gøre det troværdigt.
Regulatorisk færdighed er den juridisk-tekniske evne til at læse, forstå og påvirke den faktiske lovtekst. Den er vokset i betydning i takt med EU-lovgivningens stigende kompleksitet. En god PA-afdeling i dag er delvist også en juridisk afdeling, der kan operere i komitologi, delegerede retsakter og implementeringsfaser. PA er ikke på overfladen. Det kræver samtidig, at man er langt inde i "sagen".
Retorisk færdighed er evnen til at finde de billeder og formuleringer, der får en sag til at vinde frem. Det er her, bogen leverer sine mest underholdende passager med eksempler som Støjbergs jernmarker og Tesfayes PDO-børn.
Analytisk færdighed dækker den datadrevne kortlægning af stakeholdere, holdninger, magtstrukturer og policy-vinduer. Det er CBS-tilgangens modsvar til Toga-tilgangens mavefornemmelse. De husker, at modellerne kun er gode, hvis de bliver brugt, men de bedste PA-folk ved også, hvornår modellerne skal lægges væk.
Alliancefærdighed er kunsten at bygge koalitioner på tværs af interesser, der ellers ikke ville mødes. Den klassiske danske alliance mellem stat, arbejdsgivere og fagbevægelse er prototypen. Den moderne version kobler virksomheder, NGO'er, fagforeninger og kommuner i issue-specifikke konstellationer, der kan vare en sag, et lovforslag eller en hel reguleringsfase.
Netværksfærdighed er det sociale fundament under alt det andet. Evnen til at holde forbindelser ved lige, også når der ikke er en sag på bordet. Det er her, bogen vender tilbage til Toga uden at sige det højt. For meget af det relationelle arbejde, der i 90'erne foregik på et brunt værtshus, foregår i dag på folkemødet. Stedet er et andet. Logikken er den samme.
Når modeller møder virkelighed
Færdighederne er ikke teoretiske nybrud. Meget vil være velkendt for folk, der har fulgt faget i en årrække. Men bogen lykkes med at samle de seneste årtiers politiske håndværk i et sammenhængende sprog med masser af begreber og cases.
Det er her, forfatternes største bedrift ligger. De gør nærmest banale modeller umiddelbart anvendelige ved at vise, hvordan de spiller sig ud i praksis.
Casen om Kalundborgmotorvejen
Casen om Novos kamp for en motorvej til Kalundborg er bogens stærkeste. Et lærebogseksempel i, hvordan en virksomhed kobler kommerciel interesse til samfundsdagsorden, alliancepartnere og policy-vinduer, indtil sagen ikke længere fremstår som en virksomheds særinteresse, men som en national prioritet som en samlet infrastrukturplan. Altså Novo som hjælper til at skabe en bedre infrastruktur i kongeriget.
TDC og svingdørens fødsel
Tilsvarende stærke er passagerne om TDC's tidlige PA-afdeling, der blev pionerer i at hente partifolk ind i erhvervslivet og dermed var med til at grundlægge en svingdørsdynamik, vi i dag tager for givet. Forfatterne forklarer, hvorfor det dengang var nybrydende, og hvad prisen blev. Et mismatch mellem den politiske kommunikation og den offentlige, som besværliggjorde arbejdet. Det er den slags konkrete erfaringspointer, man ikke får fra en teoretisk lærebog.
Disse war stories er guld værd. Forfatterne kan ubesværet pendle mellem teori og praksis, model og virkelighed, som var det to sider af samme sag. Det er her, bogen løfter sig over de fleste bøger på feltet. Og den har altid et øje for den historiske kontekst og for de magtforhold, der gør modellerne meningsfulde i de konkrete sammenhænge.
Den danske opskrift
Tilbage står spørgsmålet, som anmeldelsen og bogen i fællesskab kredser om. Hvorfor er god lobbyisme efter den danske model faktisk værd at forsvare?
