Politikens nye design er et lys for enden af tunnelen
Jeg synes, Politikens nye digitale design er godt. Og modigt. For en gangs skyld er der gjort et dejligt forsøg på at sprænge et, ud fra et designperspektiv, komplet tåbeligt format – nemlig mobiltelefonen
Et svar til Timme Bisgaard Munks anmeldelse af Politikens nye digitale design
Timme Bisgaard Munk
Det modige valg
Jeg synes, Politikens nye digitale design er godt. Og modigt. For en gangs skyld er der gjort et dejligt forsøg på at sprænge et, ud fra et designperspektiv, komplet tåbeligt format – nemlig mobiltelefonen – som alle først og fremmest fokuserer på, fordi trafikken er størst der.
Mobilens begrænsninger
Mobilformatet er ret begrænset. Man oplever en slags tunnelsyn på en mobilskærm, og detaljerne i designet bliver ofte forenklet voldsomt i et forsøg på at gøre tingene let aflæselige i det lille format.
"Illustratorer, som kan lave pointer på en minimalistisk og mobilvenlig måde, har derfor kronede dage, og det er på bekostning af store, detaljerede værker"
Paraplydesign som eksempel
Mit seneste eksempel på et tilpasset design er et layout af en forside i Kultur-sektionen på Weekendavisen, som handlede om paraplyer.
I den digitale version rådede jeg over en pladsholder, en firkant, og det skulle være enkelt og først og fremmest aflæses på en mobil – dvs. en lav detaljegrad. Det blev et arkivfoto af en kvinde med en paraply – ikke videre originalt.
Politikens løsning
Politiken gør dog et rigtigt hæderligt forsøg på at lave et mobildesign med stor variation og temaer til de forskellige sektioner. Se her hvordan Politiken arbejder med formater sammenlignet med andre medier:
Innovation i praksis
Politiken arbejder med luft og variation, både i typografi og formater. Billederne kører i et varieret grid og stikker ovenikøbet ud af mobilskærmen et par gange – det er fedt. Mit føromtalte tunnelsyn bliver udvidet lidt, og min skærm-finger kan tilmed aktiveres i en vandret bevægelse for en stund.
Design med dybde
Ved første øjekast fik jeg en "nej!"–følelse over, at Politikens anmelder-hjerter ligger en smule over billederne, men efter et par kig må jeg sige, at det er vidunderligt, fordi det skaber en inspirerende collage-følelse, som minder mig om, at det digitale sommetider også kan være i lag.
Respekt for traditionen
"Alt skal nemlig passe til alt og kommer derfor ikke rigtigt til at passe til noget"
Men Politiken har fundet en god balance. Jeg kan forstå på Timmes tekst, at Politiken mimer avispapir på baggrundsfarven (#FBFAF7), og som avis-designer med en stor kærlighed til papir, så kan man kun blive smigret og bifalde den slags – det er da pragtfuldt.
Konklusion
Alt i alt kan de være stolte ovre på Rådhuspladsen, og jeg ville ønske, vi kunne lave bare halvt så mange fede ting på vores site på Weekendavisen.
