Kryolitminen, min morfar – og moralismen

Donald Trumps aggressive tiltag for at ’overtage’ Grønland, DRs udsendelse om Grønlands hvide guld – den anden DR-kampagne om danske overgreb på Grønland inden for kort tid – og det grønlandske valg den 11. marts 2025 har sendt mig langt tilbage i min slægts og min egen historie. Disse personligt-historiske forbindelser er et eksempel på de mangeårige og mangeartede relationer mellem Grønland og Danmark, som indgår i mange danskere og grønlænderes personlige horisont.

Min morfars Erindringer fra Grønland har desuden en særlig aktualitet som et bidrag til kryolitminens tidlige historie, der godt kunne fortjene mere opmærksomhed. Det er hævet over al tvivl, at DRs (privatproducerede) dokumentarer med deres udpræget sort-hvide ’vinkling’ har påvirket den politiske stemning og debat i Grønland og herigennem såvel valget som den amerikanske opfattelse af situationen. Med mit faglige udgangspunkt som litteratur- og kulturforsker kan og vil jeg udfolde en analytisk tilgang til DRs ’dokumentariske’ moralisme, som ikke hidtil er kommet klart frem i debatten.    

Min morfar Jens Rasmussen var født i Kildebrønde, på det fattige område Heden sydvest for København. Hans far kom hjem fra krigen i 1864 med ødelagt helbred og døde snart efter. Enken overlevede med sine børn ved at passe et mælkeopsamlingssted. Trods lærerens indtrængende anbefaling havde hun ikke råd til at lade den begavede og læsende søn få andet end den mest elementære skolegang.

Efter at have aftjent sin værnepligt som marinesoldat, opdagede han en mulighed for at se sig om og ”samle sig nogle hundrede Kroner ved at arbejde i Minerne i Grønland” – som han senere skrev.  

Jens Rasmussen lod sig hverve som kryolitarbejder. Han sejlede i 1887 med sejlskib til Ivittuut og arbejdede i to år i kryolitminen. Senere blev han ansat ved DSB og avancerede efterhånden til ’togfører’. I april 1914 tvang et arbejdsuheld på jernbanen ham til at holde sengen i nogle uger, som han benyttede til at nedskrive sine erindringer fra Grønland. Hæftet med hans beretning – skrevet i hans smukke, let læselige håndskrift – gik i arv i familien og kom til sidst til mig. Forinden havde jeg fra min mor, der holdt af at fortælle om sin slægt og opvækst, hørt meget om hendes fars oplevelser i Grønland og hans livslange kærlighed til landet. Jeg er også vokset op med grønlandske eventyr og sagn, Estrids Otts fortælling om sit og sine børns ophold i Angmagssalik/Tasiilak (da Danmark havde vundet sagen mod Norge om Østgrønland ved Den Internationale Domstol i Haag), Knud Rasmussens Den store slæderejse m.m. Den interesse har jeg løbende fulgt op. Som teatermedarbejder ved Information anmeldte jeg forestillinger af Tûkak Teatret i 1980’erne. Efter selv at have været i Grønland, har jeg fulgt fascineret med i den nye bølge af dansk-grønlandsk litteratur fra Kim Leines Kalak til Niviaq Korneliussens Blomsterdalen.     

Gæstelærer i Nuuk

I februar-marts 2001 besøgte jeg Grønland som gæstelærer i dansk på Ilisimatusarfik, Universitetet i Nuuk. Jeg havde et forløb om dansk litteratur med en lille gruppe fra en af de første årgange af bachelorstudiet i Grønlandsk. Mine kolleger tog sig hjælpsomt af mig og tog mig også med på ture i nogle af de særegne fjelde, der omkranser Nuuk. De sørgede desuden for, at jeg kom med på en flerdages bådudflugt ind i bunden af Godhåbsfjorden, en af mit livs største naturoplevelser. Andre sider af den grønlandske natur så jeg ved kortere ophold i Maniitsoq og Kangerlussuaq. Ved fjorden i Nuuk så jeg havørne og hvaler, nær Kangerlussuaq kom jeg tæt på de besynderligt fortidsagtige moskusokser og rener med tyk, fint changerende pels. Jeg fik også ved private middage og på gode restauranter et bredt indtryk af de fantastiske smagsoplevelser, det moderne grønlandske køkken kan give.

