Har vi virkelig brug for flere psykologer?

af Erik Brezovec

Erik Brezovec er adjunkt ved Fakultetet for Kroatiske Studier på Zagrebs Universitet. Som sociolog ligger hans primære interesser inden for sociologisk teori, videnssociologi og kritisk teori. Hans arbejde fokuserer på implementering og konstruktion af sociologiske teorier for at begribe den moderne verdens kompleksitet

Der er en vedholdende fortælling i det moderne samfund om, at vi mangler psykologisk støtte, at vi har akut brug for flere psykologer. Men har vi egentlig det? Selvom psykologien som profession blomstrer, især i USA, med en forventet vækst på 6 % fra 2024 til 2034 (US Bureau of Labor Statistics), synes vi i stigende grad at være mindre i stand til at håndtere det moderne livs angst. Vi bekymrer os mere, stresser mere og føler os overvældede af en række hverdagsmæssige pres. For at gøre tingene lettere vender vi os mod psykologer for at få hjælp.

Paradokset: Flere behandlere, men mere mistrivsel

I denne tekst argumenterer jeg for, at der er et underliggende problem, som psykologien, som den primært praktiseres i mainstream i dag, ikke kan løse – på trods af at den stort set har monopoliseret markedet for hverdagens mentale sundhed. Selv i takt med at antallet af psykologer stiger, stiger niveauet af angst, depression og stress også, især siden COVID-19 (WHO, 2022). Vi befinder os i en paradoksal situation: flere psykologer end nogensinde, men alligevel mere psykisk mistrivsel end nogensinde. Hvad skete der? Er psykologien i stand til at løse den moderne verdens kriser, eller er den måske snarere blevet en diskurs, der legitimerer selve de problemer, den søger at løse?

Et tab af teoretisk dybde og fornyelse

Inden jeg tager fat på disse spørgsmål, er nogle forbehold nødvendige. Formålet med denne tekst er ikke at miskreditere psykologien som videnskab. Som enhver anden disciplin spiller psykologien en vigtig rolle i at afdække sandheden og bidrage til en bedre verden. Men inden for dagens forbrugermarkedskultur er psykologien blevet offer for sin egen diskursivering, hvilket har ført til et fald i teoretisk dybde og en stagnation af metodisk innovation. Dens teoretiske raffinement er eroderet, efterhånden som mainstream-psykologien har bevæget sig væk fra sit freudianske og bredere filosofiske fundament, for i stedet at omfavne en snævert materialistisk og biologiseret opfattelse af sindet. Dette skift har erstattet dybe spørgsmål om mening, begær, symbolisme og subjektivitet med teknokratiske adfærdsmodeller – lettere at måle, men konceptuelt mangelfulde.

Samtidig er den metodiske innovation bremset. Forskningen begrænses i stigende grad af forventningen om, at al indsigt skal valideres gennem etablerede, årtier gamle instrumenter og protokoller. Dette skaber en selvforstærkende konservatisme: Metoder perfektioneres i det uendelige, men gentænkes sjældent. Som følge heraf er psykologien begyndt at kommunikere primært med sig selv, for sig selv. Disciplinen står dermed over for en epistemologisk krise, en krise som – ligesom alle kriser i videnskaben – rummer potentialet for fornyelse. Der findes naturligvis vigtige, modstandsdygtige traditioner inden for psykologien: kritisk psykologi, psykoanalyse og andre, der udfordrer disse tendenser, selvom de langt fra er dominerende.

Når samfundets problemer gøres til individets ansvar

Hvor efterlader dette os i lyset af dagens sociale klima og den voksende insisteren på, at vi har brug for flere psykologer? Hvis det, vi mener med flere psykologer, blot er flere praktikere, der er strengt orienteret mod individer og behandler individer isoleret fra de sociale strukturer, der former dem, så vil vi blot fortsætte med at fordybe de selvsamme problemer, vi håber at løse. Denne kritik retter sig mod den dominerende markedsbaserede psykologikultur og den bredere trivselskultur, ikke mod psykologien i sig selv.

Selve ønsket om flere psykologer udspringer af et narcissistisk kulturelt skred, der sætter egoet i centrum af verden, konstant krævende opmærksomhed, fremmedgjort for verden. Inden for denne ramme er løsningen altid at fikse individet, ikke de samfundsmæssige betingelser, der belaster dem. Vi fokuserer på positive løsninger for individet og ignorerer det strukturelle miljø. Det er netop derfor, at positiv psykologi trives i neoliberale samfund: Den stemmer godt overens med en verden, der kræver selvoptimering, uafbrudt produktivitet og følelsesmæssig tilpasning. I livsverdenen fungerer positiv psykologi som et instrument for stabilitet og præstation. I stedet for at sætte spørgsmålstegn ved de strukturer, der fremkalder udbrændthed, lærer den folk at meditere sig gennem udmattelsen, at omformulere stress som en udfordring og at tolke kronisk usikkerhed som en mulighed for vækst – at ændre sig selv og ikke samfundet.
På denne måde forhindrer fortællingen om, at vi har brug for flere psykologer, os i at foretage afgørende ændringer i vores samfundsmiljø. Det, som det religiøse skriftemål opnåede i tidligere århundreder, opnår moderne psykoterapi nu i den sekulære tidsalder (Foucault 1978).
Men for at undersøge dette nærmere må vi se på, hvordan psykologien forstås og praktiseres i dag. Igen er problemet ikke selve disciplinen, men de kulturelle betingelser, der former dens hverdagsbetydning. Den dominerende fortælling rammesætter psykologien som (1) kommodificeret, (2) individualiseret og (3) positivt orienteret.

