Ingen kriseplan overlever mødet med virkeligheden

Af Thomas Rekling, pressechef, Terma Group

Jeg har netop læst Barbara Tuchmans The Guns of August. Det er en mesterlig gennemgang af, hvordan Europa gled ind i krig i 1914 – ikke på grund af momental vanvid, men i høj grad på grund af en overdreven tro på planer og et dogme om at følge dem for enhver pris.

Militære strategier på begge sider var minutiøst designet, jernbanekøreplaner var kalibreret med marchhastigheder og antallet af soldater, der kunne ofres for at indtage hvert knudepunkt var udregnet.

På papiret var planerne imponerende og ufejlbarlige. I mødet med virkeligheden kollapsede de. Lederne blev i praksis bundet af deres egne systemer. Fleksibilitet og manøvrerum blev ofret til fordel for at følge det planlagte og godkendte - med en global katastrofe til følge.

For alle os, der arbejder med krisekommunikation, er parallellerne i processen til at få øje på

Vi investerer betydelige ressourcer i beredskabsplaner. Vi udarbejder holding statements, Q&A’er, godkendelsesflows og playbooks. Vi afholder øvelser og simulationer. Alt sammen nødvendigt. Forberedelse er afgørende.

Men faren opstår, når vi forveksler forberedelse med forudsigelighed.

Kriser udvikler sig ikke lineært. De accelererer, muterer og fragmenterer. Ét SoMe-opslag kan ændre dynamikken. En uventet aktør kan redefinere sagen. Politiske dagsordener kan koble sig på. Det er ikke de kendte risici, der vælter organisationer – det er de uforudsete koblinger.

Og alligevel er instinktet under pres ofte at holde endnu mere fast i planen. At følge manualen. At eskalere, fordi trappemodellen siger, at det er næste skridt. At udsende erklæringen, fordi flowchartet tilsiger det. “Det er jo blevet godkendt på øverste niveau” lyder ekkoet ned igennem ledelseslagene.

En rigid kriseplan kan også blive sit eget eskaleringsmonster – når den først er aktiveret, kan den være svær at bremse eller justere. Hvis eskalation sker automatisk, kan man ende med at forstærke krisen i stedet for at inddæmme den.

Planlægning er ikke nytteløs. Men kriseplaner er kun noget værd, hvis de tillader fleksibilitet og kan ændres i real tid. I krisekommunikation er grundprincipper mere robuste end manuskripter. Ejerskab og ansvarsområder frem for udførlige tjek-lister. En talsperson, der kender sine rammer og har den rigtige dømmekraft, er uendelig mere værd end perfekte formulerede standardsvar som hele ledelsen, jura og HR har godkendt i en meget lang mailtråd for et halvt år siden, da solen skinnede og lærken sang.

I kommunikation er indsatsen sjældent kontinental krig. Men omdømmekriser kan eskalere hurtigt, når struktur erstatter dømmekraft - og mange organisationer har oplevet store nederlag på den baggrund.

Spørgsmålet er derfor ikke, om jeres kriseberedskab er detaljeret, har alle de rigtige talepinde og tager højde for så mange scenarier som muligt. Spørgsmålet er, om den giver jer mulighed for at tænke, tilpasse og reagere. For en ting er sikkert: ingen kriseplan overlever mødet med virkeligheden.