Af det politiske liv fik jeg et første indtryk, da jeg allerede om aftenen ved min ankomst deltog i universitets årsfest. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt (1938-2010), som sad over for mig ved nabobordet, holdt en klog og humoristisk festtale om sprog- og kultursammenstød, ikke mindst ud fra hans oplevelser som nabo til en japaner, da han var lærerstuderende på et københavnsk kollegium. Jonathan Motzfeldt var fra 1970’erne en hovedkraft i grønlandsk politik med talrige tillidsposter, herunder regeringsleder i Hjemmestyret (Landsstyreformand 1979-1991 og 1997-2002) og medlem af Selvstyrekommissionen fra 2006. Siden overværede jeg Jens Kaalhauges fremadpegende foredrag ”Har Grønland en ‘grand strategy’ for udenrigspolitikken i det arktiske og storatlantiske område?” og den efterfølgende diskussion, præget af unge, dygtige og engagerede tjenestemænd fra hjemmestyrets udenrigskontor. 

Jeg havde før min afrejse mødt Emil Rosing (1939-2010), der var direktør for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i Nuuk og har gjort et kolossalt arbejde for at udbrede kendskabet til grønlandsk kunst. Han er selv en kendt billedkunstner og har desuden været kommunalpolitiker for Siumut. Jeg havde tidligere besøgt museets udstillinger, men blev nu vist rundt i magasinernes store samlinger af grønlandsk kunst. Blandt klenodierne er akvareller af Aron fra Kangeq og af Otto Rosing, Emils far. 

Under dette besøg gav jeg Emil Rosing en kopi af min morfars erindringer fra Grønland. Senere under opholdet fik jeg kontakt med ildsjælen Inger Hauge, der i en årrække var indehaver af boghandlen Atuagkat i Nuuk og havde oprettet forlaget af samme navn. Også hun fik en kopi. Det blev siden besluttet at udgive beretningen på dansk og grønlandsk i oversættelse ved Emil Rosing. 

 Min morfars Erindringer fra Grønland

I 2005 udkom så Jens Rasmussen: Erindringer fra Grønland / Eqqaamasat Kalaallit Nunaanlit 1887 på Forlaget Atuagkat. Bogen er rigt illustreret med historiske fotografier fra det grønlandske nationalmuseums arkiv samt nogle kort og forklaringer på de gamle målebetegnelser. Forsiden er en akvarel af Otto Rosing. Foruden den danske og grønlandske tekst er der også 16 sider faksimile med det smukt håndskrevne manuskript. 

Bogen er en kilde til Kryolitminens tidlige historie. For at blive antaget af Mineselskabet måtte man have bevis på aftjent dansk værnepligt og fremlægge vidnesbyrd om hæderlig vandel. Man forpligtede sig til mindst to år, mens selskabet kunne sende en tilbage når som helst. Et hold på 80 mand blev fordelt på et dampskib og to sejlskibe. Jens kom på det mindste sejlskib Thetis, hvor der var 20 passagerer foruden besætningen. Alle var forpligtet til at tage vagter og hjælpe til. Jens hjalp kokken, og med sin baggrund i Marinen kunne han også gå til vejrs i rigningen, sætte og bjærge sejl. 

Maden var så som så. Til menuen hørte en kvalmende øllebrød lavet af brød, vand og sirup. Rugbrød slap ellers snart op, så man var henvist til de hårde beskøjter, der måtte blødes op i havvand. I Skagerrak løb man ind i en seks dage lang storm, nær Grønland i en orkan, der drev skibet langt ud af kurs. Mange var søsyge, ofte flød man i bræk og spildt mad. Foruden søsyge blev man slemt plaget af lus. En mand blev gjort til syndebuk af flertallet og blev brutalt behandlet. Jens bemærker: ”Jeg har senere erfaret, at de fleste gamle Træskibe er befængt med Utøj, som ikke kan udryddes” (12). 

Ivittuut består af 20 huse i bindingsværk: ”Der er et Hus til hver af Embedsmændene, Bestyreren, Assistenten, Lægen, Kontrolløren og Proviantforvalteren. Mandskabet er fra 8-16 Mand i hvert Hus” (21). Ad en stejl trappe på flere hundrede trin går man til bunden af minen, som hver vinter oversvømmes med vand. Når den er tørlagt, sprænges der flere mange om dagen med krudt i form af ærter, som stampes sammen i borehuller med en stang af kobber. 

