Kolonihistoriens sorte pletter, grønlandsdokumentaren og DR på glat is
skrevet af Ib Bondebjerg, Professor emeritus Department of Communication
Onsdag d. 19/2 2025 er en sort og ganske usædvanlig dag i DR’s 100 år lange historie. Her rystede DR på hånden og mistede modet til at forsvare sin kritiske selvstændighed. Det skete efter stort politisk pres udefra og også efter voldsom intern debat. Men den dag besluttede nyheds- og dokumentarafdelingen i DR, at dokumentaren Grønlands hvide guld, som blev vist første gang på DR1 9/2 skulle ”afpubliceres” – dvs. fjernes fra programfladen - på grund af den offentlige kritik den mødte.
Desuden blev DR’s vellidte og kompetente chefredaktør for nyheder, Thomas Falbe, fyret med omgående virkning. Nyhedschef Sandy French forsvarede ellers først dokumentarfilmen, men vendte på en tallerken med det man efter min mening må kalde tv-historiens tyndeste argument. Hun havde aldrig set filmen og derfor pludselig fået at vide at to af filmens medvirkende, Lars Emil Johansen og Múte B. Egede, havde fået vist nogle andre grafer, end dem der var med i den endelige film. Men sagen er, at det blev de informeret om og de accepterede at deres reaktioner, blev vist. Proceduren var iflg. filmens to instruktører klart aftalt med DR, så Sandy French’s brug af dette er ude af proportioner.
Vi har tidligere bragt dette essay og angreb på dokumentaren her på Copenhagen Review Of Communication af Anker Gemzøe.
Anker Gemzøe
Politisk pres og public service
Hele forløbet tyder på en voldsom og næsten kaotisk proces i DR’s ledelseslag. Altingets chefredaktør Jakob Nielsens kaldte det i en podcast 2. maj for en ”meget kontroversiel beslutning.” Han pegede også på, at den nye bestyrelsesformand Lars Lose måske har lænet sig lige lovlig meget ind over ledelsen i håndteringen af sagen. Selv bedyrer Lose dog i et interview med MediaWatch (Morten Bank, 28/2, 2025), at han godt nok har udtalt sig generelt om sagen, men ikke konkret været involveret i beslutningen om afpublicering. Som jeg har påvist i min bog Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie (2005) har der ofte stået blæst om dokumentargenren i DR’s historie. Men et så brutalt og panikagtigt indgreb, som det vi ser her, kender jeg ikke til.
Mikkel Skov Petersen
For mig at se er skandalen i sagen ikke dokumentaren i sig selv, men det forhold at DR’s ledelse ikke viser modet til at forsvare kanalen som uafhængigt public service-medie. Hvis ikke DR har mere styrke til at forsvare både egne og eksterne produktioner i en stadig mere kompleks mediekultur, så står de svækket tilbage. Den endnu ikke tiltrådte nye generaldirektør, Bjarne Corydon, var også blandt de skarpe kritikere. Efter Corydons tiltrædelse og en kammeratlig samtale blev også nyhedschef Sandy French fyret - mest med henvisning til et stort taxaforbrug, men også efter en "samlet vurdering." Samlet er der tale om en ganske dramatisk og voldsom reaktion på en enkelt dokumentar på 50 minutter.
Den samme pointe fremhæver professor Mathias Danbolt, som har forsket i kolonihistorie, i et debatindlæg i Politiken (Danbolt 21/2 2025), hvor han ydermere peger på den meget afgørende pointe, at den stærke politiske kritik af filmen har at gøre med en udbredt forestilling om, at Grønland udelukkende har været en byrde for Danmark. Grønlands hvide guld udfordrer altså i et etableret dansk narrativ, hvor også den økonomiske relation bliver central. Men som Grønlands første historiker Daniel Thorleifsson har peget på i et interview med Politiken (Nilsson, 12/2 2025) så ”må vi grave alt op, så vi kan snakke om det og komme videre. Der er et sår som skal hele, og hvis vi hver især sidder fast i en ensidig forståelse af historien, sker det ikke”. Ved at trække dokumentaren tilbage har DR medvirket til at denne debat og gaven i historien for en tid er sat i stå.
