Subscribe to Our Newsletter

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks
Middag mission impossible
Photo by Zach Reiner / Unsplash

Middag mission impossible

by Timme Bisgaard Munk Judy Hermansen

Hvornår har du sidst inviteret nogen på middag? Og hvornår er du sidst selv blevet inviteret? Lang tid siden, ikke? Det er desværre ikke kun dig. Det er en tendens, og den er trist. Middagen er blevet en mission impossible af mange triste grunde. Her er hvorfor. Og her er opskriften på at vende den triste udvikling med en god middag. Vi må og skal give den private middag en renæssance. Det er en fælles menneskelig mission. Ergo se nu at få sendt de invitationer afsted.

I 1975 havde 42 procent af amerikanerne gæster derhjemme mindst én gang om måneden. I 2026 er det 12 procent. Det gælder muligvis også i danmark

Den store afinvitation

Tilbage i 1950-60erne forstod folk at holde en fest. Men fra 1975 til 2000 faldt sammenkomster i private hjem til det halve. Og det er fortsat siden, viser Derek Thompson i The Atlantic I 1975 havde 16 procent af amerikanerne gæster derhjemme mindst én gang om måneden. I 2026 er det 5 procent.

Mens Gruppen, der aldrig inviterer, er tredoblet. Kilde: DDB Needham Life Style Surveys og Data for Progress, via Derek Thompson

You Are No Longer Invited to Dinner
We’re witnessing the death of hosting in America. The share of adults who say they regularly have friends over has declined 70 percent since 1975

Var det fordi festlighederne blev flyttet ud på restauranter og barer? Nej, restauranterne har tværtimod lagt mærke til, at flere og flere af deres gæster spiser alene. Er det så fordi folk har erstattet middagsselskaberne med mere sunde former for socialt samvær (læs: uden så meget sprut)? Heller ikke. Bortset fra løbeklubberne, så er det træningsaktiviteter solo, der stiger mest. De fleste går i fitnesscentret med en podcast som selskab eller ruller yogamåtten ud hjemme i kælderen. Siden 2010'erne er vi i stigende grad blevet hjemme i selskab med os selv og vores foretrukne app.

Tid brugt i hjemmet, 2003-2022. Næsten to timer mere derhjemme om dagen på tyve år. Vi er hjemme. Alle sammen. Men ingen kommer forbi. Kilde: American Time Use Survey, via Derek Thompson

Danske tal har vi ikke. Men prøv at tælle dine egne middagsselskaber de seneste tolv måneder. Du får næppe brug for begge hænder.

Egotiden æder middagstiden

Vi siger, vi ikke har tid. Det passer ikke. Vi har mere fritid end nogen generation før os. Problemet er jo rigere vi bliver, jo dyrere føles hver time, og jo mere forjaget bliver fritiden. Men det, han ikke kunne se, var, hvad vi ville fylde den med. Svaret er os selv.

Se på en almindelig uges kalender. Løbeturen. Yogaen. Terapien. Podcasten på vej til arbejde. Meditationsappen. Saunaen, vinterbadningen, den time om aftenen, hvor man "lige skal have lidt tid for sig selv". Alt sammen godt. Alt sammen anbefalet. Og alt sammen tid, der er øremærket til ét menneske. Egotiden er blevet hellig. Den har fået sit eget sprog, me time og selvomsorg, og sin egen moral: Du kan ikke give til andre, hvis du ikke først giver til dig selv. Så vi giver til os selv. Og så er ugen gået.

Americans’ Social Activity Has Steeply Declined in the Past 30 Years
Our survey finds significant, double-digit declines in Americans’ participation in key social activities from 1995 to 2026.

