Klovnebussen, fisseministeren og Den Lille Svindler

Et trafikuheld, en nedsmeltning eller et cirkus. Kommentariatets analyse af Moderaternes krise er entydig og læsset med metaforer. Konklusionen er, at det - igen - ser håbløst ud for Lars Løkke Rasmussen. Han befinder sig i en krise, der normalt smadrer politiske karrierer. Problemet med analysen er blot, at historien viser, at Løkke tilsyneladende er hævet over lærebøgerne i politisk kommunikation. 

Tragedie eller komedie?

En anmeldelse af de seneste ugers interne drama i Moderaterne placerer sig i et broget ingenmandsland mellem disse, den dramatiske genres, to hovedtyper.

Det er i sagens natur tragisk, når medarbejderne på en hvilken som helst arbejdsplads mistrives og græder i arbejdstiden.

Samtidig er det indiskutabelt komisk, når en af dramaets bipersoner, i et forsøg på at komme Ekstra Bladet i forkøbet, udnævner sig selv til “fisseminister”.

Tilsvarende er Lars Trier Mogensens efterhånden skambrugte karakteristik af Moderaterne som en klovnebus yderst morsom.

Løkke har på sin vej triumferet og modtaget hyldest. Og han har tabt og er blevet latterliggjort og ydmyget. Det er selvfølgelig nærliggende at lade politiske sym- og antipatier besvare det indledende spørgsmål.

Da dramaet udspiller sig i den politiske arena, hvor publikums reaktion er farvet af dets egne politiske observanser, risikerer kategoriseringen af dramaets karakter at blive derefter. Biased.

Lad os derfor forsøge at hæve blikket fra såvel formelle arbejdsmiljøsager som realpolitiske trivialiteter, og iagttage dramaet som et kulturelt fænomen. 

Eller mere præcist: Dramaets hovedperson som kulturel figur.

Den ukonventionelle hovedperson

Partiet Moderaterne ER Lars Løkke Rasmussen. Det er der næppe mange, der vil betvivle. Partiformand og udenrigsminister Løkke er derfor også partidramaets ubestridte hovedperson.

Han er på den ene side klassisk protagonist, der har gået grueligt meget igennem på vejen til hvor han er nu. Og som det sig hør og bør hos en ordentlig hovedperson, så har han også sin menneskelige svaghed i bajerne og smøgerne.

Løkke har på sin vej triumferet og modtaget hyldest. Og han har tabt og er blevet latterliggjort og ydmyget. 

Løkke er en Egon Olsen, der hele tiden er lige ved og næsten, for så at mislykkes på målstregen. Som Olsen rejser Løkke sig igen og igen, med en ny plan så opfindsom, at vi glemmer alt om den gamle.

Det er en håndtering, der som Noa Redington udtrykte det på TV2 News, placerer Løkke et sted mellem Elon Musk og Mao Zedong.

Planer, det har Løkke. Store planer. Selve partiet Moderaterne er netop et eksempel på dette: Planen om en omkalfatring af Danmarks politiske landskab gennem en erobring af den forjættede midte. Realpolitisk har Løkke stået bag store samfundsreformer, der har ændret nyere dansk forvaltningshistorie - på godt og på ondt.

Det er store planer, der nok føres ud i livet, men på et tidspunkt støder på grund, som det er øjebliksbilledet for hans part netop nu.

På den anden side er Løkke den ukonventionelle hovedkarakter, der er i konstant dialog med rammerne om fortællingen.

Som det naturligste i verden redefinerer han egenhændigt handlingen, arenaen, spillets regler og sågar semantikken, som menageriet skrider frem.

Vi husker politiker-Løkke og privat-Løkke. Standpunkts-Løkke og holdnings-Løkke. Og vi husker hans kryptiske, umiddelbart logisk utilnærmelige citater som:

“Så har vi altså valgt at lave et system, hvor man skal aflevere lidt mindre, end man gjorde før. Det er det, vi har valgt, og det fører selvfølgelig til at, dem, der tjener mere og afleverer meget og nu afleverer lidt mindre, ja, de afleverer så mere mindre end dem, der tjener lidt mindre og afleverer mindre, men altså så afleverer mindre mindre.”

Et sted mellem Elon Musk og Mao Zedong

Løkkes historik med at udfordre gængs sprog og praksis, ser vi også udspille sig i det igangværende drama i Moderaterne.

Det er svært at forestille sig andre politiske ledere, løse et ledelsesskabt usundt arbejdsmiljø, med at fyre alle medarbejderne. I øvrigt efter, at han har forfremmet en af de væsentlige ledelseskilder til selvsamme tvivlsomme arbejdsmiljø til minister.

Det er en håndtering, der som Noa Redington udtrykte det på TV2 News, placerer Løkke et sted mellem Elon Musk og Mao Zedong.