I sin halvårsrapport om DR (Termansen, 2025) bruger brugerredaktør Jesper Termansen hele fem sider på at dække sagen om Grønlands hvide guld, og han bruger mest plads på at forsvare afpubliceringen af det han kalder ”en ensidig dokumentar, der skal beskrive en påstået dansk udbytning af Grønland”. Samtidig fremhæver den danske økonom Torben M Andersen, kritiserer de to andre økonomer i filmen og nævner i øvrigt slet ikke de økonomer som efterfølgende har støttet filmen. Imidlertid er der et punkt, hvor han går imod den politiske kritik af dokumentaren og forsvarer grundprincippet i public service. Nogle politikere har antydet, at den slet ikke burde være sendt, fordi den kunne få politiske konsekvenser:
Grundlæggende er den kritik baseret på at DR bør udøver et politisk skøn over hvilke konsekvenser et program kan have politisk (...) Hvis DR skulle lade sin publiceringsplan styre af, hvilke øjeblikkelige strømninger, der er i den offentlige debat, ville det for alvor sætte spørgsmålstegn ved DR's fundamentale uafhængighed af de politiske system. Her var kritikken af DR forfejlet (Termansen 2025, s. 15)
Her er vi inde i kernen af sagen og DR som public service og uafhængigt kritiske medie. DR skal favne bredt, men en central opgave er at tage kontroversielle og underbelyste sager op. Og det gælder i høj grad det længere kolonihistoriske forhold mellem Grønland og Danmark. Her er der mange sager at grave i, måske ikke mindst den økonomiske relation som i det lange perspektiv er ganske underbelyst. Så trods Termansens principielle forsvar mod direkte politisk kritik, må man spørge sig selv om ikke DR i denne sag har svigtet sin opgave og bøjet sig for ydre politisk pres – et pres som var betydeligt øget i kraft af Trumps trusler om at ville overtage Grønland.
Grønlands hvide guld og den kolonihistoriske økonomi
Grønlands hvide guld indgår i en meget lang DR-tradition for grønlandsfilm, en tradition baseret på både egne produktioner og overvejende eksterne produktioner. Desuden har dansk spillefilm og dokumentarfilm, via Det Danske filminstitut - fra 1972 og frem - en endnu længere tradition, både indenfor dokumentar og spillefilm. Grønlandske billeder er altså ikke ukendte for et dansk publikum, men i perioden efter 2000 og med Grønlands stigende kulturelle og politiske selvstændighed har forholdet mellem Grønland og Danmark skiftet karakter. De ideologiske og politiske spændinger er steget, og en lang række danske overgreb mod grønlændere er kommet frem i lyset - delvis via afslørende film - og samtidig har globaliseringen og storpolitiske konflikter omkring det arktiske område, ikke mindst præsident Trumps aggressive retorik, gjort danske politikere meget følsomme. Grønlands hvide guld blev altså født ind i en meget betændt politisk sammenhæng, hvor følelser og holdning i den grad kom i spil.
Men hvis man kigger tilbage på den lange DR-tradition for Grønlandsfilm, både de dokumentariske, de dramadokumentariske og de fiktive, så forekommer de massive angreb på Grønlands hvide guld helt hysterisk og ude af proportioner i forhold til dokumentarens påstande. Har Danmark i perioden fra 1700-tallet til i dag haft et kolonialistist forhold til grønlænderne? Ja mon ikke, de skulle helst med alle midler omdannes til danskere. Har danske selskaber som har arbejdet i Grønland i 1800-tallet hevet masser af penge ud af Grønland, penge som næppe primært er kommet Grønland til gode? Mon ikke! Jyllands-Postens gravergruppe har for nyligt påvist (Veirum, 2025), at de danske entreprenørfirmaer, der arbejdede i relation til Thulebasen, dvs. for amerikanerne, i perioden 1953-1984, har en samlet fortjeneste svarende til 13 milliarder i nutidskroner – vel at mærke efter at omkostninger er trukket fra.
Derfor er det vel yderst relevant at en dokumentar sætter sig for at belyse både den økonomiske og den koloniale relation omkring Kryolitminen i Arsuk og forsøge at belyse om Grønland har haft nogen gavn af den udvinding som foregik fra 1853 og til omkring 1990. Har Danmark i perioden efter 1953 og frem til i dag prøvet at ændre sit forhold til Grønland fra et kolonialt forhold til et mere ligeværdigt forhold - også økonomisk? Ja det er da helt klart, men det har været en lang proces, som ikke er afsluttet endnu. Det er samtidig af afgørende betydning, at netop udvindingen af Kryolit foregik i en periode, hvor Grønland ikke have meget indflydelse over sig selv og deres eget land. Der var tale om et eksplicit kolonialt forhold, som først begyndte t ændre sig fra 1953 og frem.