Middagen er det modsatte af egotid. Den er tid, der er givet væk. Fire timer, hvor du ikke optimerer noget som helst, hvor du ikke bliver bedre til noget, og hvor det eneste udbytte er, at nogle andre mennesker havde en god aften. I en kalender fuld af selvforbedring ligner det spild. Det er derfor, den ryger først. Ikke fordi vi ikke har tiden. Fordi vi har lært, at tiden er vores. Ego tiden slår middagstiden

Ændring i andel af amerikanere, der deltager i forskellige sociale aktiviteter, 1995-2026 (kortspil, sportsbegivenheder, barbesøg, frivilligt arbejde, middagsselskaber m.m.). Tocifrede fald i stort set alle former for samvær. Middagen rammes hårdest. Kilde: Data for Progress, via Derek Thompson

Maskinerne tog fritiden

Imens vi har gået og frygtet, at maskinerne ville overtage vores arbejde, har de i stedet overtaget vores fritid. Og vi har skabt en verden, hvor det er blevet lettere og sjovere end nogensinde før at være alene hjemme. I teorien kan vi nok alle sammen drømme nostalgisk om middagsselskaber og spontane sammenkomster med venner, men på en given onsdag kl. kvart i otte er det bare lettere, og måske også sjovere, at glo på en skærm end at holde en fest. Vi kan jo ikke engang finde på noget at sige! Ensomshedsteknologierne er bedre og mere smertefri underholdninger derfor foretrækker vi ensomheden.

Moderniteten har erstattet fritidsaktiviteter, der kræver koordinering med andre mennesker, med noget, der kan forbruges uden andres deltagelse. Sammenlignet med TikTok er et middagsselskab en rædsom bøvlet fritidsteknologi, der både kræver planlægning, rengøring, indkøb, madlavning, børnepasning osv. osv., endda med en overhængende risiko for at mislykkes. Hvad kræver fjernsynet af os travle mennesker? Intet. Og TikTok vel endnu mindre. Og nu står AI-robotten så klar som samtalepartner, der aldrig kommer for sent, aldrig melder afbud og aldrig har brug for, at du har støvsuget. Ja, som kun spørg og taler om dig. Whats not to like.

Vi gider ikke bøvlet

Her er tydeligvis noget mere grundlæggende på spil end travlhed og skærm mani. Vi er ved at miste smagen for besvær. Financial Times-skribenten Sarah O'Connor spurgte i september, om vi er ved at udvikle en afsmag for anstrengelse Pisa-tallene siger ja: Stadig flere 15-årige dropper lektierne, hvis de er for lange, og tilbagegangen er størst dér, hvor det kræver kognitiv anstrengelse. Men det er ikke kun de unge. AI gør det svære let, og når det svære bliver let, holder vi op med at øve os i det. Vi vil have resultatet uden processen.

Middagen er proces. Den er indkøb, der tager en time, en ret, der skal passes, et bord, der skal dækkes, og en samtale, der måske ikke kommer i gang. Den er, med pædagogernes udtryk, produktiv kamp. Og det er lige præcis den slags, vi er ved at vænne os af med. Vi er ikke blevet dovne. Vi er blevet magelige, og det er værre, for magelighed føles som fornuft. Hvorfor bruge en lørdag på noget, der kan gå galt, når en app kan levere noget, der ikke kan? Ja middag og mennesker er bøvl og muligvis social ballade. whats to like?

Middagens mirakel

Karen Blixen har svaret på middag mission impossible. I Babettes Gæstebud kommer en fransk flygtning til en lille pietistisk menighed ved en norsk fjord og arbejder i fjorten år som husholderske for to gamle søstre, der lever af øllebrød og klipfisk. Så vinder hun ti tusind francs i lotteriet. Søstrene tror, hun nu vil rejse hjem. I stedet beder hun om lov til at lave én middag til menigheden. Hun bruger hele gevinsten. Skildpaddesuppe, vagtler i sarkofag, Veuve Clicquot. Gæsterne har på forhånd aftalt ikke at nævne maden med ét ord, for nydelse er synd. Men undervejs sker der noget. Gamle stridigheder opløses. To, der ikke har talt sammen i årtier, holder i hånd. En general, der kom for at gøre op med sit livs forkerte valg, rejser sig og taler om nåde. Da det er overstået, og søstrene forfærdede opdager, at Babette nu er lige så fattig som før, svarer hun: En kunstner er aldrig fattig.

