af Annegrethe Rasmussen Ansv. chefredaktør og USA-korrespondent01.10.2025

MEDIER // KOMMENTAR – Det var store skiftedag i Mediedanmark tirsdag, da to af landets mest succesrige digitale medier, Altinget og Zetland, blev solgt til hhv. Politiken og svenske Bonnier – to store, velkonsoliderede mediehuse. Annegrethe Rasmussen, POV’s chefredaktør siger tillykke, men stiller nogle advarende spørgsmål. Forsvinder egenarten og modet til at eksperimentere og fejle eller får de to tidligere startups blot begge bedre vilkår og flere penge i ryggen?

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Bølgerne er gået højt i Mediedanmark i denne uge. På et og samme døgn kom det frem, at to af landets mest markante digitale mediesucceser tirsdag skal foldes ind i to af Nordens store mediekoncerner: JP/Politikens Hus køber Altinget og Mandag Morgen, mens Bonnier News bliver majoritetsejer i Zetland. Og onsdag afskedigede DR sin nyhedsdirektør bl.a. pga. privat brug af DR’s regler for taxakørsel.

Som om det ikke var rigeligt, går mange i branchen samtidig rundt og skæver til et hold af højreorienterede Tech Bros – behørigt udstyret med Y-kromosomer, private formuer og LinkedIn-profiler, der ligner PowerPoints – som har annonceret en disruption af det danske medielandskab med bl.a. Lars Seier, Lars Tvede, Anders Samuelsen og Morten Messerschmidt i spidsen.

Kan man overhovedet skabe liv med kun Y-kromosomer? Uden journalister, uden kvinder og uden mangfoldighed minder Projekt Y i hvert fald på papiret mere om et genom af et ufrugtbart laboratorieforsøg og et glossy RS-feed end et levende medie

De herrer (og en enkelt dame, der er gift med Messerschmidt) har bebudet, at de er i gang med at skabe Danmarks første AI-drevne medie med en enkelt redaktør, nemlig den dygtige og erfarne Michael Dyrby, som jordemoder – eller fader om man vil. Projektet hedder netop Projekt Y, hvilket er absolut passende, for et projekt med lutter mænd og en enkelt kvinde, der ikke skal være med i noget redaktionelt, bag.

Spørgsmålet til de sidstnævnte må være, om man overhovedet kan skabe liv med kun Y-kromosomer?

Uden journalister, uden kvinder og uden mangfoldighed minder Projekt Y i hvert fald på papiret mere om et genom af et ufrugtbart laboratorieforsøg og et glossy RS-feed end et levende medie. Projekt Y vil først og fremmest dække business, politik og teknologi kogt ned til algoritmiske tekstblokke, forstår man. Ingen besværlige journalister med holdninger, krav om ferier eller pensioner, ingen irriterende kvindelig larm. Bare ren, uforfalsket, Silicon-Valley-marineret begejstring for vovemod, dristighed, foretagsomhed og privat initiativ.

Muskler og maskinel mangfoldighed?

Hvad angår opkøbene af Altinget og Zetland leveres begge handler med forsikringer om redaktionel frihed, fortsat særpræg og nye muskler. Og klart er det, at der skal muskler (læs: penge) til at drive store medier. Men hvis man også elsker mediemarkedet for dets drømme, dets eksperimenter, fejlskud og folkeoplysende forsøg – alt det uforudsigelige, der skaber nye ideer – er der også grund til at stille kritiske spørgsmål.

Eller sagt lidt anderledes: Bliver 2025 året, hvor drømmene forsvandt?

Lad os begynde med Altinget. Stifter og eneejer Rasmus Nielsen betoner, at salget skete “efter en lang og grundig proces”, og at det vigtigste har været en dansk ejer, der sikrer, at hans medier kan fortsætte “som selvstændige titler og med fortsat fuld redaktionel uafhængighed” – så “alle politiske interesser i Skandinavien fortsat [kan] blive hørt.

JP/Politikens afgående direktør Stig Ørskov kalder Altinget og Mandag Morgen “en enestående publicistisk succes” med “syleskarpe nicheprodukter”, og det er i hvert fald ikke skudt forbi

JP/Politikens afgående direktør Stig Ørskov kvitterer med at kalde Altinget og Mandag Morgen “en enestående publicistisk succes” med “syleskarpe nicheprodukter”, og det er i hvert fald ikke skudt forbi. Altinget har bevist, at man kan bygge en stor og sikker forretning op på målrettet viden til snævre betalingsvillige målgrupper i form af brancheportaler med b-2-b for øje, som igen har finansieret Altingets egentlig journalistik, det politiske hovedsite.

Men netop fordi forretningen er så veldefineret, er det svært at forestille sig, at der ikke – stille og roligt – vil ske optimeringer. I koncernlogik kaldes det også synergier. I redaktionel praksis hedder det sammenlægninger, flytninger, delte desk functions og tekster samt fælles teknologi efterfulgt af afskedigelser af de medarbejdere, der vil blive til overs.