Det er værd at nævne, at men alle kastede sig over tallet 400 milliarder som helt misvisende, så har flere økonomer efterfølgende forsvaret tallet, som formodentlig ganske retvisende for omsætningen over de mere end 100 år. I Politiken har professor emeritus i empirisk økonomi fra Københavns universitet og professor emeritus i historie sammesteds, Lene Koch kaldet det pinagtigt at lytte til debatten om økonomien omkring kryolitminen, og de karakteriserer mange af de deltagende økonomers betragtninger som fejlagtige. De siger både kritisk og konstruktivt:
Ved at acceptere, at dokumentaren repræsenterer en ensidig og misvisende kritik af det danske samfunds udnyttelse af Grønlands naturressourcer, har man formodentlig ønsket at skåne den danske stat for at være en kolonimagt (…) hvorfor ikke bruge dokumentaren til at erkende den store værdi, adgangen til Grønlands ressourcer har haft for Danmark og vise vilje til i fremtiden at lytte til grønlændernes berettigede krav om ligebehandling og selvstændighed? (Juselius og Koch, 2025)
DR’s dokumentariske grønlandsprofil efter 2000
Har DR ført an i en kritisk, kolonihistorisk belysning af forholdet mellem Grønland og Danmark i et bredt historisk og nutidigt perspektiv? Hvis man kigger på perioden efter 2000 er svaret nej. Der findes nogle få kritiske, historiske dokumentarer, men det virker som om DR satser på det man kunne kalde nutidige hverdagsdokumentarer, hvilket naturligvis også er vigtigt. Men når vi kigger efter de kritiske historiske film, den slags som griber fat i og går kritisk ind i udviklingen af forholdet mellem Grønland og Danmark er der faktisk kun en central dokumentar, nemlig Historien om Grønland og Danmark (2022, 1-4) bl.a. instrueret af Claus Pilehave og Otto Rosing, de to instruktører bag Grønlands hvide guld. Selvom den kun er 3 år gammel, findes heller ikke den på DR, men den fik både gode anmeldelser og mange seere.
Serien, som er en drama-dokumentar, tager os igennem den lange historie i forholdet mellem Danmark og Grønland: fra missionæren Hans Egedes ankomst i 1721, til det gryende demokrati og hjemmestyre for Grønland i 1979. Nukaka Coster-Waldau og Lars Mikkelsen agerer som fortællere, og dermed er der også på det plan en grønlandsk-dansk alliance. I et interview på DR.dk forud for seriens premiere kommer Nukaka da også med en række markante udsagn. Hun kalder forholdet mellem Danmark og Grønland ”stærkt kompliceret”, og tilføjer ”hvis Grønland og Danmark var i et forhold på Facebook, ville det nok stå som kompliceret.” Hun taler direkte om Grønlænderne som undertrykt og om en langvarig forskelsbehandling af Grønlændere. Som konkrete eksempler nævner hun at samkvem mellem danskere og grønlænder blev forbudt i 1776, at 1.600 børn tvangsmæssigt blev sendt til Danmark for at blive fordansket, og at man uden at spørge grønlænderne begyndt at bygge betonboligblokke i Nuuk. I en meget lang periode blev Grønland styret henover hovedet på grønlænderne.
Som kritisk-historisk serie kan den formodentlig være med til at give både grønlændere og danske større indsigt i deres egen og fælles historie. Der er behov for dokumentarer som griber dybt og kritisk ned i den fælles historie. Det nytter ikke noget at vi tror det bare er historie med den undertrykkelse – den påvirker grønlænderne den dag i dag. Det skal frem i lyset og behandles. I perioden efter 2000 findes der da også få andre eksempler, f.eks. Thulebasen - kold krig og kærlighed (2018) og Grønlands forsvundne børn (1-3, 2022), som begge griber fat i sagen, hvor Danmark spiller en klart problematisk rolle i forhold til den grønlandske befolkning. Men samtidig er det lidt påfaldende at DR bruger ganske mange penge på at producere film om det eksotiske Grønland, f.eks. serien Snehvide drømme (2023, 1-6). Det er ok også at have det, men det må ikke tage overhånd i forhold til DR’s kritiske public service- forpligtigelse.