Når røgen er trukket væk efter øredøvende eksplosioner flere gange om dagen, kommer arbejderne frem fra tre beskyttelseshaller i klippen. Kryolitten sorteres fra, køres op og stables op og måles af kontrolløren, ”da Mineselskabet skal betale 20% til den danske Stat” (23). Arbejdstiden er fra 6 morgen til 17.30 med fradrag af en halv times pause formiddag og halvanden time til middag. Om vinteren arbejdes der kun midt på dagen. Der er også indlagt jagtdage, og både er til fri disposition. Arbejdslønnen er 1,33 kroner om dagen. År 1900 svarede en dansk krone til 80 i dag. Selv hvis man ganger med mere end hundrede, kan man næppe få det til en høj løn. De unge tjener i reglen mere ved af melde sig til at lade de amerikanske skibe, der kommer efter kryolit om sommeren. Som den værste plage ved arbejdet i den korte sommer nævner han moskitoerne, ”som stikker saa slemt, at man maa arbejde med slør for Ansigtet, og da vi ikke godt kan arbejde med Handsker paa, saa er Hænder og Haandled ophovnede af Moskitoernes giftige Stik” (23). 

Mest fylder dog hans anderledes positive møde med den grønlandske natur, ofte som fisker og jæger. De vigtigste fangstbytter og markante dyr får deres egen lille opsats: fisk som laks, fjeldørred, torsk, uvak (fjordtorsk), havkat og rødfisk – desuden grønlandshajer og -hvaler; fugle som ryper, vildænder, bramgæs, edderfugle og tatteratter, en spiselig mågeart, der lever på store fuglefjeld i fjorden; desuden sneharer og polarræv. Sæler, som han ser mange af, men ikke selv kan jage, er i beretningen en anledning til at skildre den grønlandske fangerkultur, som endnu var ganske intakt:

Sælhunden er Grønlændernes nyttigste Dyr, af den faar de det Skindtøj, som de gaar klædt i og Skind til deres Kajakker og Konebaade. Kødet spiser de med Velbehag og Sælhundespæk sælger de til Trankogerierne, og noget Spæk bruger de til Belysning i deres Boliger og af Ben tildanner de Harpuner og mange andre Ting (29).  

Efter en skildring af kvindernes arbejde med at flå og tilberede de harpunerede sæler tilføjer han: ”Der skal lang Øvelse til at lære Harpunkastning, de indfødte begynder allerede som Drenge at øve sig i denne Færdighed” (ibid.).  

Særligt meget betyder hans rent oplevende udforskning af den dragende og voldsomme grønlandske natur. Efter en første udflugt i en gruppe tilbringer han ofte søndagene alene med stadigt længere ture op i fjeldene omkring fjorden. Den storslåede natur giver samtidig en følelse af at være lille og ubetydelig, der ved truende vejrskifte bliver til ”Angst og Uhygge ved Ensomheden mellem de graa Stenmasser” (39). På en særligt lang tur ind mod ”Kugnak”, områdets højeste fjeld, kommer han i livsfare: ”Der gaar en Sky for Solen og Landskabet forandrer sit Udseende, de sønderrevne graa Stenmasser ligner store tavse Jætter, ’Kugnaks’ taarnlignende Top staar mørk og truende i al sin Majestæt” (40). På vej tilbage indhentes han af en tæt og iskold tåge. Han mister al orientering, afskyder forgæves sin bøsse og kommer langt uden for sin rute mellem skarpe fjeldrygge og stejle skrænter. Efter tre timer letter tågeskyen, så han kan tage landkending igen. Han hylder ”Store prægtige Kugnak” som sin vejviser hjem, og da han ved midnatstid udmattet når ned til sin båd, udbryder han til ”de tavse, lunefulde Fjælde. ’I vilde have at jeg skulde overnatte tilfjælds, men nu er jeg sluppen ud af eders kolde Favntag’” (41). Da han er kommet tilbage, opsøger han respektfuldt mere viden: 

For at faa noget at vide om ”Kugnak”, har jeg udspurgt flere Grønlændere, som jo alle er dristige Fjældbestigere og dygtige Jægere. Isak og Pavia fortæller at for nogle Aar siden besteg 2 Mand Kugnak for at skyde Fugle, men siden har ingen Mennesker set dem. ”Gretok” (Fjældguden) har beholdt dem”, siger Isak, mens de begge seer frygtsomt over Fjorden til det høje Fjæld. ”Gretok beholder enhver, som er forvoven nok til at bestige hans eget Fjæld, han boer selv øverst oppe”, siger Pavia. Jeg formoder at de to Grønlændere som besteg Kugnak er overrasket af Storm og er styrtet ned i Afgrunden eller er frosset ihjel i en Taagesky” (42). 