Det, Blixen fejrer, er middagens magiske kraft til at forandre vores relationer. Menigheden kommer til bordet som de mennesker, de har været i tredive år: nærige, nagende, uforsonede. De rejser sig fra det som andre. Ingen har sagt undskyld. Ingen har haft en svær samtale. De har bare siddet ved samme bord længe nok, og så skete det. Det er det, en middag kan, og som ingen anden social form kan på samme måde. Den forvandler ikke ved at tale om tingene, men ved at sidde sammen om noget tredje: maden. Babette ofrer alt for det mirakel. Hun helligholder middagen i en menighed, der har glemt, at den var hellig. Hun giver alt, hun ejer, for én aften, der ikke efterlader andet end det, der skete mellem tolv mennesker. Ingen billeder, ingen rester, ingen regning at vise frem. Det er det stik modsatte af magelighed. Og det er det, vi har mistet: ikke evnen til at lave mad, men troen på, at det er værd at ofre noget for.

The dreadful decline of hosting at home: ‘I feel shame any time a friend comes over’
It used to be quite normal to pop next door for a coffee or invite friends over for dinner. But not any more. What’s behind this change – and just how damaging is it?

Det skal være perfekt

Oven i egotiden og mageligheden kommer præsentationskravet. Middagen er ikke længere et måltid, men en forestilling. Instagram og tv-køkkenerne har opdraget os til, at en middag er en femretters produktion med tablescaping, håndskrevne menukort, kurateret playliste og cocktails med garniture. En britisk måling blandt 2.000 voksne, som The Guardian refererer , viser, at fire ud af ti undgår at holde selskab derhjemme på grund af oprydningen. Avisen citerer en mor til to små: "Jeg ved godt inderst inde, at mine venner er ligeglade med rodet."

De to ting hænger sammen. Jo mere perfekt middagen skal være, jo mere skal der ryddes op, både før og efter. Jo mere der skal ryddes op, jo mere uoverskueligt bliver det hele. Og jo mere uoverskueligt det bliver, jo lettere er det at lade være. Perfektionskravet og oprydningsangsten er den samme ting set fra to sider.

Det er den gastroseksuelle tendens. Maden er ikke længere noget, man serverer, men noget, man præsterer med. Hjemmekokken skal kunne det, tv-kokken kan, og bordet skal kunne tåle at blive fotograferet. Middagen er blevet instagramable, også når ingen tager billeder, fordi standarden er sat af dem, der gør. Det er performativitet i køkkenet. Og den har en pris. Når restaurantbesøget bliver sammenligningsgrundlaget, kan hjemmet ikke vinde. Restauranten har en kok, en tjener og en opvasker. Du har dig selv og en halv time, inden gæsterne kommer. Målt med den alen er middagen derhjemme altid et nederlag. Så vi går på restaurant i stedet. Eller bliver hjemme. Restaurantidealet slår middagen ihjel. Jo højere forventningerne er, jo færre tør invitere. Når middagen skal være perfekt, bliver det nemmere at lade være.

Når ingen betaler ind

Og så er der den grund, der sjældent bliver sagt højt. Middagsselskabet er et kreditsystem. Du investerer en aften, et par timer i køkkenet og en opvask. Og du stoler på, at det kommer tilbage. Ikke nødvendigvis fra de samme gæster, ikke nødvendigvis i år, men fra nogen, engang. I Politologi kaldes det generaliseret reciprocitet og kan beskrives som et de roterende kreditsystemer, hvor alle betaler ind og skiftes til at få puljen.