Man kan derimod bestemt rose DR for den type dokumentariske serier, som bringer os tættere på drømme og hverdagsliv hos den unge generation. Det gælder f.eks. en serie som De unge grønlændere (2018, 1-4), eller Hemmeligheder fra Nuuk (2017, 1-6) eller for den sags skylde Grønlandske boligdrømme (2017, 1-4). Her bliver grønlændere til ganske almindelige mennesker som du og jeg, og dermed kan sådan nogen udsendelser være med til at bygge bro. Men det forekommer samtidig lidt underligt, at de mere kritiske portrætter af grønlændere er eksternt produceret dokumentarer, ligesom Grønlands hvide guld. To nyere eksempler er portrætdokumentaren Twice colonized (2023), hvor vi følger en kvindelig aktivist og hendes kamp for de arktiske folk, eller Kampen om Grønland (2020) hvor vi følger en gruppe grønlandske aktivister.
DR får testet sin public service-moral
Grønlands hvide guld blev vist i Grønland 8/2, hvor den vakte stor interesse, og i de 10 dage filmen lå tilgængelig på DR blev den set af 650.000, hvilket tyder på stor seer-interesse generelt. Men i stedet for f.eks. at arrangere en debat om programmet på tv vælger DR - som har købt sig eneret til at vise i et år og visningsret i 5 år – altså at fjerne filmen og dermed umuliggøre offentlighedens adgang til den. Der har både historisk og i nyere tid altid været politikere der har haft lyst til at angribe DR. Men det er både i den aktuelle sag og generelt vigtigt at holde fast ved armslængde-princippet mellem generaldirektør og bestyrelse, og at de programansvarlige tør stå fast, når stormen raser og politikere og andre råber højt.
Uafhængighed er et demokratisk kerneprincip i forhold til offentlige kulturinstitutioner som DR. Men de seneste årtier viser - også i andre lande som f.eks. England - at politikere har svært ved at blande sig uden om, når medierne går tæt på statslige interesseområder og omdiskuterede politiske problemstillinger. Det er tydeligt at Trumps diktatoriske stunts i forhold til Grønland og det nært forestående grønlandske valg spiller ind i kritikken af programmet. F.eks. antyder Magnus Barsøe (S-suppleant til EU-parlamentet) i et indlæg i Information (13/2 2025) at dokumentaren ligefrem kan have ødelagt rigsfællesskabets fremtid.
Der blev i debatten ofte talt med grotesk store ord, ligesom det også ofte er sket for en af de europæiske public service-giganter, BBC. I den meget voldsomme offentlige og politiske kritik af BBC’s nylige Gaza-dokumentar Gaza: How to Survive a Warzone, synes der at være en klar parallel til DR-sagen. Efter stærk kritik valgte BBC at trække dokumentaren på grund af en enkelt detalje (The Guardian, 14/7 2025). Det vidste sig senere at der ikke var noget at komme efter OFCOM frikendte dokumentaren. Forestillingen om enkelte programmers magt – det som i medieteorien kaldes ”the magic bullet theory - er åbenbart meget stor blandt politikere, mens tilliden til at seere godt kan tænke selv er ret lille.
Når man ser tilbage på de mange spaltemeter af kritik af DR og dokumentaren i både de trykte, de elektroniske og de sociale medier, så er det som om alle kun forholder sig til et enkelt tal – 400 milliarder – som angiveligt er Kryolitminens omsætning fra 1854 og frem (omregnet til nutidskroner), som er det ene spor film kører i. Men som dokumentar er filmen meget mere kompleks. Der er mange flere aspekter i forholdet mellem Grønland og Danmark på færde. Efter brat at have fjernet dokumentaren, fordi DR med den nye Generaldirektør, Bjarne Corydons bramfri ord ”havde skidt i nælderne” (Mediawatch, 4/8 -25) har man nu taget konsulentbureauernes dyre og gyldne værktøj frem, og man vil med næb og klør forsvare troværdigheden og det faktabaserede. Det lyder enten som om man vil genopfinde den dybe tallerken, eller også at man vil lægge programpolitikken i meget stramme tøjler.
