Debat

OTW and out: Drop it like it's HOT

Jeg har været #opentowork på LinkedIn siden efteråret 2022. Nu har jeg droppet mit OTW-badge som en skoldhed metalgryde fyldt med kogende vand. En ny, syg trend eller bare sund fornuft?

by Silas Gøttler

Opdateret marts 18, 2025

Hertil morgen droppede jeg mit OTW-badge. Ja, jeg kalder det ikke en "ramme" af den simple grund, at LinkedIn kalder det et "badge", som et "badge of honor". Eller et "skam-og-skyld-skilt". Eller en "nederlagsmedalje".

"Jeg troede faktisk på, at mit OTW-badge ville få min indbakke til at bugne med henvendelser fra recruiters."

En artikel fra CRC postet på LinkedIn havde dagen før provokeret mig til at tage mit OTW-badge i forsvar. Mens jeg skrev, tænkte jeg faktisk "hvad har du egentlig gang i, Silas? Er du stolt af din status? Eller er du bare en presset mand, der ikke vil se sandheden i øjnene?" - og da jeg satte sidste punktum i min forsvarskommentar, kunne jeg fornemme erkendelsens hammer røre på sig.

Kender du det, at slå øjnene op en gryende morgenstund og den første tanke, der rammer dit knap-vågne-sind, er erkendelsen af, at du har taget grueligt fejl - og den eneste, der kan rette op på fejlen, er dig! Well, sådan vågnede jeg op i dag med erkendelsens hammer plantet midt i mit søvndrukne fjæs: Dit OTW-badge skal dø i dag, Silas.

Født ud af pandemiens desperation

Det var pandemien og millioner af arbejdsløse amerikanere, som i juni 2020 blev startskuddet til den epidemiske brug af de to badges #hiring og #opentowork. På det tidspunkt var jeg selv blevet fast freelancer og havde rygende travlt, så jeg sprang først på OTW-toget, da jeg fik sparket i efteråret 2022.

Det skal lige siges, at jeg ikke skammer mig over at blive fyret. Det er sket en lille håndfuld gange. Det hører sig jo til i den kreative branche, ikke mindst reklamebranchen, hvor det absolut betaler sig at kunne tale ledelsen efter munden og ikke give sin ærlige mening til kende - og da slet ikke på skrift i en mail. Så selvom 28 år i branchen har gjort mig til en overordentlig dygtig og hårdtarbejde tekstforfatter, har jeg altså stadig ikke lært at klappe i og klappe ryg.

Nok om det.

Tilbage til OTW-badgets medfødte dilemma.

Formålsløst signal om tilgængelighed

For mig var dette badge et spørgsmål om tydeligt at signalere tilgængelighed. Og jeg troede faktisk på, at mit OTW-badge ville få min indbakke til at bugne med henvendelser fra recruiters. Hvis jeg tæller ALT med, som har den mindste smule med mit OTW-badge at gøre, og hvis jeg både medregner min LinkedIn inbox og min profesionelle emailindbakke, så har jeg vel modtaget lige omtrent 3 relevante mails. Ikke at det på nogen måde førte til fysiske interviews eller jobs.

"Hver gang jeg så mit profilbillede med det skingre grønne OTW-badge, blev jeg mindet om min mildest talt fejlslagne jobjagt."

Så hvorfor har jeg holdt fast i mit OTW-badge som en skibbruden i en defekt redningskrans? Well, jeg bildte mig ind, at det sgu' var cool nok at stå ved sin status som jobsøgende. Ikke fordi jeg havde behov for at vise min sårbarhed. Eller fordi jeg troede, at recruiters spottede mit badge og tænkte "der var kandidaten!" - men jeg havde en forestilling om, at der var noget positivt forbundet med det. At det var en invitation til dialog.

Hårdt ramt af erkendelsens hammer

Tvivlen begyndte at gro frem ved juletid. Hver gang jeg så mit profilbillede med det skingre grønne OTW-badge, blev jeg mindet om min mildest talt fejlslagne jobjagt. Samtidig begyndte LInkedIn at summe om OTW-badgets negative effekt. Og jeg blev provokeret. Det kunne jo ikke passe, at det nu skulle være negativt at skilte med sin status som #jobsøgende.

Jeg har jo gjort en dyd ud af at være åben og ærlig på LinkedIn om mine arbejdsrelaterede frustrationer, om mine indre og ydre kampe for at genvinde fagligt og professionelt fodfæste. Folk har hyldet mig for min vedholdende, for min modvilje mod at kaste håndklædet i ringen. Hvis jeg opgav mit OTW-badge, ville jeg jo kompromitere mig selv - tænkte jeg.

Kristina Mays klumme "Open to work eller åben for ydmygelse", som Timme Bisgaard Munk delte på LinkedIn, og som jeg læste og kommenterede på, blev den udløsende faktor, den hånd og arm der svingede erkendelsens hammer mod mit "jeg-skal-for-enhver-pris-lade-verden-vide-at-jeg-vil-ha'-et-job"-badge og knuste det. Eller rettere pulveriserede det.

OTW and out!

Jeg har droppet mit badge, som man dropper en skoldhed metalgryde fyldt til randen med kogende vand - når man griber den uden grydelapper. Og jeg samler det ikke op igen.

Det gør mig ikke mindre jobsøgende. Men det gør mig synlig for den jeg er og det jeg repræsenterer: En dedikeret og dynamisk arbejdskraft, som ikke lader sin status diktere af et badge affødt af desperation.