Systemet virker kun, så længe nok betaler ind. Når hver enkelt tænker "det orker jeg ikke lige i denne måned", bliver det hurtigt rationelt for alle andre at tænke det samme. Hvorfor holde middag, når man alligevel ikke kan regne med at blive inviteret igen? Puljen tømmes. Kreditsystemet krakker. Og middagen bliver ikke en vane, men en begivenhed. Noget man holder til runde fødselsdage og ellers taler nostalgisk om. Det er ikke en individuel fejl. Det er en koordinationsfejl. Alle vil i princippet gerne bo i en verden af middagsselskaber. Bare ikke onsdag klokken kvart i otte.

Her stopper historien normalt. Egotid, skærme, magelighed, perfektionisme, et krakket kreditsystem. Færdig. Men der er et paradoks, der gør det hele mere interessant. For samtidig med at vi afinviterer hinanden, vokser sulten efter præcis det, middagen leverer. Og den sult er ved at blive til et marked.

Real-life sult

Vi fortsætter ufortrødent med at udvikle fritidsteknologier, som eliminerer vores behov for andre menneskers tilstedeværelse. Og der er rift om vores opmærksomhed. Vi er belejret af AI-skrald og chatbots, der prøver at få en bid af vores knappe fritid. Men de teknologiske vidundere producerer sideløbende en "real-life sult", og hvor der er en sult, er der også et marked. Men det er et symptom. Markedet sælger os det, vi er holdt op med at gøre selv.

Ja og det hedder en middag

For hvis real-life sulten er ægte, så findes der allerede en social teknologi, der leverer præcis det, markedet nu prøver at sælge. Den kræver et bord, en gryde og fire-seks mennesker, der har sagt ja. Middagen kan ikke skaleres, kopieres eller streames. Enten var du der, eller også var du der ikke. Den eneste måde at vide, at samtalen var menneskeskabt, er at sidde over for kroppen, der sagde det.

Hjemmet afslører

Og middagen giver mere igen end nogen anden form for samvær. Psykoterapeuten Kamalyn Kaur siger det i Guardian: Der ligger en sårbarhed i at lade nogen se dig i dit eget hjem og være der i lang tid. Når vi kun mødes på neutral grund, viser vi mindre af os selv, og venskabet bliver tilsvarende fladere front stage og mindre ærligt.

Den skrøbelig sårbarhed lyder som et problem. Det er det modsatte. Sårbarheden er ikke prisen for venskabet. Den er materialet, venskaber er lavet af. Socialpsykologen Arthur Aron viste det i et berømt forsøg i 1997 Fremmede, der i 45 minutter stillede hinanden spørgsmål, der gradvist blev mere personlige, følte sig bagefter tættere på hinanden end mange gør på venner, de har kendt i årevis. Det afgørende var ikke tiden. Det var, at begge afslørede noget, de normalt holder for sig selv, og at den anden tog imod det. Nærhed opstår, når man viser noget, der kunne bruges imod en, og det ikke bliver det. Sårbarhed er der, hvor forbindelse fødes. Det sker ofte til en middag hjemme hos dig. Ergo flere middage flere og dybere venskaber hvor i støtter hinanden i jeres sårbarhed.

Hjemmet er den mest effektive sårbarhedsmaskine, vi har. Gæsten ser dine bøger, dit rod, dine børns tegninger på køleskabet og den stol, der burde være smidt ud. Du har ikke valgt, hvad der skal vises frem. Det er alt sammen bare der. Og det er netop derfor, det virker. Restauranten er neutral grund, hvor begge parter kan styre, hvad den anden ser. Hjemmet er det ikke. Det er sårbarhed, man ikke kan trække tilbage, og det er den slags, der gør venskaber dybe i stedet for behagelige. Ude i byen følger samtalen restaurantens regler, og bordet skal være ledigt klokken 21. Hjemme går samtalen, hvor den vil. Og den går længere, fordi der allerede er vist noget frem, inden nogen har sagt et ord.

