Abonnér på vores nyhedsbrev

Succes! Tjek nu din e-mail

For at fuldføre abonnementet, klik på bekræftelseslinket i din indbakke. Hvis det ikke ankommer inden for 3 minutter, tjek din spam-mappe.

Ok, tak
Rolig nu – AI kan ikke erstatte en kommunikationsrådgiver
Photo by Emilipothèse / Unsplash

Rolig nu – AI kan ikke erstatte en kommunikationsrådgiver

Hypen har været enorm. I tre år har generativ AI været det store nye dyr i åbenbaringen. Virksomhederne har investeret millioner i AI med en forventning om stor ROI. Boston Consulting Group anslog for nylig, at 80% af kommunikatørernes arbejde kan automatiseres. Vi begynder nu at blive klogere.

Copenhagen ROC profile image
by Copenhagen ROC

Af Pelle Nilsson, Resonans Nordic

AI er et værktøj – ikke en kollega

Bevares, AI er nyttig til mange ting og imponerede mig i første omgang på niveau med, da jeg første gang scrollede ned igennem mine kontakter på min første iPhone (dem, der kan huske det, ved, hvad jeg mener). AI er god til hurtig research (om end vi ved, at den ikke er helt til at stole på). AI er god til hurtig analyse af megen data (men igen: ikke helt til at stole på). AI kan skrive tekster lynhurtigt (men skriver kedeligt og i et så genkendeligt sprog, at de fleste kan se, at det er en AI-genereret tekst). AI fremstår venlig, positiv og beredvillig i samarbejdet (men er i virkeligheden ukritisk og søger at springe over, hvor gærdet er lavest, selv med detaljerede prompts).

Jeg er selv glad for mine AI-værktøjer og bruger Copilot og ChatGPT lige så naturligt som Outlook og PowerPoint. Men denne tekst skriver jeg nu 100% selv. For jeg ved, at ChatGPT nok kunne skrive et oplæg hurtigt, og med nogen redigering kunne jeg nok have en artikel klar hurtigt. Men det ville aldrig blive min tekst. Aldrig mig, Pelle, der kommunikerer med dig, der læser dette. Så hvorfor skulle jeg dog? Jeg vil jo netop gerne forsøge at formidle mine tanker til dig.

Når AI kommunikerer med AI

Jo jo, jeg ved godt, at mange virksomheder og personer har en strategi om at fylde mest muligt på SoMe, og derfor synes mange, at det er smart at få ChatGPT til at skrive indholdet. Vi mangler så bare, at vi også sætter AI til at læse og svare på posts. Så kan AI kommunikere med AI. Jeg håber, alle kan se, hvor komplet idiotisk dette er, og hvorfor det er lige så idiotisk, at LinkedIns algoritmer belønner dem, der poster mest.

Du ville i øvrigt hurtigt få på fornemmelsen, hvis det var ChatGPT, der havde skrevet denne tekst. For vi genkender jo de AI-genererede tekster: deres uoriginale struktur, deres irriterende brug af emojis, deres kærlighed for bullets i alle tekster (også med emojis) og deres overdrevne brug af tankestreger – til at slå pointen fast til sidst i alle afsnit (som her, sorry).

Er du også træt af at blive AI-slammet med dårlige AI slam tekster ?
Ny forskning fra Stanford Universitet har afsløret et nyt kæmpe problem. På mange arbejdspladser er folk ved at drukne i AI workslop - eller som vi kan kalde det på dansk: AI-slam.

Drukner vi i AI-slam?

For nylig skrev Timme Bisgaard Munk i Copenhagen Review of Communication en vigtig artikel om AI og intern kommunikation: "Er du også træt af at blive AI-slammet med dårlige AI-slam-tekster?" Forskere fra Stanford University har afsløret det store problem, at mange arbejdspladser er ved at drukne i AI-workslop – eller på dansk: AI-slam. Dette dækker over alverdens tekster (analyser, strategier, PowerPoints, instruktioner og e-mails), der er skrevet af AI og postet eller sendt uden videre redigering. Dermed lægges hele arbejdet med at forstå og skabe mening i teksten over på modtagerne, hvilket medfører et enormt tidsspilde.

Problemet er parallelt til det, vi ser på LinkedIn og andre platforme, der også fyldes med AI-slam. Min egen hypotese er, at problemet har fået det omfang, det har, fordi rigtig mange mennesker faktisk ikke helt har forstået, hvad "kommunikation" egentlig er.

Kommunikation er mere end informationsoverlevering

De tror fejlagtigt, at kommunikation blot er en overlevering af information, en ytring, der som en patron skydes fra en person ind i en anden, og at ytringen er målet i sig selv. Men kommunikation er meget mere. Kommunikation kommer fra communicare, der betyder "at gøre fælles". Det er en yderst kompleks interaktiv proces, hvor mennesker deler information, tanker og følelser gennem symboler og tegn (talt eller skrevet sprog, billeder, kropssprog osv.) for at skabe fælles mening. Og hvor den forståelse, afsender og modtager har af hinanden, betyder mindst lige så meget for meningsdannelsen som teksten i sig selv. Når jeg fx læser en tekst af Martin Krasnik, er min læsning stærkt præget af min tillid til Martins viden og etik som journalist og menneske, sammen med en forforståelse af hans holdninger til forskellige temaer. En identisk leder i Weekendavisen underskrevet af ChatGPT ville være værdiløs for mig, først og fremmest fordi jeg ikke vil være i stand til at afkode den.

WTF BOOM: 80% af al Corporate Communication kan ifølge BCG automatiseres nu
Ny rapport fra BCG afslører, hvordan corporate kommunikation næsten helt kan automatiseres. En rapport som mange k-folk håber, hverken deres CEO eller CFO får læst og handlet på.

AI mangler den menneskelige dimension

Af disse grunde, og mange flere, ser jeg ikke massefyringer i kommunikationsafdelingerne på grund af AI. AI har ikke evnerne til at vurdere, om en tekst (uanset form) med en specifik afsender (fx en chef i en virksomhed), skrevet til specifikke målgrupper (fx medarbejdere i produktionen), er god eller dårlig. For den kender ikke den specifikke chef og de specifikke medarbejdere nær godt nok til at kunne lave den vurdering. AI er uden empati og vil ikke kunne fornemme chefens ønsker og usikkerhed, ikke forstå medarbejdernes forskellige behov og ikke forstå den samlede kontekst og kompleksitet som en kommunikationsrådgiver, der kender chefen, medarbejderne og kulturen på virksomheden.

Brug AI strategisk – ikke slavisk

Brug i stedet AI som et støtteværktøj til det, der er alle kommunikatørers kerneopgave: at sikre højest mulig kvalitet i kommunikationen i den mest effektive proces. Brug AI til research og analyse (og dobbelttjek den vigtigste information). Brug AI til kreativ sparring, fx at brainstorme på vinkler, overskrifter, citater og formuleringer. Brug AI til at lave oplæg på tekster, der ikke behøver den store originalitet (fx pressemeddelelser). Og brug AI til at give feedback og læse korrektur på dine tekster.

Copenhagen ROC profile image
af Copenhagen ROC

Subscribe to New Posts

CROC

Succes! Tjek nu din e-mail

To complete Subscribe, click the confirmation link in your inbox. If it doesn’t arrive within 3 minutes, check your spam folder.

Ok, tak

Læs mere