Kommunikationsbranchen har skabt sit eget monster
Kommunikationsbranchen har skabt et monster af processer, PowerPoints og endeløse møder, der kvæler den oprindelige kreativitet og skarphed. Det er blevet så dyrt og tidskrævende at mange helt opgiver at få professionel hjælp. Men behøver det virkelig være sådan
af Kim Fischer, han er tidligere embedsmand, men har i en lang årrække arbejdet i mange kommunikationsdiscipliner som konsulent bl.a. i LEAD Agency, Oxymoron og Schultz Jørgensen & K. Kim er i dag indehaver af konsulentvirksomheden, Værdsat.
Her kommer et postulat. Kommunikation er blevet en industri, hvor processen ofte er vigtigere end produktet. Projekter strander i skubbede tidsplansslides, uendelige styregruppemøder, strategiske workshops og præsentationer med flere slides end reelle løsninger. Der er sjældent en presseindsats, en public affairs-strategi, en ny hjemmeside eller en visuel identitet, der ikke er blevet tygget igennem så mange gange, at den oprindelige skarphed er gået tabt.
"Kommunikation er blevet en industri, hvor processen ofte er vigtigere end produktet"
Men er det virkelig nødvendigt?
Vi har i årevis vænnet os til, at kommunikation er dyrt – ikke kun i kroner og øre, men i tid og ressourcer. Det kan tage måneder at få en ny visuel identitet eller lave en public affairs-strategi, fordi alle interessenter skal høres mere end én gang. En PR-kampagne eller en ny kommunikationsstrategi skal først igennem tre workshops, derefter skal der skrives en strategi, så en præsentation af strategien og til sidst en godkendelsesrunde, hvor alle implicerede lige, tilføjer lidt ekstra, forbi de ”liiiige har talt med en god ven, der ved meget om LinkedIn”. Og resultatet? Et kompromis, der forsøger at favne alt, men sjældent rammer helt plet.
"Vi bliver nødt til at spørge os selv, om det virkelig er nødvendigt at bruge uger, ja nogle gange måneder på at definere, hvad vi alligevel nok godt ved i forvejen."
De stores privilegie?
Men min oplevelse er, at mens de store virksomheder måske både har tid, vane for og råd til at betale for den lange proces, er der et hav af mindre virksomheder, organisationer og institutioner, der ikke har den luksus. De har brug for klar kommunikation (visuelt eller/og på skrift), der virker – uden at budgettet går til croissanter, processlides og endnu en strategidag. Og når de møder prisskiltet hos de procestunge konsulenthuse, vender de om og laver noget selv eller fortsætter som de plejer, selvom det måske ikke sidder lige i skabet længere?
"Der er sjældent en presseindsats, en public affairs-strategi, en ny hjemmeside eller en visuel identitet, der ikke er blevet tygget igennem så mange gange, at den oprindelige skarphed er gået tabt."

Men det kræver også en anden tilgang
Kommunikationsbranchen (og taler jeg både om kunder og bureauer!) er nødt til at tage et opgør med sin egen ineffektivitet. Vi bliver nødt til at spørge os selv, om det virkelig er nødvendigt at bruge uger, ja nogle gange måneder på at definere, hvad vi alligevel nok godt ved i forvejen. Om vi behøver de fem ekstra korrekturrunder, eller om vi i virkeligheden bare er bange for at træffe en beslutning baseret på vores faglighed og stå ved den.
Der findes en anden vej. En, hvor vi fokuserer på at løse problemet frem for at administrere det. Hvor vi bruger kræfterne på skarpe løsninger frem for flotte PowerPoint-præsentationer.
For de virksomheder, der tør tage springet og skære ind til benet, er der store gevinster at hente. Gør jeres forarbejde ordentligt og vær skarpe i forhandlingen med bureauerne. Kommunikation behøver hverken være tungt eller dyrt. Men det kræver, at vi tør gøre op med vanetænkningen.