Denne samtale er givetvis helt eller delvist foregået på grønlandsk. På dette tidspunkt havde få grønlændere lært dansk, det var de tilrejsende, der måtte strenge sig an sprogligt. Tidligere har Jens Rasmussen berettet om det første møde med en grønlænder. Allerede så langt ude som en mil (7,5 km) bliver skibet prajet af den grønlandske lods. Han bliver hejst om bord siddende i sin kajak: 

Lodsen bliver trakteret med Mad og Drikke, han har en forbausende Appetit og drikker mange Kopper Kaffe imens vi nysgerrigt betragter ham og hans Kajak, og giver ham nogle Spørgsmaal, som han godt forstaar, men han svarer desværre paa grønlandsk, som vi endnu ikke forstaar; kun Kaptajnen kan føre en Samtale med ham […] (19).   

Min morfar havde sans for sprog og interesse for den kultur, det givne sprog hænger sammen med. Selv om han rationaliserer de to grønlænderes beretning til sidst, har han jo selv den samme dobbeltbevidsthed som dem. Hans personificeringer af den overmægtige grønlandske natur viser, at hans oplevelser får ham til at dele deres besjælede, ’animistiske’ tilgang til naturen. Ikke blot er hans beretning præget af respekt og beundring for den grønlandske fangerkultur, han møder – han kommer på flere måder til at dele dens måde at have verden på.   

Den samme ’animistiske’ personificering griber han til, når han i bogens slutning igen fremmaner den værste plage under minearbejdet i Grønland. Forholdet til de grønlandske myg bliver et personligt mellemværende mellem ham og en naturmagt:

Blandt Ægyptens syv Plager var som bekendt ogsaa Myg. Det skulde saamænd ikke forbause mig, om de, efter endt Mission i Ægypten var forvist til Grønland, thi mere blodtørstige og paagaaende Uhyrer end de grønlandske Myg, har jeg aldrig stødt paa i min Vej gennem Livet. […] Gik vi ned ad de ca. 200 Trappetrin til vort Arbejde fulgte de efter, og Moskitoslørene var, naar vi arbejdede mere til Géne end til Gavn, Hænder og Haandled var næsten altid opsvulmede af de giftige Stik. 

Jeg har let ved at tilgive, men spørger man mig paa mit Dødsleje, om jeg tilgiver alle, vil jeg tage Forbehold over for de grønlandske Myg” (52). 

Ædt op af lus på vejen og af myg under arbejdet var min morfar en af de danske minearbejdere, der var med til at skabe et overskud til selskabet med afgift til den danske stat. Fik han selv andet end oplevelsen og sin horisontudvidelse ud af det? Han drak ikke (blev senere organiseret afholdsmand), og der var ikke meget at bruge pengene til, så af sin beskedne løn opsparede han et lille overskud, som han investerede i en grønthandlerforretning i København. Da han hverken havde handelsuddannelse eller noget forretningstalent – han var bedre til at give kredit end til at inddrive den – gik den fallit på mindre end et år, bybuddet løb med de sidste penge. For at skjule sin skam tog han arbejde på landet så langt væk som muligt et andet sted, på Als i det tyskbesatte Sønderjylland. Her mødte han Johanne Nissen, der siden blev hans hustru og min mormor. Hun tog med ham til København, hvor han kan kom ind ved DSB. De fik fem børn, en dreng og fire piger, hvoraf de to ved eget arbejde efterhånden skaffede sig en videregående uddannelse. Den ældste pige blev lærer, tog derefter, mens hun arbejdede, studentereksamen, blev efterfølgende cand.mag. i dansk, tysk og engelsk og siden skoleinspektør i København; den yngste, min mor, blev tresproglig korrespondent. Jens var en humoristisk og underholdende far, der spillede violin, fortalte levende og var kendt for sin finurlige gengivelse af enhver rolle og tonalitet i tidens satiriske skillings- og revyviser.  

Kryolitminen – en skamfuld hemmelighed?