Men det skal siges ærligt: Det kan også gå galt. Netop fordi man kommer så tæt på, i private rammer, med vin i glasset og ingen tjener til at afbryde, kan masken falde på den forkerte måde. Den bemærkning, der ville være gledet af på en restaurant, sætter sig fast ved et spisebord. Et par begynder at skændes, og de andre kigger ned i tallerkenen. En gammel uenighed om politik eller børneopdragelse bliver pludselig personlig, fordi der ikke er noget sted at gå hen. Vinterbergs Festen er en middag, hvor masken ikke bare falder, men bliver revet af. Man kan blive uvenner ved en middag på en måde, man aldrig bliver det på en café. Det er prisen for nærheden. Det samme, der gør middagen vigtig, gør den risikabel. Og det er endnu en grund til, at vi lader være. Men det er også grunden til, at den betyder noget. Det, der ikke kan gå galt, kan heller ikke gå rigtigt.

Det er ikke bare en følelse. De, der ofte spiste sammen med andre, var mere tilfredse med livet, havde flere nære venner, stolede mere på andre mennesker og følte sig mere forbundet med deres lokalsamfund. Aftensmåltidet var særligt virksomt, og allermest når der blev grinet og drukket et glas til. Vi spiser ikke sammen for at få mad. Vi spiser sammen for at få hinanden. Den bedste medicin for mennesker er andre mennesker. Og medicinen bliver udleveret ved en god middag.

Så er der det, der sker i hovedet på gæsten. At blive inviteret er at blive valgt. Det er at blive set som et menneske, nogen godt gider spise en middag med, og i en tid, hvor de fleste af os mest bliver set som profiler, kolleger og kontakter, er det ikke nogen lille ting. At blive budt på mad, nogen har stået og lavet, er at blive taget hånd om, og det er en følelse, meget få andre situationer i voksenlivet giver. Restauranten tager hånd om dig mod betaling. Værten gør det gratis. Forskellen registreres, også når den ikke bliver sagt højt. Gæsterne husker ikke, om servietterne matchede. De husker, at der blev taget hånd om demn og de blev set. Og værten får noget, der er sværere at måle, men lige så virkeligt. Den, der inviterer, øver sig i at give uden garanti for at få igen. Det er præcis den øvelse, kreditsystemet kræver, og præcis den, vi er ved at glemme.

21 Facts About Throwing Good Parties
Parties are a public service; here's how to throw them.

Middagen er en public service

Uri Bram, der skriver bloggen Atoms vs Bits, har samlet 21 kendsgerninger om at holde gode fester Den vigtigste er den sidste: Fester er en public service. Det er er bygge fællesskabet op sammen. En god middag er et fælles gode. Nogen møder måske sin nye bedste ven hos dig. Nogen føler sig mindre alene. Værten fortjener et klap på skulderen, ikke dårlig samvittighed over den uperfekte mad. Så her er opskriften. Brams bedste råd er med, oversat fra fest til middag.

Opskriften på at vende den triste udvikling med en god middag

Kald det aftensmad, ikke middagsselskab. Det er hovedreglen, og alle de andre følger af den. Ordet gør halvdelen af arbejdet. "Kom og spis med på tirsdag" lover ingenting og kræver ingenting. "Middagsselskab" lover fem retter og et dækket bord. Invitér til rester. Folk kommer alligevel.

Prioritér din egen ro over alt andet. Middagsselskaber er som babyer: Er du stresset, mens du holder dem, bliver de det også. Middelmådig pizza fra en glad vært er bedre end fabelagtige hors d'oeuvres fra en forpint. Drop tablescapingen.

Gør det til en vane, ikke en begivenhed. Første torsdag i måneden. Samme ret hver gang, hvis det skal være. Jo mere rutine, jo mindre produktion. Og hver gang du inviterer, betaler du ind i kreditsystemet. Nogen skal starte. Det kan lige så godt være dig.

Lav mad, der kan passe sig selv. En gryderet, en ovnret, noget der står og trækker. Simon fra Glasgow siger det i Guardian: Som vært ender man som tilskuer til sine egne venners aften, fordi man render frem og tilbage til køleskabet. Maden skal være færdig, før gæsterne kommer. Ellers er du ikke med til din egen middag.

