Ny ’Håndbog i pressearbejde’ skal være et forsvar for presserådgiveren, men er det modsatte
I en ny bog hedder det, at presserådgivning er et gode for den offentlige debat. Men i den udlægning af pressearbejdet i offentlige myndigheder, som forfatterne lægger for dagen, er det ikke et budskab, der virker særlig overbevisende.
Af Thomas Dybro Lundorf, forperson for NGO’en ProPublica Public Communication, der arbejder på at fremme en mere demokratisk regerings- og myndighedskommunikation, og kommunikationschef med over 15 års erfaring i offentlige styrelser.]
Hvem arbejder presserådgivere i offentlige myndigheder for?
Altså dem, der tager telefonen, når journalister ringer til skatteministeren, Miljøstyrelsen, Region Midtjylland, Norddjurs Kommune og alle de andre offentlige organisationer, som arbejder i vores tjeneste?
Ifølge den nye ’Håndbog i pressearbejde – et forsvar for presserådgiveren’ er det tilsyneladende ikke for hr. og fru Danmark.
Læs anmeldelsen her på CRC
Timme Bisgaard Munk
Bogen er målrettet presserådgivere i både interesseorganisationer, politiske partier og myndigheder. Det er nok problemet.
Det starter ellers godt i forordet. Bogen introduceres som et forsvarsskrift for presserådgivere, efter de ’i årevis er blevet omtalt som kyniske omdømmespekulanter, der konstruerer sandheden efter forgodtbefindende.’
Bogens forfattere er helt uenige og mener, at presserådgivere i stedet højner den offentlige debat. Så langt, så godt. Der er nok næppe nogen tvivl om, at spindoktorsnakken har gjort, at man nærmest skal se sig over nakken til familiefester, hvis man er presserådgiver eller kommunikatør i det offentlige.
Hvad tænker de på havnen i Hirtshals?
Men knapt har man sat sig ordentligt til rette i sofaen og har bladret sig ind i de første sider, før det bliver svært at følge postulatet om, at pressefolk i myndigheder gavner folkestyret. Hvis man altså lige kravler ud af den faglige osteklokke og napper borgerbrillerne på.
”Du skal altid holde dig til sandheden, men du behøver ikke ødsle med den,” lyder det i indledningskapitlet, der bærer den forpligtende titel ’Værdierne på plads.’
Embedsfolk vil vide, at det er et credo i embedsværket, og et, der uden tvivl stadig bliver fulgt mange steder i det offentlige.
Men hvad nu, hvis det er en del af årsagen til den lave tillid til embedsfolk og presserådgivere? Hvordan bliver rådet mon udlagt, hvis man indvier en tilfældig borger nede på havnen i Hirtshals i det?
”Du behøver ikke lave en proaktiv presseindsats på en sag, din organisation ikke vil skabe opmærksomhed om. De sager må du overlade til kritiske journalister at grave ud,” hedder det videre.
Så skattebetalte offentlige kommunikatører skal altså forholde offentligheden oplysninger, der kan være af almen offentlig interesse. Jeg er ikke i tvivl om, at det er praksis mange steder, hvis ikke de fleste. Men jeg tvivler på, at tillidsbarometeret slår revner i Hirtshals.
’Du tjener ikke offentligheden’
Og så kommer trumfen.
”Du tjener ikke – som journalisterne – offentligheden. Du varetager interesserne for din styrelse […].’
Jeg har stor respekt for forfatterne og er taknemmelig for, at de har lagt tid og kræfter i at skrive en bog, der i øvrigt er en rigtig god gennemgang af praktiske tips og tricks til det praktiske pressearbejde.
Men altså.
Embedsfolk inklusive presserådgivere og kommunikationsmedarbejdere arbejder selvfølgelig for deres arbejdsgiver, men de tjener offentligheden gennem deres organisation. Jeg betaler sgu ikke skat for, at SKAT kan forsvare sine egne interesser imod mine.
Det er både vigtigt for borgerne, for demokratiet og for tilliden til ministre og myndigheder, at myndighedsansatte presserådgiveres værdimæssige kompas står rigtigt, og at formålet med deres anstrengelser er klart.
Ifølge ’Håndbog i pressearbejde’ er presserådgivernes arbejde at understøtte særinteresser, ikke almenvellet gennem en minister eller en myndighed.
