Jeg er gammel - ikke retarderet!
Lille ven, smukke, skat og søde. Ældre mennesker oplever, at yngre per automatik taler til dem, som var de små børn eller imbecile. Forskere kalder fænomenet "ældresprog".
Da min mor var på plejehjem, skulle hun bede medarbejderne om venligst at få udleveret en af sine egne cigaretter. Det var et fascinerende skue for mig, der kendte min mor som en særdeles stolt og selvstændig dame.
Og så vil jeg gerne lige have en cigaret, tak.
Sosu med høj stemmeføring og tydelig udtale:
Ja, jeg ved snart ikke, for du fik jo også én i formiddag, og vi ved jo, at røg ikke er sundt for os, ikke, søde ven.
Min mor var mildt sagt ikke belastet af et pleasergen, og modsat andre kvinder fra hendes generation var hun god til at sige fra. Så hun fortrak ikke en mine, da hun svarede:
Jeg er ikke sød. Jeg er ikke din ven. Og jeg vil gerne have den cigaret nu. Tak.
Min mor var på det tidspunkt dement, men alligevel mærkede hun, når plejepersonalet ikke behandlede hende som et ligeværdigt, voksent menneske med selvbestemmelsesret. Og det reagerede hun så på.
Kommunikation er ikke en all weather coat
Episoden med cigaretten er et eksempel på ældresprog. En velment, men aldersdiskriminerende adfærd, hvor ældre mennesker over en bred kam tales til, som var de små børn.
Mange ældre, også demente, mærker også umyndiggørelsen, men har ikke samme evne som min mor til at sætte ord på eller sige fra i øjeblikket.
I værste fald fører det til voldelige adfærd, modstand mod at få hjælp, nedsat selvværd samt depressioner hos de mennesker, der bliver udsat for det.
I mine praktikperioder på plejehjem og i hjemmeplejen har jeg ligeledes oplevet borgere, der bliver stemplet som ”vanskelige”, fordi de snerrer af personalet ”uden grund”. Eksempelvis en herre på langt over 90 år, der ånder og lever for at sidde i sin sofa og følge med i nyhederne. Han smed en ung hjælper på porten, da hun for tredje gang den dag kom ind i hans hjem og med høj stemmeføring startede en samtale om, at der godt nok var dejligt solskin, og om vi ikke trængte til en bette gåtur. Et gæt er, at den ældre, nyhedsopdaterede mand tilsyneladende mener, at der findes vigtigere samtaleemner end vejret – og at han selv kan mærke, om han vil ud at spadsere.
Ældresprog indikerer indirekte, at den ældre er inkompetent, afhængig og skrøbelig – og i og med, at ældresprog foregår på et underliggende plan, så kan det være svært for den ældre at protestere direkte og verbalt mod det.
Protesterne udmønter sig i stedet i, at den ældre trækker sig ind i sig selv eller for eksempel nægter at spise eller på anden vis modtage hjælp.
Kommunikationsformen er især udbredt hos omsorgspersonale. Og kendetegnende ved dem, der bruger ældresprog, er, at de i al ydmyghed ikke overvejer muligheden for, at eksempelvis den pensionerede professor på plejehjemmet trods aldersskavanker stadig er kognitiv skarpere end plejeren selv.
Ældresprog er ikke målrettet den konkrete samtalepartner og vedkommendes kompetencer og interesser. Det er en ensrettet kommunikationsform, hvor alle med furer i ansigtet tales til på samme måde: Uanset om plejeren taler med den gamle, myndige højesteretssagfører eller ligefremme værtshusejer, så bliver den samme plade sat på.
Klap på stavelser - klap i nummi
Demensplejeforskerne Dr. Williams og Dr. Shaw ved University of Iowa College of Nursing har udgivet en artikel, der hjælper os med at dokumentere brugen af ældresprog.
Undersøgelser på plejehjem viser nemlig, hvor almindelig sprogformen er. Da forskerholdet analyserede videooptagelser af 80 interaktioner mellem personale og beboere med demens, fandt de ud af, at der i 84 procent af optagelserne fremgik ældresprog.
De beskriver ældresprog som en form for stereotyp kommunikationstilpasning, babysprog, hvor yngre laver et kodeskift fra at tale til ligeværdige voksne til at ændre stemmeleje, ordvalg og sætningslængde.
Ældresprog forstærker unødigt magtbalancen mellem hjælperen og den, der har brug for hjælp. Ældresprog virker kontrollerende. For eksempel stilles der spørgsmål, som plejeren ikke forventer svar på: Skal vi lige køre dig over på stuen.
Klare indikatorer på ældretale er, at taleren gør sin stemme lysere. Derudover gør de sætningerne kortere og nedsætter lixtallet. I grelle tilfælde bruges sprogligt sukker, der end ikke ville glide ned hos en 3-årig: Diarre bliver for eksempel til ”dum numse”, fødder til ”fussebasser” og mave til ”mavse”. Ofte bruges anmassende kælenavne såsom skat, søde, lille ven og smukke. Pludselig er en ældre person, som blandt andet har oplevet 2. verdenskrig, reduceret til et nuttet barn.