I anledning af udgivelsen opdaterede jeg lidt på den viden om kryolitminen og mineselskabets historie, jeg allerede havde. Det var en god forretning. Staten fik, som det også fremgik af Erindringer fra Grønland, afgift hele vejen igennem og blev på et tidspunkt medejer. Særlig betydning havde kryolitten under Anden Verdenskrig, hvor Grønland var besat af USA. Den var vigtig for den amerikanske flyindustri og var med til at finansiere det alternative danske diplomati under Henrik Kaufmann. En del af overskuddet blev gennem årene kanaliseret tilbage til Grønland via Den Kongelige Grønlandske Handel og andre kanaler, noget i Mellemkrigstiden, mere som led i de massive danske investeringer i ’moderniseringen’ fra 1950’erne og frem, hvor selve bloktilskuddet til Grønland voksede voldsomt. Der er udgivet adskillige artikler og bøger om emnet og lavet flere film. Da minen var tømt og lagrene solgt, investerede selskabet noget af kapitalen i overskudsgivende danske virksomheder. Kryolitten og minens historie fik megen presseomtale, da Tom Høyem som Grønlandsminister (1982-87) trak staten ud af selskabet.   

Da jeg så DR-dokumentaren Grønlands hvide guld, nød jeg de flotte tv-billeder af naturen omkring minen, der satte flere konturer på det, jeg kendte fra min morfars skildringer. Snart blev jeg dog ramt af en stigende undren og skepsis. En gennemgående påstand var, at historien om kryolitminen i Ivittuut var et helt ukendt stof, ja, egentlig en skummel og skamfuldt bortgemt hemmelighed i Danmarks og Grønlands historie. Det slog mig selvsagt som en absurd præmis. Jeg er, som det er fremgået, et særligt tilfælde, selv om mange danskere som jeg har viden om den dansk-grønlandske historie personligt eller gennem slægt og venner. Men historien om det helt specielle mineral, hidtil det eneste betydelige tilfælde af vellykket minedrift i Grønland og den eneste større danske overskudsforretning i denne relation, har selvfølgelig tiltrukket sig almen opmærksomhed. Der er som nævnt udgivet artikler og bøger om de danske videnskabsmænds opdagelse af anvendelsesmuligheder for det sjældne mineral, om mineselskabets historie og den danske stats involvering samt lavet flere film om minen, mens den var i drift. Jeg har hørt om kryolitminen i geografi i folkeskolen.

Mineralet kryolit og dets interessante historie har været fremhævet i udstilling efter udstilling på Mineralogisk/Geologisk/Statens Naturhistoriske Museum i København. På Nationalmuseet i Nuuk er der som nævnt et betydeligt billedmateriale omkring minens historie. Det blev ikke meget brugt i DR-dokumentaren, hvor de vigtigste historiske elementer er et billede af ledergruppens to tennisbaner (hvor kolonialt!) og den oplysning, at folk fra minen spredte syfilis til lokalbefolkningen, imødegået med restriktioner i bevægelsesfriheden. Det øvrige liv for de danske minearbejderne, de umiddelbart værdiskabende og udbyttede, interesserer slet ikke de målrettede undersøgere.   

Det andet forhold, der forbløffede mig, var, at hele den ’undersøgelse’, som udsendelsen skulle handle om, var lagt i hænderne på to unge studerende, hvis faglige kvalifikationer på ingen måde stod mål med deres brændende engagement. Karakteristisk for begge er deres konstant forurettede tone og opskruede følelsesappel. Moralismen, uundværlig for populismen, har sin egen logik og tonefarve, som går på tværs af andre politiske forskelle. De to ledefigurers tonalitet mindede mig slående om Pia Kjærsgaards dybt forargede og aggressivt inkriminerende stemmeføring i hendes og Dansk Folkepartis velmagtsdage. 

