Hvor skal vi hen?

Af Gunhild Moltesen Agger

Her en anmeldelse af Familier som vores. Seriens overrumplende greb er dens stadige påmindelse om, at vi har set det hele før – bare i nyhedsudsendelser og dokumentarer og med andre aktører, for eksempel ukrainere, syrere og afrikanere.  Men hvad nu, hvis det var os selv?

Dystopisk klangbund

Dystopiske fremtidsscenarier i dansk film og tv er også set før. 

Allerede i 1980 forudså Benny Andersen og Dan Tschernias et scenarie, de kaldte Danmark er lukket. I denne film havde onde EF udnævnt Danmark til atomaffaldsplads! Nationen måtte afvikles, og danskere overlevede kun i eksilgrupper rundt omkring i Europa. 

Max Kestner og Dunja Gry Jensen skruede i Qeda fra 2017 tiden frem til 2095, hvor København er oversvømmet af saltvand og grundvandet ødelagt. Katastrofen kombineres her med en tidsrejse tilbage til dengang det gik galt. 

Også i Netflix-serien The Rain I-III (Jannik Tai Mosholt 2018-2020) er København ødelagt, her af giftig regn. De overlevende unge må på deres rejse gennem Danmark og Sverige søge overlevelse i bunkers, mens de venter på, at forældregenerationen tager ansvar.

I Ulaa Salims For evigt (2024) forårsager et voldsomt jordskælv en sprække på havbunden, der truer menneskenes eksistens.  

I Familier som vores sker katastrofen mere snigende. 

Næsten som det plejer

Hos Vinterberg er København set gennem blødt lys. Solen skinner mildt og venligt, mens drengene træner på fodboldbanen. Træer og buske lyser grønne på cykelruten til Gammel Hellerup Gymnasium, og forstadens solidt byggede villaer står strunke, smukt fotograferet af nordmanden Sturla Brandth Grøvlen.

Det er forår, og studenterne skal til at springe ud. Det regner ikke mere end normalt. Kun i drømme siver vandet ind under dørtrinet, selv om vi i et enkelt klip ser en kloak, der fosser over. 

Investering i diger efter hollandsk forbillede er afprøvet, men det bliver for dyrt i længden. Holland har allerede givet op, og dermed er flygtningepresset på resten af Europa begyndt. Evakueringen af Danmark foregår ikke spontant, men kontrolleret, som det må være i et velfærdssamfund som det danske, skønt det er under afvikling. Regeringen og et enigt folketing står bag beslutningen. I det svindende Danmark fordeles flygtningene ud i Europa efter et kvotesystem i en takt, der bestemmes af, hvor længe korridorerne står åbne. Der er ikke amerikanske katastrofescenarier, hvor civilisationen pludselig erstattes af alles kamp mod alle, kun mindelser om det.

Blandingen af genkendelighed og tankeeksperiment giver en særlig vemodig stemning. Vi ved, hvad der skal ske, men ikke hvordan. Spændingen er koblet til evakueringsprocessen. Hvordan reagerer vi, når vores familier, venner og kærester bliver splittede for alle vinde, når vores hjemlige miljø brydes op, når vi skal begå os på andres sprog – kort sagt, når nationen sløjfes, og vi mister vores nationale identitet? 

Flygtningestrømme 

Da krigen i Ukraine begyndte i februar 2022, så vi, hvor svært det er at beslutte sig til at forlade sit hjem og tage – hvorhen? Derhen, hvor nogen vil tage imod én, hvor man kan få visum og arbejdstilladelse, og hvor man kender andre i samme situation. Polen stod først for. Biler i daglange køer, kaotiske tilstande ved grænseovergange, mennesker, der prøvede at komme foran i køen, grædende, frysende, sultne børn og desperate mødre blev hverdagskost i medierne.

Lignende scenarier genoplever vi i Familier som vores ved grænseovergangen mellem Danmark og Tyskland og ved færgeafgangen mod Polen, samtidig med, at nogle demonstranter insisterer på at blive. 

Og hvad sker der, hvis man kommer for sent til færgen? Medierne har over årene afdækket, hvor hurtigt markedsmekanismerne træder i kraft, når der er mangel på transportmidler og steder at tage hen. Når private aktører træder til. 