Løkkes historik med en stærkt uortodoks stil og alskens uventede krumspring afføder tillige forventninger hos publikum. 

Som fx den spændte forventning, da Løkke møder pressen efter det ni (9!) timer lange personalemøde i Moderaterne: Hvad finder han nu på? Hvilke trick har han nu i ærmet?

Dér deler beskueren Keld og Bennys forventning, når de igen og igen henter Egon efter endnu en løsladelse, og skal delagtiggøres i den nye, fantasifulde plan.

Omfattende CV af skandaler, pinligheder og drama

“Klovnebussen er kørt i grøften”. “Nedsmeltning i Moderaterne”. “Total afklapsning”. “Cirkus Moderaterne”

Kommentariets dom over Moderaterne er både entydig og tung på metaforer. Dramaet i Moderaterne placerer Løkke og hans projekt i en dyb krise, lyder det samstemmende.

Efter normale standarder inden for politisk kommunikation ville denne dom være banal og indlysende.

Sagen er jo blot, Lars Løkke Rasmussen netop ikke opererer inden for de normale standarders snærende bånd. Det er heller ikke publikums forventning til ham.

Når vi beskæftiger os med Løkke som politisk protagonist, så slår lærebøgerne om politisk kommunikation simpelthen ikke til. 

Ifølge den politiske kommunikations katekismus skulle Løkke for længst have været en færdig mand i politik, med hans omfattende CV af skandaler, pinligheder og drama. Alt sammen elendigheder med ham selv som centrum og omdrejningspunkt. 

Genstanden for skandalerne har ikke været et krystalklart politisk projekt, men derimod selve personen Lars Løkke Rasmussen - politisk såvel som privat.

Det burde således slet ikke være muligt, at Løkke i 2024 stadig er en markant og væsentlig aktør i den politiske arena. Al kommunikationsfaglig fornuft tilsiger, at mandens brand og omdømme burde være slidt ned i en grad, så han var tvunget til at finde noget andet at lave.

Måske en ny karriere som brugtvognsforhandler.

Når kommentariatet i samlet kor erklærer Moderaterne i dyb krise, så ville det altså måske være evident, hvis det handlede om ethvert andet parti, med enhver anden formand.

Men det handler nu engang om Lars Løkke Rasmussen, som indtil i dag har formået at finde en vej ud af fedtefadet. Hver gang.

Indtil andet er bevist, vil det i denne sag derfor være oplagt, snarere at anskue det aktuelle drama som endnu et vendepunkt, et plot tvist, i den fortløbende saga om Løkke.

Et vist mål af veneration

Karakteren Løkke er tilsyneladende større og mere end politik; karakteren Løkke er den skiftevis tragiske og komiske populærkulturelle protagonist, der uimponeret springer frem på scenen igen, selvom han blev skrevet ud af manuskriptet i foregående akt.

Det er uklart for os som publikum, hvad det egentlig er, han kæmper for, men vi kan uden skyggen af tvivl konstatere, at han kæmper, og at han kæmper videre trods voldsom, ofte selvforskyldt, modgang og modstand.

Det aftvinger et vist mål af veneration for den slagne mand, der rejser sig igen. Og igen. Og igen. En velkendt figur, som vi kender fra Egon Olsen, Klods-Hans og hovedpersonerne i Erik Clausens film, der har sin faste plads i vor kulturelle ikonografi.

Det publikum er mest optagede af er bare: Hvad er det nye plan? Hvordan kæmper han sig ud af dette morads?

For denne uheldige helt gælder det, at der indtræffer et vendepunkt, netop hvor alt ser sortest ud, og som giver den ukuelige protagonist mulighed for at iværksætte en ny plan, der ændrer dramaets forventelige handling i en ny og uventet retning.

Indtil en ny modgang truer med at slukke håbet, hvorefter historien gentager sig.

Ja, Lars Løkkes brand, omdømme og image er atter ramponeret, forhutlet, og direkte grund sløjt, efter endnu storstilet plan i aktuelt svære vanskeligheder.

Men det er netop publikums forventninger til den kreative karakter, som Mogens Lykketoft uden omsvøb kaldte “den lille svindler”.

Ligesom det er publikums forventninger til Egon Olsen, at han er vanekriminel med en alenlang og kulsort straffeattest, der snart igen skal ind og sidde.

Det publikum er mest optagede af er bare: Hvad er det nye plan? Hvordan kæmper han sig ud af dette morads?

Og med denne spændte forventning om et snarligt, overraskende plot tvist, er det egentlig temmelig trivielt, at hovedpersonen aktuelt endnu engang spjætter rundt i en mudderpøl.

Særligt når hovedpersonen er udbryderkongen, Lars Løkke Rasmussen.