I den indre debat på DR taler bestyrelsesformand Lars Lose samme sprog, og bemærkelsesværdigt nok retter man nu særligt det kritiske blik mod de eksternt producerede dokumentarer, og antyder samtidig at nyhedstrykket for den slags skal gøres mindre (Bank, Mediawatch, 25/8 -25). Oversat til mere forståeligt dansk, er det altså nu bare fordi dokumentaren var ekstern, og fordi man gjorde for meget reklame for den, at det gik galt. DR løber uskønt og stærkt baglæns, og de afleder opmærksomheden fra at både denne eksterne dokumentarfilm og DR’s egne er igennem en meget stærk kvalitets- og kontrolproces. Ledelsen danser en hårfin dans på kanten af en bestyrelses overordnede programansvar og indblanding i enkeltprogrammer.
En dokumentar som Grønlands hvide guld kræver typisk en ganske langvarig og omfattende research- og produktionsproces, i dette tilfælde mere end tre år. Den fik produktionsstøtte gennem DFI (v. dokumentar-konsulent Frank Piasecki Poulsen) via Norddok II, og den fik endvidere støtte fra Den Vestdanske Filmpulje og den Grønlandske Kunstfond og DR. Hovedproducenten af filmen var Wintertales (Direktør Michael Bévort) med Mr. Film og Human Film som co-producenter. Den er altså gået glat gennem et af de mest strenge og selektive filmstøtte-systemer vi har. Her smider man ikke penge efter dokumentarfilm som ikke holder standarden. Filmen er instrueret af Otto Rosing og Claus Pilehave, som også har skrevet manuskriptet. Selvom de bedste kan fejle, så er der grund til at pege på at Otto Rosing har en lang produktion bag sig af film om Grønland, bl.a. den første helt grønlandsk producerede spillefilm, Nuumioq (2002), udtaget til Sundance Festivalen og Grønlands første Oscar kandidat. Både Rosing og Pilehave har endvidere været ansat som freelancere i DR. bl.a. på DR’s drama-dokumentar Historien om Danmark og Grønland. Vi har altså at gøre med to erfarne instruktører, som både kender filmproduktion uden for DR og indenfor DR.
Jeg interviewede tidligere i år Otto Rosing og opfølgende også Claus Pilehave og producenten Michael Bévort om tilblivelsen af Grønlands hvide guld og især det der skete, da DR købte rettighederne til at vise filmen. Jeg spurgte til processen med DR inden premieren. De sagde at der havde været intense diskussioner med både DR og økonomer om grafer og tal, og om den uenighed mellem økonomer, som filmen også præsenterer. Men der var fuld enighed med DR om den færdige film. DR var klar over at filmen kunne møde kritik og skabe debat, men ingen troede at det kunne gå som det gjorde.
It’s not just the economy – stupid!
Men trods den markante kritik af tallet 400 milliarder i filmen efter dens premiere, så er sagen vel den, at dette tal i sig selv burde være ret ukontroversielt og heller ikke afvises af de tre økonomer i filmen – herunder Torben M. Andersen – som synes at være den eneste kritikerne fokuserer på. Han afviser ikke tallet 400 milliarder i filmen, som et omsætningstal. Det tal er givetvis Kryolitselskabets samlede omsætning i den lidt over 100-årige periode. Men det mere komplicerede er, hvordan man skal fortolke det. I filmen vælger man at følge hvad de penge blev brugt til, og det var i overvejende grad i Danmark. Men den utrolige økonomifiksering i modtagelsen af filmen kommer helt til at skygge for de politiske, sociale og menneskelige dimensioner, som filmen afdækker ved siden af tallene.
For nu at bringe to anerkendte økonomiske eksperter i clinch med hinanden, kan man inddrage den allerede omtalte Katarina Juselius, professor emeritus i økonomi, Københavns Universitet, som i Information (18/5 2025) har en lang og meget nuanceret gennemgang af forholdet mellem Danmark, Grønland og Kryolitminen. Hun peger på at selvom regnestykket fra omsætningen på 400 milliarder ned til beløbet minus omkostninger er vanskeligt over så lang en periode, så kan ”man ikke afvise, at Danmark har haft betydelige fordele af kryolitminedriften, og at det ville være godt for både Danmark og Grønland åbent at erkende det.” Hun peger også på, at det, som dokumentaren også viser, ikke bare er selve indtægten ved minedriften, men også de afledte effekter primært i Danmark i form at indkomstskatter, varekøb og ikke mindst at indtægten fra minen var med til at skabe nye virksomheder i Danmark og også finansiere bl.a. Marmorkirken.