’Undersøgelsen’, også når de unge søgte støtte hos fagpersoner, gik ud på at bekræfte anklagepunkter til domfældelse i en på forhånd fastslået forbrydelse. Bekræftende vidner kunne findes også blandt uddannede og forskningsmæssigt ansatte, der gerne stillede deres faglige autoritet til rådighed for en antikolonialistisk moralismes gode sag. Den formentlig vægtigste fagperson med særligt kendskab til økonomiske relationer mellem Grønland og Danmark, Torben M. Andersen (tidligere overvismand, formand for Grønlands Økonomiske Råd, adjungeret professor ved Ilisimatusarfik) sagde ganske vist klart fra over for den saglige rimelighed i det regnestykke, som var udsendelsens ledetråd. Det anfægtede ikke undersøgerne, der blot gik ufortøvet videre. Tal var vigtige, men som led i en følelsesappellerende fordømmelse. Forbrydelsen måtte og skulle sammenfattes i et magisk tal, det grotesk pristalsregulerede og altmedregnende overskud fra kryolitminens åbning til dens lukning. TV-billedet dvælede med selvforelsket omhu ved de hede tårer, som fremkomsten af dette lysende trofæ, et højst fiktivt tal, udløste hos en af de to ledefigurer. 

På formanden for Naalakkersuisut, Mûte B. Egede, syntes tallet at give anledning til endnu stærkere reaktioner, idet han tydeligvis gik ud fra, at udsendelsen havde godtgjort en stor, ubetalt dansk gæld i den økonomiske balance mellem Danmark og Grønland. Siden viste det sig, at en lige så central forhåndsantagelse i anklageskriftet – at overskuddet fra kryolitminen langt overgik Danmarks samlede tilskud til Grønland – var et endnu vigtigere ønsket facit, der trods alt måtte opgives undervejs. Det blev uden nogen konsekvensrettelser klippet ud. Mûte B. Egede reagerede skråsikkert på påstande, der var trukket tilbage, og fik uberettiget svækket en troværdighed, han kort forinden mere selvforskyldt havde sat på prøve, da han med anklagen folkemord – igen baseret på en følelsesladet DR-dokumentar – fordømte de danske sundhedsmyndigheder. Det besynderlige resultat af disse myndigheders massakre på den grønlandske befolkning har været mindst en femdobling af denne i løbet af de forløbne hundrede år: fra omkring 10.000 i år 1900 til mere end 50.000 i dag. ”Folkesundheden bliver stadig bedre, levealderen er steget, børnedødeligheden er faldet, og tobaks- og alkoholforbruget er nedadgående” (tal og citat fra Heinrich, Kleist og Lidegaard: Grønland. En rejse fra de tidligste tider til et moderne samfund, 2025: s. 239).  

Moralismens historie og retorik

Den højspændte moralisme, som gennemsyrer DRs dokumentarer, kan karakteriseres ved hjælp af nogle kendte begreber fra den klassiske retorik, og her kan man fx henvise til Jørgen Fafner: Retorik. Klassisk og moderne (1977/2005). Når det gælder om at overtale nogen til at antage sit standpunkt (persuasio), kan man hovedsageligt betjene sig af en appel til fornuft og saglig viden (logos), til ret og etik (ethos) eller endnu mere følelsesbetonet til pathos. I Grønlands hvide guld er en form for logos-appel, som bindes op på tvivlsomme tal, på den ene side symbolsk vigtig, men på den anden side er den ganske underordnet og undermineret af den moralistiske pathos-appel.

Arbejderkultur og arbejderlitteratur, historisk og aktuel, har været en af hovedlinjerne i min forskning. Her er klassemæssig ulighed, økonomisk udbytning og politisk undertrykkelse en allestedsnærværende anstødssten. Jeg benægter ikke betydningen af følelser som social indignation og politisk engagement, men har som de fleste i Norden afvist en forenklende og ahistorisk moralisme som tilgang. Marxismen har som bekendt en yderst problematisk historie, men en værdifuld intellektuel arv fra en moderat, udogmatisk marxisme er appellen til nøgternhed, saglighed og historisk sans. 

Også afviklingen af kolonialismen og dens litterært-kulturelle udtryk i ’postkolonialistisk’ litteratur og teori har optaget mig. Til det oplagte slægtskab med arbejderlitteratur kommer i postkolonialistisk litteratur den særlige hyppighed af gnistrende sammenstød mellem vidt forskellige sprog, kulturer og verdenssyn, der har været et hovedfokus for min livslange teoretiske inspirationskilde, den russiske litteratur- og sprogtænker Mikhail Bakhtin. Postkolonialistiske forfattere som den colombianske forfatter Gabriel Garcia Márquez og den indisk-britiske Salman Rushdie hører til min yndlingslæsning. Postkolonialistisk litteratur- og kulturforskning har også været en vigtig og indflydelsesrig strømning, men har unægtelig omfattet ekstremistiske og moralistiske grene. 

