Replik: Presserådgivere skal ikke være privatbaserede offentligheds-aktivister

Skrevet af forfatterne Emil Nielsen, Søren Søndergaard og Marie Nyhus til Håndbog i pressearbejde.

Læs kritikken af bogen, som replikken svarer på her:

Ny ’Håndbog i pressearbejde’ skal være et forsvar for presserådgiveren, men er det modsatte

I en ny bog hedder det, at presserådgivning er et gode for den offentlige debat. Men i den udlægning af pressearbejdet i offentlige myndigheder, som forfatterne lægger for dagen, er det ikke et budskab, der virker særlig overbevisende.

copenhagen review of communicationCopenhagen ROC

Læs om bogen her:

Håndbog i pressearbejde | Samfundslitteratur

Samfundslitteratur er et lærebogsforlag for de videregående uddannelser. Vi udvikler akademiske læremidler og løsninger til undervisere og studerende

Samfundslitteratur.dk logoMarie Nyhus

Læs vores anmeldelse af bogen her

Mørkets fyrste er en dumsmart kliché

Tre erfarne pressefolk leverer praksisnær håndbog og gør overbevisende oprør mod stereotype om “mørkets fyrster”

copenhagen review of communicationTimme Bisgaard Munk

Thomas Dybro Lundorf har læst vores Håndbog i pressearbejde og også skrevet en efterkritik af bogens syn på presserådgivernes rolle i nyhedsstrømmen og den offentlige debat.

Tak for det, og vi er glade for, han mener, bogen giver ”en rigtig god gennemgang af praktiske tips og tricks til det praktiske pressearbejde”.

Begejstringen stopper, når det kommer til bogens mere værdimæssige argument – nemlig at dygtigt udført pressearbejde bidrager til en god offentlig samtale. Her er Thomas Dybro Lundorf uenig i, hvordan vi i bogen beskriver presserådgivernes rolle. Særligt for den del af rådgiverne, der har stat, regioner og kommuner som arbejdsgiver.

Ifølge Thomas Dybro Lundorf lægger vores bog op til, at presserådgivere skal forholde offentligheden oplysninger. Ærligt talt undrer det os, hvordan han kommer frem til den konklusion. Vi har skrevet en hel bog, hvor et gennemgående budskab er: Stil op. Vær beredt. Og giv svar, som giver mening for modtagerne.

I vores øjne er det gode pressehåndværk netop ikke at give spinagtige luk-ned-svar eller agere dørlukker mellem pressen og organisationen, men derimod at sikre velforberedte og gennemtænkte svar på selv de sværeste sager. Det skriver vi også i bogen.

Vi deler til fulde ambitionen om en oplyst offentlighed og en livlig offentlig debat, hvor også kritiske sager behandles i medierne. Derfor opfordrer vi også flere steder i bogen presserådgivere til at være dem, som på de indre linjer arbejder for, at en organisation stiller op og stiller sig til rådighed. Og derfor er det godt, at kommunikatører i det offentlige skal overholde et hav af regler såsom kravet om sandhedspligt og offentlighedslovens krav om offentlighed (som man kan mene burde være mere vidtgående) i deres job.

Thomas Dybro Lundorf udfordrer også vores synspunkt om, at presserådgivere – i modsætning til journalister – tjener deres arbejdsgivers interesser og ikke offentligheden.

Her må vi spørge: Hvad er alternativet til, at embedsmænd tjener deres arbejdsgiver?

På en måde efterlyser Thomas Dybro Lundorf, at presse- og kommunikationsrådgivere hos myndigheder har en udvidet forpligtelse til at tjene andre politiske interesser i deres virke end deres arbejdsgiveres. Hvordan det? Skal en presserådgiver i eksempelvis et ministerium være en slags befolkningsaktivist som baseret på egne synsninger og personlige præferencer vælger, hvad der er en god historie, og hvordan den skal times og vinkles?

Hvis embedsmænd – herunder kommunikationsfolk – skal tjene deres egne politiske forestillinger om, hvad borgerne vil have, risikerer vi at politisere embedsværket.

Det er ikke presserådgiveren, som har et politisk mandat til at føre en politik ud i virkeligheden. Det er ministeren. Derfor betjener hun ministeren og ministeriet. Og kommunikerer om regeringens politik og beslutninger. Sådan skal det være. For derigennem tjener hun også folkestyret – noget, vi sætter meget højt og har stor tiltro til.

Bevares. Der er rum for forbedring. Og ja, der findes masser af udfordringer i embedsværket. Givetvis også eksempler på presserådgivere, der går for langt i deres iver for eksempelvis at lukke dårlige sager ned.

Men vores pointe er, at presserådgivere har en anden rolle i nyhedsstrømmen end journalister. De udfylder en anden funktion. De skal være ærlige, og de skal i vores bog arbejde for åbenhed. Men de svar og historier, de leverer, vil altid i en eller anden form være et partsindlæg. Modsat journalisterne, som for eksempel hører en modpart, hvis nogen bliver kritiseret. Den rolle skal enhver god presserådgiver være ærlig om.

Ellers begynder vi da først at forholde offentligheden en vigtig del af sandheden.