Kommodificering

Psykologisk praksis eksemplificeres i dag bedst ved psykoterapi, hvor tid og penge er direkte forbundet – hvilket gør det ekstremt perverst af natur. Man betaler for en del af en andens tid og ekspertise. Dette betyder ikke, at psykoterapeuter ikke drager omsorg for deres klienter; det understreger snarere en relation, der er struktureret af pengenes symbolik, hvilket gør det relationelle bånd betinget inden for en bredere markedslogik. Terapi er blevet en vare, som folk i forbrugskulturen ikke blot begynder at forbruge, men endda at begære som et objekt for personlig opfyldelse.

Individualisering

Den individualiserede orientering i moderne psykologi forstærker en tendens, som Fromm (se Helderman, 2020) diagnosticerede årtier før mindfulness-boomet. Han advarede om, at vestlige tilegnelser af buddhistiske og zen-praksisser risikerer at blive værktøjer til at tilpasse individer til et patologisk samfund i stedet for at transformere selve samfundet. Det, Fromm så vokse frem, er nu fuldt realiseret: en psykologisk kultur, der tilbyder personlige teknikker til ro, følelsesmæssig regulering og mental klarhed, alt imens den lader de sociale strukturer, der skaber angst, udbrændthed og fortvivlelse, forblive urørte. Mindfulness- og terapikultur privatiserer dermed lidelse og distancerer os fra den samfundsmæssige sfære. At drage omsorg for os selv alene bliver omdrejningspunktet. Andre er der blot for at vi kan opnå netop det.

Positivitet

Den positivt orienterede vending i moderne psykologi benægter ikke lidelse, men italesætter den som noget, der skal håndteres eller omdannes til vækst. Selv når feltet anerkender negativitet, forbliver det normativt forpligtet på en bevægelse mod det bedre, på resiliens og optimisme. Hvad der sjældent indrømmes, er det, som Schopenhauer insisterede på: at lidelse ikke er en afbrydelse af livet, men dets grundbetingelse, en eksistentiel konstant, der ikke let lader sig omformulere til en mulighed. Ved primært at fokusere på mestringsstrategier, der lover ligevægt, forlanger psykologien subtilt, at lidelsen skal retfærdiggøre sig selv ved at skabe værdi. Schopenhauer ville kalde dette krav grusomt: Nogle lidelser har ingen mening, og at insistere på, at de skal have det, er at misforstå den menneskelige erfarings natur. Forskellige terapeutiske traditioner varierer i, hvor ærligt de konfronterer lidelse, men alle forbliver begrænsede, så længe de adresserer den gennem det isolerede individ frem for at overveje de kollektive betingelser, der skaber den.

Disse tre tendenser – kommodificering, individualisering og positivitet – er ikke udtømmende, men de er tilstrækkelige til denne artikels formål med at illustrere kerneproblemet. Vi må nu vende tilbage til vores centrale spørgsmål: Har vi brug for flere psykologer?

Behovet for kontekst og tværfaglighed

Hvis den moderne diskurs kalder på flere psykologer, kalder den ofte på flere individer, der er i stand til at udholde betingelser, som i udgangspunktet slet ikke burde udholdes. Spørgsmålet er altså ikke, om vi har brug for flere psykologer, men om vi stadig husker, at intet individ kan helbrede et samfund, der nægter at undersøge sig selv. Det, vi i sandhed har brug for, er dem, der kan adressere livsbetingelserne med større dybde. Dem, der analyserer social solidaritet, orden og kollektive følelser. Med andre ord har vi brug for mere filosofi og sociologi, ikke som erstatninger for psykologien, men som essentielle ledsagere til den. Det, vi lider under i dag, er ikke en mangel på psykologi, men en mangel på forståelse for konteksterne.

Dette betyder ikke, at vi skal opgive psykologien. Vi har tværtimod brug for en psykologi, der reflekterer over sine nabodiscipliner, en psykologi, der genoptager den filosofiske dybde, konfronterer sociale strukturer og bidrager til den offentlige debat ud over den individuelle psyke (i samarbejde med, og ikke gennem paradigmatisk kolonisering af, den sociale verdens sfærer). Vi har således brug for filosoffer og sociologer, der i højere grad inddrages i skoler, politikudvikling og endda psykoterapi. Kun ved at integrere kontekst, mening og struktur kan vi rykke perspektivet i den moderne psykologi, og i særdeleshed den positive psykologi, ud over dens neoliberale begrænsninger.

Måske tilbyder netop den nuværende tid denne mulighed: en tættere sammensmeltning af discipliner i det, Fromm engang forestillede sig som en sociologisk psykoanalyse.