Det illustreres på den lille båd, der fører papirløse danskere til Polen i Familier som vores. At enhver uden papirer er overladt til sine medmenneskers barmhjertighed eller mangel på samme, erfarer seriens to nyslåede studenter, Laura (Amaryllis August) og Elias (Albert Rudbeck Lindhardt), da de spontant springer ud i flygtningetilværelsen. 

Dramaturgi 

Familier som vores dækker en moderne, udvidet familie med fraskilte ægtefæller, der samarbejder om deres delebarn, og med udløbere til et homoseksuelt par og deres relationer. Mobilbeskeder mellem dem tikker uafladeligt ind på skærmen. Undtagen når mobilen er smidt i Østersøen. 

I plottet følger vi de forskellige grene af familien på skift. De unge, der forelsker sig, Laura og Elias, udgør den første plotlinje. Lauras far Jacob (Nikolaj Lie Kaas), hans anden kone Amalie (Helene Reingaard Neumann) og deres søn er omdrejningspunkt i den anden. Jacobs fraskilte, stressramte journalistmor Fanny (Paprika Steen) er hovedperson i den tredje plotlinje, hvori Fannys bror Holger (Thomas Bo Larsen) også sporadisk optræder.

I den fjerde linje følger vi Amalies bror Nikolaj (Esben Smed) og hans mand Henrik (Magnus Millang) gennem deres privilegieforsvar og moralske nedbrud på Henriks gods – med en udløber til Henriks forfordelte og hidsige entreprenør-bror Peter (David Dencik). Den talentfulde og synske fodbolddreng Lucas (Max Kaysen Høyrup) og hans mor Christel (Asta Kamma August) står på sidelinjen. Karakterernes dilemmaer er knyttet til valg af far, mor, kæreste og sted.

Laura skulle egentlig have været til Paris med sin kendte arkitekt-far med de gode internationale forbindelser. På sin selvorganiserede flugt til Polen på jagt efter sin mor frarøves hun de penge, han har givet hende med, og udsættes i en langstrakt scene for en russisk menneskesmuglers brutalitet. I sidste instans lander hun i Bukarest hos sin mor. 

Elias skulle egentlig have været til Finland med sin familie, men sadlede om til Paris, da det så ud til at være Lauras valg. Da Laura blev væk i Polen, drog han ud for at finde og redde hende. Elias bliver under sin flugt ligeledes brutalt overfaldet. Slag og spark hagler ned over hans sammenkrummede skikkelse i den mørke, polske skov, fordi overfaldsmanden ”ikke kan lide flygtninge i vores land.” 

Økonomisk og social kapital

Selv om både velfærdssamfundet og klassesamfundet ser ud til at virke på hver sine præmisser, glider heller ikke den privilegerede forældregenerationen glat igennem flygtningekontrollen. Jacobs tidligere franske samarbejdspartner erklærer ophidset, at Jacob og Amalie hører til de mest forkælede mennesker, han har kendt. Et vendepunkt indtræffer, da Jacob og Amalie overtræder kodeks for indordning og franskmanden afskriver dem. Så kan de lære ydmyghedens kunst – og det gør de, på samfundets bundjobs.

Hvor også Fannys bror Holger samt Lucas og hans mor Christel, der er receptionist, befandt sig hjemme i Danmark, da det hele begyndte, bare så det er slået fast. Arbejderklassen repræsenteres desuden af de østeuropæiske håndværkere, som Peter ikke kan give løn, og som derfor søger den hos den, der har pengene.

Også den anden velhavende gren af familien gennemgår en læreproces. Embedsmanden Nikolaj har for personlig vindings skyld (og lidt af hensyn til familien) lækket meddelelsen om Danmarks lukning. Det gælder om at sælge fast ejendom og skaffe kontanter, før de andre finder ud af det. Geskæftigheden skaffer ham fjender, herunder Henriks bror Peter og hans ansatte. 

En mørk nat kommer Henrik til at skyde sin albanske nabo, Danilos (Imad Abul-Foul) voksne søn. Det sender manden ud i et samvittighedsdrama af Dostojevskijske dimensioner. Han kan ikke længere se sin nabo i øjnene. Og Dostojevskij-problematikken drejes en tak yderligere. Problemet er, hvor Henrik skal henvende sig med sin skyld og sin tilståelse, når der ikke længere er nogen politimyndighed, der kan tage imod? Krisen er eksistentiel. Trods alt kommer Nikolaj og Henrik til at realisere deres drømme, bare på en anden måde end planlagt. 