JP/Politikens Hus ejer allerede Watch-universet og Monitormedier; Altingets brancheportaler ligner på flere markeder disse produkter i både målgruppe og monetisering. Det er ikke kynisme at forudse overlappene, det er basal koncernøkonomi. Også selvom Monitormediernes chefredaktør Anders Jerking (der selv i sin tid kom til fra Altinget som redaktionschef) følger de uskrevne spilleregler for den slags skåltaler og siger, at han “byder konkurrence velkommen”. Aftalen er i øvrigt betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse, hvilket er endnu et tegn på, at markedspositionen er betydelig.

Zetland-handlen er pakket langt mere romantisk ind. Bonnier News’ topchef Anders Eriksson siger i forbindelse med købet, at man “har fulgt Zetland, siden selskabet blev grundlagt,” og er “imponeret over deres banebrydende journalistik og evne til at engagere en ung og loyal målgruppe.”  Bonnier beskriver også samtidig rationalet ligeud: Man går ind som majoritetsejer for “at accelerere Zetlands vækst.”

Zetlands egen fortælling er, at nye, tålmodige ejere giver “økonomiske og strategiske” muskler – uden at ændre kernen. Zetlands nuværende ledelse forbliver i hvert fald indtil videre som chefer og minoritets-medejere samtidig med at mediets bestyrelse udvides med Bonnier-folk.

Alt det giver mening, også for fans af Zetlands egen model. 70.000 medlemmer på tværs af Danmark og Finland er ikke småting for en digital avis bygget på fortællende lyd og tillid, og den finske test er bevis på Zetlands skalérbarhed, som Bonnier også har lagt vægt på.

Ensretningen siver ikke ind som kolde krav eller censur, men som kultur. I koncerner med mange titler opstår en forventning om best practice. ”Sådan gør vi her i huset”

Men det ændrer ikke på hovedpointen: Majoritetsejere køber også for at forme og bestemme. Strategien vil hen ad vejen blive synkroniseret med koncernens øvrige interesser, distributionsmaskineri og afkastkrav. Det er ikke dårligt i sig selv, men det kan hurtigt ende som det modsatte af uafhængige drømme og vildskab.

Også selvom den administrerende direktør for Bonnier News – der rummer den svenske mediekoncerns portefølje af større nyhedstitler, inklusive det danske dagblad, Børsen – har beroligende ord fremme just om det i MediaWatch onsdag:

”Vi har ikke planer om at integrere Zetland i Bonnier News. Vi har tænkt os at hjælpe Zetland med at udvide forretningen i eget tempo,” siger Anders Eriksson.

Hæderlige – meget pæne – intentioner

Så misforstå mig ikke: Jeg betvivler ikke, at intentionerne er absolut hæderlige. Både JP/Politikens Hus og Bonnier har stærke publicistiske traditioner, og Ørskov peger på, at den nye familie kan “føre arven videre.”

Zetlands medstifter og chefredaktør Lea Korsgaard fremhæver meningen i en model, der “i en verden med akut behov for engagerede borgere” bygger på tæt dialog med publikum. De ord er sande, men de er også samtidig præcis den type ord, som typisk står på første slide i enhver Mergers & Acquisition -præsentation i mediebranchen.

Problemet er ikke det konkrete løfte om redaktionel frihed i morgen. Problemet er, hvad der sker på dag 400, når synergierne skal materialiseres, og kapitalomkostningen skal tjenes hjem. Hvem siger nej til koncernens fælles CMS, når det er dyrere at vedligeholde sit eget?

Hvem siger nej til fælles centralredaktion på nattetimerne? Hvem siger nej til at flytte den nichepuls, der gør brandet særligt, over i en større, men mere standardiseret maskine? I første omgang er det “frivillige” tilbud. Senere bliver det sund fornuft. Til sidst er det standard.

Det er her, ensretningen siver ind – ikke som kolde krav eller censur, men som kultur. I koncerner med mange titler opstår en forventning om best practice.” Sådan gør vi her i huset”.

Hvem siger nej til at flytte den nichepuls, der gør brandet særligt, over i en større, men mere standardiseret maskine? I første omgang er det “frivillige” tilbud. Senere bliver det sund fornuft. Til sidst er det standard

Spørg bare det før så succesrige lille stolte og ret uregerligt modige nichemedie, KForum, der også blev solgt til Politiken for 3 år siden. I dag er det en skygge af sig selv. Ingen taler rigtig om det mere, efter det røg bag betalingsmuren på Rådhuspladsen.

Og alt, der ikke er til salg som “netværk” eller “kurser” eller indbringende jobannoncer er nu forbeholdt abonnenterne. Diskret står der for oven på sitet, at KForum “er en del af Watch Medier”, som er koncernens brancheportaler.