Fire ting den danske PA gør
Svaret skinner igennem bogens sider, selv når forfatterne ikke siger det højt. God dansk PA gør fire ting, som ingen anden samfundsmekanisme gør lige så effektivt:
For det første oversætter den seriøse særinteresse til fælles samfundsinteresse, før den oversætter den til politik. Den oversættelse er ikke spin. Den er den demokratiske disciplin, der gør, at private investeringer kan kobles til kollektive gevinster.
For det andet bygger den koalitioner, der overlever den enkelte sag. Torben Möger Pedersen samlede arbejdsgivere, fagbevægelse og stat om arbejdsmarkedspensionen, fordi alle tre parter kunne se sig selv i resultatet. Det er nu en stående alliance om pensionssystemet og dansk økonomi.
For det tredje leverer den den faglige substans, embedsværket ikke selv kan producere. Når et ministerium skal regulere et komplekst marked, en ny teknologi eller en sektor under hastig forandring, har det ikke ressourcerne til at gøre det fra bunden. PA-folkene bringer den viden ind, struktureret og argumenteret, og gør den tilgængelig for beslutningstagerne. Det er ikke korruption af processen. Det er en nødvendig vidensdeling, som – når det fungerer professionelt og åbent gennemført – gør lovgivningen klogere.
For det fjerde belønner systemet langsigtet adfærd. Den danske politiske kultur har en bemærkelsesværdig evne til at huske, hvem der løj sidst. PA-rådgivere, der overdriver deres value at stake, der skjuler stakeholder-interesser eller arbejder bag om embedsværket, mister adgang. Det betyder, at den dominerende strategi over tid bliver ærlighed og kvalitet. Ikke fordi danskerne er moralsk overlegne, men fordi systemet straffer alternativet.
Den modsatte samfundskontrakt
Sammenlagt giver det den modsatte samfundskontrakt end den russiske. Hvor korruptionsøkonomien koncentrerer magten hos dem, der kan betale mest, fordeler den danske PA-økonomi indflydelsen til dem, der kan argumentere bedst, alliere sig bredest og levere mest substans. Det er ikke et perfekt system. Men det er et system, der gør noget for Danmark.
5.000 PA-folk som demokratisk infrastruktur
De mere end 5.000 PA-folk i Danmark er derfor ikke nødvendigvis et symptom på et sygt demokrati. Det er en del af en ny form for korporatisme, hvor interessenterne inviteres med til bordet efter deres evne til at levere, snarere end baseret på deres traditionelle roller. Det er derfor måske også en infrastruktur, der kan være med til at gøre det muligt for en lille åben økonomi at navigere i globalisering, EU-integration, grøn omstilling og nu også AI-revolutionen uden at miste sin sammenhængskraft.
Et farvel til udskamningen
Men Farvel til Togalogen er også et forsøgt farvel til udskamningen. Den vil løfte et fag, der alt for længe er blevet behandlet som et nødvendigt onde, og placerer det som en del af løsningen.
Der er en læsning af Farvel til Togalogen, som forfatterne ikke selv leverer, men som teksten også peger på. Bogen er et symptom på et fag i legitimitetskrise.
Et trygt fag skriver ikke 300 sider om, hvorfor det er en demokratisk velsignelse. Et trygt fag forsvarer sig ikke. Det arbejder. At bogen overhovedet eksisterer, signalerer, at branchen mærker et pres, den ikke kan ignorere længere.
Bogen er på den måde et selvforsvar forklædt som oplysende faghistorie. Den vil etablere fagets demokratiske legitimitet ved at fortælle dets bedste historier og forklare dets bedste praksis. Det er et legitimt projekt. Men det er også en del af det, bogen analyserer. Den er selv en lobbyindsats. For lobbyismen. På metaplan.
Bøggild og Christensens bog er så den hidtil bedste lobbyindsats for, hvorfor god lobbyisme er godt for det danske samfund. Naturligvis alt sammen fortalt og pakketeret med de to forfattere elegant placeret og positioneret som hjælpere og i en kamp for fagets revurdering frem for helten i hovedrollen. De er jo nogle af Danmarks bedste lobbyister, som kan deres håndværk i teori og praksis.