De destruktive reaktioner i over- og arbejderklasse ligner hinanden. Nikolaj og Henrik skyder mod virkelige som forestillede modstandere. Holger smadrer bankens computere, da han ikke kan få sit indestående udbetalt. Lucas går amok i det engelske hjem, hvor han som fodboldtalent er blevet placeret – langt fra sin mor i Bukarest. Det understreger føljetonens pointe – at alle mennesker reagerer primitivt i pressede situationer. Men pointen vendes i sidste instans til, at kærligheden er i stand til at overvinde alt. Det demonstreres i episode 7.

Magi og symbolik

Thomas Vinterberg og Bo hr. Hansen samarbejdede i 1994 om Drengen der gik baglæns. Denne kortfilm har et magisk anstrøg i udfoldelsen af en drengs sorg over sin brors død. Vi genfinder i Familier som vores det magiske element, blot i større format. Vinterberg og Hansen samarbejdede også om roadmovien De største helte (1996), der afsøger, hvad der sker med mennesker under flugt, og hvordan rejsen indvirker på psyken. Om noget videreføres dette tema i Familier som vores. 

Symbolske lag krydrer realismen i Familier som vores. Den uregerlige fodbolddreng Lucas er synsk. Han ser Henriks forfærdelige samvittighedsnag og forstår årsagen. I en tegning har han forudset, at nogen ville befinde sig under et kors i jorden. Evnen dementeres til sidst, da han nægter at fortælle Laura, om Elias lever. Fortryder Vinterberg sit oplæg? Eller er det bare et led i den normalisering, der indtræffer til sidst?

Det er uundgåeligt at tænke på Rosebud-kælken i Orson Welles’ Citizen Kane, når Elias trofast slæber rundt på Lauras gamle kælk i et polsk landskab, hvor den kun er til besvær. Rosebud repræsenterer det essentielle, mindet om det, der var, som skal overleve. Men er det motiveret her?

Det er første gang, Thomas Vinterberg kaster sig over tv-mediet, og det kan mærkes. Æstetikken er i top, skuespillerne er velcastede, og det humane budskab går rent hjem. Men hans udnyttelse af tv-fortællingens mulighed for skift mellem flere plotlinjer fungerer ikke godt nok. Det er modigt at dyrke det patetiske i Danmark. Men under nogle af de langstrakte, tårevædede scener, specielt i 3. og 7. episode, ville jeg ønske, at Vinterberg havde lavet en film. Flere seere hoppede da også fra på midten. 1.127.000 danskere så ifølge Nielsens målinger på tværs af platforme første afsnit i uge 42. Episode 5, uge 47, blev på tværs af platforme fulgt af 578.000. 

Kærlighed til Danmark

Vokalerne ø, æ og å bliver hjemløse, når nationen opløses. Danmarks historie og kulturarv vil ingen længere interessere sig for, når venner og kammerater, lærere og elever, kærester, familier og alle andre fællesskaber splittes for alle vinde. En stund vil Radio Danmark nok kunne forbinde de 95 % af danskerne, der er udvandret, i hvert fald juleaften.

Men næppe i længden. En af de mest rørende scener er Elias afskedstale til dimissionen på Gammel Hellerup Gymnasium. I den store forsamling af unge, forældre og lærere citerer Elias Emil Aarestrups digt fra 1838:

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene paa Hækken;

Om lidt, er vi forsvundne,

Som Boblerne i Bækken.

Aarestrups ordvalg får særlig fylde i lys af situationen, og digtet spiller en fremtrædende rolle til sidst, hvor Laura genoplever Elias’ humoristiske bemærkning om at holde fast i vores æ, ø og å, for ”boblerne i bukken” går jo ikke. Alt det, der normalt tages for givet, får pludselig ny værdi. I det lys bliver referencerammen de store udvandrersagaer – og dermed, hvordan flygtninge forvandles fra udvandrere til indvandrere. 

Det perspektiv kender vi fra mange sammenhænge, for eksempel Vilhelm Mobergs romanserie om de svenske udvandrere (1949-1959), der flere gange er filmatiseret. I Bukarest nærmer Familier som vores sig udvandrergenren. Spørgsmålet er så, hvor længe dette tilflugtssted vil vare? Ophobningen af vand over dæmningen ved floden Dâmboviţa lover ikke godt.