Én ret til alle. Dietkravene vokser, men løsningen er ikke at lave tre versioner. Lav én vegetarisk ret, som alle kan spise, og lad dem, der vil have kød, tage det med selv.

Skriv kvart i på invitationen. Skriver du 19.00, kommer folk 19.30. Skriver du 18.45, kommer de 19.00.

Bed to nære venner komme en halv time før. De kan hjælpe til, eller bare hænge ud, så du allerede er i gang med at hygge dig, når de andre ringer på, i stedet for at stå og frygte, at ingen kommer.

Regn med frafald. En tredjedel af dem, der siger ja, kommer ikke. Par melder afbud sammen, og det gør små parmiddage særligt skrøbelige. Invitér flere, end du tror, der er plads til. Og folk kommer, hvor de regner med at kende mindst tre andre, så send invitationen i grupper, hvor man kan se hinanden, og nævn fælles venner.

Invitér dem, der bor tæt på. Dunbar har også en 30-minutters regel: Bor nogen mere end en halv time væk, holder vi stort set op med at se dem regelmæssigt. Så begynd med naboerne og dem i nabolaget. De fjerne venner kommer til de runde fødselsdage alligevel.

Bland folk, men følg din mavefornemmelse. Hold middag sammen med en, du holder af, men som ikke er i din egen kreds, så to vennekredse mødes. Og hvis din intuition siger, at to gode mennesker ikke passer sammen ved samme bord, så har den ret. Det er som at lave mad. To fremragende ingredienser kan sagtens smage forfærdeligt sammen.

Tag dig af den, der ikke kender nogen. Placér dem ved siden af en, de vil komme godt ud af det med, eller bare en, der er let at tale med. Det er værtens privilegium at gøre det for dem, så de slipper for selv at mase sig ind.

Sæt en sluttid. "Please leave by 9pm" er blevet et brugskunstmotiv af en grund. Det er ikke uhøfligt at sige, hvornår middagen slutter. Det er det, der gør, at du tør holde den igen.

Telefonerne væk. Lad ikke telefonen ødelægge middagen. Aftal det, inden I sætter jer. Lynlåslommen, ikke bordet. You worship what you sit next to.

Stil et bedre spørgsmål. Ét spørgsmål, der er lidt mere end hvordan går det på arbejdet, kan redde en aften. Samtale er en færdighed, der skal øves, og vi øver os sjældent, fordi vi sjældent ses.

Lad være med at poste det. Den bedste restaurant er den, du ikke lægger op. Det samme gælder middagen. I samme øjeblik den bliver indhold, bliver den en forestilling igen, og så er vi tilbage ved perfektionskravet. Hold den for jer selv. Det er hele pointen.

Og så er der gæstens pligt. Det er den anden halvdel af kreditsystemet. Svar hurtigt og ærligt. Spørg aldrig, hvem der ellers kommer. Meld kun afbud, hvis du er seriøst for syg. Kom fem minutter over, aldrig før. At tage til middag og være kedelig er en forbrydelse. Og vigtigst af alt: Invitér tilbage. Inden for tre måneder. For så virker systemet af en god middag for en god middag.

Fra ingen invitation til invitation

Vi begyndte med et spørgsmål: Hvornår er du sidst blevet inviteret på middag? Svaret er, at det bliver du, når du selv har inviteret. Sådan virker det middagssociale kreditsystemet. Nogen betaler ind først, og så kommer det tilbage det er karma for middagsinvitationer. Så send beskeden nu. Og om et par måneder ligger der en sms invitation til dig. Nogle vil gerne se og snakke med dig. En god følelse ikke. Middag Mission possible.

by Timme Bisgaard Munk Judy Hermansen

Subscribe to New Posts

Copenhagen Review of Communication er et medie for alle, som arbejder med kommunikation. Vores mission er at gøre os kommunikationsfolk endnu bedre til vores arbejde.

Success! Now Check Your Email

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, Thanks

Read More