I filmen følges det økonomiske spor af Marie-Louise Skov Jensen, både når det drejer sig om Kryolitminen og når det drejer sig om Danmarks bidrag til Grønland. Undervejs interviewer hun tre økonomer og den tidligere direktør for Kryolitselskabet (1979-1990), Peter Schmidt Hansen medvirker. Han siger bl.a. at alle dem som var involveret i minen blev meget rige og at pengene primært flød tilbage til Danmark, hvor det fik stor økonomisk betydning. Det belyses både med gamle dokumenter og historiske filmoptagelser og interviews med nogle af efterkommerne, hvordan pengene flød ind i Danmark
Filmen følger også de økonomiske og politiske forandringer i forholdet mellem Danmark og Grønland fra det tidspunkt hvor Staten efter Staunings ønske blev medejer af Kryolitselskabet og efter 1945, hvor Hedtoft påbegyndte den forandring i den danske politik i forhold til Grønland, som fra 1953 førte til at Grønland blev en del af Danmark og også fra 1979 bevægede sig mod øget suverænitet. Også når vi ser på de økonomisk-politiske analyser i filmen er der altså et meget stærkt fokus på historisk og økonomisk at beskrive forholdet mellem Danmark og Grønland i et bredt, kolonihistorisk perspektiv. Ca. 30 minutter inde i filmen fremlægges en graf over Danmarks økonomiske bidrag til Grønland: en markant udvikling fra kun 59 millioner i 1953 til stigende til over 1 milliard om året i 1971. Den økonomiske udvikling i Danmarks bidrag til Grønland dokumenteres altså klart. Det påpeges at Danmark efterhånden og i meget højere grad forsøger både at gøre Grønlænderne mere selvstændige, og modernisere og opbygge et grønlandsk velfærdssamfund.
Men filmen er som sagt langtfra bare om økonomi, for i filmens andet spor, som følges af den dansk-grønlandske Naja D. Graugaard, går vi ind i grønlændernes egen historie og opfattelse af forholdet mellem Grønland og Danmark. Her krydses to grundgenrer i dokumentarismen: den menneskelige hverdagshistorie, forholdet mellem danskernes og grønlændernes opfattelse af hinanden og den mere politisk-økonomiske historie. Det er Naja der med sine familiemæssige forbindelser kan gå ind og tale med indbyggerne i Arsuk, den by som lå ved Kryolitminen. Det er hende, der kan finde dokumenter og billeder frem, og opspore både danske og grønlandske personer, som personligt og familiehistorisk kan fortælle om hvad minen betød for et lille grønlandsk samfund. Vidner omfatter f.eks. arkitekt Peter Barfoed, som voksede op der (1952-65), Mads Fægteborg som er forfatter til flere bøger om Grønland, Daniel Thorleifsen, direktør for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og også Tom Høyem, den sidste grønlandsminister (1982-87), som meget markant udtaler, at det i hans tid var på tide at forandre alle de forældede kolonihistoriske forestillinger i Danmark.
I virkeligheden bygger filmen på et meget dybtgående forsøg på at grave sig ned i den kolonihistoriske fortid før grundloven i 1953 påbegyndte en ganske langvarig forandring i forholdet mellem Danmark og Grønland. Kryolitminen og dens senere udvikling til Danish Fancy Food, får Tom Høyem til at udbryde: ”hvordan kan det være den danske stats opgave at lave småkager!” Forholdet mellem Danmarks opfattelse af hvad vi har gjort for Grønland mødes i forskellige former af Grønlændernes egen opfattelse. Det ser man bl.a. i filmens start, hvor danske og grønlandske politikere får lov at sætte dagsordenen. Anders Fogh Rasmussen siger på sin sædvanlige bombastiske facon at ”Danmark har på ingen måde undertrykt eller udsuget det grønlandske samfund. Tværtimod har Danmark meget generøst ydet kontant støtte til at udvikle Grønland til i dag at være et moderne velfærdssamfund.” Det udsagn støttes af Hans Hedtoft, som siger at ”den politik som Danmark har ført gennem 175 år har været præget af et ideelt ønske om at hjælpe Grønlænderne”. Imod dette siger Lars Emil Johansen at ”man prøver at tegne et billede af et hjælpeløst Grønland, som kun kan reddes af den store generøse land Danmark.”