Et eksempel stødte jeg uventet ind i, engang jeg havde anledning til at beskæftige mig med den engelske romantiker William Blake (1757-1827). Det er veldokumentet (som man kan forsikre sig om ved simple opslag på anerkendte kilder), at Blake var en af de (ikke så mange) venstreorienterede romantikere, en åben tilhænger af idealerne fra den amerikanske og den franske revolution og radikal modstander af racisme og slaveri. Men i en artikel i et almindeligt akademisk tidsskrift, skrevet af en ansat ved et amerikansk universitet, kunne jeg læse et rasende angreb på William Blake som ondsindet racist og slaveritilhænger. Fagligt var artiklen absurd, retorisk var den uhørt voldsom og grov. Stil- og andre udtryksforskelle mellem hans tid og vores samt den kendsgerning, at Blake hverken var sort, kvinde eller slave, har i artiklens optik været fuldt tilstrækkeligt til at placere ham på slaveejernes parti og tilsværte ham med en hadefuld retorik.   

Jeg har også beskæftiget mig ganske meget med moralismen som en væsentlig, på godt og ondt mangeartet strømning i 1700- og 1800-tallets litterære og politiske liv. I denne sammenhæng har jeg arbejdet med moralismens vigtigste litteraturform melodramaet. I udgangspunktet var melodramaet en form for musikteater, som imidlertid fik en bred betydning både for teatret og romanen. Den melodramatiske forestillingsverden rummer et moment af realisme, men søger at afsløre, at der bag hverdagens overflade foregår en række eventyrlige dramaer, en afgørende kamp mellem godt og ondt, der oftest tager form af en sort-hvid modstilling af skurke og helte. 

En typisk melodramatisk handling går ud på, at et uskyldigt offer undertrykkes og forurettes af en mageløst ondsindet skurk. Når situationen er forværret til det yderste og trukket ud med uudholdelig suspense, indtræffer et pludseligt, uventet omslag, der afslører hele den forbløffende, hemmeligholdte sandhed, uskadeliggør skurken og genindsætter den forfulgte helt(inde) i sin ret.

Der er mange muligheder i denne model, hvis den nuanceres af en stor forfatter – som Victor Hugo i De elendige – eller modificeres af kritiske og parodiske elementer – som fx i Svend Åge Madsens Tugt og utugt i mellemtiden. Men melodramaets farlige grundtendens er en stærkt følelsesmanipulerende sort-hvid moralisme, politisk forsimplende og historisk fordrejende. 

DRs moralisme

Danmarks Radio har i de senere år satset stort og ensidigt på en aktivistisk dokumentarisme, en ’graverjournalistik’ i skarp seerkonkurrence med TV2. Det proklamerede, noble formål har været at tjene os alle ved af afdække korruption, magtmisbrug og svindel. Gennem de seneste medieforlig er DR – under pres fra borgerlige partier, de private medier og filmbranchens Producentforening – blevet forpligtet til at købe en stor del af sine udsendelser, herunder dokumentarer, fra private producenter. Det gælder også de nyeste dokumentarer om Grønland. I lighed med DRs egne produktioner, men endnu en tak mere sensationelt vinklede, er Grønlands-podcast-serien fra MonoMono og tv-dokumentaren fra Wintertales tydeligt, ligefrem skematisk bygget op over melodramaets model: 

Et uskyldigt offer, det forsvarsløse grønlandske folk, er på oprørende vis blevet offer for endnu et overgreb fra en uendeligt ondsindet inkarnation af den danske kolonialisme. Situationen er ubærlig indtil den omhyggeligt skjulte forbrydelse afsløres af helten, personificeret af de modige journalister og skarpsindige forbryderjægere. Den knusende dom fældes over skurken, offeret kan se frem til retfærdighed.  

Moralismens simplificerende følelsesmanipulation er politisk farlig og, ja, moralsk forkastelig. Det har rystet mig, at politikere, hvis position i øvrigt er beslægtet med min, sammen med forskere og kolleger, som jeg i mange tilfælde har respekt og sympati for, i et så stort omfang har bakket op om den sort-hvide, melodramatiske moralisme, der er kommet til udtryk i Grønlands hvide guld. Den patosladede bøddel-offer-fortælling fra DR/Wintertales har haft bred appel og virkning, men næppe været til gavn for andet end en grov populistisk nationalisme og en skruppelløs amerikansk ekspansionisme.