Replik til replik om miljømærker

Den grønne omstilling kræver troværdige certificeringer og mærkningsordninger. Men hvad sker der, når forretningsmodeller og licensindtægter påvirker kriterierne?

I denne replik til Rina Ronja Karis indlæg om AI og miljømærkning adresserer jeg centrale misforståelser og flytter fokus tilbage på kernen: Hvordan sikrer vi, at miljømærkning bliver en reel drivkraft for den grønne omstilling - ikke en forhindring?

Tør du lægge den grønne omstilling i hænderne på AI?

Forestil dig en verden, hvor alle forbrugere kun kan træffe grønne valg i hverdagen på baggrund af hvad en fantasifuld, fakta-resistent, og uigennemsigtig AI fortæller dem. Er det virkelig opskriften på en realiserbar grøn omstilling? Det tvivler jeg stærkt på. Af Rina Ronja Kari, Kommunikationschef, Miljømærkning Danmark AI er ikke

copenhagen review of communicationTimme Bisgaard Munk

Samtidig rejser jeg spørgsmålet om teknologiens rolle som værktøj til at reformere certificeringssystemet. For selvom vi aldrig må outsource ansvaret for den grønne omstilling til AI, kan emerging tech potentielt hjælpe os med at skabe mere objektive og datadrevne kriterier. Her er mit bud på, hvordan vi kommer videre i samtalen om fremtidens miljømærkning.

Afsæt i enighed - men irrelevante modargumenter

Rina Ronja Kari har skrevet en replik, vigtigt. Flere gode tanker, og jeg oplever lydhørhed.

Men skønt vi er enige om en del, fx at AI ikke skal træffe beslutninger, er det som replik irrelevant, fordi jeg aldrig har argumenteret for det modsatte.

Det gælder for det meste af Rinas replik, at den svarer på ting, jeg ikke har fremført, og derfor reelt ikke er en replik, men snarere en kommentar, der forsvarer praksis.

Alligevel vil jeg gennemgå Rinas indlæg, da samtalen rejser relevante perspektiver. Jeg vil også gerne forsøge at være tydeligere, hvis noget kunne misforstås.

Interessekonflikt, greenwashing og en replik, der flytter diskursen

Rina præciserer, at Miljømærkning Danmark og Svanemærket ikke selv definerer standarderne. Det er positivt, at det nordiske samarbejde præciseres, her var jeg ikke tydelig nok.

Men jeg kan omvendt ikke se, hvad det har med pointen at gøre.

Hvis alle i arbejdsgruppen har tæt på samme forretningsmodel som Miljømærkning Danmark, kunne det dobbelte antal instanser være samlet om standardiseringsproceduren, uden at det ville ændre fremskrivningen. Den underliggende interessekonflikt forbliver den samme: Certificeringer er biased på grund af økonomiske incitamenter, og teknologi kan muliggøre en mere objektiv, databaseret og gennemsigtig løsning.

Fra greenwashing til reel miljøeffekt

Min kritik handler om, at kategorimærkninger ofte vildleder mere, end de vejleder – især hvis de, som Svanemærket, samtidig markedsføres som vores "grønne guide".

FN's klimapanel (IPCC) har i flere rapporter dokumenteret, hvordan fossile brændstoffer forårsager opvarmning af kloden. Miljøet har derfor uendelig lidt gavn af, at forbrugerne guides til brændeovne, der kun forurener marginalt mindre. En rigtig grøn guide ville have peget på alternative energikilder, men det ville forringe muligheden for at udstede mærker til producenter af brændeovne, hvilket som fremført - clasher med forretningsmodellen.

Det ville være fantastisk hvis Miljømærkning Danmark tog livtag med det, frem for at flytte diskursen i samtalen - og antyde, at jeg ønsker at give AI ansvaret for den grønne omstilling. Det vender jeg tilbage til.

Men det mest ærgerlige er, at mærkningen ender som en sofisme – en illusion om, at forbrugerne træffer det grønneste valg, når det reelt blot er det mindst dårlige inden for en defineret kategori. Når virksomheder som Danish Crown bruger lignende retoriske greb i deres markedsføring, kalder vi det uden at blinke greenwashing. Det er ikke anderledes her.

Rina pointerer også, at Svanemærket lever op til Green Claims. Det er godt. Men jeg har heller ikke mistænkt Svanemærket for det modsatte. Min argumentation gik alene på, at myndighedsregulering og fælles lovgivning står langt stærkere end semi-vildledende kategorimærkninger. Svanemærket ender i bedste fald som en redundant øvelse, lidt som når producenter markedsfører produkter ved at fremhæve, at de ikke indeholder kemikalier, der allerede er forbudte.

Teknologiens rolle: at forenkle, hæve barren og hjælpe miljøet

Jeg har genlæst mit eget indlæg efter Rinas replik. Det kan lyde pudsigt, men jeg ville være sikker på, at analysen ikke kunne misforstås - og om jeg eventuelt argumenterede for, at "AI er svaret på alt" - og at den grønne omstilling skal overlades til AI. Rina indleder sin replik med spørgsmålet: "Tør du lægge den grønne omstilling i hænderne på AI?"

Det vil jeg - og forhåbentlig mange andre – klart svare nej til. Men hvorfor spørge i en replik henvendt til mig, medmindre det handler om at forskyde emnet? Jeg kan intet finde i mit indlæg, der kan udlægges som et argument for det synspunkt… vi kan outsource processer, men ikke ansvar. En væsentlig forskel, og lidt unfair at antyde andet.

To konkrete veje frem

Jeg har derimod argumenteret for, at emerging tech kan reformere certificeringssystemet - at vi kan bruge teknologi til at automatisere og optimere forvaltningen, bl.a. ved at:

1. Fjerne økonomiske bias. Hvis certificeringen administreres af en myndighed uden afhængighed af licensindtægter, bliver kriterierne mere objektive og troværdige.
2. Reducere vildledning. Teknologi kan sikre, at grønne valg baseres på data og så kan vi potentielt eliminere piktogram-junglen, der mudrer billedet. Hvis brugerne kognitivt giver op, kan det skade miljøet endnu mere.

Invitation til konstruktiv dialog

Certificeringer burde være en drivkraft for den grønne omstilling - ikke en forhindring.

Det samme gælder samtaler. Når AI gøres til truslen, selvom analysen handlede om miljømærkning som truslen, ryger fokus fra bolden. Lad os derfor først fortsætte den samtale, jeg startede - og derefter kan vi parallelt adressere, hvad AI kan risikere at betyde for vores beslutningsprocesser.