I ældretale bruges flertalspronominer i flæng:
Trænger vi mon til et bad, hr. Nielsen? Er vi blevet mætte, lille Ulla?
I videooptagelserne bemærkede forskerne også, at plejerne også nonverbalt brugte det dominerende ældresprog: De lænede sig helt ind over den ældre i sengen eller i kørestolen. De aede kinden på den voksne ældre eller klappede kærligt den ældre bagi, som var der tale om en forælder-barn-relation.
Forskerne understreger, at ældresprog ikke nødvendigvis bruges med en ond hensigt eller for at understrege det ulige magtforhold. Det kan være et misforstået forsøg på at udvise venlighed og hengivenhed i en omsorgssituation.
Fra ældresprog til menneskesprog
Forskerne begrunder også brugen af ældresprog med, at plejepersonale har en sundhedsfaglig uddannelse og ikke en kommunikationsfaglig baggrund.
Sundhedspersonale, der arbejder med ældre, oplæres i, at især demente har brug for korte, klare sætninger for at føle sig trygge. Det behøver dog ikke kamme over i det nedladende ældresprog – og det er vigtigt at holde sig nysgerrig og åben på det enkelte menneske, da mennesker med demens er forskellige, har forskellige baggrunde, er i forskellige stadier og har forskellige dagsforme.
Sprogtilpasningen til ældre med demens må ikke smitte af og blive en kommunikationsform, som vi bruger over for alle andre ældre, der måske bare er tunghøre eller lidt mere glemsomme, end da de var 25 år.
Ældresprog er baseret på stereotyper og ikke faktisk adfærd hos ældre, fordi det bruges i situationer, hvor ældre voksne tydeligvis fungerer godt. Ældresprog er stødende, men adspurgt bliver mange plejehjemsbeboere ikke længere fornærmede over disse tiltaleformer, fordi de har vænnet sig til dem – de kapitulerer simpelthen.
Det er problematisk, da ældresproget som nævnt har alvorlige konsekvenser for den ældres trivsel.
Derfor udviklede Dr. Williams og resten af forskerteamet et kursus kaldet CHAT (for Changing Talk). Det indeholder tre timelange sessioner, som inkluderer videoer af kommunikation mellem personale og patienter, der har til formål at reducere ældresprog.
Og det virkede. Før uddannelsen fyldte ældresprog næsten 35 procent af samtaletiden mellem plejere og beboere på 13 plejehjem i Kansas og Missouri. Det tal var kun omkring 20 procent bagefter.
Samtidig viste de ældre modstandsadfærd over for plejepersonalet i næsten 36 procent af den tid, der var interaktion. Efter kurset faldt denne andel til omkring 20 procent.
Desuden fik CHAT-træning på plejehjem æren for et lavere brug af antipsykotiske lægemidler. Selvom resultaterne ikke nåede statistisk signifikans, delvist på grund af den lille stikprøvestørrelse, vurderede forskerholdet dem for "klinisk signifikante".
"Mange af disse lægemidler har en advarselsboks fra FDA," sagde Dr. Williams om stofferne. "Det er risikabelt at bruge dem til skrøbelige, ældre voksne" på grund af deres bivirkninger.
Dagmarsminde for the win
Og nej. Det er ikke kun de skøre amerikanere, der tyer til medicin, som i nogle tilfælde kunne erstattes med nærvær og respektfuldt samvær.
I Danmark får 27% af beboere på plejehjem antipsykotisk medicin.
Men på plejehjemmet Dagmarsminde i Nordsjælland har de aldrig behandlet deres beboere med antipsykotisk medicin – og de har generelt held med at nedbringe medicinforbruget. På Dagmarsminde er medicinforbruget otte gange så lavt som landsgennemsnittet.
Plejehjemmet erstatter medicin med kærligt nærvær, fysisk bevægelse, natur og fordybelse – altså det modsatte af, hvad brugen af ældresprog står for. Se eventuelt den rørende dokumentar ”Det er ikke slut endnu” om stedet på Filmstriben.
Som en mærkværdig hybrid mellem sosu-assistent-elev og cand. comm. indikerer min endnu smalle empiriundersøgelse, at der er er et godt stykke til Dagmarsminde-forhold for alle danske ældre. Ikke mindst med det faktum i baghovedet, at ældresektoren presses yderligere i fremtiden med flere ældre og færre til at tage sig tid til respektfuldt samvær.
Men vi kan alle – i og uden for ældreplejen – lære at gå nysgerrigt, spørgende og åbent til en samtale med et ældre mennesker i stedet for pr. automatik at gribe til pattet ældresprog.
SPØRG! SPØRG, FOR SATAN! – som en anden særdeles klog og kompetent, ældre herre engang fik sagt.
Læs mere her
Contributors to Wikimedia projects