Det bankende hjerte bag opbygningen af KForum, mediets mangeårige stifter og chefredaktør, Timme Bisgaard, der også fik løfter om at blive på sin plads, er for længst videre og i gang med at opbygge, hvad der kun kan beskrives som en absolut entydig konkurrent til sin egen gamle kreation med det nye Copenhagen Review of Communication. Her har Bisgaard skabt et uforudsigeligt, nogle gange noget rodet og sløset redigeret, men også sjovt og sprælsk medie med vildt appellerende forsider. Der i dén grad er anderledes end de småkedelige branchemedier, som både Politikens Watch og Monitormedier samt Altingets kliniske brancheportaler.

Når udlandet er hårdt, skæres der kun sjældent i koncernens storsatsninger, men i de lokale særheder, der er sværest at forklare i et regneark. Og når nye projekter skal prioriteres, vinder de, der passer ind i platformen

Copenhagen Review of Communication er i øvrigt ligesom POV også åbent og uden betalingsmur, så alle kan læse med.

Med andre ord: I takt med at økonomien strammes om det journalistiske hjerte i de gamle medier (og det synes at ske non stop disse tider, selvom man godt kan undre sig lidt, når man betænker, hvor ufattelig stor en pengetank, Politiken/Jyllands-Postens fond sidder på), bliver det oftest sværere at være den titel, der stædigt insisterer på at gøre tingene anderledes.  

Det er den langsomme udhuling af egenarten, der sjældent kan måles kvartal for kvartal, men som man altid ser, når man holder femårsbilleder op mod hinanden.

Altingets historie rummer i øvrigt selv en advarsel. Den danske grundforretning løber pænt, men ekspansionen i Norge og især Sverige har været tungere med dyrere omkostninger og langsommere salg end ventet. Det er i den slags realiteter, koncernlogikken bider sig fast: Når udlandet er hårdt, skæres der kun sjældent i koncernens storsatsninger, men i de lokale særheder, der er sværest at forklare i et regneark. Og når nye projekter skal prioriteres, vinder de, der passer ind i platformen.

Færre vilde drømme – mere drift?

Zetland har omvendt bevist, at egenart og særhed kan være en betydelig styrke med en flot andel af unge medlemmer. Men stolt egenart er også sårbar. Zetlands særlige tone, hjerte, tempo og tilstedeværelse i øret bygger på et tæt, næsten familiært forhold til medlemmerne.

Den slags relationer kan overleve og forhåbentlig for det fortsat unge medie kan den styrke også udvikle sig i en koncern, men det kræver en ledelse, der igen og igen vælger det dyre og det langsomme, når tallene siger “skalér.” Bonnier lover netop at “støtte selskabet i at videreudvikle sin model, teknologi og strategi.” Det kan være godt, men det kan også være begyndelsen på noget mere ens.

Så hvor ender vi?

Færre uafhængige ejere betyder færre steder, hvor helt særlige ideer kan få lov at fejle længe nok til at blive geniale. Færre vilde drømme – mere drift

Det vides ikke, men når salget går endeligt igennem, er det journalistiske Danmark i en ny normal, hvor to af de stærkeste uafhængige digitale medier nu har koncerner i ryggen. Det vil give dem robusthed, og det kan på sigt give mere, ikke mindre kvalitetsjournalistik. Men det ændrer også branchens økologi. Færre uafhængige ejere betyder færre steder, hvor helt særlige ideer kan få lov at fejle længe nok til at blive geniale. Færre vilde drømme – mere drift.

Samtidig håber jeg også, at både redaktioner og læsere holder øje med de små valg: Bevares de særskilte designs? Fortsætter de kringlede formater, som ikke er “effektive”? Bliver Zetland ved med at tale med medlemmerne direkte eller bliver relationen outsourcet til koncernens CRM?

Og allervigtigst: får de næste vilde idéer lov at leve uden at skulle passe ind i standardiserede KPI’er? To stolte og frie, moderne digitale medier har fundet sig en ny tone i koncernens sikkerhed. Det er forståeligt, men det kan også ende som et tilbageslag for diversiteten. Ikke i morgen men måske over tid.

Endelig ligger der også et ansvar hos de danske fonde, hos de mindre investorer og hos politikerne, der udformer rammerne for støtte og konkurrence. Vil man have mangfoldighed, må man belønne den – ikke kun i pressemeddelelser, men også i incitamenter og i den mediestøtte, der tildeles i Danmark som en eksplicit demokratistøtte.

Læs mere om medier og mediekritik i POV her.Færre uafhængige ejere betyder færre steder, hvor helt særlige ideer kan få lov at fejle længe nok til at blive geniale. Færre vilde drømme – mere drift.

Venligt omtalt og venteligt udlånt fra POV.

.