Jeg håber og tror, at der er mange presserådgivere derude, der i det mindste i deres stille sind er med på, at det er skævt. Hvis ikke, så bliver det svært, både det med tilliden og at have et velfungerende demokrati.
Det arbejdet handler om
Forfatterne bruger forståeligt nok en del kræfter på at skrive om ærlighed og troværdighed som afgørende vigtige værdier for presserådgiveren. Men i bogens udlægning kommer værdierne ikke først og fremmest borgerne til gavn.
’Når ærlighed bør have så stor betydning for dig, skyldes det, at du som presserådgiver lever af den troværdighed, du bygger op i dine professionelle relationer,’ lyder det. Men… måske er det allervigtigste for tilliden til presserådgiverne, at de er ærlige over for borgerne? Det er en detalje, men den er vigtig. De gode værdier kommer til at fremstå som instrumentelle.
Så kommer vi til beskrivelsen af, hvad presserådgiverens arbejde handler om. Her må den nu formentlig noget skeptiske hirtshalsbo sande, at det ikke handler om at give vedkommende retvisende og relevant info gennem pressen.
Nej, det handler derimod om at ’få budskaberne ud og ikke mindst […] få dem rigtigt afsted, så din organisation stiller sig bedst muligt i medieomtalen.’
Er det virkelig det vigtigste? Hvad nu hvis sagen eksempelvis handler om, at havet er forurenet med langt flere kemikalier, end Miljøministeriet har fortalt? Eller om at mere end 300 patienter med tarmkræft fandt ud af, at deres patientrettigheder blev tilsidesat i kræftsagen på Aarhus Universitetshospital?
Ro på, Hirtshals. Nej. Det er det ikke. Eller… det burde det i hvert fald ikke være.
En positiv forskel i folkestyret
Som før nævnt skyldes bogens udfordringer i mine øjne, at den ikke tydeligere skelner klarere mellem minister- og myndighedskommunikation og kommunikation i interesseorganisationer og politiske partier.
Der er mange ligheder i forhold til håndværket. Men grundlæggende forskelle på formål og konkrete leverancer. I hvert fald hvis vi vil have et ærligt folkestyre med institutioner, man kan have tillid til.
Som forfatterne skriver, så findes der ikke en uddannelse, der kan gøre dig til presserådgiver. Og da slet ikke presserådgiver i en myndighed.
Det er så sandt, som det er sagt. Desværre. Ikke kun for presserådgiverne, men for demokratiet.
Der er ellers en del, der godt kunne være pensum.
’Håndbog i pressearbejde’ kunne være en del af det. Men den kan ikke stå alene.
I hvert fald hvis du som presserådgiver vil gøre en positiv, demokratisk forskel i folkestyret. Og de skal have tillid til dig nede på havnen.
Efterskrift: Litteratur til offentligt ansatte pressefolk
Mens vi venter på uddannelsen, kan man som offentligt ansat presserådgiver godt klæde sig selv på til at få lidt perspektiv på sin rolle i et bredere samfundsperspektiv, der rækker udover håndværket. Herunder er en liste med læsestof. Den er ikke udtømmende og ingen af udgivelserne er spot on, men det er en start.
- Forvaltningsloven, offentlighedsloven og de syv pligter
- Anker Brink Lunds kapitel om offentlig kommunikation i bogen ’Kommunikationsteori, en grundbog’ fra 2016.
- ’ Government Communication, cases and challenges’ af Karen Sanders og María José Canel.
- ’Med synlighet som ledstjärna,’ af Magnus Fredriksson og Josef Pallas. Creating an architecture of listening in organizations af Jim MacNamara.
- The Handbook of Public Sector Communication af Vilma Luoma‐aho og Maria‐Jose Canel
- OECD’s rapport fra 2023 ‘Public Communication Scan of the United Kingdom - Using Public Communication to Strengthen Democracy and Public Trust’
- Ruth Garland’s ‘Between media and politics: can government press officers hold the line in the age of ‘political spin’? The case of the UK after 1997’
- Ruth Garland fra Goldsmiths University’s Government Communication and the Crisis of Trust
- De historiske offentlige betænkninger om statens informationsvirksomhed og kommunalt nærdemokrati samt Lars Norskov Nielsens betænkning om offentlig kommunikation plus de senere spindoktorbetænkninger