Få arbejdstøjet på DR – den kritiske Grønlandshistorie venter
Man kan med rette spørge sig selv, hvordan DR kan reagere så dramatisk på kritikken af en dokumentar, som forsøger at give os en ganske omfattende indsigt i ikke bare Kryolitminens historie og økonomi men også går tæt på det historiske forhold mellem danskere og grønlændere. Alt skal jo ikke gå op i økonomi, men også på det punkt går dokumentaren foran. Men hvorfor har ikke DR’s graverjournalister for længst grebet fat i både den historiske og moderne grønlandsøkonomi? I stedet for at svigte sine public service-idealer og smide en dokumentar ud med badevandet, så ville det klæde DR at fortsætte og udvide arbejdet med forholdet mellem Danmark og Grønland – herunder både de menneskelige og økonomiske aspekter af historisk og nyere kolonipolitik. Der er masser af sager at tage fat i.
Hvis man kigger på udviklingen i historierne om Grønland og Danmark efter 2000 har DR ganske vist gjort noget, men det er faktisk eksternt producerede dokumentarer, der viser vejen, og det er også bemærkelsesværdigt, at grønlænderne selv er ved at få etableret en mangfoldig filmkultur. Det er som grønlandseksperten Kirsten Thisted har sagt det i en artikel i Politiken:
Siden indførelsen af det grønlandske selvstyre i 2009 er der ellers sket en enorm udvikling i den måde, hvorpå Grønland og grønlændere repræsenteres i danske medier. Ikke mindst er interessen for at lytte til grønlænderne og få deres egne historier nærmest eksploderet i de senere år (Thisted, 28/2 2025).
Afpubliceringen af Grønlands hvide guld er forhåbentlig kun et midlertidigt tilbageslag for denne udvikling, men DR har svigtet stort. For at fremstå med den faktabaserede troværdighed, som den nye generaldirektør taler så meget om, så bør DR vise modet til at fortsætte den kritisk-historisk afdækning af forholdet mellem Danmark og Grønland. Den historie er langtfra belyst nok på film og tv.
Referencer
Bank, Morten (2025). Åbenlyst at Grønlandsdokumentar efterlader DR mere sårbar. (Interview med Bestyrelsesformand Lars Lose, Mediawatch, 28/2 2025)
Barsøe, Magnus (2025). Har DR’s fejl lige ødelagt rigsfællesskabets fremtid? (Information, 13/2, 2025)
Danbolt, Mathias (2025). DR’s største svigt er, at man har afpubliceret kryolitdokumentaren. (Politiken, 21/2, 2025)
Herman, Jesper (2025). Lytternes og seernes redaktør rapport. 1. halvår 2025, DR)
Juselius, Katarina og Lene Koch (2025): Det har været pinagtigt at lytte til dækningen af det økonomiske spørgsmål i kryolitdokumentaren. (Politiken, 4/3 2025)
Juselius, Katarina (2025). Mine økonomikollegers fordømmelse af kryolitdokumentaren er for ensidig. (Informations kronik, 18/5, 2025)
Nielsen, Jakob (2025). Altingets podcast #dkpol, 2/5 2025)
Nilsson, Kirsten (2025). Han blev Grønlands første historiker. Nu vil han vise os et sår, som skal heles. (Interview med Daniel Thorleifsson, Politiken 12/2, 2025)
Ritzau (2025). DR-general Corydon vil slås med næb og kløer for vores troværdighed. (Mediawatch, 4/8 2025).
Savage, Michael (2025). Tim Davie admits significant failing by BBC over Gaza documentary. (The Guardian, 14/7 2025)
Thisted, Kirsten (2025). Debatten om Grønlands hvide guld er voldsom, fordi den piller ved fortællingen om hvem vi er. (Politiken, 28/2, 2025)
Vejrum, Thomas M. (2025): Danske entreprenørselskaber scorede kassen på amerikanske baser i Grønland. (SERMITSIAQ, 28/8, 2025)
